fbpx

Sort Sol - Stor, Langsom Stjerne

Endelig! Et nyt album fra Sort Sol. Vi har ventet i 16 år – og, indrømmet, efter deres udspil fra 2001 var mine forventninger mildt sagt ikke høje. Vi har ventet i 16 år på et nyt album – og vi har ventet i næsten 25 år på et interessant album.

Nu har Sort Sol ganske vist altid været et band, der ikke lod sig sætte i bås, eller lader sig fastlåse af kunstneriske spændetrøjer; se bare på det genremæssige skift, der skete allerede fra debuten Minutes to Go (1979) til Under en Sort Sol (1980), hvor punken blev erstattet med et mere post-punket udtryk.

Derfra gik de via rå garagerock over i P3-segmentet med ”Det-der-nummer-fra-den-der-film-der-du-ved-nok”. Helt galt gik det, da de for 16 år siden leverede sukkersød baggrundsmusik (som dog havde sine momenter) – det var bare ikke længere så farligt og så råt, som det var engang.

Derfor var jeg mere end almindeligt spændt på, hvad Stor, Langsom Stjerne kunne byde på. Ikke mindst, da jeg hørte, ingen ringere end Randall Dunn, som bl.a. har produceret Sunn O))), skulle styre knapperne.

Og minsandten om ikke vi fik en stor fed fuck-finger fra Sort Sol?! Et stort ”rend os” til kritikerne, der har hævdet de var blevet for mainstream og for pæne (denne skribent inklusive). Efter 16 år vender Sort Sol tilbage og leverer et sandt mesterværk. Ja, du læste rigtigt. Stor, langsom Stjerne er intet mindre end en kunstnerisk bedrift og et musikalsk mesterværk.

Væk er de lyttervenlige skæringer med store produktioner. Tilbage står en skrabet sol – og skinner som aldrig før.

Tag et nummer, som ”Nocturnal Creature”, hvor Steen Jørgensen igen synger på dansk – denne gang med en tekst, der er Søren Ulrik Thomsen værdig; den første cigaret i Europa / spring ned i urinalerne / stå på hovedet / det er mig, der er i live / det er jer / der er døde / spring ned i urinalerne / den første cigaret i Europa.

 

Eller et nummer, hvor synth- og droneflader udgør fundamentet, og Steen Jørgensen får besøg af Chelsea Wolfe – og denne duet fungerer bedre end duetterne med Sissel Kyrkjebø.

Selvom det er vanskeligt at fremhæve enkelte numre frem for andre, da hele albummet fremstår som et samlet, helt værk, skal, foruden de allerede omtalte, nævnes det ultraklaustrofobiske ”K-141 Kursk”. På en eller anden måde er det lykkedes at give lytteren en fornemmelse af den håbløshed, de 23 sømænd måtte have følt, da deres atomubåd ramte bunden af Barentshavet; There are 23 of us here (…) / none of us can get out /

Det er håbløst. Det er koldt. Det er mørkt.

På mange måder indkapsler de ord Stor, langsom Stjerne. For væk er pænheden, og tilbage er de upolerede. Det er en plade – eller et værk, som kræver et par gennemlytninger, men som til gengæld vokser på én efterfølgende og efterlader dig med et klart budskab: Den sorte sol er bestemt ikke gået ned endnu!

1. The Weightless
2. … Like a trance like…
3. Nocturnal Creatures
4. SØØRE
5. Stor, langsom Stjerne
6. A Stroke of Midnight
7. Life took you for a Freq.
8. K-1412 Kursk
9. Forever Present (vinyl exclusive)

Spilletid: 55:14

 

Læs mere...

Sort Sol

Med to nye numre i bagagen og i følgeskab med tre ekstra musikere, lagde Steen Jørgensen, Tomas Ortved og Lars Top-Galia - bedre kendt som Sort Sol - vejen forbi Skråen lørdag den 20. april, og at bedømme ud fra et pænt fremmøde, så var sekstettens besøg ventet med glæde og længsel. En glæde og længsel, som jeg tror afstedkommer af Sort Sols eksponering… eller mangel på samme, om man vil. Jeg mindes ikke Sort Sol, som værende blevet overeksponeret på noget tidspunkt. Rygterne vil fortælle det skyldes ren og skær dovenskab fra medlemmernes side, men uanset hvad, så har det resulteret i - indtil videre - 36 år med integriteten i behold og en vedvarende vedkommenhed.

Da de stilfulde herrer, sanger Jørgensen og guitarist Top-Galia, indtog den store scene på Skråen sammen med medgrundlægger og trommeslager Ortved, bassist Anders Christensen og guitaristerne Adam Olsson og Manoj Ramdas, blev salen indhyllet i mørke og de dystre toner af det nye og lange nummer ”Kursk” fyldte fra første færd den store sal. ”Kursk” blev uden tøven efterfulgt af de to første af i alt fire numre fra 1987-albummet ”Everything That Rises Must Converge!”, ”Angelus Novus” og ”Midget Finger”, før bandet for alvor fik sparket koncerten i gang med ”Dog Star Man” fra dets vel nok mest populære album, ”Glamourpuss” fra 1993.

Lyden var massiv, stemningen tilpas dyster og bandets optræden - med den altid coole Jørgensen i front - nærmest altopslugende. Bedst var numrene ”Kiss The Streets” fra undertegnedes personlige favoritalbum, ”Unspoiled Monsters” fra 1996, ”Who’s Afraid Of Virginia Woolf”, ”Siggimund Blue” og ”Tatlin Tower”. Sidstnævnte fungerede helt optimalt som det absolutte klimaks af en overbevisende opførsel af stemning og substans i musikalsk regi. Nummeret fik nærmest lov til at køre i en uendelighed - i alt fald i længere tid end de tre minutter og 40 sekunder det varer på "Flow My Firetear" - og det bragte én - eller i hvert fald undertegnede - i en tilstand af trance.

Præcis som da jeg oplevede Jørgensen, Ortved og Top-Galia m.fl. første gang i 1996 og anden gang i 2001, stod solen højt på himlen i lørdags på Skråen, og dens sorte stråler skinnede på et uendeligt og paradoksalt nuanceret musikalsk landskab, der bare måtte og skulle udforskes. Fantastisk! Ganske enkelt fantastisk!

Setlist:
1. Kursk
2. Angelus Novus
3. Midget Finger
4. Dog Star Man
5. Kiss The Streets
6. A Knife For The Ladies
7. Popcorn
8. Daughter Of Sad
9. Shapes Of Summer
10. Erlkönig
11. We Are Books
12. Next Century
13. Who’s Afraid Of Virginia Woolf
14. Siggimund Blue
15. Let Your Fingers Do The Walking
16. Shaheeba Bay
17. Abyss
18. Tatlin Tower

  • Sort Sol_4
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk
  • Sort Sol_5
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk
  • Sort Sol_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: Lavarockphoto.dk

Se hele galleriet

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed