I 2002 fik filmen ”Equilibrium” med Christian Bale i hovedrollen premiere. En for mange sikkert ukendt film, men for folk der var fans af futuristisk sci-fi, blev den et ganske stort hit. Al kunst og følelser er forbudt og mennesker lever en kold tilværelse, uden retten til egne meninger og uden kærlighed. Den Italienske guitarist og komponist Marianna Alfieri er kvinden bag dette konceptband, der er opkaldt efter byen hvor filmen udspiller sig, Libria. Alting finder således sted i denne sci-fi verden og alle sange er bygget op omkring filmens temaer.

”Immortal Daughter Of Aesthetic” er første fuldlængde album fra Libria, der, udover Marianna Alfieri, består af yderlige tre medlemmer; dog er det Alfieri der suverænt har stået for musik, tekster og artwork til pladen. Og der er bestemt ingen tvivl om, at vi har at gøre med en kvinde, der kan skrive musik og forstår sig på at skabe stemninger. Hun er meget dedikeret til sit projekt, det er tydeligt.  Resultatet er desværre ikke voldsomt interessant. Albummets første 3 skæringer er meget ens, stemningsfulde og velspillede, men alt for ens. Vi skal helt til track nummer 4, før jeg synes der begynder at ske noget, der fanger. Herefter følger en meget smuk lille intermission på halvandet minut ”Midsummer”, der glider over i et af de bedste numre på skiven, titelnummeret. Og så bliver det faktisk interessant. Albummets sidste halvdel er virkelig fed og her mærker jeg virkelig stemningen fra ”Equilibrium”, som jeg selv så for nogle år tilbage. Denne sidste del er udelukkende instrumental og man kan måske spørge sig selv, hvor fedt det er for et metalband MED forsanger, at det netop er denne del der er fantastisk. Alfieri brillierer som guitarist på nummeret ”Equinox” og også det efterfølgende nummer ”Iudicium” er virkelig lækkert. Men når det er sagt, må jeg også sige at dette projekt dog ender med at føles ligeså halvfærdigt og småkedeligt, som ”Equilibrium” endte med at være.

Efter min mening er en middelmådig sci-fi film ikke nok at bygge et helt band op omkring, og jeg tvivler på at der er ”kød nok” på dette projekt til at det kan leve videre på mere end en udgivelse. Medmindre man var helt hooked på universet i ”Equilibrium” er Libria – på trods af den kvindelige hovednerve, der faktisk virkelig kan komponere musik – ikke noget man behøver bruge megen tid på.   

 

Tracklist:

1.       Equilibrium

2.       Eden

3.       Dies Natalis

4.       Space Blue

5.       Midsummer

6.       Immortal Daughter of Aesthetic

7.       Equinox

8.       Iudicium

9.       Linguae Ignis

 

 

Samlet spilletid: 36:00

Nightwish og Within Temptation har ikke levet forgæves. De er vel nogen af de absolut største bands, når vi taler metalbands med kvindelig forsanger. Og franske Ivalys har uden tvivl lyttet til et utal af disse bands, siden de startede med at spille sammen helt tilbage i 2007. Hvis jeg skal beskrive deres lyd, så er det dog mere som Evanescence, men uden den der meget pæne, radiovenlige lyd. Ivalys har en smule mere kant musikalsk, og jeg tror også, at deres mål ikke var at lyde som et halvdårligt amerikansk forsøg på at være rå. Men de lægger sig desværre meget tæt op ad netop denne lyd. 

Bandets forsangerinde Jessica Donati er uddannet inden for klassisk sang og musicals, og hun synger da også vældig yndigt. Men hendes stemme er alt for usikker og spæd at høre på på langt det meste af ”Lumen”, som dette deres debutalbum hedder. Desuden har de en mandelig vokal, der byder ind med lidt growl hist og her; det er en velkendt opskrift på at gøre det lidt mere råt, men det virker mest fjollet på de fleste af numrene. Det eneste nummer, hvor det virkelig giver noget, er ”The Passengers", som også er et af albummets bedste skæringer. Også ”Nothing Grows” er et fint metal nummer og ”Enclosure” er et af de mest sammenhængende numre, både stemningsmæssigt og musikalsk. Fælles for disse tre numre er også, at der faktisk er rigtig god energi i dem. Her bliver der spillet og sunget igennem! Og man undrer sig over, hvorfor det energiniveau ikke rigtigt præger hele albummet.  Selvom Ivalys har eksisteret i 7 år, virker de meget grønne og uprøvede, og bevares, det er en debutudgivelse, men jeg kunne godt have ønsket mig en mere ensartet lyd, en rød tråd, om man vil. For det virker meget rodet og hovedløst på størstedelen af den her skive. Der er masser af fine klange og steder hvor jeg tænker: ”Her viser de noget, det her er godt!”, men det bliver desværre bare aldrig rigtig godt. Ikke før det allersidste nummer ”Fragments”, der faktisk er både stærkt, velspillet og udtryksfuldt.

Så jeg må sige, at ”Lumen” slutter fantastisk! Og det har sine øjeblikke, men alt i alt er det en ret anonym og ligegyldig udgivelse. Den vil sikkert få en udmærket modtagelse hos fans af denne genre, men resten af os kan roligt skippe den – og Ivalys. 

 

 

Tracklist:

1.       Within Flesh

2.       Nothing Grows

3.       Haven

4.       Disclosure

5.       Lumen

6.       As It Wanes

7.       Enclosure

8.       The Passengers

9.       Instill Light

10.   Fragments

 

Samlet spilletid: 52:00

Som allerede lovet via EPen ”Biteback” tidligere i år, kommer her det andet album fra The Way Of Purity, som fortsat holder de fleste medlemmers identitet hemmelig. Til gengæld viser bandet hjerte, idet overskuddet fra salget af ”Equate” går til velgørende arbejde i USA – udmærket stil.
Albummet her er et godt eksempel på, hvor farligt det er at tage noget ud af en sammenhæng. De 3 numre på EPen ”Biteback” virkede meget ens og lukkede i deres udtryk, og efterlod mig med ret lunkne forventninger til bandets nye materiale. To af numrene er også med på albummet her, og nu ser tingene helt anderledes ud. The Way of Purity viser nemlig langt mere iderigdom, variation og kvalitet, end jeg havde turdet håbe på – det er der kommet et rigtig godt album ud af.
I hovedparten af numrene præsterer Tiril Skårdal stadig en vokal, som er meget grum for en kvinde, men i ”Eleven” og ”The Mighty Fall” suppleres med gæstevokaler, som giver et helt anderledes sårbart udtryk. Den grumme vokal er dog sjældent langt væk, så numrene fastholder en uvenlig og skarp kant.
Et par steder flirtes der med Black Metal via tremologuitarer og tynd lyd, som passer fint ind i den melodiske Dødsmetal, der udgør bandets musikalske basis. Samtidig er det med til at give forskellige vinkler på stilen og den bredde, som overraskede mig positivt. Derfor fortjener ”Equate” opmærksomhed, og jeg håber ikke, at alt for mange er blevet skræmt væk af det falske indtryk, som ”Biteback” gav af bandets formåen.

Tracklist:
1. Artwork Of Nature
2. Death Abound Everywhere
3. Eleven (Featuring Giulia of Ravenscry)
4. Eternal Damnation To René Descartes
5. For All Who Thrive Unheard
6. Keep Dreaming
7. Liti Kjersti
8. The Last Darkest Night
9. The Mighty Fall (Featuring Stielas Storhett)
10. A Time To Be So Small

Samlet spilletid: 37:51

 

Navnet The Conflitto lyder sydlandsk, og bandet er da også fra Italien. Her blev det startet i 2004, men der skulle gå 7 år, før det første album så dagens lys. Albummet har fået navnet ”Dusk over the Nation”, og er en udfordrende affære.
Bandet kalder selv deres stil for Post Hardcore, men om det er en dækkende betegnelse, kan jeg ikke sige – tillægget Post medfører ofte en opblødning af udgangspunktet, men det er der ikke så meget af her. I stedet er hovedparten af spilletiden dedikeret til masser af aggression, som først og fremmest kommer til udtryk i sangeren Paolos vokal. Manden forstår virkelig at skrige igennem, men til gengæld har han kun ét udtryk. Det aggressive understreges af musikken, som i lange perioder kun har meget lidt struktur; guitarerne falder mere eller mindre tilfældigt ind flere steder, og det hele virker meget kaotisk.
Heldigvis indeholder albummet også mere strukturerede indslag, som i "Small Rooms / Colourless Sand” og ”Residual Of A Dream”, hvor stille melodier giver mulighed for at hvile ørerne et øjeblik. Men der er også egentlig Hardcore blandet ind i numrene, og det er i disse afsnit, The Conflitto klarer sig bedst. Her er der pludselig flow i numrene, og rigtige bøllekor runder tingene af.
Det er desværre ikke nok til at opveje de irriterende og kaotiske numre, for samlet set mangler denne debut fokus - hvis det stod til mig, skulle The Conflitto koncentrere sig om at spille Hardcore.

Tracklist:
1. Dusk Over The Nations
2. Scribbling On Some Fears
3. Disinformatjia
4. Hero
5. Beautiful Machine
6. Teddy
7. Small Rooms/Colourless Sand
8. Useless 9. The Earth Trembles
10. The End That I Dream
11. Residual Of A Dream

Samlet spilletid: 41:56

 

Tilbage i 1998 startede Dynabyte som et coverband med numre af Rammstein og Marilyn Manson som speciale, men efterhånden fandt bandet sin egen stil indenfor den industrielle Metal. Et væsentligt skridt blev taget i 2001, da sangerinden Cadaveria overtog den vokale front; ikke fordi hun har nogen særlig stor stemme, for det er bestemt ikke tilfældet. I stedet markerer hun sig med melankolsk stemning og vrængende hvin, som lyder inspireret af Nina Hagen. Det kan synes lidt malplaceret, men når det sættes sammen med musikken, fungerer det udmærket.
Her er fokus som ventet på elektronik og guitarer, og det sker med en passende fordeling, hvor begge elementer kommer til orde. Bandets fortid fornægter sig ikke, for de oprindelige inspirationskilder høres stadig – uden dog at Dynabyte kommer i nærheden af disses niveau. Der er plads til friske rytmer, som drives frem med synth-lyde, og der krydres med ret så markerede guitarriffs. Det giver en skarphed, som ofte er underrepræsenteret i genren, men som klart hæver kvaliteten.
Tingene fungerer absolut bedst, når tempoet øges, som f.eks. i ”Normal” og ”Cold Wind Of Fear” – her passer rytme og melodi rigtig godt sammen. De resterende numre har svært ved at fange mig, for trods udmærket aggressivitet og Metal i lydbilledet, forbliver tingene på det overfladiske niveau. Det skyldes primært, at melodierne ikke er særligt interessante, og så nytter resten ikke det store. Så trods gode intentioner og enkelte lyspunkter kan ”2kx” kun lige hæve sig op over middel niveau.

Tracklist:
01. Equilibrium
02. F.T.L
03. Normal
04. Hereditary Neuronavigation
05. Cold Wind Of Fear
06. Artmix
07. Speed
08. The Mummy
09. I’m Not Scared
10. Stones
11. Wave
12. Blinded By My Light

Samlet spilletid: 54:09

 

Jeg har før mødt Italien som leverandør af mange forskellige stilarter, men kan ikke mindes at være stødt på Hardcore fra støvlelandet. Man kan spørge sig selv, om det sydlandske temperament passer til stilens street-attitude, men Raw Power har eksisteret i mere end 30 år og har mere end 20 udgivelser bag sig, så noget må de kunne.
Og det kan de, for Hardcore stilen bliver leveret lige efter bogen, der er ingen opblødning med latino-lover overtoner eller andre fimserier. Sangeren Mauro Codeluppi er det naturlige midtpunkt, og han fører an med en lækkert brølende vokal, som aldrig bliver skrigende eller på anden måde træls. Han behøver ikke at frygte sammeligninger med andre sangere i genren, for hans stemme har godt med udtryk. At der også sniger sig lidt accent ind i det engelske irriterer ikke, men virker mere som et charmerende kendetegn.
De 3 resterende bandmedlemmers indsats på guitar, bas og trommer forenes til en stærk enhed, som bringer numrene op i gear med rigtige mængder energi. Resultatet er ikke verdens mest afvekslende, for mange numre ligner hinanden. Men da albummet med 27 numre fordelt på 48 minutter er ret langt uden at virke kikset, er problemet nok ikke så stort. Og når ret skal være ret, så er der vel grænser for, hvad man kan forvente på den front af et Hardcore band. For dem tæller hjerte og gåpåmod mere, og det har Raw Power masser af – navnet er derfor ikke så søgt, som det kan virke i første omgang.
Ellers er der ikke andet end godt at sige om ”Resuscitate” – det indeholder mange gode numre, det er go´ underholdning, det er go´ Hardcore!!

Tracklist:
1. State Depression
2. Resuscitate
3. Diggin´ Through My Brain
4. Stop Me If You Dare
5. Crawling
6. Words
7. Don´t Rush
8. Talked to You Yesterday
9. Screw Them
10. The Rich Man Sucks and the Poor Man Fucks
11. Desperation
12. Fear of the Dead
13. Vote for Me
14. Left of Your Own
15. I Wanna Be Your Dog
16. Watch Your Step
17. The Fun´s Over
18. Do What I Say
19. Freedom at Last
20. Not What I Want
21. Worries
22. What Were You Thinking
23. Eyes on Me
24. Promises
25. Born Under a Bad Sign
26. Raw Power
27. mine To Kill

Samlet spilletid: 48:00
 

One Without kommer fra Sverige, og debuterede i 2009 med albummet ”Thoughts of a Secluded Mind”. I 2011 fulgte et par singler, og så “Sweet Relief”, som er bandets andet udspil i fuld længde.
Indholdet er hovedsageligt Metal af den melodiske slags med en kvindelig sanger; denne rolle varetages af Catrin Feymark, som synger meget rent og klart. Hendes stemme minder mig om Alanis Morissette, specielt i de stille passager. Nogle steder støtter bassisten Kenny Boufadene med en brølende vokal, som giver numrene lidt mere skarphed. Det trænger de også til, for det hele er meget pænt og anonymt. Faktisk er der kun 4 skæringer, som fortjener at blive fremhævet: Først og fremmest ”Hunger” og ”Persistent”, som begge har et rocket og virkelig fedt drive – i fællesskab udgør disse to albummets klimaks. Så er der ”Sweet Relief”, hvor der skrues op for både tempo og indhold af Metal – en beskrivelse, der er delvist dækkende for ”Stained With Your Words”.
Hvad så med resten af numrene? Tja, de ligger til en bedømmelse mellem ”uinteressant” og ”kedelig”, og jeg kan virkelig ikke forstå, at bandet ikke har luget kraftigt ud i materialet. Jeg gætter på, at det var et mål at få albummet til at vare mere end en time; andre forklaringer på antallet af numre kan jeg ikke komme på, for de bidrager kun med spilletid, ikke med kvalitet. Derfor er resultatet alt andet end imponerende, og "Sweet Relief” ville vinde på kvalitetssiden, hvis det blev skåret ned med en halv time.

Tracklist:
1. Hunger
2. Forget Your Pride
3. Persistent
4. Catatonic
5. Accusing Eyes
6. Souls Of Thousands
7. Sweet Relief
8. Spit It Out
9. Nothing To You
10. Burned Once Again
11. Pretender
12. A Bright New Insight
13. Open Wound
14. Burning With Your Hopes And Dreams
15. Leaving Traces
16. Stained With Your Words
17. This Is War

Samlet spilletid: 64:33
 

Efter planen udgiver The Way of Purity albummet “Equate” senere på året, og som opvarmning til den begivenhed udsender pladeselskabet denne EP med 3 numre. Det er garanteret ikke en tilfældighed, at spilletiden er netop 9:11 – referencen til angrebet på World Trade Center er tilpas provokerende til at passe ind i mit billede af bandet. På alle pressebilleder optræder medlemmerne maskerede; kun sangerinden Tiril Skardal udgør en undtagelse. Det gør hun også rent vokalmæssigt, for så voldsom en blanding af hvæsen og growlen hører man ikke ofte fra kvindelige sangere; her søger tankerne naturligt hen mod Angela Gossow fra Arch Enemy. Musikalsk er der også lighedspunkter, for The Way of Purity blander ligeledes kraftfuld Death Metal med melodiske elementer – fordelingen her har bare en større overvægt mod det brutale. De melodier, som frembringes via keyboard og guitar, bliver konstant overtrumfet af skæve akkorder og trommeangreb, som fejer melodierne væk. Det giver numrene en lukket struktur, og gør EPen mere indædt, mere sammenbidt, mere lukket – ”Biteback” er derfor en passende titel. Til gengæld gør dette billede, at de 3 numre har svært ved at komme ind under huden på mig; de når ikke længere end til overfladen, for bag alle skævheder og voldsomme udfald er der ikke noget nyt – tingene virker bekendte og hørt før. Om The Way of Purity har noget spændende oppe i ærmet bliver først afsløret, når ”Equate” kommer ud – baseret på denne EP er mine forventninger dog til at overse. Tracklist: 1. Keep Dreaming 2. Reverse The Time 3. Eternal Damnation to René Descartes

Efter at have eksisteret i næsten 10 år, lykkedes det endelig for Story of Jade at få udgivet dette debutalbum sidste år. Temaet for teksterne er begrebet frygt og dens forskellige manifestationer, men det afspejles ikke i den musikalske side af sagen. Her er det nemlig den klassiske fortolkning af Heavy Metal, der gengives i forskellige udgaver. Det betyder et genhør med mange elementer fra genrens arsenal af virkemidler som seje guitarer, double-lead guitarer og enkle omkvæd.
Albummets absolutte højdepunkter er de to numre ”H.M.K.M.” og “J.A.D.E.”. I førstenævnte hamrer bandet igennem med uptempo Metal i klassisk Accept-stil, hvor nakkemusklerne helt automatisk kommer i brug – det er superfedt! Sidstnævnte markerer sig mere med et sejt omkvæd og et sejt drive. Her bemærker man især sangeren Bapho Matts skarpe stemme, som ville passe godt til Thrash Metal. Samtidig er det fedt, at trommeslageren varierer sit spil og fylder godt i lydbilledet, i stedet for bare at agere avanceret rytmeboks.
De øvrige numre nyder selvfølgelig også godt af de to musikeres kvaliteter, men uden at ramme det samme kvalitetsniveau. For selv om de benyttede udtryk varierer fra det mere poppede og Glam-agtige til det lidt voldsommere, rykker det for lidt. Numrene mangler det ekstra, der trækker lytteren ind i musikken i stedet for at lade ham/hende stå udenfor. Derfor kan albummet som helhed ikke imponere mig, og det vil sikkert hurtigt gå i glemmebogen.

Tracklist:
1.Self-Inflicted Masterpiece
2.Afterlife Confusion
3.Enemy In Me
4.H.M.K.M.
5.C.F. Virus S01
6.Confessions Of A Headless Man
7.Bloodsuckers
8.J.A.D.E.
9.Lulladie
10.New World Inquisition (When You Hear The Sirens)

Samlet spilletid: 43:01