fbpx

Masquerade - Soul Deception

”Soul Deception” er det første album fra schweiziske Masquerade, som startede i 2013, og dermed må regnes for et forholdsvis uprøvet navn. På albummet spilles trommerne af sangeren Marcus Seebach, men siden er Patrik Arnold blevet fast mand på posten.

Nåh, tilbage til albummet, hvor schweizerne stykker deres musikalske verdensbillede sammen via elementer fra såvel Death- som Thrash Metal. Det hele føres an af Seebach, som præsterer en rigtig mandfolkevokal; grumt brølende og med power i alle numrene. Disse har en gennemsnitlig spilletid på den anden side af seks minutter, og så kunne man frygte, at tingene ville blive ensformige, men det modvirker Masquerade ved at gøre numrene så omskiftelige, at der varieres, men samtidig så melodiske, at det ikke stopper deres flow. Især guitarmelodierne fortjener ros, for de virker nærmest som et bånd, der holder de øvrige elementer samlet.

Ellers er numrene stort set skåret over samme skabelon, ”Red Feather” har noget højere tempo end åbningsnummeret, den lidt mørkere stemning i ”Nocturnal” passer fint til titlen, mens ”Masquerade Of Society” er albummets mest aggressive skæring. Kun slutnummeret ”Petrified Thoughts” falder lidt udenfor; det er mindre melodisk, så det fremstår lukket i forhold til de øvrige tracks. Det giver en lidt kedelig slutning på et debutalbum, som ellers må betegnes som vellykket.

Tracklist:
1. On Millions Of Tongues
2. Red Feather
3. Nocturnal
4. Masquerade Of Society
5. Petrified Thoughts
Samlet spilletid: 34:00

Læs mere...

Megadeth - Store Vega

Sidste gang Megadeth var forbi vores breddegrader til et klubshow (læs vores anmeldelse her), var den overordnede oplevelse, at de havde endnu en dag på kontoret: det hele var mere eller mindre som det skulle være, men dét der fik hevet oplevelsen opad fra middelmådig til god, var publikums håndfaste insisteren på at holde en fest, også selvom Megadeth ikke selv gad deltage. Dét sammenhold, den løssluppenhed, den gejst: den var en fornøjelse at være i selskab med. Megadeth selv, til gengæld? Ikke så meget.

Og når man så leverer dårligere end sidst, og publikum ikke selv formår at skabe festen... Ja, så får vi aftenens resultat. Læs med her.

Megadeth:
Op til koncerten tegner det ellers umiddelbart godt: sidste års show på Copenhell var udmærket, det nye album ”Dystopia” har for en gangs skyld fået pæne ord med på vejen, og aftenens begivenhed er udsolgt på en onsdag midt i ferieperioden. Og det starter heller ikke skidt! 
”Hangar 18”, efterfulgt af ”Skin O’ My Teeth”, er garant for en eksplosiv start, og der er hurtigt gang i fællessang og luftguitaren.

Den nye skæring ”The Threat Is Real” lægger dog en dæmper på gemytlighederne, og man frygter at der er flere af sådanne øjeblikke i vente... Hvilket der selvfølgelig er. Selvom lyden er holdbar (dog aldrig sublim, som kun Vega kan gøre det), og det visuelle er udmærket, så kan de nye sange ikke få Vega til at koge, foruden enkelte superfans rundt omkring. Den første tredjedel af sættet består primært af ældre skæringer, og så skal der næsten ikke mere til – men hele midterdelen er foruden ”Tornado Of Souls” kun nyt. Og dér kommer de ”små” huller i muren til syne: Megadeth har (endnu) en dag på kontoret – eller, dvs. Dave Mustaine har. De tre andre musikere gør det ganske habilt, og ser ud til at hygge sig (mere aktive er de dog heller ikke).

Denne passivitet ville muligvis være acceptabel på en weekend, eller hvis det primært var ældre skæringer, men da ingen af delene er tilfældet, føles det fladt, uinspireret, og mest af alt kedeligt i størstedelen af tiden. Og ærligt, Dave: hvis du er så træt som du lyder, måske det så var tid til at genoverveje om du ikke skulle trække stikket – eller som minimum holde en pause?

Når man selv på de gamle klassikere har svært ved at tyde hvad manden synger, er der noget i vejen. Når man mest af alt ønsker sig, at selvsamme herre ti minutter forinden skulle have lukket munden i ”A Tout Le Monde” (det lyder forfærdeligt), ja, så er der noget i vejen. Og det var altså begrænset hvad han kunne præstere tidligere... Rutine er acceptabelt, men ugidelighed er ikke – og det er godt nok svært at finde ud af hvad der er tilfældet denne gang.

I sidste ende redder kun de gamle sange seancen fra at lulle én i søvn. De (Hangar 18, Holy Wars, Symphony Of Destruction, Sweating Bullets, osv. osv.) holder stadig, her 20-30 år senere, og kan bære tingene et vist stykke – men langt fra hele vejen. Megadeth selv mangler tydeligt i ligningen.

Sætliste:
1) – Hangar 18
2) – Skin O’ My Teeth
3) – The Threat Is Real
4) – She-Wolf
5) – Trust
6) – Fatal Illusion
7) – Conquer Or Die!
8) – Lying In State
9) – Poisonous Shadows
10) – Tornado Of Souls
11) – Post American World
12) – A Tout Le Monde
13) – Sweating Bullets
14) – Dystopia
15) – Symphony Of Destruction
Encore:
16) – Mechanix
17) – Peace Sells
18) – Holy Wars... The Punishment Due
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Megadeth_17
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_18
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Municipal Waste - Slime And Punishment

Med Nick Poulos som ny guitarist vender Municipal Waste tilbage med deres sjette album, som kommer fem år efter ”Fatal Feast” fra 2012. Den ret lange periode skyldes bl.a. at amerikanerne ville have mere tid til at gennemarbejde deres materiale. Det har de så fået, ligesom de selv har stået for optagelserne.

Hvis man med reference til bandets navn betragter disse som affald, må det siges at være af den slags med høj brændværdi – her er der virkelig meget energi: Tony Forestas let skrigende vokal ville ikke være malplaceret i et Hardcore band; det samme gælder de bølleagtige kor, der bl.a. høres i ”Breathe Grease” og ”Excessive Celebration”. Lægger man de fremadstormende rytmer, der generelt præger numrene oveni, er vi flere steder uhyre tæt på Metallisk Hardcore – Det minder mig om, at forskellen mellem forskellige genrer nogle gange er papirtynd.

Ellers er det som vanligt et mix af Speed- og Thrash Metal, der er på programmet – Speederen i bund, og så afsted! Der bliver virkelig givet gas, i ”Enjoy the Night” og ”Parole Violators” endda så meget, at rytmerne er ved at spænde ben for sig selv. Det virker hektisk og forceret, men afspejler bandets vilje til at fyre den af. Energien er albummets største force, så hvis det er power man primært søger, er man godt tjent med ”Slime And Punishment”.

Tracklist:
1. Breathe Grease
2. Enjoy the Night
3. Dingy Situations
4. Shrednecks
5. Poison the Preacher
6. Bourbon Discipline
7. Parole Violators
8. Slime and Punishment
9. Amateur Sketch
10. Excessive Celebration
11. Low Tolerance
12. Under the Waste Command
13. Death Proof
14. Think Fast
Samlet spilletid: 28:44.

 

Læs mere...

Wrath of Belial - Bloodstained Rebellion

Navnet Wrath of Belial er nyt, men det er bandet ikke – egentlig er der tale om en fortsættelse af Pariah Syndicate, men et opdateret line-up og ditto vision for foretagendet var så store ændringer, at der måtte et nyt navn til. Det bliver så markeret ved udsendelse at et nyt album.

Alt det nye har ikke ændret på bandets basale stil, for det er stadig Death- og Thrash Metal, man arbejder med. De to stilarter forenes igennem hele albummet til en enhed, som fastholdes – skiftende balance giver en lille overvægt til den ene eller den anden stilart i forskellige numre. Uanset hvad, så holder vokalen fast i Dødsmetallens growl, kun afbrudt af enkelte hvæs – solidt og effektivt.

Det samme kan man roligt sige om musikken, for der brages løs i højt tempo fra start til slut. Numre som “Traitors”, “Mirror Fiend” og “With Hell Assured” sparker røv med et godt drive, og har samtidig lækre guitarpassager – en ting som går gennem hele albummet.

Under mine gennemlytninger har jeg haft svært ved at fastholde fokus, så snart jeg er komme til albummets anden halvdel. Det skyldes ikke manglende power, for det har numrene rigeligt af. I stedet er det som om det kniber med nye ideer, så numrene begynder at lyde ret ens. Det bremser både oplevelse og pointhøst – ”Bloodstained Rebellion” er et udmærket album, men det rækker ikke til mere end karakter lige på den attraktive side af midten.

Tracklist:
1. Traitors
2. Mirror Fiend
3. Aftermath of a Tyrant
4. Reborn Through Your Demise
5. Set Sails For The End of The World
6. With Hell Assured
7. Battleborn
8. Hellion
9. Six Feet Under Pandora
10. A Diaphanous Signature Written by The Lost
11. Next Chapter of Enslavement
Samlet spilletid: 45:55

 

Læs mere...

HateSphere - Copenhell 2017

Regn eller slud, den danske metal skal ud. Og leveret bliver den, uden forsinkelser eller undskyldninger – også selvom det halvdelen af tiden pisser ned. Man siger, at danske bands ikke kan bestige den store scene, og lad os være ærlige: det er ikke just fordi HateSphere trækker fulde huse. Men pitten er godt fyldt, og HateSphere vil tydeligt foretagendet: det må stå som det vigtigste.

HateSphere er et gammelt bekendtskab – man ved ligesom hvad man får. Og hvis nogen skulle tro at der ville ske noget markant anderledes i dag, så tro om igen. Det her er uden hjælpemidler, bare fee’ hammer derudaf. Én sang, og så er der gang i forsamlingen, først med mosh, og så med kollektiv headbanging. Men når disse sange er henholdsvis ”Reaper Of Life” og ”Resurrect With A Vengeance”, så er det svært andet. Igen er lyden glimrende, og jeg må endnu engang konstatere at Copenhell mærkbart har forbedret sig i forhold til de tidligere år.

Med to år siden sidste album kunne man tænke, at sættet ville være all-hits. Det er dog ikke helt tilfældet – men retfærdigt eller ej, så sværger langt de fleste til de ældre sager. Det kan mærkes, da energiniveauet har det med at falde i de nyere skæringer, for så at stige eksponentielt i sange som ”Drinking With The King Of The Dead” eller ”Forever War”.

Dagens eneste ”overraskelse” består af, at forsangeren fra The Black Dahlia Murder bliver inviteret på scenen til ”Iconoclast”, en sang hvor HateSphere i studiet netop havde ham som feature. Dette kunne potentielt have været et pluspunkt, men ender med at være neutralt, da mandens mikrofon ikke virker – og af uransagelige årsager end ikke bliver aktiveret i løbet af sangen... Ingen på scenen ser ud til at ænse noget som helst, og til sidst ender publikum også med at lege med på løgnen og gør endnu engang pitten til en slagmark. Men dét er sgu ikke i orden, Copenhell!

Heldigvis bliver der gjort op for dette ved at der i ”Sickness Within”, der som sædvanligt runder seancen af, bliver forlangt en grande wall of death – og hvilken måde at slutte af på? Jeg håber nogen har fanget det på film. HateSphere leverer kort og godt en godkendt indsats, der viser at danske bands sagtens kan stå på den store scene: et tidligt tidspunkt og tekniske problemer uagtet.

Sætliste:
1) – New Hell
2) – Reaper Of Life
3) – Resurrect With A Vengeance
4) – Your Sad Existence
5) – Vermin
6) – The Fallen Shall Rise In A River Of Blood
7) – Murderlust
8) – Drinking With The King Of The Dead
9) – Lines Crossed Lives Lost
10) – Forever War
11) – Iconoclast
12) – Disbeliever
13) – The Sickness Within
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Opeth_3
  • Forfatter: Jill
  • EUROPE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Invocator - Copenhell 2017

I røg og damp, et af Danmarks vigtigste metalbands er i huset – den eneste ”særlige performance” Copenhell har hevet op af hatten op til nu, som man ellers bl.a. kender fra Roskilde Festival og Wacken. Jeg tvivler på at nogen brokker sig! Med god lyd til følge, og et fint publikum: smalt, men de forsamlede behøver til gengæld ingen overbevisning – dette er fans, slet og ret. Dvs. at Invocator reelt ikke behøver gøre andet end at troppe op og spille ”det man kender”.

Men det scorer man sjældent nye fans på. Derfor er det også ærgerligt at de danske helte ikke forsøger at gøre noget som helst ud af deres optræden. Det er i virkeligheden det samme problem de ældre danske metalbands lider under: sceneshowet er noget nær ikke-eksisterende. Jeg siger ikke, at det ikke virkede dengang, og for bandets fans kan det jo være det samme – men for alle andre? Håndværket er i orden, og Jacob Hansen og co. ser ud til at hygge sig, men det kan ikke bære koncerten hele vejen.

Grunden til den ”høje” karakter skyldes derfor bandets fans, der spreder god stemning og rent ud sagt er skide hyggelige – at stå i mængden løfter oplevelsen ud af middelmådighedens skær. 
Men ikke nok til at dette kan siges at være en interessant oplevelse.

Sætliste:
1) – Dying To Live
2) – Doomed To Be
3) – Astray / From My Skull It Rains
4) – Excursion Demise
5) – Shattered Self
6) – Breed Of Sin
7) – Alterations / Dessert Sands
8) – King In A World Of Fools
9) – The Afterbirth
10) – Through The Flesh To The Soul
Encore:
11) – Through The Nether To The Sun
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Architects _2
  • Forfatter: Jill
  • In Flames_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Carcass_6
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Slayer - Copenhell 2017

I bund og grund er der måske ikke så meget at sige.

Slayer er nemlig et af de bands, man altid kan regne med. Om man så måtte være en sart lille vulva og hade dem herfra og til Helvíti fryser over, har det aldrig stået til debat, at Slayer både er deres umiskendeligt egne og samtidig et band man bare ikke kan fucke med.

De af os, der så dem i Helsingør forrige december bevidnede et indiskutabelt overbevisende udstyrsstykke, der kun synes at blive stærkere og mere kompromisløse med alderen. Så hvordan og hvorfor i alverden skulle, kunne og burde det på nogen måde være anderledes nu i aften?

Men det er det selvfølgelig heller ikke. Lige fra de indledende ondsindede røvspark i “Repentless” til de afsluttende ondsindede røvspark i “Angel of Death” gør Slayer det, de alle dage har været bedst til: Tonser ud over Helvedes golde, forbrændte stepper med en frådende Cerberus’ energi, samt en attitude der for længst er hævet over verdslige begreber som dén nihilisme, kynisme og selvfedme, man ellers så nemt kunne tilskrive dem.

Slayers energi og univers transcenderer simpelthen nogen menneskelig domfældelse. Sagde anmelderen og skød dermed sig selv i foden.

… Men skal vi så snakke lidt om selve musikken?

Slayer er rent bogstaveligt talt et ensformigt band. Jo, lad os nu for Fanden bare blive enige om det. De ville sikkert ikke engang selv være uenige. Og det er AC/DC for Helvede også, og dem elsker vi for Helvede også, og så var dét heller ikke værre at få frem i lyset, vel?

Slayers mest dynamiske, afvekslende og i det hele taget bedste skive, “Seasons in the Abyss” (’90) er overrepræsenteret i aftenens sæt med hele seks skæringer. “Det hér er en putte-sang”, annoncerer Tom Araya. “Find én I elsker og put jer godt ind til vedkommende”. Det gør vi så, og derpå følger “Dead Skin Mask” — sandsynligvis det bedste bevis for, at Slayer ikke behøver køre med 180 bpm for at være jordens ondeste band.

Derudover er det forrygende titelnummer og den lige så forrygende “War Ensemble” naturligvis obligatoriske. Men alligevel vælger Slayer at holde numrene lige homogene nok. Det er pænt af dem at afslutte hovedsættet med “Spirit in Black”, men de generiske “Born of Fire” og “Hallowed Point” kunne snildt have været substitueret for f.eks. “Blood Red”, “Skeletons of Society”, “Expendable Youth”, eller, — og nu siger jeg det lige — no'et mer' a' det nye.

Ja. For som én ud af åbenbart alt for få headbangere formår jeg i al beskedenhed at fatte Slayers udvikling. Selvfølgelig har hverken de eller noget andet metalband rigtig været sig selv, siden 90’erne kom og rystede den globale musikpose til ukendelighed. Men derfor har samtlige deres udgivelser siden “Christ Illusion” (’06) fandme stadig formået at ramme noget nær perfekte balancer mellem bandets klassiske straightforward-aggression og samtidig al den kreative nytænkning, en så afgrundsdybt konservativ institution som Slayer overhovedet kan rumme. Derfor ville det klæde bandet at stå bare lidt mere ved deres nyere materiale.

Ja, det ER som bekendt umuligt at stille alle tilfredse. Men som jeg også startede med svagt at antyde, så er der på den anden side heller ingen, der rigtig rører Slayer, når først de har sat ild til lortet. Da Hanneman døde, var jeg oprigtigt talt lidt nervøs for, at Araya og King skulle fortsætte som en mere eller mindre amputeret skygge af sig selv. Men selvom Hanneman var en uerstattelig karakter, gør afløser Gary Holt det mere solidt, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Og Paul Bostaph er og bliver simpelthen en af de mest habile thrash-trommeslagere nogensinde. Ikke bare er hans stil om ikke lige så epokegørende, så mindst lige så personlig som Lombardos; han er om ikke den ene, så den ANDEN eneste rigtige trommeslager i Slayer.

Onde tunger kunne sige om bookingen af Slayer, at den er “for traditionel” og “forudsigelig”, og at den “ikke tager chancer”. (Det var den dér med aldrig at kunne stille alle tilfredse.) Men med den ærefrygtindgydende form, bandet lægger for dagen i disse år, og med den træfsikre triple-combo “South of Heaven”, “Raining Blood” og “Chemical Warfare” inden førnævnte “Angel of Death”,  ja, så må det ganske enkelt være umuligt at stå tilbage som utilfreds metalhead på Copenhell i aften.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Huldre_1
  • Forfatter: Jill
  • RED WARSZAWA_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Overkill - Copenhell 2017

Jeg forstår ikke, hvorfor Overkill ikke trækker mere mosh, end tilfældet er på den ellers godt pakkede Hades-scene sådan en solrig lørdag aften, hvor de fleste vel efterhånden er berusede nok til at dumpe matematik på C-niveau. Sig mig, kan I ikke jeres thrash eller hvad?

Nej, men det er selvfølgelig heller ikke, fordi Overkill ligefrem har plyndret hits af sig i samme omfang som fræserkollegerne på vestkysten. Jeg har fornemmelsen af, at selv aftenens ældre skæringer som “Rotten to the Core” og den ellers altid så formidable “Hello From the Gutter” slet ikke kaster dén respons af sig, som man nok burde kunne forvente af en reelt verdenskendt gruppe, der kører på sit SYVOGTREDIVTE leveår.

Men netop alderen taget i betragtning er det nærmest en lille smule skræmmende, hvad Overkill som minimum render rundt med af ulovligt krudt i popo'en. Denne vinters glimrende udgivelse “The Grinding Wheel”, — hvorfra vi naturligvis får åbneren “Mean, Green Killing Machine” og singlen “Goddamn Trouble”, — vidner om et band, som nogen imaginær metalordensmagt ville give permanent frit lejde af ren frygt for ukontrollérbare repressalier, hvis Overkill skulle straffes for at have overtrådt nogen lovgivne metalkonventioner.

Det scenarie kunne dog ikke blive mere hypotetisk. Mosh eller ej: Overkill er as metal as they come. De eneste to originale medlemmer er ganske vist Bobby “Blitz” Ellsworth og D.D. Verni. Men selvom man så skulle hade førstnævntes arrige chihuahuabjæffen af et godt hjerte, er det umuligt at benægte, at manden vedligeholder sit vokalorgan intet mindre end imponerende, — selv hans talestemme er for det meste ren, aggressiv skrigen. Og Verni må vitterlig tilhøre genrens allermest præcise bassister. Han ligger allerede som sammenvokset ved hoften med den i øvrigt fremragende nytilkomne trommeslager Jason Bittner, der i aften har danmarksdebut.

Og bare fordi der ikke ligefrem er hardcore-bal oppe foran, er det stadig umuligt for os allesammen at gå af vejen for en gang fællessang i klassikeren “In Union We Stand”. Og selvfølgelig vækker den endnu større klassiker “Wrecking Crew” fra samme 30-årige “Taking Over” mindst lige så stor genklang. “I får mig til at have det, som om jeg var 55 år igen”, joker Blitz. “I ser ud, som om I er så fulde af metal og bajere, at I kommer til at skide tagbelægningssøm i en uge!” Jojo, trods alt.

Og så er det i øvrigt en fornøjelse at se og høre, hvordan det forrygende titelnummer “Ironbound” fra 2010’s majestætiske nyklassiker af samme navn faktisk er den skæring, der får sat mest gang i de forreste rækker, inden den forventelige double whammy-afslutning med “Elimination” og “Fuck You”. “Mit dansk er ikke så godt, men mit tegnsprog er fucking perfekt”, lyder det fra Blitz, idet han før sidstnævnte får os alle til at hæve et par langefingre mod himlen. Jeps: Hele verden udenfor hegnet på den gamle B&W-grund kan ganske rigtigt rende og skide noget så grusomt i disse dage.

Overkill har allerhøjst momentvis været verdens bedste thrashband, men de er ret indiskutabelt i den dér famøse topform i disse år, og det vil de efter al sandsynlighed blive ved med at være længe endnu.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • BAEST_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Tankard - One Foot In The Grave

Hov, vent lige; et album med titlen “One Foot In The Grave” med et Thrash band, der startede i begyndelsen af 80’erne – det anmeldte jeg da allerede i 2008 … Dengang var det Artillery, som stod bag, denne gang er det tyske Tankard. Bandet fejrer sit 35 års jubilæum med at udgive studiealbum nummer 17 – pænt imponerende.

De er kendt for en let tilgang til emnerne øl og Metal, men når det kommer til musikken, er de anderledes alvorlige. Derfor fyrer de den fra starten i en gang Thrash Metal helt som den skal være: Fremadrettet og energisk. Det betyder pænt tempo og godt med duga-rytmer som basis for guitararbejdet og sangeren Gerres glimrende vokal. Selv om de er skåret efter klassisk opskrift, føles numrene ikke ensformige. Det skyldes god sangskrivning, hvor musikkens hårde sider suppleres med en passende mængde melodi. Her hører ”One Foot In The Grave” og det efterfølgende “Syrian Nightmare” til de bedste numre.

“One Foot In The Grave” er åbenbart en god titel, for også denne gang dækker den over Thrash Metal af høj klasse. Tankard serverer måske ikke så mange deciderede hits, til gengæld holder samtlige numre et højt niveau – det viser, at musikalitet og erfaring stadig tæller, selv om man har det ene ben i graven…

Tracklist:
1. Pay To Pray
2. Arena Of The True Lies
3. Don`t Bullshit Us!
4. One Foot In The Grave
5. Syrian Nightmare
6. Northern Crown (Lament Of The Undead King)
7. Lock`Em Up!
8. The Evil That Men Display
9. Secret Order 1516
10. Sole Grinder
Samlet spilletid: 48:49

 

Læs mere...

Pleasureagony – Pleasureagony

Startskuddet for Pleasureagony gik i 2011, hvor sangeren Valentin ville prøve sine musikalske ideer af. Efterhånden fik han samlet det, der i dag er Pleasureagony, hvor bandet fra Stuttgart har udsendt deres første album.

Set ud fra spilletiden mener de det alvorligt; næsten firs miinutter som ramme for tretten numre er en del – selvtilliden fejler ikke noget. Måske er det grunden til, at man har valgt en moderne og alternativ fortolkning af Thrash genren, hvor der ikke er så meget der kører i duga rytmer. I stedet er tempoet moderat og riffene mere seje, en stil som i sig selv er udmærket. Det samme kan jeg sige om bandets ophavsmand, for vokalen er mangesidig og spænder fra ren vokal til skrig og brøl – det er absolut godkendt.

Det er indsatsen fra de øvrige musikere til gengæld ikke, specielt guitaren gør sig mindre heldigt bemærket, især når der skal spilles solo; her arbejdes der på kanten af (og nogle gange over) guitaristens tekniske formåen – når musikken ikke er mere krævende end her, er det ikke okay.
I glimt viser tyskerne, at de har gode ideer, men de formår ikke at bygge videre på dem. Derfor ender albummet som en fesen affære, hvor den gamle problemstilling om spilletid kontra indhold er meget aktuel – kvaliteten af sangskrivningen kan slet ikke retfærdiggøre den lange spilletid – her skulle der have været sorteret med hård hånd. Mødet med Pleasureagony er derfor mere Agony end Pleasure, og jeg har ikke umiddelbart lyst til at høre mere fra bandet.

Tracklist:
01. Aged to Perfection
02. Face the Mask
03. Nerves Like Strings
04. Clash with Truth and Lies
05. (The Living) Envy the Dead
06. Prelude
07. Desaster
08. Never. Ending
09. It's in My Nature (But I Don't Give A...)
10. Walk Beside Me
11. Let It Flow
12. When All Is Tried
13. Did Him a Favour
Samlet spilletid: 78:20

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed