fbpx

Destruction - Thrash Anthems II

Som totallet i titlen fortæller, findes der en mk I udgave af "Thrash Anthems” – den udgav Destruction i 2007. Nu er de tyske veteraner klar med endnu en omgang genindspilninger af egne numre fra bandets tidligste udgivelser. Det hele er finansieret via crowdfunding platformen PledgeMusic, hvor fans har doneret penge mod at få indflydelse på hvilke numre, der skulle med på albummet.

Og jeg må sige, at de har haft en heldig hånd med at udvælge, for disse Thrash Anthems er en glimrende omgang Greatest Hits. De tre første numre er typisk Thrash Metal i højt tempo, hvor lækre guitarsoli, Schmiers rå vokal og en udmærket produktion giver en god start på albummet. Hvor åbningsnumrene er skåret over samme læst, har resten af albummet ret varierede udtryk at byde på: ”The Ritual” er tungere og mørk, det fede ”The Antichrist” har seje guitarer, mens guitarsoloen i ”Ripping You Off Blind” er spot on. Og så markerer ”Black Death” et spring tilbage til den rene Thrash fra startnumrene.

Jeg var umiddelbart lidt skeptisk over, at Destruction selv skulle skaffe midler til projektet i stedet for at kunne overbevise deres pladeselskab, men bekymringerne er grundløse; den udmærkede produktion pynter på genindspilningerne, og samtidig giver numrenes kvaliteter et glimrende billede af, hvorfor Destruction blev et af de største Thrash bands på den europæiske scene.

Tracklist:
1. Confused Mind
2. Black Mass
3. Frontbeast
4. Dissatisfied Existence
5. United By Hatred
6. The Ritual
7. Black Death
8. The Antichrist
9. Confound Games
10. Ripping You Off Blind
11. Satan's Vengeance
Samlet spilletid: 49:11

Læs mere...

Cripper - Follow Me: Kill!

For mig var Cripper et ubeskrevet blad, indtil jeg i 2014 stødte på albummet ”Hyena” – en voldsom omgang Thrash Metal peppet op med skarpe doser Død. Nu er Hannover-bandet tilbage med deres album nummer fem: ”Follow Me: Kill!”, som, så vidt jeg kan se, introducerer endnu en ny bassist …

Ellers er der genhør med Britta Görtz’ skarpt hvæsende vokal, som endnu engang skærer igennem luften og giver numrene masser af power. Det er der også i musikken, selv om der er sket et mindre stilskifte hos tyskerne. Hvor Thrash Metal førhen var grundstammen i bandets musik og Death Metal kun et tillæg, er der denne gang næsten byttet om på rollerne. Hvis dén melding skulle skabe tvivl om, hvorvidt musikken er blevet mindre hård, kan jeg berolige: Det er den ikke, snarere tværtimod! Tempoet er generelt moderat, men alle riffs står skarpt markeret i numrene.
Selv om stilmixet ikke fejler noget, er jeg en smule skuffet over albummet. I forhold til mit seneste møde med Cripper mangler materialet den sidste skarphed. Eller med andre ord: Hvor de enkelte numre fungerer udmærket, er der for mange øjeblikke, hvor det ikke rigtigt rykker, når jeg betragter albummet som helhed. Det slår selvfølgelig igennem i bedømmelsen, som ligger en stjerne under forgængerens.

Tracklist:
1. Pressure
2. Into The Fire
3. World Coming Down
4. Mother
5. Shoot Or Get Shot
6. Bleeding Red
7. Comatose
8. Pretty Young Thing
9. Running High
10. Menetekel
Samlet spilletid: 56:33

Læs mere...

Act Of Defiance - Old Scars, New Wounds

Da Act Of Defiance udgav debutalbummet “Birth And The Burial” i 2015, var al materialet skrevet af de tidligere Megadeth-medlemmer Chris Broderick (guitar) og Shawn Drover (trommer). Siden har også de øvrige medlemmer Henry Derek (vokal) og Matt Bachand (bas) haft mulighed for at påvirke bandets stil, og hvad det har betydet for musikken, høres på det nye udspil, ”Old Scars, New Wounds”.

Med hensyn til formen er der ikke sket noget, for Act Of Defiance fortsætter med at spille en energisk omgang Thrash Metal. Og der lægges stærkt ud: ”M.I.A.” og ”Molten Core” byder på både tempo og glimrende flow, og så får Henry Derek markeret sig som en både kraftfuld og varieret sanger, som både magter rene passager og mere skarpe brøl – han er et klart plus gennem hele albummet.

Efter den fine start er det som om gassen går lidt af ballonen, for i de følgende numre er der flere selvfølgeligheder end gode ideer; numrene er ikke direkte dårlige, bare stangvare. Men på albummets anden halvdel vender billedet: ”Reborn” og ”Conspiracy of the Gods” står rigtig stærkt med deres fine drive, og ”Broken Dialect” åbner med en lækkert følt guitarsolo, inden det hele eksploderer i en bragende gang Thrash med hamrende duga-rytmer. På den måde får Act Of Defiance hævet niveauet og rundet deres andet album af på overbevisende facon.

Tracklist:
1. M.I.A.
2. Molten Core
3. Overexposure
4. The Talisman
5. Lullaby of Vengeance
6. Circle of Ashes
7. Reborn
8. Conspiracy of the Gods
9. Another Killing Spree
10. Broken Dialect
11. Rise of Rebellion
Samlet spilletid: 48:58

 

Læs mere...

Impalers - The Celestial Dictator

Da jeg tidligere på året anmeldte EP’en ”Styx Demon-The Master of Death”, ønskede jeg at høre mere fra de thrashede sønderjyder. Det ønske er nu opfyldt med udgivelse af bandets tredje album ”The Celestial Dictator”.

Det starter som det hører sig til: I ”Terrestrial Demise” lægges der ud med melodiske guitarer, inden det brager løs med klassisk Thrash Metal – en stil der fortsætter dejligt aggressivt i det efterfølgende ”Terrorborn”. Den pågående stemning skyldes ikke mindst, at Søren Crawack igen leverer en skarp vokal bestående af lige dele brøl og hvæs. I de følgende numre lægges der mest vægt på power, og de fyres af i højt tempo. I ”Into Doom” lånes der lige rigeligt udefra; ikke blot nummerets opbygning og hooks, men også guitarlyden har et kæmpe METALLICA spraypaintet ud over det hele.

Men Impalers kan også selv, endda med et lille stilmæssigt skifte: I både ”Sun” og ”Believe” er omkvædene melodiske, hvilket klæder numrene og giver helheden mere bredde. At de ikke har glemt den hårde side af musikken, viser bandet i de to sidste numre; her er der virkelig knald på, og titelnummeret byder på samme kvalitetsniveau som de to åbningsnumre.

Genhøret med Impalers er derfor af den positive slags; bandets håndtering af den klassiske Thrash Metal er usvigeligt sikker, så min lyst til at høre mere fra dem holder ved.

Tracklist:
1. Terrestrial Demise
2. Terrorborn
3. Color Me White
4. Into Doom
5. What Is One
6. Sun
7. Believe
8. The Celestial Dictator
9. Antithesis
Samlet spilletid: 40:48

 

Læs mere...

Masquerade - Soul Deception

”Soul Deception” er det første album fra schweiziske Masquerade, som startede i 2013, og dermed må regnes for et forholdsvis uprøvet navn. På albummet spilles trommerne af sangeren Marcus Seebach, men siden er Patrik Arnold blevet fast mand på posten.

Nåh, tilbage til albummet, hvor schweizerne stykker deres musikalske verdensbillede sammen via elementer fra såvel Death- som Thrash Metal. Det hele føres an af Seebach, som præsterer en rigtig mandfolkevokal; grumt brølende og med power i alle numrene. Disse har en gennemsnitlig spilletid på den anden side af seks minutter, og så kunne man frygte, at tingene ville blive ensformige, men det modvirker Masquerade ved at gøre numrene så omskiftelige, at der varieres, men samtidig så melodiske, at det ikke stopper deres flow. Især guitarmelodierne fortjener ros, for de virker nærmest som et bånd, der holder de øvrige elementer samlet.

Ellers er numrene stort set skåret over samme skabelon, ”Red Feather” har noget højere tempo end åbningsnummeret, den lidt mørkere stemning i ”Nocturnal” passer fint til titlen, mens ”Masquerade Of Society” er albummets mest aggressive skæring. Kun slutnummeret ”Petrified Thoughts” falder lidt udenfor; det er mindre melodisk, så det fremstår lukket i forhold til de øvrige tracks. Det giver en lidt kedelig slutning på et debutalbum, som ellers må betegnes som vellykket.

Tracklist:
1. On Millions Of Tongues
2. Red Feather
3. Nocturnal
4. Masquerade Of Society
5. Petrified Thoughts
Samlet spilletid: 34:00

Læs mere...

Megadeth - Store Vega

Sidste gang Megadeth var forbi vores breddegrader til et klubshow (læs vores anmeldelse her), var den overordnede oplevelse, at de havde endnu en dag på kontoret: det hele var mere eller mindre som det skulle være, men dét der fik hevet oplevelsen opad fra middelmådig til god, var publikums håndfaste insisteren på at holde en fest, også selvom Megadeth ikke selv gad deltage. Dét sammenhold, den løssluppenhed, den gejst: den var en fornøjelse at være i selskab med. Megadeth selv, til gengæld? Ikke så meget.

Og når man så leverer dårligere end sidst, og publikum ikke selv formår at skabe festen... Ja, så får vi aftenens resultat. Læs med her.

Megadeth:
Op til koncerten tegner det ellers umiddelbart godt: sidste års show på Copenhell var udmærket, det nye album ”Dystopia” har for en gangs skyld fået pæne ord med på vejen, og aftenens begivenhed er udsolgt på en onsdag midt i ferieperioden. Og det starter heller ikke skidt! 
”Hangar 18”, efterfulgt af ”Skin O’ My Teeth”, er garant for en eksplosiv start, og der er hurtigt gang i fællessang og luftguitaren.

Den nye skæring ”The Threat Is Real” lægger dog en dæmper på gemytlighederne, og man frygter at der er flere af sådanne øjeblikke i vente... Hvilket der selvfølgelig er. Selvom lyden er holdbar (dog aldrig sublim, som kun Vega kan gøre det), og det visuelle er udmærket, så kan de nye sange ikke få Vega til at koge, foruden enkelte superfans rundt omkring. Den første tredjedel af sættet består primært af ældre skæringer, og så skal der næsten ikke mere til – men hele midterdelen er foruden ”Tornado Of Souls” kun nyt. Og dér kommer de ”små” huller i muren til syne: Megadeth har (endnu) en dag på kontoret – eller, dvs. Dave Mustaine har. De tre andre musikere gør det ganske habilt, og ser ud til at hygge sig (mere aktive er de dog heller ikke).

Denne passivitet ville muligvis være acceptabel på en weekend, eller hvis det primært var ældre skæringer, men da ingen af delene er tilfældet, føles det fladt, uinspireret, og mest af alt kedeligt i størstedelen af tiden. Og ærligt, Dave: hvis du er så træt som du lyder, måske det så var tid til at genoverveje om du ikke skulle trække stikket – eller som minimum holde en pause?

Når man selv på de gamle klassikere har svært ved at tyde hvad manden synger, er der noget i vejen. Når man mest af alt ønsker sig, at selvsamme herre ti minutter forinden skulle have lukket munden i ”A Tout Le Monde” (det lyder forfærdeligt), ja, så er der noget i vejen. Og det var altså begrænset hvad han kunne præstere tidligere... Rutine er acceptabelt, men ugidelighed er ikke – og det er godt nok svært at finde ud af hvad der er tilfældet denne gang.

I sidste ende redder kun de gamle sange seancen fra at lulle én i søvn. De (Hangar 18, Holy Wars, Symphony Of Destruction, Sweating Bullets, osv. osv.) holder stadig, her 20-30 år senere, og kan bære tingene et vist stykke – men langt fra hele vejen. Megadeth selv mangler tydeligt i ligningen.

Sætliste:
1) – Hangar 18
2) – Skin O’ My Teeth
3) – The Threat Is Real
4) – She-Wolf
5) – Trust
6) – Fatal Illusion
7) – Conquer Or Die!
8) – Lying In State
9) – Poisonous Shadows
10) – Tornado Of Souls
11) – Post American World
12) – A Tout Le Monde
13) – Sweating Bullets
14) – Dystopia
15) – Symphony Of Destruction
Encore:
16) – Mechanix
17) – Peace Sells
18) – Holy Wars... The Punishment Due
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Megadeth_20
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_16
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_8
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Municipal Waste - Slime And Punishment

Med Nick Poulos som ny guitarist vender Municipal Waste tilbage med deres sjette album, som kommer fem år efter ”Fatal Feast” fra 2012. Den ret lange periode skyldes bl.a. at amerikanerne ville have mere tid til at gennemarbejde deres materiale. Det har de så fået, ligesom de selv har stået for optagelserne.

Hvis man med reference til bandets navn betragter disse som affald, må det siges at være af den slags med høj brændværdi – her er der virkelig meget energi: Tony Forestas let skrigende vokal ville ikke være malplaceret i et Hardcore band; det samme gælder de bølleagtige kor, der bl.a. høres i ”Breathe Grease” og ”Excessive Celebration”. Lægger man de fremadstormende rytmer, der generelt præger numrene oveni, er vi flere steder uhyre tæt på Metallisk Hardcore – Det minder mig om, at forskellen mellem forskellige genrer nogle gange er papirtynd.

Ellers er det som vanligt et mix af Speed- og Thrash Metal, der er på programmet – Speederen i bund, og så afsted! Der bliver virkelig givet gas, i ”Enjoy the Night” og ”Parole Violators” endda så meget, at rytmerne er ved at spænde ben for sig selv. Det virker hektisk og forceret, men afspejler bandets vilje til at fyre den af. Energien er albummets største force, så hvis det er power man primært søger, er man godt tjent med ”Slime And Punishment”.

Tracklist:
1. Breathe Grease
2. Enjoy the Night
3. Dingy Situations
4. Shrednecks
5. Poison the Preacher
6. Bourbon Discipline
7. Parole Violators
8. Slime and Punishment
9. Amateur Sketch
10. Excessive Celebration
11. Low Tolerance
12. Under the Waste Command
13. Death Proof
14. Think Fast
Samlet spilletid: 28:44.

 

Læs mere...

Wrath of Belial - Bloodstained Rebellion

Navnet Wrath of Belial er nyt, men det er bandet ikke – egentlig er der tale om en fortsættelse af Pariah Syndicate, men et opdateret line-up og ditto vision for foretagendet var så store ændringer, at der måtte et nyt navn til. Det bliver så markeret ved udsendelse at et nyt album.

Alt det nye har ikke ændret på bandets basale stil, for det er stadig Death- og Thrash Metal, man arbejder med. De to stilarter forenes igennem hele albummet til en enhed, som fastholdes – skiftende balance giver en lille overvægt til den ene eller den anden stilart i forskellige numre. Uanset hvad, så holder vokalen fast i Dødsmetallens growl, kun afbrudt af enkelte hvæs – solidt og effektivt.

Det samme kan man roligt sige om musikken, for der brages løs i højt tempo fra start til slut. Numre som “Traitors”, “Mirror Fiend” og “With Hell Assured” sparker røv med et godt drive, og har samtidig lækre guitarpassager – en ting som går gennem hele albummet.

Under mine gennemlytninger har jeg haft svært ved at fastholde fokus, så snart jeg er komme til albummets anden halvdel. Det skyldes ikke manglende power, for det har numrene rigeligt af. I stedet er det som om det kniber med nye ideer, så numrene begynder at lyde ret ens. Det bremser både oplevelse og pointhøst – ”Bloodstained Rebellion” er et udmærket album, men det rækker ikke til mere end karakter lige på den attraktive side af midten.

Tracklist:
1. Traitors
2. Mirror Fiend
3. Aftermath of a Tyrant
4. Reborn Through Your Demise
5. Set Sails For The End of The World
6. With Hell Assured
7. Battleborn
8. Hellion
9. Six Feet Under Pandora
10. A Diaphanous Signature Written by The Lost
11. Next Chapter of Enslavement
Samlet spilletid: 45:55

 

Læs mere...

HateSphere - Copenhell 2017

Regn eller slud, den danske metal skal ud. Og leveret bliver den, uden forsinkelser eller undskyldninger – også selvom det halvdelen af tiden pisser ned. Man siger, at danske bands ikke kan bestige den store scene, og lad os være ærlige: det er ikke just fordi HateSphere trækker fulde huse. Men pitten er godt fyldt, og HateSphere vil tydeligt foretagendet: det må stå som det vigtigste.

HateSphere er et gammelt bekendtskab – man ved ligesom hvad man får. Og hvis nogen skulle tro at der ville ske noget markant anderledes i dag, så tro om igen. Det her er uden hjælpemidler, bare fee’ hammer derudaf. Én sang, og så er der gang i forsamlingen, først med mosh, og så med kollektiv headbanging. Men når disse sange er henholdsvis ”Reaper Of Life” og ”Resurrect With A Vengeance”, så er det svært andet. Igen er lyden glimrende, og jeg må endnu engang konstatere at Copenhell mærkbart har forbedret sig i forhold til de tidligere år.

Med to år siden sidste album kunne man tænke, at sættet ville være all-hits. Det er dog ikke helt tilfældet – men retfærdigt eller ej, så sværger langt de fleste til de ældre sager. Det kan mærkes, da energiniveauet har det med at falde i de nyere skæringer, for så at stige eksponentielt i sange som ”Drinking With The King Of The Dead” eller ”Forever War”.

Dagens eneste ”overraskelse” består af, at forsangeren fra The Black Dahlia Murder bliver inviteret på scenen til ”Iconoclast”, en sang hvor HateSphere i studiet netop havde ham som feature. Dette kunne potentielt have været et pluspunkt, men ender med at være neutralt, da mandens mikrofon ikke virker – og af uransagelige årsager end ikke bliver aktiveret i løbet af sangen... Ingen på scenen ser ud til at ænse noget som helst, og til sidst ender publikum også med at lege med på løgnen og gør endnu engang pitten til en slagmark. Men dét er sgu ikke i orden, Copenhell!

Heldigvis bliver der gjort op for dette ved at der i ”Sickness Within”, der som sædvanligt runder seancen af, bliver forlangt en grande wall of death – og hvilken måde at slutte af på? Jeg håber nogen har fanget det på film. HateSphere leverer kort og godt en godkendt indsats, der viser at danske bands sagtens kan stå på den store scene: et tidligt tidspunkt og tekniske problemer uagtet.

Sætliste:
1) – New Hell
2) – Reaper Of Life
3) – Resurrect With A Vengeance
4) – Your Sad Existence
5) – Vermin
6) – The Fallen Shall Rise In A River Of Blood
7) – Murderlust
8) – Drinking With The King Of The Dead
9) – Lines Crossed Lives Lost
10) – Forever War
11) – Iconoclast
12) – Disbeliever
13) – The Sickness Within
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • ROB ZOMBIE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Invocator - Copenhell 2017

I røg og damp, et af Danmarks vigtigste metalbands er i huset – den eneste ”særlige performance” Copenhell har hevet op af hatten op til nu, som man ellers bl.a. kender fra Roskilde Festival og Wacken. Jeg tvivler på at nogen brokker sig! Med god lyd til følge, og et fint publikum: smalt, men de forsamlede behøver til gengæld ingen overbevisning – dette er fans, slet og ret. Dvs. at Invocator reelt ikke behøver gøre andet end at troppe op og spille ”det man kender”.

Men det scorer man sjældent nye fans på. Derfor er det også ærgerligt at de danske helte ikke forsøger at gøre noget som helst ud af deres optræden. Det er i virkeligheden det samme problem de ældre danske metalbands lider under: sceneshowet er noget nær ikke-eksisterende. Jeg siger ikke, at det ikke virkede dengang, og for bandets fans kan det jo være det samme – men for alle andre? Håndværket er i orden, og Jacob Hansen og co. ser ud til at hygge sig, men det kan ikke bære koncerten hele vejen.

Grunden til den ”høje” karakter skyldes derfor bandets fans, der spreder god stemning og rent ud sagt er skide hyggelige – at stå i mængden løfter oplevelsen ud af middelmådighedens skær. 
Men ikke nok til at dette kan siges at være en interessant oplevelse.

Sætliste:
1) – Dying To Live
2) – Doomed To Be
3) – Astray / From My Skull It Rains
4) – Excursion Demise
5) – Shattered Self
6) – Breed Of Sin
7) – Alterations / Dessert Sands
8) – King In A World Of Fools
9) – The Afterbirth
10) – Through The Flesh To The Soul
Encore:
11) – Through The Nether To The Sun
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Carcass_2
  • Forfatter: Jill
  • Devil Driver_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed