fbpx

Killing - Toxic Asylum

2013 var året, hvor startskuddet til Killing lød, da fire gamle venner besluttede sig for, at de ville spille old school Thrash Metal inspireret af 80’er navne som Kreator, Exodus, Overkill, Metallica og Megadeth. Bandets første udgivelse er EP’en ”Toxic Asylum”, som er indspillet i Rimsø Studios i 2017, og derefter mikset og mastered af bandets guitarist Snade.

Hvem af de nævnte forbilleder, der har inspireret Killing mest, er svært at sige; når man gennemlytter de seks numre på EP’en kan man finde detaljer, som kan henføres til flere kilder – det vigtigste at konstatere er, at når det gælder stil, tempo og energi, har Killing helt styr på begivenhederne.

En enkelt kommentar skal her knyttes til vokalen, som bassisten Rasmus Soelberg står for; den er pågående og let råbende, hvilket giver energi, men den er ikke særligt varieret, så den ender med at være lidt anstrengende. Samtidig er Killing på kanten af overtændte i de første numre; det virker som om de SÅ gerne vil vise, hvad de kan. Det giver en let forkrampet stemning, som først letter i ”Fire Walk With Me”. Efter en dyster intro bliver der virkelig braget igennem, hvor alting hænger godt sammen – nummeret er min favorit på ”Toxic Asylum”. Men også det efterfølgende ”Eternal Enslavement” fungerer fint, hvilket er med til at hæve min bedømmelse. Ellers er der ikke så meget andet at gøre end at byde velkommen til et nyt navn på den danske Thrash scene.

Tracklist:
1.Demonized
2.Wolves
3.Hell Sent
4.Fire Walk With Me
5.Eternal Enslavement
6.Bloodfeast and Tyranny (Demo)
Samlet spilletid: 17:40

Læs mere...

Burden of Grief - Eye Of The Storm

Med en historie, der går tilbage til 1994, må Burden of Grief regned blandt de solidt etablerede bands på den tyske scene for Death- og Thrash Metal. Selv om bandet befinder sig tæt på 25 års jubilæum, er ”Eye Of The Storm” kun det syvende album, så man tager sig god tid; i dette tilfælde ligger der fire års arbejde bag udgivelsen.

Den tid har man brugt på at skrive og indspille elleve numre, hvor en kerne af Thrash Metal bliver suppleret med et skud Dødsmetal. Det hele bliver rundet af via melodiske guitarer, der skaber balance i tingene.

Man kunne frygte, at kombinationen ville fremstå uden hårdhed, men det sker heldigvis ikke. Det sikrer kombinationen af Mike Huhmanns fint brølende vokal og en produktion, der ikke drukner musikken i glasur, men i stedet lader den beholde kant. Og kant, det har numrene; i f.eks. ”Wolf Moon” er det melodiske koncentreret i omkvædet, mens versene indeholder meget lidt melodi. Det giver nummeret dynamik, og kædes fint sammen af guitarerne.

I det efterfølgende ”Killing Spree” drønes afsted i mere traditionel Thrash stil, igen med fint supplement af melodi.

De resterende numre byder på nogle af de samme ingredienser, blot med forskellig vægt og generelt udmærket niveau. Herfra stikker ”Maze Of Absurdity” ud som ekstra vellykket, og havde der været flere tracks af den kaliber, havde det rakt til fire stjerner.

Tracklist:
1. Inception (Intro)
2. Eye Of The Storm
3. The Angel
4. Broken
5. Wolf Moon
6. Killing Spree
7. Breathe One's Last
8. A Dying Breed
9. Maze Of Absurdity
10. Zero Gravity
11. The Funeral Cortege
Samlet spilletid: 42:56

Læs mere...

Metallica - Jyske Bank Boxen, Herning

Jeg befinder mig i aften i Herning, hvor verdens største metal band giver koncert. Metallica udgav i 2016 albummet Hardwired to self-destruct og har turneret kloden tynd. Uden at lyde alt for kliché så har Metallica betydet rigtig meget for mig som ung teenager. Specielt de fire første albums har været på månedlig rotation de sidste 12 år, så man kan sige, at jeg havde mødepligt i aften, og Kvelertak var på som opvarmning så det gjorde det endnu federe, men lad os se hvordan aftnen udviklede sig.

 

Kvelertak

Kvelertak. Den norske stolthed som jeg kalder dem. Bandet har tidligere opvarmet for Metallica, og nu var det Hernings tur til at blive rusket godt igennem. Åpenbaring satte gang i festen og forsanger Erland Hjelvik entrerede scenen med sin uglemaske, og dermed gik braget i gang. Spækket med sange fra deres to første albums var jeg meget tilfreds. Det skal lige siges, at opvarme for Metallica er noget af en opgave. For at citere Henry Rollins da han snakkede om store metalbands og deres fanskare: "1. They're only there to see one band, and 2. You're not in that band" og det opsummerer det rimelig godt. Bandet forsøgte på at få gang i publikum men det lykkedes ikke så godt. På min siddeplads var der et skrivebord foran mig, men det holdte mig ikke fra at headbange og synge med på sange såsom Bruanne Brenn, Ulvetid, og Mjød. Energien var i hvertfald ikke til at finde i salen, men på scenen hoppede bandet frem og tilbage, og det er utrolig ærgerligt at folk ikke var med på den, men heldigvis senere hen i koncerten begyndte folk at tø lidt på og larmede på nummeret Månelyst, der blev dedikeret til hovednavnet. 1985 er det eneste nummer fra det seneste udspil Nattesferd, og det var koncertens eneste lavpunkt, og nummeret blev virkede utrolig langtrukkent til sidst. Kvelertak var aftenens sidste nummer, og der blev flaget med bandets logo hevet frem og nogle medlemmer fra publikum skreg med på bandets navn. Kvelertak leverede en god opvarmnings koncert og gjorde lige præcis det de skulle. Selvom der ikke var nogen energi at finde i publikum så lod
Kvelertak sig ikke røre.

Karakter: 4 ud af 6

 

Metallica

Aftens hovednavn stod nu klar på scenen. Hardwired var nummeret som sparkede festen i gang og alle røg op fra deres sæder (inklusivt mig) og skreg med på omkvædet. Efterfulgt af Atlas,Rise! Så langt så godt. Men til min store overraskelse blev Seek And Destroy allerede spillet som tredje nummer, og her gik der lidt grums i tromme afdelingen, men det blev heldigvis rettet op på. Spilleglæden var i hvertfald til føle i rummet, og lyden var virkelig god. Dog halvvejs igennem Houlier Than Thou begynde bassen at runge noget så utroligt. Jeg blev overrasket endnu engang da vi fik Welcome Home (Sanatarium), der lød fantastisk og fællessangen var så høj at det næsten var høreskadende. Efter en kort pause fik vi et par nyere numre, specielt Now We're Dead var en anelse mærkeligt, da de begynde at spille mellemstykket med et par mærkelige trommer. Det var en anelse kikset og gjorde ikke sangen særlig unik. Confusion fra det seneste udspil var heller ikke lige noget at råbe hurra for. For Whom The Bell Tolls satte gang i festen igen, men overraskelserne var endeløse i aften, da Robert Trujillo og Kirk Hammet valgte at hylde Kim Larsen ved at spille Rabalderstræde, og publikum jublede som gale da vi kom til omkvædet. Halo On Fire var nu det femte nye nummer for i aften, og det virkede en anelse malplaceret i sættet. Men ud af det blå begyndte bandet at spille Last Caress som er oprindeligt skrevet af Misfits, og det løftede energi niveauet igen og det blevet løftet yderligere da Creeping Death kom lige bagefter. Det obligatoriske DIE-DIE-DIE er et højdepunkt i sig selv. Moth Into Flame er endnu et af de nye sange, men heldigvis fungerede det en tand bedre end de førnævnte sange. Under sangen blev små lamper løftet op i vejret, der skulle forstille Ildfluer så visuelt og lydmæssigt var det ret sejt. Første halvdel af koncerten sluttede af med klassikere som Sad But True, One og Master Of Puppets. Specielt den sidstnævnte var mit personlige højdepunkt. Efter noget tid blev det danske publikum utålmodigt og så blev der sparket gang i Spit Out The Bone, der vedligeholdt intensiteten fra første halvdel af koncerten. De sidste to ekstra numre var selvfølgelig Nothing Else Matters og Enter Sandman. Måske en anelse forudsigeligt og en lidt halv kedelig slutning på en ellers fin aften. Metallica leverede ikke den vildeste oplevelse, men de leverede alligevel nogle fede oplevelser. De overkom dårlig lyd og fejl i tromme afdelingen, og det skal de have ros for, men sætlisten var måske en anelse for forudsigelig og lidt for mange nye sange satte en dæmper på min oplevelse. Men som Ulrich sagde da koncerten var ovre: " vi ses snarest!"

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Xenoblight - Procreation

Med start i begyndelsen af 2017 må Xenoblight fra Silkeborg siges at være et helt nyt navn, men det forhindrede ikke de fem medlemmer i at tage til SolnaSound Recording i Stockholm for at indspille deres debutalbum ”Procreation”, som nu er klar til at møde verden.

Udgangspunktet for bandets musik er Thrash Metal, men stilen følger ikke bare blindt den traditionelle vej. Flere steder blandes der et skud Dødmetal i numrene, men effekten er ikke udelukkende positiv; den giver flere steder nogle knaster, som bremser numrenes fremdrift. Til gengæld giver det en kant, som passer perfekt til vokalen. Den er nemlig ualmindeligt vred og herligt hvæsende – en skærebrænder af bedste skuffe, som både tilfører kant og energi. Det er den heldigvis ikke ene om, for guitararbejdet glimrer gennemgående med indlæg af virkelig høj kvalitet; uanset om det er riffs, melodier eller soli, afleveres det hele meget varieret og med stort overskud.

Når de nævnte elementer kommer i spil i forbindelse med mere retlinede Thrashnumre som “Shapeshifter”, “Nocturnal Manifestations” og “Predominance”, går tingene op i en højere enhed – så kommer nakkemusklerne helt automatisk på overarbejde.

”Procreation” er en virkelig vellykket debut, hvis kvalitetsniveau imponerer, specielt når man tænker på bandets korte historie. At Xenoblight allerede nu markerer sig så stærkt, lover godt for bandets fremtid – jeg glæder mig til at høre mere fra Silkeborg.

Tracklist:
I. Procreation
II. Descension
III. Shapeshifter
IV. Obsidian Chromatism
V. Xenoblight
VI. Nocturnal Manifestations
VII. Transcendence
VIII. Kill Yourself.
IX. Predominance
X. Virus
Samlet spilletid: 44:00

Læs mere...

Machine Head - Catharsis

Nye udgivelser fra Machine Head vækker altid opsigt, og det nyeste skud på stammen, ”Catharsis”, er ingen undtagelse – på nettet og i pressen har der på forhånd været diskuteret, hvad man kunne forvente fra Robb Flynn & Co.

Med et ”Fuck The World” melder Flynn sig på banen og markerer vanen tro, at han ikke gider noget pis. Men også musikalsk byder albummet på genhør med den blanding af Groove- og Thrash Metal, som de er kendt for, og igen sker det med en blanding af knaldhårde og melodiske elementer. Det gør numre som ”Volatile” og titelnummeret til glimrende headbangerøvelser, mens ”Kaleidoscope” er ren Thrash i smadderstil.

Samtidig giver de Korn-agtige rytmer i ”Screaming At The Sun” og det ultra seje ”Triple Beam” et kig mod Nu Metal. Lægger man de fine strygere i “Heavy Lies The Crown” oveni står det klart, at det er lykkedes at skabe et meget alsidigt udspil.

Men, for der er et men: I bestræbelserne på at skabe så varieret og bredt et album, går Machine Head et skridt for langt. Ret mange steder, hvor der indsættes pæne og rene vokaler, sker det på bekostning af fremdrift og energi – det suger energien ud af numrene, så de staller og træder vande. De 15 numre har en samlet spilletid på næsten 75 minutter, og det er for meget; havde man taget en håndfuld numre ud af tracklisten, havde albummet vundet energi. Det betyder, at hvad der kunne have været et virkelig fedt album, ender med at blive et godt et af slagsen.

Tracklist:
1. Volatile
2. Catharsis
3. Beyond The Pale
4. California Bleeding
5. Triple Beam
6. Kaleidoscope
7. Bastards
8. Hope Begets Hope
9. Screaming At The Sun
10. Behind A Mask
11. Heavy Lies The Crown
12. Psychotic
13. Grind You Down
14. Razorblade Smile
15. Eulogy
Samlet spilletid: 74:17

Læs mere...

Accuser - The Mastery

Med udgivelse af det første album tilbage I 1987, må tyske Accuser regnes for et gammelt band – men kun på papiret. Som så mange andre navne har bandet været opløst og gendannet, og i dag er Frank Thoms det eneste originale medlem. Det har dog ikke påvirket bandets trang til at skabe nyt, for ”The Mastery” er bandets femte album siden gendannelsen i 2008.

Accuser fastholder Thrash Metal som deres primære stil, men de spiller den ikke ”bare” efter klassisk opskrift; Thoms’ vokal ligger noget dybere end den ofte hørte high-pitch stil, og især på albummets første halvdel tilføres andre elementer. Om de er hentet i afdelingen for Groove eller Death, kan jeg ikke bestemme mig for; faktum er, at de gør numrene mere mørke og alvorlige. Thrash Metal med en mørk kant burde være en vellykket kombination, men er det ikke her. Numrene virker underligt uinteressante, selv om der ikke mangler energi, hvilket placerer rendyrkede Thrash numre som ”Catacombs” og det efterfølgende ”Mourning” blandt albummets bedste. Positionen indtager de uden at imponere, for der skal ikke så meget til, for at markere sig her. Det hele bunder i numre, der rækker fra det godkendte til det direkte røvkedelige. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke, at Accuser skulle have taget sig mere tid til materialet, inden de gik i studiet – indholdet på ”The Mastery” lever slet ikke op til titlen.

Tracklist:
1. Mission Missile
2. The Real World
3. Solace In Sorrow
4. Time For Silence
5. My Skin
6. Catacombs
7. Mourning
8. Ruthless
9. Into The Black
10. The Mastery
Samlet spilletid: 50:32

Læs mere...

Act of Cohesion - Six Degrees of Subversion

Aalborg-bandet Act of Cohesion startede i 2012, og har udsendt EP’er i 2013 og 2015, så de følger deres udgivelsesfrekvens med det nye udspil, som har fået titlen ”Six Degrees of Subversion”, og med en spilletid på godt 31 minutter enten kan betragtes som en lang EP eller et kort album.
Act of Cohesion starter i deres vanligt thrashede stil, hvor ”Annihilation” nyder godt af melodiske elementer, særligt i starten. Det melodiske er også i højsædet i det efterfølgende ”Bloody Hands”, som med et stærkt omkvæd hurtigt bliver en ørehænger – samlet set er nummeret udspillets bedste.

At tingene ikke fungerer for bandet, når det glipper med det melodiske, viser ”A Walk Among the Tombstones” og ”Looking for the Keys to the Empire”. I begge numre mangler der spænding i omkvædet, og så ender de begge halvkedeligt, trods pæn power i musikken.
Måske er det derfor, at der satses på det sikre i det afsluttende ”We Are the Same” – nummeret er ret traditionelt opbygget, men afsluttes med en fin lille guitarmelodi, som afrunder udspillet på helt stille facon.

Betragtet udefra rammer ”Six Degrees of Subversion” et godkendt niveau, men bedømmelsen spænder over store udsving i de enkelte numres kvaliteter. Det trækker lytteoplevelsen både op og ned, og er noget bandet bør arbejde med fremadrettet.

Tracklist:
01: Annihilation
02: Bloody Hands
03: A Walk Among the Tombstones
04: Sometimes
05: Looking for the Keys to the Empire
06: We Are the Same
Samlet spilletid: 31:29

Læs mere...

Dr. Living Dead! - Cosmic Conqueror

Ti år efter grundlæggelsen er det blevet tid til det fjerde album fra svenske Dr. Living Dead! Bandet, hvis medlemmer kalder sig hhv. Dr. Toxic, Dr. Rad, Dr. Mania og Dr. Slam og optræder med bandana og skeletmasker på alle tilgængelige fotos, stammer fra Stockholm.
Tåbelige navne og udklædning fik mig til at tvivle på det seriøse i bandets musik, men de bekymringer blev hurtigt fejet af banen. De fire svenskere spiller en meget traditionel omgang Thrash Metal: Opskruet tempo, skarpe guitarriffs og en energisk frontmand i skikkelse af Dr. Mania. Hovedparten af numrene følger kendte opskrifter, og det er der egentlig ikke så meget at sige om; det kører udmærket, men der er ikke noget nyt under solen.

Et par numre skiller sig alligevel ud fra mængden: I titelnummeret får gashåndtaget lige et ekstra hak. Derfor er det rart med det stille instrumentalnummer ”Into The Eye”, der fungerer som et positivt afbræk fra alt det voldsomme. I den modsatte ende af skalaen ligger slutnummeret ”Cyber Crime” til gengæld. Af en eller anden grund har man fundet det nødvendigt at forvrænge vokalen, så den giver indtryk af, at være optaget under vand. Det lyder elendigt, og giver albummet en træls afslutning.

Skulle jeg pege på mangler på albummet, så ville det være rart med flere selvstændige indslag; Dr. Living Dead! Bygger i høj grad deres musik på elementer, som er afprøvet tusind gange før. Derfor er det primært på energien, at svenskerne hiver de tre stjerner hjem.

Tracklist:
1. Coffin Crusher
2. Can’t Kill The Dead
3. The Summoning
4. Terror Vision
5. Cosmic Conqueror
6. Disease To Exist
7. Into The Eye
8. Survival Denied
9. Moment Of Clarity
10. Infiltrator/Exterminator
11. Cyber Crime
Samlet spilletid: 41:33

Læs mere...

Destruction - Thrash Anthems II

Som totallet i titlen fortæller, findes der en mk I udgave af "Thrash Anthems” – den udgav Destruction i 2007. Nu er de tyske veteraner klar med endnu en omgang genindspilninger af egne numre fra bandets tidligste udgivelser. Det hele er finansieret via crowdfunding platformen PledgeMusic, hvor fans har doneret penge mod at få indflydelse på hvilke numre, der skulle med på albummet.

Og jeg må sige, at de har haft en heldig hånd med at udvælge, for disse Thrash Anthems er en glimrende omgang Greatest Hits. De tre første numre er typisk Thrash Metal i højt tempo, hvor lækre guitarsoli, Schmiers rå vokal og en udmærket produktion giver en god start på albummet. Hvor åbningsnumrene er skåret over samme læst, har resten af albummet ret varierede udtryk at byde på: ”The Ritual” er tungere og mørk, det fede ”The Antichrist” har seje guitarer, mens guitarsoloen i ”Ripping You Off Blind” er spot on. Og så markerer ”Black Death” et spring tilbage til den rene Thrash fra startnumrene.

Jeg var umiddelbart lidt skeptisk over, at Destruction selv skulle skaffe midler til projektet i stedet for at kunne overbevise deres pladeselskab, men bekymringerne er grundløse; den udmærkede produktion pynter på genindspilningerne, og samtidig giver numrenes kvaliteter et glimrende billede af, hvorfor Destruction blev et af de største Thrash bands på den europæiske scene.

Tracklist:
1. Confused Mind
2. Black Mass
3. Frontbeast
4. Dissatisfied Existence
5. United By Hatred
6. The Ritual
7. Black Death
8. The Antichrist
9. Confound Games
10. Ripping You Off Blind
11. Satan's Vengeance
Samlet spilletid: 49:11

Læs mere...

Cripper - Follow Me: Kill!

For mig var Cripper et ubeskrevet blad, indtil jeg i 2014 stødte på albummet ”Hyena” – en voldsom omgang Thrash Metal peppet op med skarpe doser Død. Nu er Hannover-bandet tilbage med deres album nummer fem: ”Follow Me: Kill!”, som, så vidt jeg kan se, introducerer endnu en ny bassist …

Ellers er der genhør med Britta Görtz’ skarpt hvæsende vokal, som endnu engang skærer igennem luften og giver numrene masser af power. Det er der også i musikken, selv om der er sket et mindre stilskifte hos tyskerne. Hvor Thrash Metal førhen var grundstammen i bandets musik og Death Metal kun et tillæg, er der denne gang næsten byttet om på rollerne. Hvis dén melding skulle skabe tvivl om, hvorvidt musikken er blevet mindre hård, kan jeg berolige: Det er den ikke, snarere tværtimod! Tempoet er generelt moderat, men alle riffs står skarpt markeret i numrene.
Selv om stilmixet ikke fejler noget, er jeg en smule skuffet over albummet. I forhold til mit seneste møde med Cripper mangler materialet den sidste skarphed. Eller med andre ord: Hvor de enkelte numre fungerer udmærket, er der for mange øjeblikke, hvor det ikke rigtigt rykker, når jeg betragter albummet som helhed. Det slår selvfølgelig igennem i bedømmelsen, som ligger en stjerne under forgængerens.

Tracklist:
1. Pressure
2. Into The Fire
3. World Coming Down
4. Mother
5. Shoot Or Get Shot
6. Bleeding Red
7. Comatose
8. Pretty Young Thing
9. Running High
10. Menetekel
Samlet spilletid: 56:33

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed