fbpx

Chainfist - Scarred

Da jeg i sin tid anmeldte debutskiven fra Chainfist, var det ikke pæne ord, den fik med herfra; en uinspireret gang Hardrock uden de store kvaliteter, var det skudmål, jeg gav albummet dengang. Nu er der så gået 4 år, og album nummer to står klar.

Enhver frygt for gentagelse af første rundes skuffelse bliver hurtigt slået ned, for fra starten viser Chainfist, at der er andre boller på suppen denne gang. Åbningsnummeret udstråler en helt anden energi, sangeren Jackie Petersen er pågående, og der er udmærket knald på de let synkoperede guitarer. Samtidig stifter vi bekendtskab med et af albummets kendetegn, nemlig de meget flotte vokalarrangementer.

De optræder i stort set alle numre og tilfører omkvædene en ekstra dimension. Et godt bud på airplay i radioen er ”Another day in hell”, hvor melodien er ekstra fængende. Heldigvis udbalancerer Chainfist de pæne elementer med tunge Metal-guitarer, som samlet giver den rigtige tyngde, så der også er noget at bruge nakkemusklerne til. Og det er balancen mellem Metal og melodi, der gør ”Scarred” til et godt album, for uanset om tempoet øges som i ”Poison Moon” eller det tunge i ”Mass frustration” fremhæves, så passer tingene godt sammen. Kun et par gange bliver det en tand for sødt for mig, men det betyder mindre; med ”Scarred” har Chainfist skabt et album, som er et stort skridt fremad og rammer et bredt publikum.

Tracklist:
01. Scars of time
02. 1000 ways to bleed
03. Black rebel noise
04. Another day in hell
05. Poison moon
06. 10.000
07. Know you hate
08. Seven minutes of pain
09. Statement
10. Mass frustration
11. Black rebel noise (acoustic)
Samlet spilletid: 49:20

Læs mere...

Saint Rebel - Saint Rebel

Jeg skal love for, at Mighty Music får udgivet nogle Rockalbums for tiden; i år har udgivelser fra Sea, Lucer og Broadway Killers allerede været igennem anmeldermøllen her på siden, og de får nu følgeskab af Saint Rebel, som både er titel på albummet og navnet på bandet bag det. Trods dette sammenfald er der ikke tale om en debut; albummet er bandets andet.

Om det har noget med indholdet at gøre ved jeg ikke, men ”Saint Rebel” er en skive, som tager sig god tid med at komme i gang. Der er fra starten udmærket hug i guitarerne, og især sangeren Jonas Kaas gør en god figur med en meget varieret indsats. Alligevel virker den første håndfuld numre ikke særligt spændende, og siger mig ikke meget.

Det gør ”Now You Know” til gengæld, og med sine klaverstykker og meget stærke gennemgående melodi er det suverænt udgivelsens bedste nummer! Så er det som om albummet vækkes til live, og de efterfølgende ”Could Our Kills Endure” og ”Mr. Knife” følger trop med nærvær og rytmiske eksperimenter. Herefter daler kvaliteten lidt igen, men alligevel lykkes det for den københavnske kvintet at runde albummet bedre af, end det blev startet.

Kvalitetsmæssigt er det et noget varieret billede, skiven efterlader: De nævnte numre omkring midten giver anledning til jubel, men de uvedkommende numre på vej derhen trækker oplevelsen unødigt nedad.

Tracklist:
01. My Patient
02. Desperate Measures
03. Red Zone
04. Never
05. Feeling Good Inc.
06. Now You Know
07. Could Our Kills Endure
08. Mr. Knife
09. One and The Same
10. I Give it Up
11. The New Guy
12. Leave a Scar
Samlet spilletid: 48:52

Læs mere...

Lucer - Lucer

Vi er i en tid, hvor den danske Rockscene nærmest bugner af lovende kunstnere; navne som Dance With Dirt, Broadway Killers, The Awesome Welles og hvad de ellers hedder har virkelig markeret sig de seneste år. Set i det lys er det store ord, når pladeselskabet udråber Lucer til at være det mest lovende band, der er kommet fra Danmark i det seneste årti; unægtelig noget der skaber interesse for denne debut-EP. EP er nu så meget sagt, for udgivelsen indeholder kun 8 minutters musik fordelt på 2 numre. I min verden er det en single, hvis der blandt læserne er folk som kan huske de små sorte skiver som skal spilles på 45 rpm …
På åbningsnummeret “Working In The Moonshine” giver Lucer den gas i en gang Rock med tydelig inspiration fra AC/DC, Georgia Satellites og DAD. De 3 musikeres energi og udtryk er absolut i orden, men nummeret er ret ordinært og fænger kun i begrænset omfang.
Som afslutningsnummer har man valgt at lave et cover af Cliff Richards gamle hit ”Devil Woman”. Det bliver spillet i en ret så laid back udgave, men det lykkes alligevel ikke for Lucer at gøre den personlig for alvor – det klarede Cradle of Filth bedre.

Skal jeg sammenfatte denne anmeldelse i et enkelt ord, bliver det TYND. Jeg synes det er ualmindelig tyndt at måtte gribe til et cover bare for at komme op på 2 numre – specielt da hverken det ene eller det andet imponerer. Hvis man ikke er i stand til at skrive to egne numre, som er værd at udgive, bør man spørge sig selv, om man er klar til at udsende materiale overhovedet. Det kan virke hårdt, men jeg føler selv, at de 2 stjerner er tildelt med den flinke pen.

Tracklist:
01: Working In The Moonshine
02: Devil Woman
Samlet spilletid: 8:05

Læs mere...

Solbrud - Jærtegn

Man må sige at Solbrud har selvtilliden i orden, når de vælger ”Jærtegn” som titel til deres andet album; titlen betyder nemlig noget i retning af ”overnaturligt tegn fra himlen”. Omvendt har de fået så positive tilbagemeldinger på debutalbummet ”Solbrud” fra 2012, at de også har noget at have det i. Nu gælder det så opfølgeren, som består af 4 numre med spilletider, der ligger mellem 9 og 16 minutter – det kræver også tillid til egne evner.

Bandet lægger ud med bragende Black Metal, som bare presser lytteren tilbage i stolen. Det virker som en markering af, at selv om Solbrud er fra København, vil de ikke stå tilbage for genrens kendte navne fra vore nabolande. Nummeret er langt, men netop som jeg begynder at savne afveksling bliver der blandet melodiske elementer ind i de fræsende guitarer.

Det samme mønster genfindes i de resterende numre, hvor lange passager foregår i samme stil og tempo, og hvor der kun sker små forskydninger mellem nummerets start og slutakkord. Udtrykket varieres kun for alvor i ”Klippemennesket”, som starter helt stille for siden at vokse i intensitet, tempo og brutalitet, og derved bliver albummets naturlige højdepunkt.

Solbrud viser på ”Jærtegn”, at de til fulde behersker den Sorte genres voldsomme sider og samtidig formår at blande dem med deres modstykke, det melodiske. Desværre får de for lidt ud af anstrengelserne, for albummet lider alvorligt af mangel på variation. Numrene er simpelthen for ensartede, og man skal koncentrere sig under gennemlytning for at det hele ikke skal fremstå som ét langt nummer. Derfor passer titel og indhold slet ikke sammen; det her er langt fra sendt fra oven.

Tracklist:
01. Sortedøden
02. Afbed
03. Klippemennesket
04. Ursult
Samlet spilletid: 48:18

 

Læs mere...

Broadway Killers - Broadway Killers

Selv om Broadway Killers springer frem som et nyt navn på musikscenen, og deres selvbetitlede album er en debut, går bandets historie tilbage til 2010, hvor de 3 medlemmer fandt sammen. Før det havde de hver især indsamlet masser af erfaring i andre sammenhænge, og set i det lys er det ikke overraskende, at indholdet på bandets første fuldlængde er så stilsikkert, som tilfældet er. Fuldlængde betyder i dette tilfælde knap en halv times musik, og selv om det kunne lyde som et discount tilbud, så passer det fint til Broadway Killers’ stil. De spiller nemlig traditionelt opbygget Rock, som leveres med friskhed og et stænk af Punk – ikke så meget at det bliver markant, men nok til at give numrene et godt drive; her minder trioen om Dance With Dirt. Det samme gør de iørefaldende numre, som ved siden af fængende melodier har tilstrækkeligt med knald på instrumenterne til, at de skal tages alvorligt. På sammen måde har vokalen både den renhed, som gør den acceptabel for alle og den råhed, der får den til at matche musikken – alt i alt en fin balance.

Stilen brydes i ”With Broken Fingers She Plays”, som fortæller en trist historie til akkompagnement af harmonika; supplerer man selv med en pastis, er illusionen om at befinde sig på en cafe i Paris perfekt.

Broadway Killers har selv erklæret, at de ikke søger at skabe revolutioner, og det gør de heller ikke på denne debutskive. Til gengæld forvalter de den traditionelle stil på en overbevisende måde, der lover endnu mere i live-sammenhæng.

Tracklist:
01. Nothing=Nothing
02. Never Gonna
03. In Front Of You
04. With Broken Fingers She Plays
05. With Every Lowdown Comes A Song
06. Blessing And Sins
07. Inhale-Exhale
08. Watcha Say
09. Last Call
10. Don’t Blame Me! Complaining!

Samlet spilletid: 28:00

 

Læs mere...

Powerstroke - In For A Penny, In For A Pound

Powerstroke fra Belgien spiller en ganske groovy cocktail af old-school hardcore og thrash, og her snakker vi thrash i den tunge ende af skalaen, hvor jeg ville ønske at man havde nedtonet hardcore elementerne til et minimum, da hardcore ikke er min stærke side. Dog er nummeret ”Until The Fat Lady Sings” som også indeholder fortrinsvis hardcore elementer en af de helt store undtagelser, da det nok er pladens højdepunkt med et absolut glimrende omkvæd, som man kun kan blive glad i låget af.

Generelt er musikken spillet overbevisende og med masser af attitude, hvor den tykke og fyldige produktion giver et fedt og overbevisende lydbillede. Jonathan Matthijs’ har en fed dyb vokal, som læner sig op ad growl uden at være det og minder til tider om Chuck Billy (Testament) når han går dybt. Han kan også variere den over i det mere melodiøse, hvor han så minder lidt om Phil Rind (Sacred Reich), og det giver musikken et godt og varieret udtryk.

Numre som ”Uncovered” og ”Going Down In Style” kunne jeg sagtens have undværet, da de er præget lidt for meget af hardcore delene og i min optik er lidt intetsigende.
Alt i alt er det et ganske udmærket album bandet her har smidt på gaden, og det svinger ganske godt hele vejen igennem. Hardcore delene er dog ikke lige min kop øl, og det trækker desværre helhedsindtrykket en anelse ned, men fans af genren vil nok sætte en del mere pris på det end undertegnede, og kan derfor lægge en halv eller måske en hel stjerne til.

Tracklist.
1. Love To Hate
2. Face 2 Face
3. Until The Fat Lady Sings
4. Uncovered
5. Kickback
6. Just Sain’
7. Tough Love
8. Where My Head Lies
9. Queen Of Mean
10. Going Down In Style
Samlet spilletid: 41:21

Læs mere...

Mike Tramp - Museum

Sidste år udsendte Mike Tramp det overvejende akustiske ”Cobblestone Street”, som overraskede mig positivt med sine enkle arrangementer og ærlige udtryk. Nu er han så tilbage med ti nye sange, som igen er produceret af Søren Andersen.

Det er ikke det eneste lighedspunkt med forgængeren, for numrene på de to skiver ligner hinanden rent stilmæssigt. Igen viser Tramp sig fra sin mere afdæmpede og mere eftertænksomme side, hvilket ”Trust In Yourself” og ”Commitment” illustrerer godt. Og det klæder ham at være lidt mere følsom, selv om det kan tage overhånd - den pladdersøde ”Mother”, som kun er et uh-uh fra Rasmus Seebach niveau, kunne jeg godt have været foruden! Det samme gælder den poppede afslutter ”Time For Me To Go”.

De mere rockende "Down South” og ”Slave” løfter niveauet igen, men de kan alligevel ikke rette op på det lidt skuffende indtryk, som albummet efterlader sig. Der er nemlig en afgørende forskel på de to skiver, for hvor ”Cobblestone Street” var mest akustisk, bliver der på ”Museum” lagt flere lag på musikken. Det giver numrene her et mere kommercielt præg, så de automatisk lægger afstand til forgængerens næsten hudløse ærlighed. Derfor har ”Museum” ikke den samme charme, og er et klart tilbageskridt for Mike Tramp – i den foreliggende udgave dumper han hos mig.

Tracklist:
01 Trust In Yourself
02 New World Coming
03 Down South
04 Better
05 Freedom
06 Commitment
07 And You Were Gone
08 Slave
09 Mother
10 Time For Me To Go
Samlet spilletid: 44:01

Læs mere...

Parzival - Casta

Det er ikke hverdagskost at støde på kunstnere fra Rusland, og endnu mere sjældent at finde nogen med base i København. Men det har Parzival, og bandets historie rækker mere end 20 år tilbage – ganske imponerende.

Lydbilledet på ”Casta”, som er Parzivals 10. album, er ret stort anlagt med strygere og orkester, hvilket giver en meget streng og alvorlig stemning. Denne forstærkes af Dimitrij Bablevskijs vokal, som er mega dyb og truende, hvilket giver mig billeder af en russisk udgave af Saruman. Han har en god portion mystik omkring sin person, når han fremfører teksterne på russisk, tysk, latin og sanskrit. Musikken kombinerer fjernøstlige instrumenter som trommer, fløjter og strengeinstrumenter med indiske, kinesiske og japanske toner – det leder tankerne hen på en kunstner som Kitaro. Resultatet er et noget anderledes bud på Folk/etnisk musik end den vanlige europæiske/nordiske tilgang, men der er hverken tale om Rock eller Metal. Indholdet er meget tættere på Klassiske musik, for hverken rytmer eller instrumentering peger mod moderne toner, men bevæger sig mere op ad Beethoven og Mahler. Det giver som nævnt en meget gennemført stemning, men desværre virker den mere som kedsomhed i kirken end uhygge i biffen. Der sker simpelthen for lidt i numrene, så jeg kommer ret hurtigt til at kede mig.

Det tror jeg ikke, at jeg er ene om, for Parzival ligger langt fra de øvrige navne hos Mighty Music, og er for det smalle publikum – hvis ”Casta” var en film, ville den spille i en specialbiograf som Øst For Paradis i Aarhus – ikke i Københavns Imperial.

Tracklist:
01. Kalachakra
02. Kurushektra Purana
03. Himagni Purana
04. Airyanem Vaejah Purana
05. Uttara Purana
06. Navadi Purana
07. Ayo Purana
08. Rudra Purana
09. Yavashtra Purana
10. Andra Purana
11. Regnabit
Samlet spilletid: 46:55

Læs mere...

The Killerhertz - A Killer Anthem

Det virkede skæbnebestemt da fire barndomsvenner fra København besluttede sig for at danne The Killerhertz tilbage i 2011. Formålet var at finde vej tilbage til kernen af ægte rock med inspirationer i navne som Dizzy Mizz Lizzy, Volbeat, Metallica og Megadeth. De fire gutter har tidligere huseret i den danske rock og metal-undergrund i bands som Saturnus, Pitchblack og Usipian. Bandet er nu klar med deres dødbringende debutalbum ”A Killer Anthem”, som mit presse-info så pænt udtrykker det!

Albummet blev indspillet i 2012 i hjertet af København, og mixet og mastered af legendariske Flemming Rasmussen, som jo bekendt tog sig af Metallica’s produktion i deres storhedstid, og det er der kommet en rigtig fed produktion ud af; guitarlyden er sprød med masser af nosser og dybde som fremstår klart i lydbilledet, ligesom resten af produktionen så intet går tabt. Stilen er som tidligere nævnt god gedigen hardrock, som læner sig op ad de førnævnte bands, uden på nogen måder at kopiere disse. The Killerhertz har formået at skabe en ganske selvstændig lyd med masser af attitude, fede soli og gå-på-mod,  hvor numrene hurtigt bider sig fast. Især nummeret ”Swansong” bør nævnes her, da det er en sand ørehænger. Samtidig klæder Thomas Pedersen’s vokal musikken rigtig godt, og minder til tider lidt om Megadeth’s Dave Mustaine. Derimod kunne jeg godt have undværet ”Youth Inc.” samt titelnummeret ”A Killer Anthem”, som ironisk nok er pladens dårligste track som er lidt for glad i min optik. Men alt i alt en ganske vellykket debut, som nok appellerer til de fleste, for selvom hardrock ikke er det, jeg hører mest af, følte jeg mig godt underholdt.

Tracklist:
1. Rebelheart
2. Let The game Begin
3. The Fall
4. Better Days
5. Feeding The Damned
6. Shattered
7. Youth Inc.
8. Shine A Light
9. Swansong
10. Redeem Me
11. A Killer Anthem
Samlet spilletid: 45:23

Læs mere...

Heidra - Awaiting Dawn

Efter 6 års samspil, som resulterede i et par demo’er, indspillede Heidra i 2012 deres EP ”Sworn To Vengeance”, som fik omverdenens øjne op for bandets kvaliteter. Nu går de et skridt videre med denne debut, hvor de har været en tur over Øresund for at indspille i Andy La Rocques Sonic Train Studios.

Heidra spiller Folk Metal, og det tænder straks forventninger til letantændelige melodier og tilsvarende rytmer på programmet. Det leverer de 6 medlemmer også, hvilket ”Wolfborn” illustrerer udmærket. Men i stedet for støvletramp, mjødhorn og svagelige fløjtelyde satses der mere på Metaldelen, så numrene hele vejen igennem har en rygrad af uforfalsket Mædl. Det giver mulighed for at fastholde en kant gennem hele skiven, hvor de enkelte numre så formes at mere melodiske elementer. Især i titelnummeret fungerer balancen mellem hårdt og melodisk rigtig flot, specielt for vokalerne. Det giver musikken et solidt ståsted i hver lejr, så begrebet Folk Metal beholder sin fulde betydning.

Når man spiller Folk Metal, er nøglen til succes at satse helhjertet; enten på Metaldelen eller på den akustiske Folkside. Heidra satser gennemført på Metalsiden, og det er der kommet et rigtig godt resultat ud af. Bandet viser en selvstændig linje, som de bør kunne markere sig med, også udenfor landets grænser – det hører jeg selvsagt gerne mere til.

Tracklist:
1. Prelude
2. Awaiting Dawn
3. Betrayal
4. Witch of Prophecy
5. Into Cursed Lands
6. The Eyes of Giants
7. Wolfborn
8. The Power of Gods
9. Harbinger of War
Samlet spilletid: 48:23

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed