fbpx

Modern Rites - Monuments

Modern Rites er et nyt projekt, som sikkert kommer som lidt af en overraskelse for de fleste. Bandet består af guitaristen Berg fra det Schweiziske band Aara og den amerikanske multiinstrumentalist og sanger Jonny Warren, som står bag projektet Kuyashii. De to begyndte at udveksle ideer over nettet, og disse har nu udmøntet sig i debutalbummet ”Monuments”.
I de 72 sekunder, som den instrumentale intro varer, holdes lytteren hen i uvished om bandets stil, men fra de første takter af ”Vigilance Eternal” står det klart, at de to har valgt den Sorte Metal. Normalt for genren betyder det en kombination af melodiske og brutale elementer, og sådan er det også hos Modern Rites: Det brutale er klart fremherskende, når musikken i opskruet tempo brager afsted, og vokalen skiftevis hvæser og skriger ud mod lytteren. De eneste bidrag på den melodiske side står Berg for, når han fletter melodier ind i sit guitararbejde; især ”Vigilance Eternal” nyder godt af det.
Desværre skal vi helt hen til slutnummeret for at finde tilsvarende interessant indhold. I de mellemliggende numre mangler der hverken tempo eller energi, men det hele følger kendte veje, og markerer ikke noget nyt. Det efterlader mig lidt skuffet, for jeg havde håbet, at de to musikere havde fået mere ud af deres fælles anstrengelser.

Tracklist:
01. Intro
02. Vigilance Eternal
03. Black Wolf
04. Unburdened
05. Self Synthesis
06. Nothing Left To Give
07. Machine Paradox
Samlet spilletid: 36:37

Læs mere...

Kryptan - Kryptan

Kryptan er endnu et eksempel på, at ikke alt, hvad der står i pandemiens skygge, er skidt. Bandet blev startet i starten af 2020 af Mattias Norrman (guitar, bas, keyboards), og med sig har han Alexander Högbom (vokal) og Samuel Karlstrand (trommer). Norman står for al musik, Högbom har skrevet teksterne og det hele er indspillet i Glashuset Studio i Ludvika, Sverige.
Bandets selvbetitlede EP bliver sat i gang med noget af en magtdemonstration: Åbningsnummeret ”A Giant Leap For Whoredom” afvikles i et vildt opskruet tempo, som automatisk får mig til at mindes klassikeren ”Panzer Division Marduk” – det er sjældent, at man hører en lilletromme blive pryglet så ekstremt! Infernoet afbrydes kun kortvarigt af keyboards, så er det afsted igen. Högbom bidrager med en skrigende vokal, som er overraskende varieret, og som passer perfekt ind i helheden.
I de næste numre fortsættes stilen, selvom der er variationer: ”Bedårande barn” har flere keyboard elementer og en lidt gyngende rytme, mens ”Blessed Be The Glue” byder på lidt mere sejtrækkende guitarer. Endeligt rundes der af med ”Burn The Priest”, der er i samme stil som EPens start.
De 4 numre på EPen er benhårdt produceret og nådesløst eksekveret klassisk Black Metal. Hvad de mangler i integration af melodier og variation, kompenseres med vanvidstempo og vild energi. Jeg kan li’ det, og ser frem til et album fra Kryptan.

Tracklist:
1.A Giant Leap For Whoredom
2.Bedårande barn
3.Blessed Be The Glue
4.Burn The Priest
Samlet spilletid: 21:32

 

Læs mere...

Perilaxe Occlusion - Raytraces Of Death

Man må sige, at det er lykkedes for Perilaxe Occlusion at opnå opmærksomhed om deres musik: Efter kun en enkelt demo udsender Debemur Morti Productions nu en EP med 3 numre, som skal booste den canadiske duos omdømme. Medlemmerne XT og XE håndterer hhv. strengeinstrumenter og trommer, og har på denne udgivelse fået hjælp af sangeren Ti.
Tendensen med at gemme sin identitet bag intetsigende pseudonymer mødes ofte indenfor Black Metal, og vi møder da også elementer fra de ekstreme egne af det musikalske verdenskort på udgivelsen. Åbningsnummeret ”Fracturing the Voronoi” starter med meget tunge rytmer i bedste Doom-stil, inden der skiftes til et mere groovy udtryk. Uanset stilart ledsages musikken af en dyb growlende vokal.
Den genfindes på ”Incalculable Thresholds”, der starter i højt tempo, som kun afbrydes af et par afstikkere tilbage til stor tyngde, og et mellemspil midtvejs, hvor en sart guitar tager tingene helt ned på jorden … lige indtil der igen drønes afsted.
I slutnummeret ”Geometric Dismemberment” genfindes mange af elementerne fra de to første numre: Den første halvdel er tung og instrumental, men vokalen træder ind i nummerets anden halvdel samtidig med, at tempoet skrues op.
Når man betragter de 3 numre, fungerer de udmærket, og de indeholder rigelige mængder energi, som er deres største aktiv. Desværre ligner numrenes opbygning og lydbillede hinanden meget; derfor er jeg godt tilfreds med, at spilletiden er behersket.

Tracklist:
1. Fracturing the Voronoi
2. Incalculable Thresholds
3. Geometric Dismemberment
Samlet spilletid: 21:33

Læs mere...

Inferno – Paradeigma (Phosphenes of Aphotic Eternity)

Med “Paradeigma …” fortsætter tjekkiske Inferno trenden fra deres seneste 2 albums med en ekstra lang titel. Det er ikke det eneste usædvanlige ved albummet, som tekstmæssigt er inspireret af værker fra så forskellige skribenter som forfatteren Michal Ajvaz, lægen Lee Smolin og psykiateren Carl Jung – det er ikke hverdagskost.
Det samme kan man sige om bandets musik, for selvom den falder i kategorien Black Metal, fortolker Inferno genren meget personligt. Genrens typiske kendetegn som blastbeats og opskruet tempo finder man, men i meget små doser – det er ikke her, man skiller sig ud. Det sker primært på vokalsiden, for i stedet for at udstyre numrene med en skarp frontvokal, har Inferno ingen. I stedet varetages vokalerne af, hvad der bedst kan beskrives som et baggrundskor. Men betegnelsen er ikke helt dækkende, for der er ikke tale om egentlige harmonier, ligesom man ikke kan forstå et ord. Det er heller ikke meningen, for vokalerne skaber en mørk stemning.
Den passer fint til musikken, som har noget af den Klassiske Musiks storhed over sig, selv om der kun i begrænset omfang bruges instrumenter herfra. Resultatet er anderledes og meget specielt, og især i de første numre lader jeg mig trække ind i stemningerne. Men efterhånden som tiden går, bliver det sværere, for der varieres kun meget lidt på opbygning og indhold. Kort efter midten sætter ensformigheden ind, og ”Paradeigma” går fra at være en spændende ide til en halvkikset affære.

Tracklist:
01. Decaying Virtualities Yearn for Asymptopia
02. The Wailing Horizon
03. Descent into Hell of the Future
04. Phosphenes
05. Ekstasis of the Continuum
06. Stars Within and Stars Without Projected in...
Samlet spilletid: 35:49

Læs mere...

AARA - Triade I : Eos

AARA fortsætter deres høje frekvens mht. albums: Efter ”So fallen alle Tempel” (2019) og ”En Ergô Einai” (2020) udsender bandet nu ”Triade I : Eos”. Som titlen antyder, er der tale om første del af en trilogi, og albummet er inspireret af novellen "Melmoth the Wanderer" af den irske forfatter Charles Robert Maturin.
Black Metal er en af de genrer, som fungerer via modsætninger mellem brutale og melodiske elementer, men det er sjældent, at fronterne er trukket så hårdt op, som tilfældet er på dette album. De brutale elementer (og de ER virkelig brutale) føres an af vokalen, der med sin blanding af skrig og hvæs lyder alt andet end menneskelig – den er komplet uforståelig, og går rent igennem marv, ben og hvad der ellers kommer i vejen for den. Med sig trækker den trommer, bas og guitarer, som alle fyres af i et højt og nådesløst tempo.
Men netop guitarerne bærer samtidig kernen til numrenes mere forsonlige sider. Det sker via passager, hvor voldsomhederne erstattes af f.eks. akustisk guitar, men mest fremtrædende er de melodistumper, der flettes ind i det omkringliggende inferno.
Kontrasterne er meget store, og skaber både spænding og dynamik i numrene. Her er det imponerende, hvor elegant AARA formår at variere udtrykket ved at supplere med forskellige kor – vel at mærke uden, at man keder sig; det er ingen selvfølge med de lange spilletider. Albummet er en intelligent opvisning i Black Metal, og jeg ser allerede frem til næste kapitel i historien.

Tracklist:
01. Fathum
02. Tantalusqual
03. Naufragus
04. Nimmermehr
05. Das Wunder
06. Effugium
Samlet spilletid: 45:08

Læs mere...

Forhist - Forhist

Du skal ikke fortvivle, hvis ikke navnet Forhist siger dig noget – der er tale om et nyt projekt. Til gengæld er der større chance for, at du er stødt på manden bag; det er nemlig Vindsval, som også er drivkraften bag Blut aus Nord, som jeg har anmeldt en del gange her på siden.
I Forhist holder Vindsval sig også til den Sorte Metal, men stilmæssigt er der sket en justering: Hvor Blut aus Nord efterhånden har skabt en bredere tilgang til stilen, er der her tale om et skridt tilbage mod genrens klassiske opskrift. Der er skåret ind til benet, hvilket også understreges af, at numrene ikke har egentlige titler, men blot nummereres fra 1 til 8, bare i romertal.
Stort set alle numre afvikles i et opskruet tempo, hvor trommerne blaster afsted, mens guitaren både stemmer i, og tilfører melodi takket være tremoloanslag. Der suppleres også med lidt keyboardklange her og der, hvilket letter stemningen en smule. Det samme kan man ikke sige om vokalen, som er en blanding af skrig og hvæsen; til gengæld slår den ikke igennem for fuld kraft, da den er trukket langt tilbage i produktionen.
Jeg kan ikke helt gennemskue ideen med dette projekt, for Vindsval giver os intet nyt – det hele bygger på gammelkendte ideer, som fremføres helt efter bogen. Samtidig er udtrykket meget ens igennem numrene, så hvis ikke det var for de seje guitarer og den specielle stemning i ”IV”, var det ikke blevet til de 3 stjerner, der lige netop hentes hjem.

Tracklist:
01: I
02: II
03: III
04: IV
05: V
06: VI
07: VII
08: VIII
Samlet spilletid: 42:42

Læs mere...

The Amenta - Revelator

"Revelator" er det fjerde album fra australske The Amenta, og det kommer 8 år efter forgængeren ”Flesh Is Heir”. Den relativt lange pause har man brugt på at eksperimentere og forfine bandets stil som et led i arbejdet med det nye materiale.
Det første, jeg lagde mærke til på albummet, er produktionen, som er fjern og distanceret – at lytte til de ni numre er lidt som at opleve en koncert fra parkeringspladsen foran stadion. Det kræver lidt tilvænning, for man skal lige koncentrere sig en tand ekstra, når der lyttes. Koncentrationen gavner ikke kun lydbilledet, for også stilmæssigt falder The Amenta udenfor de vante kasser. Åbningsnummeret er ellers en ret traditionel gang Death Metal tilsat lidt fra den Sorte side og serveret på en småkaotisk facon, men herefter går bandet sine egne veje.
Der lægges mere vægt på at skabe mørke og lidt spooky stemninger end på at vælte lytteren bagover. Derfor er der i flere numre lange passager, hvor den rå Metal erstattes af rolig musik og let mumlende vokal.
At The Amenta vælger deres egen tilgang til opgaven, kan jeg kun bifalde – genremæssig stangvare er der nok af derude. Desværre markerer numrene sig på en indadvendt måde, hvor de fede Metalangreb er i undertal, og det skæve dominerer; derfor kun en middel karakter.

Tracklist:
1. An Epoch Ellipsis
2. Sere Money
3. Silent Twin
4. Psoriastasis
5. Twined Towers
6. Parasight Lost
7. Wonderlost
8. Overpast
9. Parse Over
Samlet spilletid: 45:39

Læs mere...

Akhlys - Melinoë

Man kan ikke påstå, at Akhlys ligefrem oversvømmer markedet med deres udgivelser; siden deres debut med ”Supplication” i 2009 er det kun blevet til et enkelt album yderligere. Men nu har hovedmanden Naas Alcameth skrevet fem nye numre, som tilsammen udgør bandet tredje fuldlængde ”Melinoë”.
Her fortsætter amerikanerne deres traditionelt opbyggede Black Metal med lynhurtige trommer, melodiske guitarer af samme skuffe og en vildt hvæsende vokal – altså ren stangvare uden afvigelser fra genrens grundbog? Ikke helt, for selv om Alcameth & Co. grundlæggende følger kendte veje, er der noget i fortolkningen, der er værd at bide mærke i: Musikkens vilde sider er virkelig vilde, så når først Akhlys er kommet op på den store klinge, bliver der virkelig trådt igennem til den store guldmedalje. Og så er der en del passager, hvor der skabes nogle rigtig mørke stemninger, det gør helheden mere Black.
Når det så er sagt, så synes jeg ikke, at Akhlys denne gang helt rammer det niveau, som jeg har tidligere hørt fra bandet. Albummet opleves som enten fuld hammer frem med musikken eller opbygning af stemninger, men for få eksempler på, at de to ting understøtter hinanden. Derfor ender det med en bedømmelse under, hvad jeg tidligere har udstyret Akhlys med.

Tracklist:

1-Somniloquy
2-Pnigalion
3-Succubare
4-Ephialtes
5-Incubatio
Samlet spilletid: 46:06

Læs mere...

Aversio Humanitatis - Behold The Silent Dwellers

Aversio Humanitatis har base i Madrid, hvor bandet blev startet i 2010. Jubilæet for deres 10 årige beståen markerer bandet bestående af A. - Vokal, Bas; S. - Guitar, Bas og J. – Trommer med udgivelse af deres andet udspil i fuld længde.
Som på bandets øvrige udgivelser er det Black Metal, der møder lytteren, og det sker fra starten med eftertryk – Åbningsnummeret afvikles i højt tempo med genrens traditionelle blanding af hurtige guitarer og melodiske indspark.
Sangeren A brøler sig aggressivt igennem de seks numre, og med sine vekslende udtryk får han skabt fremdrift og dynamik på en personlig måde. Det er han desværre ene om, for den musikalske side af numrene følger kendte opskrifter uden, at der tilføjes ret mange selvstændige elementer. Derfor byder numrene ikke på nogen form for nyt, og da deres opbygning også er ret ens, glider de hurtigt i baggrunden uden, at der efterlades nogen form for aftryk hos mig.
Det eneste lyspunkt er og bliver sangeren A, og det er hans fortjeneste, at ”Behold The Silent Dwellers” trods alt får en okay karakter. Jeg håber, Aversio Humanitatis får noget mere selvstændighed ind i deres musik fremadrettet; ellers drukner de i mængden af udgivelser.

Tracklist:
1. The Weaver of Tendons
2. The Presence in the Mist
3. The Sculptor of Thoughts
4. The Wanderer of Abstract Paths
5. The Watcher in the Walls
6. The Scribe of Dust
Samlet spilletid: 35:59

Læs mere...

Ulcerate - Stare Into Death And Be Still

Selv om Ulcerate har eksisteret i næsten 20 år og udgivet 6 studiealbums (inklusive ”Stare Into Death And Be Still”), er dette mit første møde med bandet fra New Zealand. Hvor Jamie Saint Merat (trommer) og Michael Hoggard (guitar) har været med fra starten, kom bassisten
Paul Kelland med i 2005 og overtog også vokalposten 3 år senere.
Man skal ikke lytte længe før det står klart, at Ulcerate aldrig har satset på at blive mainstream, og heller aldrig bliver det. Deres stil er meget speciel, og kombinerer elementer fra forskellige genrer: Der er masser af tyngde, som man kender det fra Doom Metal, og den kombineres med voldsomt arbejdende instrumenter, som det kendes fra den tekniske side af Death Metal. Det hele er pakket ind i en mørk og utilnærmelig produktion, hvor rytmesektionen flere steder fremstår som en kompakt masse mere end selvstændige instrumenter. Derfor skal man som lytter virkelig fokusere for at adskille enkeltdelene, og det er en krævende opgave. Derfor bliver det til noget af en prøvelse at blive bombarderet på denne måde i 7-8 minutter ad gangen, og jeg har på intet tidspunkt haft lyst til at trykke PLAY igen lige efter en gennemlytning.
Ulcerate kører en stil, der med sin lukkede facon tiltaler et mindre udsnit af Metalfolket, og som derfor naturligt vil få en mindre udbredelse. Når jeg alligevel smider 3 stjerner efter albummet er det ikke fordi jeg synes om stilen, men fordi den kompromisløse tilgang fortjener anerkendelse.

Tracklist:
1. THE LIFELESS ADVANCE
2. EXHALE THE ASH
3. STARE INTO DEATH AND BE STILL
4. THERE IS NO HORIZON
5. INVERSION
6. VISCERAL ENDS
7. DRAWN INTO THE NEXT VOID
8. DISSOLVED ORDERS
Samlet spilletid: 58:23

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed