fbpx

Ketzer - Cloud Collider

Ti år efter udsendelse af deres debut ”Satan's Boundaries Unchained”, er tyske Ketzer ude med album nummer fire: ”Cloud Collider”. Albummet har været tre år undervejs, og blev indspillet i to studier i løbet af efteråret 2018.

Hvor forgængeren ”Starless” stilmæssigt var mere Rock og Post Metal, markerer det nye udspil en tilbagevenden til en mere rendyrket form for Metal. Det er umiddelbart en rigtig god ide, for efter en kort instrumental intro brager bandet fra domkirkebyen Köln løs for fuld tryk: ”Keine Angst” sætter retning mod det mørke med Black guitarer og en dejligt grum vokal, mens ”Walls” fortsætter samme mørke stil, bare ikke så varieret. Endelig markerer titelnummeret en energisk og intens afrunding på en hård og vellykket åbning, inden det nedtonede ”Forever Death” giver en energimæssig pause.

Herefter er det som om kvaliteten stille og roligt falder frem mod slutningen, for selvom vokalen fastholder sin grumme og hvæsende natur, er det ikke nok. For samtidig mister musikken en stor del af sin intensitet; det er som om den går tabt i interne detaljer uden at bidrage til helheden. Resultatet er, at hvis man køber albummet på vinyl, vil man have en stærk side A, men kun sjældent høre side B – som helhed kan ”Cloud Collider” derfor kun høste et Okay herfra.

Tracklist:
1. The Machine
2. Keine Angst
3. Walls
4. Cloud Collider
5. Forever Death
6. The Wind Brings Them Horses
7. No Stories Left
8. This Knife Won't Stay Clean Today
9. (The Taste of) Rust and Bone
10. Light Dies Last
Samlet spilletid: 42:35

Læs mere...

Mantar - The Modern Art Of Setting Ablaze

Så er der nyt fra den nordtyske duo Mantar, som består af Hanno Klaenhardt (guitar/vokal) og Erinc Sakarya (trommer). Jeg har tidligere anmeldt et par af deres udgivelser, som var meget forskellige i kvalitet; det er derfor spændende at høre, hvor Mantar placerer sig med deres nyeste udspil.

Deres rå og alt andet end polerede stil har de to holdt fast i, så numrene er kendetegnet ved tunge rytmer og Klaenhardts råbende vokal, som ikke har meget variation i sig. Derfor er det de udmærkede riffs i ”Age Of The Absurd” og ”Seek + Forget”, der skiller sig ud fra mængden. Sidstnævnte har en del Rock i sig, ligesom tempoet er til den friske side. Det er den også i ”Teeth Of The Sea”, som mod slutningen pepper tingene op.

Den skramlede stil med elementer af Rock minder mig ind imellem om Darkthrone, men det lykkes ikke for Mantar at servere de upolerede numre med samme overbevisning som deres norske kolleger; trods flere positive tiltag ender for meget bare i ensformighed uden at komme ud over kanten. Mit indledende spørgsmål om bandets kvalitetsmæssige position med dette udspil kan derfor besvares med ”nogenlunde midt på skalaen” – albummet markerer sig positivt med udmærkede guitarriffs, men kan ikke leve op til titlens løfte om at sætte noget i brand for alvor.

1. The Knowing
2. Age Of The Absurd
3. Seek + Forget
4. Taurus
5. Midgard Serpent (Seasons Of Failure)
6. Dynasty Of Nails
7. Eternal Return
8. Obey The Obscene
9. Anti Eternia
10. The Formation Of Night
11. Teeth Of The Sea
12. The Funeral
Samlet spilletid: 47:40

Læs mere...

Goatwhore - Vengeful Ascension

Siden de debuterede i 2000 har Goatwhore udsendt et nyt studiealbum hvert andet, tredje år, og den tradition fortsætter med ”Vengeful Ascension”, som er amerikanernes syvende studiealbum. Til forskel fra de seneste fire udgivelser er det ikke Erik Rutan, men Jarrett Pritchard som har produceret, simpelthen fordi bandet ønskede at prøve noget nyt.

Stilmæssigt er der nu ikke sket det store, for Goatwhore spiller stadig Death Metal med en mørk overtone. Det starter lidt tøvende i ”Forsaken”, men over de næste skæringer får Goatwhore spillet sig varme, så de kan give den maksimal power i ”Drowned in Grim Rebirth”, ”Abandon Indoctrination” og ”Mankind Will Have No Mercy”. De tre numre fungerer som et samlet højdepunkt omkring albummets midte, hvor tempo og sejhed får tingene til at hænge ekstra godt sammen.

Tekstmæssigt fortsætter sangeren Ben Falgoust temaet om den faldne engel Lucifer som billede på menneskets stræben for at komme fra bund til top, men der er også søgt inspiration hos HP Lovecraft. Det passer fint til slutnummeret ”Those Who Denied God's Will”, som er ren Black Metal med fræsende guitarer og blastende trommer.

Goatwhore viser med ”Vengeful Ascension”, at det kan betale sig at holde fast i det, man gør godt i stedet for at søge nyt for nyhedens skyld. Hvor meget der ligger i skift af producer, er svært at sige; faktum er, at amerikanerne igen har skabt en stærkt omgang Dødsmetal.

Tracklist:
1. Forsaken
2. Under the Flesh Into the Soul
3. Vengeful Ascension
4. Chaos Arcane
5. Where the Sun is Silent
6. Drowned in Grim Rebirth
7. Abandon Indoctrination
8. Mankind Will Have No Mercy
9. Decayed Omen Reborn
10. Those Who Denied Gods Will
Samlet spilletid: 41:53

Læs mere...

God Dethroned - The World Ablaze

Efter “Passiondale” og “Under the Sign of the Iron Cross” fra hhv. 2009 og 2010 afslutter God Dethroned deres albumtrilogi med første verdenskrig som tema med "The World Ablaze”. At der er gået pænt lang tid siden seneste udgivelse skyldes dels at hollænderne har taget en pause, dels at Henri Sattler igen har skiftet ud i besætningen.

Det er ikke kun temamæssigt, at trilogiens sidste medlem ligner forgængerne; også det indholdsmæssige er i samme boldgade. Det betyder et genhør med bandets Death Metal, som er blevet tunet med lidt elementer fra den Sorte skuffe. Og igen er der ikke sparet på energien, numrene pløjer afsted uden nåde, meget lig de kampvogne, der optræder på slagmarken. Sattler fører an, dels som leadguitarist, dels med sin brølende og growlende vokal. Det høje tempo gør titelnummeret og ”Close to Victory” til virkelig fede numre, ikke mindst fordi der også bliver smidt passager med melodiske guitarer ind over.

Men numrene fungerer også fint, når de peger i mere seje retninger; det er “Escape Across the Ice (The White Army)” et godt eksempel på.

Ellers er der ikke så meget at sige om ”The World Ablaze”; albummet ligger på samme niveau som sine to makkere, og markerer en fin afrunding af trilogien. Nu er jeg spændt på at høre, hvad Sattler kaster sig over som det næste.

Tracklist:
1. A Call to Arms
2. Annihilation Crusade
3. The World Ablaze
4. On the Wrong Side of the Wire
5. Close to Victory
6. Königsberg
7. Escape Across the Ice (The White Army)
8. Breathing Through Blood
9. Messina Ridge
10. The 11th Hour
Samlet spilletid: 41:15

 

Læs mere...

Mantar - The Spell

Guitaristen Hanno og trommeslageren Erinc dannede i 2012 gruppen Mantar, som har udsendt to studiealbums og et enkelt livealbum. Jeg anmeldte det seneste udspil ”Ode To The Flame” sidste år; det var en udmærket oplevelse med sodsværtet Sludge Metal. Nu har de udsendt EP’en ”The Spell”, som giver mulighed for at teste bandets aktuelle form.

Åbningsnummeret ”Pest Crusade” er en ret skramlet gang Metal, som genretypisk ikke rigtig kommer ud af stedet. Desværre er der slet ingen drive i tingene, så den skrigende vokal er ene om at vise en smule kant.

Heldigvis går det lidt bedre i det efterfølgende ”Age Of The Vril”. Vokalen er stadig ret heftig, men får nu lidt modspil fra musikken, som specielt mod slutningen kommer lidt op i gear. Omkvædet er også i orden, så nummeret ender med at være okay.

Til slut kommer titelnummeret, som fortsætter stilen fra de to første tracks og på den måde fungerer som en slags opsummering. Desværre sker det uden overraskelser, så indtrykket bliver ikke rykket i positiv retning.

Nej, jeg er bestemt ikke imponeret over Mantars indsats på denne EP; numrene har ingen gnist, og jeg ender med at være glad for den korte spilletid. Derfor håber jeg, at d’herrer Hanno og Erinc tager sig god tid til at gennemarbejde deres materiale inden de udsender nyt næste gang.

Tracklist:
1. Pest Crusade
2. Age Of The Vril
3. The Spell
Samlet spilletid: 12:24

Læs mere...

Diabolical - Umbra

Hvis du har fulgt med i mine anmelderser ved du, at jeg ikke er den store fan af EP’er; som regel er der tale om halvhjertede, uinteressante udgivelser uden lang holdbarhed. Men her er et eksempel på undtagelsen, der bekræfter reglen: Det er EP’en ”Umbra” fra svenske Diabolical.

Åbningsnummeret ”Requiem” er en heftig omgang Blackened Death Metal med tunge guitarer og store kor som støtte for Sverker Widgrens dybe growl. I fællesskab opbygger de vokale elementer en flot stemning, som sparker EP’en flot i gang.

Herefter tager ”Diaspora” over, hvilket betyder et farvel til koret, mens de andre elementer bibeholdes. Det giver et mørkere udtryk, men samtidig et kvalitetsmæssigt dyk. Det bliver hurtigt vendt i det følgende ”Tremor”, som er udgivelsens ubestridte højdepunkt. Nummeret indeholder længere talte sekvenser, hvor temaet frygt behandles. Den ledsagende musik er afdæmpet, men har en stor styrke, specielt de melodiske guitarsekvenser har meget høj klasse. Det samlede udtryk er ret progressivt, og nummeret alene er et lyt til EP’en værd.

I det afsluttende ”Decline” vender Diabolical tilbage til stilen fra de første numre, og med succes. Nummeret forener de fræsende guitarer med grum vokal, mens der også bliver plads til et melodisk mellemspil – næsten som en hurtig opsummering af de resterende numre.

Alt i alt giver det en lækker omgang sodsværtet Dødsmetal, hvor det er svært at finde kritikpunkter; det skulle da lige være, at der skulle have været flere numre.

Tracklist:
1. Requiem
2. Diaspora
3. Tremor
4. Decline
Samlet spilletid: 22:26

 

Læs mere...

Thron - Thron

Nej, der mangler ikke et e i enden af bandets navn – Thron er fra Tyskland, og her staves ordet for trone uden e. Bandet har eksisteret siden 2015, og har som mål at finde tilbage til den ekstreme Metal som den lød i første halvdel af 1990’erne.

Den mission må man sige er opfyldt, for de fem medlemmer rammer mange af de ting, der gjorde denne periode til noget specielt. Det ligger i kortene, at udtrykket er mørkt og brutalt, men Thron falder ikke for fristelsen og satser ensidigt på bare at smadre løs uden overblik, bare for at være seje. I stedet balancerer de musikken på en overbevisende facon, så tingene får mere bredde. Musikken indeholder masser af den opbygning og det tempo, som man finder i Dødsmetal – det giver godt med energi og mandfolkepower. Fra den Sorte Side hentes primært to ting: først og fremmet en let rallende vokal, som hele tiden sikrer lytterens opmærksomhed, dernæst en stak guitarmelodier, tilfører musikken en melodisk side. På den måde forenes det kraftfulde og det smukke uden, at det bliver pænt.

Skal man prøvesmage udgivelsen, er ”Purified in Fire”, ”The Blacklist” og ”Orphaned by the Undertaker” (fed titel!) gode steder at starte; her kører det specielt godt for tyskerne. At nogle numre er lidt mindre interessante, ændrer ikke på, at det her er en udmærket debut.

Tracklist:
01 Purified in Fire
02 Satan's Speech
03 The Blacklist
04 Orphaned by the Undertaker
05 Mutilation of the Unholy
06 Bloodfeast
07 The Evilution of Satan
08 Blackest Hell
Samlet spilletid: 40:00

Læs mere...

Witchery - In His Infernal Majesty's Service

”In His Infernal Majesty's Service “ er ikke kun det sjette studiealbum fra svenske Witchery, det markerer også deres tyve års jubilæum. Alligevel er det mit første møde med bandet, hvis medlemmer også giver den gas hos navne som Arch Enemy og The Haunted, og som har fået to nye medlemmer: Angus Norder på vokal og Chris Barkensjö på trommer.

Mit manglende forhåndskendskab til Witchery betyder, at jeg kan ikke vurdere de nye medlemmers indflydelse på musikken; jeg kan kun konstatere, at resultatet er virkelig godt! Som helhed er albummet en glimrende eksponent for alt det, som gør Metal cool: Der er højt tempo (”Lavey-athan”, ”Gilded Fang”), der er seje guitarer (”In Warm Blood”, ”Escape From Dunwich Valley”) og der er en generel mørk tone, som giver numrene kant. Den hjælpes godt på vej af Norders let rallende vokal, som også formidler de ret iørefaldende omkvæd.

To numre stikker specielt positivt ud fra mængden: ”Netherworld Emperor”, hvis virkelig seje guitarer minder mig om Shining. Og ”Nosferatu”, som kører i et lavere tempo, men oven i det seje har rigtig fede omkvæd – her kommer trangen til at headbange helt af sig selv.

Det gør den ret ofte ved denne udgivelse, for selv om de fremhævede numre markerer toppen af kransekagen, så ligger de andre ikke langt efter. Derfor kan jeg anbefale albummet til alle Metalfans – uden forbehold.

Tracklist:
1. Lavey-athan
2. Zoroast
3. Netherworld Emperor
4. Nosferatu
5. The Burning Of Salem
6. Gilded Fang
7. Empty Tombs
8. In Warm Blood
9. Escape From Dunwich Valley
10. Feed The Gun
11. Oath Breaker
Samlet spilletid: 44:29

 

Læs mere...

Grave Desecrator - Dust to Lust

Grave Desecrator er fra Brasilien, og de udsender med "Dust to Lust” deres kun tredje studiealbum. At jeg skriver kun skyldes, at bandet har eksisteret i næsten 20 år – på den anden side havde de spillet samme i 10 år, inden debutskiven udkom…

Bandets medlemmer har spændende navne som f.eks. Butcherazor og Vallakk the Necrogoat, og så skulle man tro, at vi har fat i den ondeste omgang Black Metal – men det har vi ikke. Godt nok ligger guitarerne i f.eks ”Perpetual Oath” tæt op ad det, man finder i den Sorte Metal, og der er en mørk tone over store dele af albummet – men rigtig Black Metal er det ikke. I stedet leverer sydamerikanerne en ret voldsom gang Death Metal, som føres an af en grumt growlende vokal og bakkes op af en ret massiv instrumentering; man kan ikke beskylde bandet for at tage let på tingene. 

Snarere tværtimod, passager med tyngde og tempo afløser hinanden, hvilket kunne give en varieret performance. At det ikke sker, skyldes en ret ensidig brug af elementerne, der begrænser variationen. Samtidig virker det som om, at musikerne bevæger sig på kanten af, hvad de kan overkomme; der er ikke ret meget overskud. Det kommer bl.a. til udtryk i nogle meget hvinende guitarsoli, som virker forcerede og giver numrene et næsten manisk udtryk. Her ville det gavne at tage en dyb indånding og slappe lidt af – som det er nu, hænger tingene ikke godt nok sammen for Grave Desecrator.

Tracklist:
1. Intro (Dust to Lust)
2. Temple of Abominations
3. Funeral Mist
4. Gods of Death
5. A Witching Whore
6. Host Desecration
7. Anathema Bloodlust
8. Bleed for Worship
9. Memento Mori
10. One More Soul
11. Mephistophallus in Occultopussy
12. Perpetual Oath
Samlet spilletid: 51:07

 

Læs mere...

Mantar - Ode To The Flame

Hanno Klaenhardt og Erinc Sakarya udgør tilsammen Mantar, som må siges at være en ret produktiv affære: Bandet startede i 2012 og udsendte det første album i 2014. Nu, 2 år senere, er duoen så klar med album nummer to.

Startnummeret ”Carnal Rising” indeholder de fleste af de elementer, der kendetegner bandets musik: Her er voldsomt forvrængede guitarer og en vokal som er på én gang ondsindet raspende og uden meget variation. Udtrykket er temmelig råt, hvilket understreges af produktionen; her er der ikke brugt meget krudt på at fintrimme lyden. Umiddelbart ledes tankerne i retning af Darkthrone, bare ikke helt helt så råt eller helt så mørkt.

I de følgende numre fortsætter Mantar ufortrødent i samme retning, og med stor succes. Guitarerne fremtryller nogle virkelig seje riffs, som passer glimrende til musikken – især når tempoet sættes i vejret som i ”Praise The Plague” og ”Born Reversed”. For det meste er hastigheden i den beherskede ende af skalaen, hvilket giver numrene et Sludge-agtigt udtryk.

Denne tendens bliver mere fremtrædende på albummets anden havdel; her sænkes tempoet, men det er som om energien samtidig forsvinder fra numrene. Det gør dem mindre interessante, og giver albummets slutning et mærkbart kvalitetsdyk. Når jeg alligevel giver Mantar fire stjerner, er det primært pga. de første numre – her er der guf for alle, som kan lide rå og beskidt Metal.

Tracklist:
1. Carnal Rising
2. Praise The Plague
3. Era Borealis
4. The Hint
5. Born Reversed
6. Oz
7. I Omen
8. Cross The Cross
9. Schwanenstein
10. Sundowning
Samlet spilletid: 43:35

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed