fbpx

Body Count - Carnivore

Hele 30 år er der gået, siden Ice-T dannede Body Count sammen med guitaristen Ernie C, og det fejres med udgivelse af bandets studiealbum nummer 7. Her får man hjælp fra bl.a.
Amy Lee (Evanescence), Jamey Jasta (Hatebreed) og Riley Gale (Power Trip).
Bandet fortsætter stilen med ret skarp Metal som ledsager den halvt syngende, halvt rappende vokal. Men ikke alt materiale er nyt, for ud over en genindspilning af Ice-Ts gamle hit ”Colors”, fortsætter man ideen med at hylde navne, man er inspireret af. På ”Bloodlust” var det Slayers ”Raining Blood”, denne gang fejres Motörhead med en version af ”Ace of Spades”, som dog ikke imponerer.
Til gengæld er det ikke overraskende, at Ice-T stadig er bister og aggressiv, og når han i ”No Remorse” synger ”If you were on fire, I wouldn’t piss on you” er han så troværdig, at jeg bare er glad for, at sangen ikke handler om mig. Dertil passer titlen ”kødæder” fint, ligesom man generelt ikke kan klage over mangel på energi og power på albummet. Til gengæld er der ikke mange højdepunkter at skrive om, for selvom duetten med Amy Lee i ”When I'm Gone” fungerer fint og giver bredde, så mangler jeg numre, der bliver hængende. Det er nok for meget at håbe på klassikere i stil med ”KKK Bitch” og ”There Goes the Neighborhood”, men heller ikke niveauet fra et nyere hit som ”Talk Shit, Get Shot” kommer vi op på denne gang. Skulle jeg beskrive albummet med et enkelt ord, ville det være det være ”uinspireret” – derfor er resultatet kun middelgodt, og karakteren tilsvarende.

Tracklist:
1. Carnivore
2. Point the Finger (featuring Riley Gale)
3. Bum-Rush
4. Ace of Spades
5. Another Level
6. Colors - 2020
7. No Remorse
8. When I'm Gone (featuring Amy Lee)
9. Thee Critical Breakdown
10. The Hate Is Real
Samlet spilletid: 35:55

Læs mere...

World War 5 - World War 5

Hvis navnet World War 5 ikke umiddelbart siger dig noget, er det ikke så underligt; albummet i denne anmeldelse er bandets første. Men helt ukendte er de ikke, for line-uppet tæller guitaristerne Tore Mogensen og Lasse Bak, som begge har en fortid i Illdisposed samt sangeren Knud Lind, som i sin tid var i front for Barcode. Albummet har bandet produceret sammen med Jacob Olsen, og det er mikset af Tue Madsen, så man må sige, at der er kompetente folk i spil. At resultatet er en lækker produktion med flot lyd og hul igennem er ingen overraskelse.
Det samme gælder stilen, hvor World War 5 blander traditionel Dødsmetal med Thrash Metal. Det sker på en både energisk og tempofyldt facon, hvor ”Exposed” og ”Gee” hælder mod Død, mens det Thrash’ede dominerer andre steder, så WW5 i ”Bitter” og ”Grind” mest af alt lyder som Slayer i deres ondeste lune. Uanset stilen, så fastholdes det pænt høje tempo, og det er tydeligt, at der arbejdes energisk, specielt i front. Jeg kan ikke sige, at resultatet er dårligt, for det er det ikke – men det bliver heller ikke rigtig fedt på noget tidspunkt. Jeg antog, at billedet ville ændre sig med flere gennemlytninger, men selvom jeg har pløjet albummet igennem flere gange, har det første indtryk ikke flyttet sig. Derfor efterlader albummet mig en smule skuffet; jeg havde forventet mere fra World War 5.

Tracklist:
1. Grind
2. Retrograde
3. Expose
4. Terrors
5. Haunt
6. Megalomaniacs
7. Gee
8. Bitterness
9. Increased
Samlet spilletid: 31:25

Læs mere...

Neaera - Neaera

At man kan komme frygteligt skævt ind på et album, er mit møde med Neaeras selvbetitlede syvende album et godt eksempel på: Jeg satte albummet på, mens jeg lavede noget andet, og blev hurtigt irriteret over frontmanden Benjamin Hillekes skrigende vokal; den dominerede samtlige numre, og gjorde det umuligt at bedømme helheden. Førstehåndsindtrykket var alt andet end positivt, men det ændrede sig heldigvis ved de senere gennemlytninger.
Men hvad var anderledes, ud over at jeg nu lyttede helhjertet? Ikke vokalen, for Hillekes stil er energisk skrigende, og den varieres kun få gange med lidt brølen. Men hvad der ændrede sig, var min opfattelse af musikken, som med sin Thrash’ede stil mere end opvejede vokalens mangler. Det hele afvikles i pænt højt tempo, hvilket booster energien. Men endnu vigtigere er det lækre drive, som numrene er udstyret med; det rykker vedholdende fremad, hvilket har gjort ”Neaera” til en effektiv indpisker i motionscenteret. Samtidig lykkes det at variere udtrykket overraskende meget, så det også er en fornøjelse at lytte til hjemme i stuen.
Albummet kommer efter en fem år lang pause, hvor medlemmerne havde brug for at lave noget andet end Neaera. Og det var åbenbart en fornuftig beslutning med et break, for der er masser af spillelyst at spore på ”Neaera” – titlen indikerer en genstart af bandet, som har fået et glimrende afsæt.

Tracklist:
1. (Un) drowned
2. Catalyst
3. False Shepherds
4. Resurrection of Wrath
5. Carriers
6. Rid the Earth of The Human Virus
7. Sunset of Mankind
8. Lifeless
9. Eruption in Reverse
10. Torchbearer
11. Deathless
Samlet spilletid: 43:55

Læs mere...

Sylosis - Cycle Of Suffering

I 2016 meldte Sylosis ud, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid; bandets mastermind Josh Middleton var endt i en blindgyde, og havde brug for at finde ny inspiration. Pausen gav ham lyst til at genstarte Sylosis, som nu er klar med deres femte studiealbum, som også giver debut til en ny rytmesektion.
Udgangspunktet for albummet er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet, men lidelsen findes kun i teksterne – det er ingen lidelse at lægge øre til albummet. Sylosis fortsætter deres stil med Thrash Metal, der både har Dødsmetallens skarphed og melodiske elementer. De sidste leveres af guitaren, og optræder som korte eller længere solstråler i forhold til numrenes øvrige bestanddele. Disse er rå, for musikken afleveres i pænt højt tempo og med eftertryk. Det samme gælder for vokalen, som er voldsomt brølende, men meget lidt varieret. Og det hele passer fint sammen, hvilket gør ”Cycle of Suffering” og ”Apex of Disdain” til rigtig fede Thrash-titler.
Hen mod slutningen begynder det at knibe med ideerne; Middleton vil for meget, så han får ikke stoppet mens legen er go’. Derfor får albummet længere spilletid end indholdet kan forsvare, og kan derfor ikke leve op til bandets bedste præstationer. Konklusionen er derfor, at Sylosis er tilbage, men stadig en smule rustne.

Tracklist:
1. Empty Prophets
2. I Sever
3. Cycle of Suffering
4. Shield
5. Calcified
6. Invidia
7. Idle Hands
8. Apex of Disdain
9. Arms Like A Noose
10. Devils In Their Eyes
11. Disintegrate
12. Abandon Samlet spilletid: 50:52

Læs mere...

Sepultura - Quadra

Trods det, at Sepultura regnes for et af de store navne på Thrash scenen og nu går ind i deres femte årti, er det ikke et band som jeg har dyrket; samtidig er det kun anden gang, bandet havner i min anmelderstak. Og mødet med ”A-lex” var en slem skuffelse, så det var med blandede følelser, jeg tog hul på Sepulturas nyeste album, ”Quadra”.
Det var der nu ingen grund til, for der skal bare en enkelt gennemlytning til for at fastslå, at det nye udspil er en helt anderledes og meget mere interessant sag. Åbningsnummeret er et virkelig fedt Thrash track med power og et sejt omkvæd, og det får følgeskab af flere numre i samme traditionelle stil. Disse har vanen tro masser af energi, men byder kun på begrænset variation. Som resten af albummet nyder de godt af en virkelig god og gennemført produktion, som Jens Bogren skal have stor ros for.
Heldigvis nøjes man ikke med at følge traditionelle stier, men søger også nye veje. I ”Guardians Of Earth” opbygges intensitet inden Derrick Greens vokal bryder igennem med et brøl. Og så indeholder albummet hele to instrumentalnumre: Hvor titelnummeret er en kort akustisk sag, byder det noget længere ”The Pentagram” på varieret energi og lækre guitardetaljer fra Andreas Kisser. De er der også i ”Agony Of Defeat”, hvor lydbilledet er mindre massivt, hvor Green synger mere end han brøler, og hvor der er en del melodi – helt uden at energien går tabt.
Min konklusion er, at det med ”Quadra” er lykkedes Sepultura at give et virkelig stærkt og gennemført bud på, hvordan man kan variere Thrash Metal uden at miste hverken power eller intensitet – thumbs up herfra!

Tracklist:
1. Isolation
2. Means To An End
3. Last Time
4. Capital Enslavement
5. Ali
6. Raging Void
7. Guardians Of Earth
8. The Pentagram
9. Autem
10. Quadra
11. Agony Of Defeat
12. Fear; Pain; Chaos; Suffering
Samlet spilletid: 51:14

Læs mere...

Urn - Iron Will Of Power

Med en start der ligger helt tilbage i 1993 er finske Urn på papiret et veteranband, men med til historien hører en del stille perioder og mange udskiftninger i line-uppet. Derfor er albummet her kun bandets femte, og meget sigende har hovedmanden Sulphur skiftet resten af besætningen ud siden ”The Burning” fra 2017.
Bandet lægger ud med en blanding af Black- og Thrash Metal med højt tempo og deraf følgende energiniveau. Selvom musikken indeholder mange elementer fra den Sorte Metal, trækker Sulphurs vokal lidt i den anden retning: Den er let brølende, men ikke ekstrem; derfor opfatter jeg mere stilen som Thrash tilsat Black Metal end den rene vare. Urn fastholder stilen på albummets første 4 numre, og her begynder det at blive lidt ensformigt. Derfor er det meget passende med det stille og instrumentale ”Gates To Hyboria”, der ikke blot fungerer som et stille afbræk, men også markerer et stilskifte. I de sidste numre er musikken mindre voldsom og mere i retning af Heavy Metal. den beholder sin skarpe kant, men er mere sej og groovy. Det giver plads til nogle seje guitarer i ”Spears of Light” og ”Hunted”, som begge hører til blandt albummets highlights. Det bidrager til en flot afslutning på et album, som trods en lidt ensidig start alligevel fremstår som interessant.

Tracklist:
1. Downfall of Idols
2. Malignant Strange Vision
3. Funeral Oath
4. Prayers
5. Gates to Hyboria
6. Demonlord
7. Spears of Light
8. Hunted
9. Will to Triumph
Samlet spilletid: 40:50

Læs mere...

Sacred Reich - Awakening

I musikkens verden er 23 år pænt lang tid – mange bands når slet ikke at eksistere så længe inden de løber tør for ideer og splittes for alle vinde. Set i det lys er det imponerende, at det i år er netop 23 år siden, at Sacred Reich udsendte deres seneste studiealbum. Siden 2006 har bandet været gendannet, men kun i live sammenhæng. Nu har de så igen været i studiet, denne gang med Dave McClain tilbage bag trommerne, mens Joey Radziwill er ny guitarist ved siden af Wiley Arnett.

Sammen med bassisten og frontmanden Phil Rind fastholder teamet deres bud på, hvordan Thrash Metal skal lyde, og her er den lange pause fra studiet ikke til at overhøre. Godt nok afvikles numrene i et friskt tempo, men de fremstår upersonlige og hæver sig kun sjældent op over det middelmådige. Årsagen er, at man fastholder gammelkendte opbygninger og elementer. Her klarer omkvædene sig udmærket, godt hjulpet af Rinds vokal – den er ikke særlig markant, men passer alligevel fint til musikken. Alligevel er det kun ”Revolution”, der byder på noget af den aggressivitet, som jeg forbinder med sej Thrash Metal.

Som helhed lever ”Awakening” ikke op til sit navn, for albummet viser et band, som er noget rustent i leddene. Derfor håber jeg, at Sacred Reich får en gang WD40 inden deres næste udspil.

Tracklist:
1 Awakening
2 Divide and Conquer
3 Salvation
4 Manifest Reality
5 Killing Machine
6 Death Valley
7 Revolution
8 Something To Believe
Samlet spilletid: 31:24

Læs mere...

Destruction - Born To Perish

Siden udgivelse af deres seneste album har Destruction skiftet ud i besætningen, hvilket ikke er nogen større sag – Schmier og Mike er der jo stadig. At jeg alligevel nævner det skyldes, at udskiftninger i gamle bands ikke altid falder heldigt ud. Heldigvis kan jeg hurtigt konstatere, at det har været positivt at indlemme trommeslageren Randy Black og guitaristen Damir Eskić i flokken.

Destruction har altid været et stort navn på den europæiske Thrash-scene, og det forstår man godt, når man har lyttet ”Born To Perish” igennem. Her viser tyskerne nemlig, at de kan få rigtig meget ud af genrens standardelementer. Så når numre som ”Inspired By Death”, ”Betrayal” og ”Fatal Flight 17” fyres af med helt traditionelle duga-rytmer, sker det med eftertryk og små, men afgørende detaljer, der løfter helheden. Og når bandet vælger at give den alt, hvad de har, bliver resultatet et smadrende Metalnummer som ”Tyrants Of The Netherworld” – virkelig fedt!

Men at der er også plads til mere nuancerede elementer, viser ”Butchered For Life”. Nummeret starter helt stille, men vokser til et ret aggressivt niveau for så igen at aftage – et stærkt og spændende track. Konklusionen for albummet bliver derfor, at Destruction ikke lever op til albummets titel – de er ikke skabt til undergang, men til at levere skarp Thrash Metal.

Tracklist:
1. Born To Perish
2. Inspired By Death
3. Betrayal
4. Rotten
5. Filthy Wealth
6. Butchered For Life
7. Tyrants Of The Netherworld
8. We Breed Evil
9. Fatal Flight 17
10. Ratcatcher
Samlet spilletid: 46:39

Læs mere...

Hatriot - From Days Unto Darkness

I 2015 valgte Steve "Zetro" Souza at forlade Hatriot for at hellige sig sine opgaver i Exodus. Så er det jo rart at kunne give mikrofonen videre til sønnen Cody, som fortsætter med at spille bas. Hvordan den opgavefordeling fungerer, kan man for første gang høre på ”From Days Unto Darkness”, som er det tredje album fra Hatriot.

Skulle jeg bedømme alene ud fra åbningsnummeret ”One Less Hell”, ville det blive til UG med kryds og slange – Souza leverer en vokal, der skærer sig gennem lytterens ører som en vinkelsliber gennem rustfrit stål, og musikken supplerer med traditionel, men dejligt energisk Thrash – sådan skal Thrash Metal lyde!

Desværre er nummeret albummets absolutte højdepunkt, for herfra går det hastigt nedad på kvalitetsskalaen. Ikke fordi numrene er direkte dårlige, for Hatriot har det basale på plads; bandet formår bare for sjældent at gøre tingene rigtigt fede. Hvor ”Carnival of Execution” fungerer okay, er det kun ”Frankenstein Must Be Destroyed”, der kommer op i nærheden af startnummeret.

De resterende numre placerer sig som stangvare efter traditionel opskrift, som er hørt uendeligt mange gange før, og da Hatriot flere gange gør tingene unødigt komplicerede, ender albummet som en mellemklasseting, der hurtigt bliver glemt.

Tracklist:
1. One Less Hell
2. Daze Into Darkness
3. Carnival of Execution
4. Organic Remains
5. World, Flesh & Devil
6. Frankenstein Must Be Destroyed
7. In the Mind of the Mad
8. Delete
9. Ethereal Nightmare
Samlet spilletid: 52:43

Læs mere...

Vulture - Ghastly Waves & Battered Graves

Min allerførste gennemlytning af dette album gjorde mig en smule forvirret: Var der virkelig tale om et nyt album, eller havde Metal Blade Records genudgivet en gammel skive fra 1980’erne? Stil, fremførelse og lyd sagde det sidste, men pressematerialet sagde det første. Og ja, der er tale om et nyt album fra tyske Vulture, nærmere det andet efter debutskiven ”The Guillotine” fra 2017. Og nej, bandet er ikke startet startet for 40, men for 4 år siden.

Min indledende forvirring skyldes musikken, for Vulture spiller en cocktail af Speed- og Thrash Metal, hvor riff´ene fyres af i vildt tempo, og energien er skyhøj. I sig selv ikke nogen dårlig ting, men selv det bedste ting bliver skidt, hvis det overdrives. Og det gør det ind imellem for Vulture; skal jeg samle indsatsen i ét ord, bliver det Overtændt. Bandet er næsten ved at spænde ben for sig selv for at komme ud over stepperne, men det hele bliver hurtigt for meget, så det hele virker næsten som en karikatur. Det sidste gælder primært vokalen, som med high pitch bjæffen og vilde powerhyl sætter indsatsen på spidsen.

Jeg ved godt, at elementerne hører med til Speed Metal genren, men albummet havde været bedre, hvis man havde skruet lidt ned for engagementet og satset på en mindre old school produktion. Energien fejler intet, og det er i høj grad den, der hiver tre stjerner hjem til Vulture.

Tracklist:
1. Fed To Sharks
2. The Garotte
3. B.T.B. (Beyond The Blade)
4. Ghastly Waves & Battered Graves
5. Dewer's Hollow
6. Tyrantula
7. Stainless Glare
8. Murderous Militia
Samlet spilletid: 43:33

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed