fbpx

Slayer - Copenhell 2017

I bund og grund er der måske ikke så meget at sige.

Slayer er nemlig et af de bands, man altid kan regne med. Om man så måtte være en sart lille vulva og hade dem herfra og til Helvíti fryser over, har det aldrig stået til debat, at Slayer både er deres umiskendeligt egne og samtidig et band man bare ikke kan fucke med.

De af os, der så dem i Helsingør forrige december bevidnede et indiskutabelt overbevisende udstyrsstykke, der kun synes at blive stærkere og mere kompromisløse med alderen. Så hvordan og hvorfor i alverden skulle, kunne og burde det på nogen måde være anderledes nu i aften?

Men det er det selvfølgelig heller ikke. Lige fra de indledende ondsindede røvspark i “Repentless” til de afsluttende ondsindede røvspark i “Angel of Death” gør Slayer det, de alle dage har været bedst til: Tonser ud over Helvedes golde, forbrændte stepper med en frådende Cerberus’ energi, samt en attitude der for længst er hævet over verdslige begreber som dén nihilisme, kynisme og selvfedme, man ellers så nemt kunne tilskrive dem.

Slayers energi og univers transcenderer simpelthen nogen menneskelig domfældelse. Sagde anmelderen og skød dermed sig selv i foden.

… Men skal vi så snakke lidt om selve musikken?

Slayer er rent bogstaveligt talt et ensformigt band. Jo, lad os nu for Fanden bare blive enige om det. De ville sikkert ikke engang selv være uenige. Og det er AC/DC for Helvede også, og dem elsker vi for Helvede også, og så var dét heller ikke værre at få frem i lyset, vel?

Slayers mest dynamiske, afvekslende og i det hele taget bedste skive, “Seasons in the Abyss” (’90) er overrepræsenteret i aftenens sæt med hele seks skæringer. “Det hér er en putte-sang”, annoncerer Tom Araya. “Find én I elsker og put jer godt ind til vedkommende”. Det gør vi så, og derpå følger “Dead Skin Mask” — sandsynligvis det bedste bevis for, at Slayer ikke behøver køre med 180 bpm for at være jordens ondeste band.

Derudover er det forrygende titelnummer og den lige så forrygende “War Ensemble” naturligvis obligatoriske. Men alligevel vælger Slayer at holde numrene lige homogene nok. Det er pænt af dem at afslutte hovedsættet med “Spirit in Black”, men de generiske “Born of Fire” og “Hallowed Point” kunne snildt have været substitueret for f.eks. “Blood Red”, “Skeletons of Society”, “Expendable Youth”, eller, — og nu siger jeg det lige — no'et mer' a' det nye.

Ja. For som én ud af åbenbart alt for få headbangere formår jeg i al beskedenhed at fatte Slayers udvikling. Selvfølgelig har hverken de eller noget andet metalband rigtig været sig selv, siden 90’erne kom og rystede den globale musikpose til ukendelighed. Men derfor har samtlige deres udgivelser siden “Christ Illusion” (’06) fandme stadig formået at ramme noget nær perfekte balancer mellem bandets klassiske straightforward-aggression og samtidig al den kreative nytænkning, en så afgrundsdybt konservativ institution som Slayer overhovedet kan rumme. Derfor ville det klæde bandet at stå bare lidt mere ved deres nyere materiale.

Ja, det ER som bekendt umuligt at stille alle tilfredse. Men som jeg også startede med svagt at antyde, så er der på den anden side heller ingen, der rigtig rører Slayer, når først de har sat ild til lortet. Da Hanneman døde, var jeg oprigtigt talt lidt nervøs for, at Araya og King skulle fortsætte som en mere eller mindre amputeret skygge af sig selv. Men selvom Hanneman var en uerstattelig karakter, gør afløser Gary Holt det mere solidt, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Og Paul Bostaph er og bliver simpelthen en af de mest habile thrash-trommeslagere nogensinde. Ikke bare er hans stil om ikke lige så epokegørende, så mindst lige så personlig som Lombardos; han er om ikke den ene, så den ANDEN eneste rigtige trommeslager i Slayer.

Onde tunger kunne sige om bookingen af Slayer, at den er “for traditionel” og “forudsigelig”, og at den “ikke tager chancer”. (Det var den dér med aldrig at kunne stille alle tilfredse.) Men med den ærefrygtindgydende form, bandet lægger for dagen i disse år, og med den træfsikre triple-combo “South of Heaven”, “Raining Blood” og “Chemical Warfare” inden førnævnte “Angel of Death”,  ja, så må det ganske enkelt være umuligt at stå tilbage som utilfreds metalhead på Copenhell i aften.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • LOST SOCIETY_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_5
  • Forfatter: Jill
  • HATESPHERE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Overkill - Copenhell 2017

Jeg forstår ikke, hvorfor Overkill ikke trækker mere mosh, end tilfældet er på den ellers godt pakkede Hades-scene sådan en solrig lørdag aften, hvor de fleste vel efterhånden er berusede nok til at dumpe matematik på C-niveau. Sig mig, kan I ikke jeres thrash eller hvad?

Nej, men det er selvfølgelig heller ikke, fordi Overkill ligefrem har plyndret hits af sig i samme omfang som fræserkollegerne på vestkysten. Jeg har fornemmelsen af, at selv aftenens ældre skæringer som “Rotten to the Core” og den ellers altid så formidable “Hello From the Gutter” slet ikke kaster dén respons af sig, som man nok burde kunne forvente af en reelt verdenskendt gruppe, der kører på sit SYVOGTREDIVTE leveår.

Men netop alderen taget i betragtning er det nærmest en lille smule skræmmende, hvad Overkill som minimum render rundt med af ulovligt krudt i popo'en. Denne vinters glimrende udgivelse “The Grinding Wheel”, — hvorfra vi naturligvis får åbneren “Mean, Green Killing Machine” og singlen “Goddamn Trouble”, — vidner om et band, som nogen imaginær metalordensmagt ville give permanent frit lejde af ren frygt for ukontrollérbare repressalier, hvis Overkill skulle straffes for at have overtrådt nogen lovgivne metalkonventioner.

Det scenarie kunne dog ikke blive mere hypotetisk. Mosh eller ej: Overkill er as metal as they come. De eneste to originale medlemmer er ganske vist Bobby “Blitz” Ellsworth og D.D. Verni. Men selvom man så skulle hade førstnævntes arrige chihuahuabjæffen af et godt hjerte, er det umuligt at benægte, at manden vedligeholder sit vokalorgan intet mindre end imponerende, — selv hans talestemme er for det meste ren, aggressiv skrigen. Og Verni må vitterlig tilhøre genrens allermest præcise bassister. Han ligger allerede som sammenvokset ved hoften med den i øvrigt fremragende nytilkomne trommeslager Jason Bittner, der i aften har danmarksdebut.

Og bare fordi der ikke ligefrem er hardcore-bal oppe foran, er det stadig umuligt for os allesammen at gå af vejen for en gang fællessang i klassikeren “In Union We Stand”. Og selvfølgelig vækker den endnu større klassiker “Wrecking Crew” fra samme 30-årige “Taking Over” mindst lige så stor genklang. “I får mig til at have det, som om jeg var 55 år igen”, joker Blitz. “I ser ud, som om I er så fulde af metal og bajere, at I kommer til at skide tagbelægningssøm i en uge!” Jojo, trods alt.

Og så er det i øvrigt en fornøjelse at se og høre, hvordan det forrygende titelnummer “Ironbound” fra 2010’s majestætiske nyklassiker af samme navn faktisk er den skæring, der får sat mest gang i de forreste rækker, inden den forventelige double whammy-afslutning med “Elimination” og “Fuck You”. “Mit dansk er ikke så godt, men mit tegnsprog er fucking perfekt”, lyder det fra Blitz, idet han før sidstnævnte får os alle til at hæve et par langefingre mod himlen. Jeps: Hele verden udenfor hegnet på den gamle B&W-grund kan ganske rigtigt rende og skide noget så grusomt i disse dage.

Overkill har allerhøjst momentvis været verdens bedste thrashband, men de er ret indiskutabelt i den dér famøse topform i disse år, og det vil de efter al sandsynlighed blive ved med at være længe endnu.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Huldre_3
  • Forfatter: Jill
  • GHOST IRIS_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SLAYER_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Tankard - One Foot In The Grave

Hov, vent lige; et album med titlen “One Foot In The Grave” med et Thrash band, der startede i begyndelsen af 80’erne – det anmeldte jeg da allerede i 2008 … Dengang var det Artillery, som stod bag, denne gang er det tyske Tankard. Bandet fejrer sit 35 års jubilæum med at udgive studiealbum nummer 17 – pænt imponerende.

De er kendt for en let tilgang til emnerne øl og Metal, men når det kommer til musikken, er de anderledes alvorlige. Derfor fyrer de den fra starten i en gang Thrash Metal helt som den skal være: Fremadrettet og energisk. Det betyder pænt tempo og godt med duga-rytmer som basis for guitararbejdet og sangeren Gerres glimrende vokal. Selv om de er skåret efter klassisk opskrift, føles numrene ikke ensformige. Det skyldes god sangskrivning, hvor musikkens hårde sider suppleres med en passende mængde melodi. Her hører ”One Foot In The Grave” og det efterfølgende “Syrian Nightmare” til de bedste numre.

“One Foot In The Grave” er åbenbart en god titel, for også denne gang dækker den over Thrash Metal af høj klasse. Tankard serverer måske ikke så mange deciderede hits, til gengæld holder samtlige numre et højt niveau – det viser, at musikalitet og erfaring stadig tæller, selv om man har det ene ben i graven…

Tracklist:
1. Pay To Pray
2. Arena Of The True Lies
3. Don`t Bullshit Us!
4. One Foot In The Grave
5. Syrian Nightmare
6. Northern Crown (Lament Of The Undead King)
7. Lock`Em Up!
8. The Evil That Men Display
9. Secret Order 1516
10. Sole Grinder
Samlet spilletid: 48:49

 

Læs mere...

Pleasureagony – Pleasureagony

Startskuddet for Pleasureagony gik i 2011, hvor sangeren Valentin ville prøve sine musikalske ideer af. Efterhånden fik han samlet det, der i dag er Pleasureagony, hvor bandet fra Stuttgart har udsendt deres første album.

Set ud fra spilletiden mener de det alvorligt; næsten firs miinutter som ramme for tretten numre er en del – selvtilliden fejler ikke noget. Måske er det grunden til, at man har valgt en moderne og alternativ fortolkning af Thrash genren, hvor der ikke er så meget der kører i duga rytmer. I stedet er tempoet moderat og riffene mere seje, en stil som i sig selv er udmærket. Det samme kan jeg sige om bandets ophavsmand, for vokalen er mangesidig og spænder fra ren vokal til skrig og brøl – det er absolut godkendt.

Det er indsatsen fra de øvrige musikere til gengæld ikke, specielt guitaren gør sig mindre heldigt bemærket, især når der skal spilles solo; her arbejdes der på kanten af (og nogle gange over) guitaristens tekniske formåen – når musikken ikke er mere krævende end her, er det ikke okay.
I glimt viser tyskerne, at de har gode ideer, men de formår ikke at bygge videre på dem. Derfor ender albummet som en fesen affære, hvor den gamle problemstilling om spilletid kontra indhold er meget aktuel – kvaliteten af sangskrivningen kan slet ikke retfærdiggøre den lange spilletid – her skulle der have været sorteret med hård hånd. Mødet med Pleasureagony er derfor mere Agony end Pleasure, og jeg har ikke umiddelbart lyst til at høre mere fra bandet.

Tracklist:
01. Aged to Perfection
02. Face the Mask
03. Nerves Like Strings
04. Clash with Truth and Lies
05. (The Living) Envy the Dead
06. Prelude
07. Desaster
08. Never. Ending
09. It's in My Nature (But I Don't Give A...)
10. Walk Beside Me
11. Let It Flow
12. When All Is Tried
13. Did Him a Favour
Samlet spilletid: 78:20

Læs mere...

Chronosphere - Red N' Roll

Jeg havde jo den udsøgte fornøjelse af, at anmelde Græske Thrash Metallers Chronosphere's forrige album fra 2014 med titlen ”Embracing Oblivion”. Der blev kvitteret med 4,5 ud af 6 stjerner for en aldeles glimrende skive, hvorfor forventningerne til bandets nye udspil ”Red N' Roll” selvsagt var pænt sat i vejret, men det skulle vise sig at blive en slem skuffelse!
 
...Hvad er der lige sket for bandet her? Stilen som er en blanding af Thrash og Rock N’ Roll skal velnok ses som et eksperiment fra bandets side – vel og mærke et mislykket et af slagsen. Det der gjorde det forrige album så fedt, var bandets fandenivoldskhed, nerve og energi i musikken, som desværre langt væk på dette album. Bevares, der er da enkelte fede riffs og andre lækkerier hist og her; såsom de fede soli samt Spyros Lafia's vokal som stadig er enormt charmerende, men musikken fænger bare slet ikke på samme måde. 
 
Så ”Red N’ Roll” ender med at være et album som slet ikke lever op til mine forventninger, da det er en noget rodet blanding af Thrash og Rock N’ Roll”, hvor riffene flirter alt for meget med det mere rockede groove, og slet ikke passer til deres ellers så fede Thrash Metal, som var så forrygende på forgængeren. Øv for en skuffelse, og man kan kun håbe de finder tilbage på sporet på næste album.
 
Tracklist:
1. Alu Card 
2. Demonized 
3. Before it's gone 
4. Picking up my pieces 
5. Be the best 
6. The force to put an end 
7.  Honest to kill 
8. Wolves out of cage 
9. Warriors 
10. Portal to the underworld 
Samlet spilletid: 40:25
 
Læs mere...

Warbringer - Woe to the Vanquished

Amerikanske Warbringer har gennem deres fire albums udviklet sig til at være et af de mest dødbringende Thrash Metal bands på scenen. Dette bringer os frem til bandets femte fuldlænge, som netop er kommet på gaden med titlen ”Woe to the Vanquished”, som undertegnede har haft fornøjelsen af, at lytte til.
Der eksekveres en omgang fuldfed Thrash Metal hvor alt er særdeles velspillet som eksempelvis ”Silhouettes” med højenergiske voldfede riffs, voldfedt trommespil, lækre soli, og fuld knald på. I ”Woe to the Vanquished” er der mindst lige så meget knald på, mens kvaliteten i riffene dog falder lidt, men stadig et fedt nummer. ”Remain Violent” er en mere tung og groovet sag, som giver en god variation. I nummeret ”Shellfire” er der fuld knald på igen, og sådan er billedet resten af pladen igennem, hvor der varieres fra det hurtige til det groovede numrene igennem. Der sluttes af med den 11 minutter lange ”When the Guns Fell Silent”, som velnok er pladens mest ambitiøse nummer med akustiske passager, samt flere melodiske og stille indslag.
Jojo, ”Woe to the Vanquished” er et fremragende Thrash Metal album, hvor alt er super tight  med en super potent og passende vokal som passer perfekt til stilen. Dog kunne jeg godt have ønsket en mere melodisk vokal i afslutningsnummeret, men det er selvfølgelig en smagssag. Mit kendskab til bandets bagkatalog er begrænset i det omfang, at jeg kun har stiftet kendskab med skiven ”Waking into Nightmares” fra 2009, som også er en glimrende skive, men dette album er endnu bedre og bør stå i enhver Thrash Metal fans samling.
 
Tracklist:
1. Silhouettes
2. Woe to the Vanquished
3. Remain Violent
4. Shellfire
5. Descending Blade
6. Spectral Asylum
7. Divinity of Flesh 
8. When the Guns Fell Silent
Samlet spilletid: 40:59
 
Læs mere...

Iron Reagan - Crossover Ministry

Efter starten i 2012 udkom de to første skiver fra Iron Reagan med et års mellemrum, men denne gang har amerikanerne ladet der gå tre år – sandsynligvis fordi medlemmerne har haft travlt med deres øvrige aktiviteter i bands som Municipal Waste, Mammoth Grinder og Hellbear.

At albummet har fået titlen ”Crossover Ministry” er meget passende, for Iron Reagan spiller en blanding af Thrash Metal og Hardcore. At det går derudaf i pænt tempo, kan læses ud af tracklisten; de atten numre er overstået på under en halv time. Tony Foresta leverer en rigtig Hardcorevokal med den rigtige mængde vrede og halvt råbende attitude. Samtidig giver de flittigt brugte bøllekor giver Hardcore feeling, selv om de indsættes i Thrash sammenhæng – det kan derfor være svært at se hvor Hardcoren starter og Thrashen tager over – eller omvendt. Uanset hvilken stil, der har overtaget, er attituden den samme aggressive, hvilken titler som ”Fuck The Neighbors” og ”Eat or Be Eaten” tydeligt viser.

Det hele er meget hektisk, det er næsten så man bliver forpustet bare ved at lytte til bandet i aktion. Det er en udmærket oplevelse så længe den varer, men den efterlader ikke blivende spor – numrene er hurtigt ude af systemet igen så snart de sidste toner klinger ud.

Tracklist:
1. A Dying World
2. You Never Learn
3. Grim Business
4. Dead with My Friends
5. No Sell
6. Condition Evolution
7. Fuck the Neighbors
8. Power of the Skull
9. Crossover Ministry
10. More War
11. Blatant Violence
12. Parents of Tomorrow
13. Bleed the Fifth
14. Megachurch
15. Shame Spiral
16. Dogsnotgods
17. Eat or Be Eaten
18. Twist Your Fate
Samlet spilletid: 28:48

 

Læs mere...

Impalers - Styx Demon-The Master of Death

Som bekendt går tiden, og nu kan danske Impalers se tilbage på deres første årti som band – en ikke ubetydelig milepæl. Det markeres med denne EP, som indeholder 2 nye numre og to covers. Hvor de fleste Thrashbands nævner amerikanske navne som f.eks. Big Four som forbilleder, gør Impalers en dyd ud af, at deres inspiration hovedsageligt stammer fra Tyskland – her spiller hjembyen Haderslevs geografiske placering sikkert ind.

Hvor inspirationen kommer fra, er lige fedt; det er resultatet, der tæller. Klassisk Thrash Metal er en af de genrer, der lever af fart og energi, og på det område scorer Impalers højt. Det høres allerede i åbningsnummeret, som er virkelig vredt og afvikles i et hæsblæsende tempo – virkelig sejt! Det efterfølgende titelnummer peger stilmæssigt i samme retning, men lader samtidig sangeren Søren Crawack markere sig med en ret grumt hvæsende vokal tilsat nogle vilde skrig.

Dem er der ingen af i ”Death Comes Ripping”, som originalt er med Misfits; til gengæld afviger nummeret stilmæssigt fra de to foregående. Både stemningen og vokalen er mere direkte, og nummeret har et hardcore / punket udtryk, som understreges af bølleagtige kor i omkvædet.

Det afsluttende cover er heller ikke hentet syd for grænsen, som man ellers kunne forvente, men i England; det er ”Prowler” fra Iron Maidens debutskive. Impalers version ligger meget tæt på originalen, så det er kun Crawacks vokal, der får mulighed for at markere sig.

I coverne kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere selvstændighed, især fordi Impalers i deres egne numre viser en flot spændvidde – de formår at fastholde genrens energi samtidig med, at de varierer deres udtryk. Det giver mig lyst til at høre mere, og EP’en får Thumbs Up herfra.

Tracklist:
1. Megalodon
2. Styx Demon
3. Death Comes Ripping (Misfits)
4. Prowler (Iron Maiden)
Samlet spilletid: 14:06

 

Læs mere...

Cadaveria / Necrodeath - Mondoscuro

At Cadaveria og Necrodeath skulle finde sammen for at udgive en split-CD er ikke så overraskende; begge bands er jo fra Italien. Men båndene er tættere end som så, idet der er to gengangere i de to line-ups: Marcelo Santos er sanger i Necrodeath og trommeslager i Cadaveria, mens Peter Dayton spiller bas begge steder. EP’ens i alt seks numre er ligeligt fordelt, og de to bands skiftes til at bidrage.

Cadaveria lægger ud med ”Mater Tenebrarum”, som er et Thrashnummer med en udmærket mørk stemning. Her kører det fint for sangerinden Cadaveria når hun hvæser, men hendes operaagtige indlæg virker for pompøse og lyder ikke særligt godt. Bedre går det i ”Dominion Of Pain”, som er et nyt nummer med udmærket drive. Bidragene fra Cadaveria afsluttes med et cover af Type O Negative nummeret ”Christian Woman”, som gengives med udmærket Gothstemning, men ellers ikke gør så meget væsen af sig.

Første nummer fra Necrodeath er ”Spell”, som er Dødsmetal med knald på, hvor der også er plads til at sænke tempoet. Det er der også i det efterfølgende ”Rise Above”, som bygger mere på de seje elementer i musikken. De to bands har åbenbart aftalt at levere et covernummer hver, for Necrodeath runder af med en meget voldsom udgave af Beatles klassikeren ”Helter Skelter”.

Okay, der er lyspunkter at finde blandt de seks numre, og de fleste af dem dukker op hos Necrodeath, som virker mest veloplagte. Hos Cadaveria er der længere mellem snapsene, og når jeg bedømmer denne split-CD samlet, er jeg ikke helt tilfreds; kvaliteten er ikke specielt høj, og jeg ville hellere høre de to bands hver for sig.

Tracklist:
1. Mater Tenebrarum
2. Spell
3. Dominion Of Pain
4. Rise Above
5. Christian Woman
6. Helter Skelter
Samlet spilletid: 32:44

Læs mere...

Overkill - The Grinding Wheel

Efter deres fede album ”Killbox 13” fra 2003 havde Amerikanske Overkill nogle magre år med albumene ”RelixIV” (2005) og ”Immortalis” (2007) som efter min bedste overbevisning ikke levede helt op til bandets vanlige standard. Bandet vendte imidlertid frygteligt tilbage på sporet med albummet ”Ironbound” i 2010, og har siden da leveret varen. ”The Grinding Wheel” er titlen på bandets ikke mindre end attende album såmænd, og det skuffer på ingen måde.

Skiven lægger godt ud med ”Mean Green Killing Machine” som viser Overkill fra deres bedste side – Thrash’n Groove deruda’ med super fede riffs, fede breaks og hooks. På efterfølgeren ”Goddamn Trouble” er der stort set ligeså meget knald på, men på en mere Rock’n Rollet attitude om man vil, men super fedt. ”Our Finest Hour”, ”The Long Road”, midtempo grooveren ”Come Heavy”, neckbreakerne ”Red White And Blue” og ”The Wheel” følger trop med samme niveau af energi, power og nosser. Og ja, det er jo stort set de meste af skiven. Titelnummeret er en lidt tungere sag og faktisk lidt semi-episk i sit udtryk, men det bliver det bestemt ikke dårligere af. Så selvom der er enkelte mindre gode numre som ”Shine On” og ”Let’s All Go To Hades” - dog stadig hæderlige - er musikken simpelthen på tårnhøjt niveau med en energiudladning af de helt store. 

Overkill er ved at være godt oppe i årene, men det høres stadig ikke, og der er absolut ingen tegn på rust her. Overkill er et af de bands som bare aldrig må skifte stil, for det de gør – det gør de bare så godt! ”The Grinding Wheel” er et fremragende album med en fed produktion af Andy Sneap, hvor alle instrumenter fremstår klart og tydeligt. Et klasse eksempel på hvordan et Old-school Thrash Metal album skal skrues sammen.

Tracklist:
1. Mean Green Killing Machine 7:29
2. Goddamn Trouble 6:21
3. Our Finest Hour 5:49 
4. Shine On 6:03 
5. The Long Road 6:45 
6. Let's All Go To Hades 4:55 
7. Come Heavy 4:59 
8. Red White And Blue 5:05 
9. The Wheel 4:51 
10. The Grinding Wheel 7:55
Samlet spilletid: 60:19

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed