fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Orange Goblin, Doublstone - Dirty Days Of Summer dag 1.

Dirty Days Of Summer så første gang dagens lys sidste år. Over tre dag fik danskerne mulighed for at høre sludge/stoner og heavy metal i en fin kombination af sommersol, grill og kolde fadøl. Det er svært at forestille sig, at det ikke skulle blive en gentagende succes. Det blev i hvert fald til én gentagelse, denne gang dog begrænset til to dage, men med samme koncept. I år er vi begunstiget med mandag og tirsdag, hvor førstedagen bød på danske Doublestone og de engelske legender fra Orange Goblin. Tirsdag er det danske Alter Of Oblivion og et af sidste års hovednavne, amerikanske Eyehategod. Kort sagt, masser af god lyd. 

 

Doublestone

 

Med høj sol det meste af dagen, inviterede vejret i sig selv til en gang afslapning ved den opstillede pool samt grill, øl og musik. Det var i hvert fald et tæt pakket publikum, der havde fundet vej til Beta om mandagen. Kl. 21 havde det danske band fundet vej til scenen og det sammen gjaldt for en god andel af det fremmødte publikum. Der var ikke fuldstændig fyldt, men ganske pænt. Folk var i humør til stonerrock og det var hvad de fik. Referencerne er mange, men kender man ikke i forvejen Doublestone, beskriver navne som Black Sabbath, Graveyard og ikke mindst Led Zeppelin, på bedste vis Doublestones lyd. 

 

Scenen var sat og allerede på dette tidspunkt var det godt varm i det lille lokale. En svedig stemning bredte sig og blev ikke mindst fremprovokeret af bandet på scenen. Danskerne leverede op til flere groovie tracks, der om noget satte stemningen. Doublestone fungerede perfekt som opvarmning og fik på kort tid trukket publikum indenfor i varmen. I lidt over en halv time leverede bandet på bedste vis deres kompositioner og spillede sig ind i essensen af, hvordan Dirty Days Of Summer bør lyde og huskes. Energisk fremført og med Betas vanelige gode lyd, blev aftenen startet på bedste maner. Doublestone spillede rollen som opvarmning til topkarakter og sendte publikum i armene på Orange Goblin, parate og i godt humør.

 

Kort sagt; Doublestone leverede. Der var lidt knas her og der som der nu er, men generelt viste bandet en flot profil. 5 ud af 6 til Doublestone.

 

Orange Goblin

 

Lidt over 22, tronede en af de største nulevende frontmænd frem på den alt for lille scene i Beta. Ben Ward, er en frontmand af format. Som om det ikke var nok, at manden er en kæmpe, var humøret også højt. Entertainer med stort E. Scenen var sat, salen var tæt proppet og publikum var parat. Kender man ikke Orange Goblin, er det absolut et band der er værd at give et lyt, især hvis man er til stoner-/heavy metal med et lille twist af doom. Med eksistens siden 1995 og med 7 udgivelser i tasken, har kvartetten masser af gode numre at lytte til.

 

I aftenens anledning, og hele touren, var guitarist Joe Hoare ikke med. I stedet havde bandet fundet en erstatningsguitarist – Neil, der styrede spaden med hård hånd. I det hele taget var hele bandet på og leverede en af de bedste koncerter jeg har været til i år. Stemningen var sat i sten. Der lugtede allerede dårligt af prut og sved op til bandet gik på, og da først bandet spillede steg temperaturen til noget nær drivhus. Sveden sprang fra det tæt pakkede publikum, der nærmest ikke kunne få armene ned af begejstring. Som ved Doublestone, fik man fornemmelsen af, at atmosfæren og stemningen i salen var Dirty Days Of Summer pakket ind til en letfordøjelig og velsmagende masse.

 

Orange Goblin rev publikum rundt. Det flød med guldøl alle steder og da Ben Ward konstaterede at festen var startet og han ville feste med Beta og drikke sig fuld, tippede glasset over og alt gik op i en større helhed. Setlisten var spækket med lir og det eneste man kan klandre bandet for, var ikke at spille mere end en times tid. Alle ville have mere. Under den time blev det blandt andet til The Filthy & The Few, der sammen med ”Made Of Rats” for alvor startede festen, Den svedige ”The Fog” fra bandets 2012 udgivelse, Cozmo Bozo samt ”Stand For Something”, der blev dedikeret til Lemmy. Afslutningsvist blev det til ”Red Tide Rising”, der lukkede og slukkede på højeste niveau. Fantastisk, velspillet og ikke mindst energisk godt, rev Orange Goblin på bedst vis publikum rundt. Et publikum der var oplagt og parat til en gang god tråd. Alt i alt en meget gennemført aften og koncert. 5,5 ud af 6.

 

Samlet set en perfekt start på Dirty Days Of Summer. Rammerne var sat til perfektion og såvel opvarmning som hovednavn leverede. Sjældent har jeg været så våd af sved som efter denne koncert. Det var fedt! 5,5 ud af 6.

 

  • Orange Goblin_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Orange Goblin_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Orange Goblin_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se galleri her

 

Læs mere...

Barricade - Terrorlight

I Danmark gemmer sig et fremadstormenede hardcore/sludge band ved navnet "Barricade". De har netop udgivet deres debutalbum "Terrorlight". Bandet, som er tro mod sin genre og har en do it yourself attitude kørende, har udgivet albummet igennem eget pladeselskab - Black Grain Records.

På bandets facebook side beskriver de deres musik som: "A pair of speakers dying on you". Selvom det kunne lyde kritisk, er det faktisk rigtig passende og fedt. Bandet spiller hardcore med velvalgte sludge metal elementer. Det er direkte og lige på hardcore/sludge metal med de vanlige, dog få, elementer fra trash også.

 

Ovenstående er parolen og grundstenene for debutalbummet "Terrorlight" også. Det skal stå klart med det samme, at "Terrorlight" er en sjælden dansk hardcore/sludge skive med kvalitet og gennemførthed. De 12 numre på albummet er simpelthen velkomponerede fra ende til anden og rummer en god variation. Især trommerne skiller sig ud, og spilles med klasse.

Noget af det første der ramte mig ved mine første gennemlyt var det faktum, at bandet har en personlig lyd. De er ikke karrikerede i en ellers let karrikeret sludge genre. Bandet har en rytme - et groove om man vil - i deres lyd som distancerer dem fra andre hardcore og især sludge bands.

Med bandets DIY (do it yourself) attitude og evne til at skrive catchy tunes har de kreeret en stærk debutplade, som må cementere dem på den danske metalscene og muligvis også kan bane vej for den europæiske. En stærk debut og en stærkt dansk hardcore udgivelse med kvalitet.

Trackliste:
1. Dark Matter
2. Traitor's Trail
3. Narcotic Drive
4. Terrorlight
5. Cutthroat
6. Defacement
7. Abyss Of Kain
8. Last Frontier
9. The Rage
10. Revolt
11. The Drowned
12. Blades Of The Lost

Samlet spilletid: ca. 34 min.

 

Læs mere...

Plöw - No Highness Below The Crown

Efter 4 års samspil og et par selvudgivne demoer er det blevet tid til det første album fra århusianske Plöw. Navnet relaterer sig til en gammel rusten plov, som bandet har i øvelokalet (hvad der kom først, bandnavnet eller ploven er vist en variant af diskussionen om hønen eller ægget). Umiddelbart virker det tåbeligt at opkalde et band efter et landbrugsredskab, men ideen er ikke så tosset endda. Lige som ploven har eksisteret i ekstremt lang tid og bruges den dag i dag, lykkes det for Plöws musik at forbinde det historiske med det nutidige. Bandet spiller nemlig en blanding af moderne Sludge og retropræget Stonerrock, som især i de tungeste passager forenes til en sej og overbevisende cocktail: Der er den rigtige punch i guitarerne og samtidig omkvæd, som fænger udmærket.

Når der ind imellem skrues lidt op for tempoet, får musikken mere karakter af Grunge; det skyldes ikke mindst vokalens rå karakter, som peger i retning af Chris Cornell og generelt styrker numrene. På den måde viser Plöw en fin stilmæssig bredde, som understreges af de helt rolige toner i starten af slutnummeret ”Pendula”; de giver mulighed for at slappe af, inden der igen gives gas som afrunding af et debutalbum, som både er stilsikkert og absolut velfungerende.

Tracklist:

01. Storm
02. Dig Deep
03. Margareth
04. Bloody Temper
05. Captain Fungus
06. Lord von Gus
07. Betula
08. Pendula  

Samlet spilletid: 42:14

 

Plöw - Margareth

Læs mere...

Reefer - Bow Before the Altar of the Drugs

Man skal ikke have en doktorgrad for at komme med et plausibelt gæt på, hvad teksterne ”Bow Before the Altar of the Drugs” handler om. Infantilt vil nogle sige. Fedt vil andre sige… Personligt er jeg hverken for eller imod hash, men jeg er dog for musik, og derfor vil jeg tage udgangspunkt i det.

Reefer spiller metal, som ingen andre bands i Danmark spiller det. Sludge/doom/stoner/death metal er i hvert fald en kombination, jeg aldrig før har hørt. De klarer det egentligt fint, Reefer. Deres instrumenter er stemt helt ned under gulvbrædderne og vokalen er virkelig gusten. Man kan drage mange paralleller til et band som Undergang - sjovt nok, for de to bands deler forsanger. Undergang er dog langt mere rendyrket death metal end Reefer.

Reefers helt klare force er deres riffs. De er doomede og dystre på en gang, om end det faktisk til tider kan være svært at dechifrere helt præcis, hvad der sker. Kort sagt kan man, uden at støde nogen, snildt påstå, at Reefers originalitet mht. riffs kan ligge på et meget lille sted. Dog får de noget spændende og charmerende ud af det. Når alt godt er sagt, må jeg dog sige, at produktionen ikke yder dem noget godt. Den er virkelig, virkelig mudret, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er tilsigtet - det duer bare ikke helt for mig.

På bundlinjen er Reefer et spændende om end særpræget bekendtskab. Jeg har bare sjældent hørt så mudret en produktion, og i min optik bør det ændres, for at man, som lytter, kan få det fulde udbytte af Reefers musik.

Tracklist:

01: Up in Smoke

02: In Weed with Satan

03: High Priest

Total Spilletid: Ca. 25 Minutter

Læs mere...

The Psyke Project - Guillotine

Danske The Psyke Project har efterhånden en imponerende historie bag sig: fire fuldlængder, en split, et par demoer og et helt absurd antal liveoptrædener indenrigs og udenrigs. Personligt har jeg altid haft de bedste oplevelser med The Psyke Project, når de har spillet live. Jeg kan bestemt godt lide deres skiver, og de ryger jævnligt på anlægget herhjemme, men jeg føler, at den energi der udgydes og det soniske kaos, der hersker til deres koncerter, aldrig er blevet overtrumfet af deres studieskiver.

Nu er tiden så (endelig!!) kommet til bandets femte fuldlængde. Forgængeren ”Dead Storm” åbnede The Psyke Projects bagkatalog for mig for alvor, og den skive vil altid have en speciel plads i min cd samling. Den nye skive har fået titlen ”Guillotine” efter det velkendte franske henrettelsesapparat, og det blev spændende, om der var hold i symbolikken – altså, om mit hoved ville blive hakket af, så snart de nedstemte toner ramte mine trommehinder.

Helt så galt gik det ikke – Jeg er dog tilbøjelig til at sige næsten, for hold da op hvor er der tryk på! De to første numre på skiven blæser al modstand til side, og i mine ører har The Psyke Project aldrig lydt vredere, mere skramlet eller ondere for den sags skyld. Der er samtidigt to up-tempo numre, så det virker nok voldsommere end normalt, hvor The Psyke Project jo spiller i et lidt langsommere tempo.

Noget af det første der gik op for mig, var den produktion, som Jacob Bredahl har stået fadder til – Shit, den passer godt til de numre, der er på ”Guillotine”. Det er virkeligt skramlet på den absolut fedeste måde. Guitarerne og bassen er stemt helt ned i helvede, og den fuldfede trommelyd giver en ufattelig mængde pondus til musikken. Martin Nielskovs vokal har heller aldrig lydt bedre i mine ører. Han er en mand, der synger/brøler med hjertet! Lydbilledet er blandt de fedeste – nogensinde!!

Sangene på ”Guillotine” er noget kortere og langt mere ”to the point” end noget, jeg tidligere har oplevet fra bandets hånd. Den samlede spilletid sniger sig op just i nærheden af de 39 minutter, så man skal ikke forvente et komplekst og lukket værk, som man tidligere har oplevet med for eksempel ”Daikini”, der jo ca. var dobbelt så langt som dette album. Numrene på ”Guillotine” er dog mindst lige så onde som på ”Daikini”, og skal dette nye album sammenlignes med et af de ældre, er ”Daikini” det mest oplagte. Dette er dog helt uden at være en part 2, for ”Guillotine” er bestemt sin egen herre og en enestående plads i Psyke-diskografien værdig! Personligt har jeg sjældent oplevet et album så gennemsyret ondt og dissonant som dette. Elementerne fra blandt andet noise, black metal og hardcore er møjsommeligt sat sammen og giver lytteren en nærmest foruroligende oplevelse. Især med det vokalarbejde, der er blevet lagt for dagen.

 At Christian Bonnesen har fået mere indflydelse på sangskrivningen er ret tydeligt. Ikke at Mikkel Vad gør noget dårligt. De to komplementerer blot hinanden på en rigtig god og givtig måde. Det blide og flotte instrumentalnummer ”When Man Became God” er et rigtig godt eksempel på Bonnes bidrag til bandet. Hvorimod de mere kaotiske ting nok er fra Mikkels hånd. Igen – Et samarbejde der virkelig giver gevinst. Den bundsolide bassist Jeppe Skouv har også fået lov til at skrige med på et par numre, og især hans bidrag i ”Good for Nothing” er lige i øjet!

Inden jeg modtog albummet til anmeldelse, havde jeg en masse forventninger. The Psyke Project plejer jo altid at levere en indsats, der ikke står mål med noget, man tidligere har oplevet fra bandet, og historien gentager sig, for ”Guillotine” er ikke bare bandets bedste album. Det er også et højdepunkt for den hårde afdeling af den danske musikscene. Aldrig før har jeg oplevet, at et album så hurtigt har sat sig… Og er blevet siddende. At albummet er indspillet live i studiet på en uge, og at bandet er et selvproklameret DIY-band, og derfor håndterer meget af det trælse arbejde omkring det at udgive et album, gør det kun federe i mine ører. Det eneste trælse ved dette album er, at det virkeligt bliver svært at toppe – Både næste skive, men sandelig også koncertmæssigt, for jeg føler, at livemagien just er blevet overtrumfet af et studiealbum.

Tak, drenge!!

 

Tracklist:

01: Guillotine

02: Death Sight

03: The End

04: Partisan

05: The Mute

06: Empire

07: Ghost Fight

08: Hell is Other People

09: When Man Became God

10: Good for Nothing

11: Menneske

 

Samlet spilletid 38:58 

Læs mere...

Lord Of The Grave - Green Vapour

Lad mig slå én ting fast med det samme; jeg er vanvittigt tosset med doom metal, sludge og stoner rock! Og i særdeleshed kombinationen af de tre stilarter. Jeg sluger dog ikke alt råt. Tværtimod, så er jeg kritisk som bare Fanden, for jeg har hverken tid eller lyst til at spilde min tid på bands, der dækker over middelmådige kompositioner med lag på lag af borende basgange, nedstemte guitarer, trætte og tunge riffs og en massiv mur af feedback. Det hele kan være ovenud sublimt, såfremt der er mere i konteksten. Det er dog ikke tilfældet på album nummer to, "Green Vapour", fra schweiziske Lord Of The Grave.

"Green Vapour" fortsætter helt nøgternt set i samme rille, som debut'en "Raunacht" sluttede. Albumlukkeren på debut'en, "Raunacht", rundede de 17 minutter, og albumåbneren på denne halvkedelige sag, "Raping Zombies", runder 15 minutter. Nøj, hvor kan 15 minutter føles som lang tid!

Uheldigvis er der yderligere fire numre at fordøje! Nej, nu skal jeg også være rimelig, så indenfor rimelighedens grænser, så har trioen lavet en doom metal-/stoner rock-skive lige efter bogen. At d'herrer så ikke har taget udgangspunkt i de spændende kapitler, er bare ærgerligt. De kan nu godt spille, men dét de spiller mangler seriøst noget kraft og substans.

"Green Vapour" er et sørgeligt eksempel på, hvor intetsigende et album kan være i en genre, der siger mig så meget.

Tracklist:

1. Raping Zombies

2. Green Vapour

3. Horsepuncher

4. Mountain Rites

5. 00/15

Samlet spilletid: 43:58

Læs mere...

Shakhtyor - Shakhtyor

Trods det russisk klingende navn er Shakhtyor fra Hamborg, hvor de 3 medlemmer begyndte at spille sammen i 2009. De udsendte selv dette album i 2012, og nu har Cyclone Empire taget dem under sine vinger og udsender det igen.

Med sine tonstunge rytmer og langsomme natur bliver Doom-genren aldrig den mest let tilgængelige stil inden for Metal. Det forsøger Shakhtyor at ændre på ved at blande elementer af Sludge og Stoner Metal i gryden, så resultatet favner bredere. Samtidig gør man udfordringen større ved at gøre numrene rent instrumentale og samtidig lægge spilletiden i størrelsesordenen 10 minutter pr. skæring – unægtelig noget af en udfordring.

 

Som de ovennævnte genrer antyder, er musikken en blanding af flere ting: På den ene side er der de helt tunge rytmer, hvor tonerne næsten når at klinge ud inden det næste hug rammer strengene, og på den anden de hurtigere, men stadig dystre passager med Sludge. I begge tilfælde suppleres med mere stille passager og gammeldags udtryk, som alligevel står i skyggen af de tunge elementer.

Det stilmæssige eksperiment er modigt, og det lykkes ind imellem for bandet at skabe spændende musik. De forskellige byggesten giver helheden den ønskede forøgelse af bredden, men især fraværet af vokal er et problem. Derfor lykkes det heller ikke Shakhtyor at flytte Doom’en fra dens status som nichegenre.

 

Trackliste:

1. E. Jasper   

2. Handschuhmann  

3. K.I

4. Nyk Phoa

 

Samlet spilletid: 42:00

Læs mere...

The Sword - Apocryphon

Hold nu kæft, hvor har 2012 været et fuldstændigt fantastisk år, hvis man er til den mere tunge, tilrøgede og – i nogle tilfælde – mere psykedeliske gren på det vidtfavnende heavy metal-træ! Året har ikke alene budt på skiver fra Corrosion Of Conformity, Down, Graveyard, High On Fire, Royal Thunder og Witchcraft. Nej, minsandten om ikke svær(d)vægterne The Sword fra Austin, Texas også giver lyd fra sig!

The Swords forrige album, det totalitære sci-fi-/stoner-trip kaldet ”Warp Riders”, var en sand fryd for ørerne. Nu er trioen fra Det Vilde Vest klar med album nummer fire, ”Apocryphon”, og er dét bare halvt så godt som ”Warp Riders”, så er der grund til at glæde sig!

Første skæring, ”Veil Of Isis”, lover godt. Nummeret lader intet tilbage at ønske sig. Det er tungt, tight og catchy som bare Fanden! Næste skæring, ”Cloak Of Feathers”, er endnu bedre. Det er til tider en mere afdæmpet sag, men stadigvæk med rigeligt tryk på.

Albummets højdepunkter er dog den slæbende ”The Hidden Masters”, den svævende ”Dying Earth” og titelnummeret ”Apocryphon”, men der er ikke milevidt fra dem til albummets øvrige skæringer. Præcis som det var tilfældet med ”Warp Riders” har The Sword begået et massivt, solidt album fuldstændig blottet for ligegyldighed og fyld. Det fremstår som endnu en brik i et puslespil, der synes at illustrere et band af noget nær mytologisk karakter. Præcis som Led Zeppelin sidst i 60erne og starten af 70erne.

Hvad angår vokalen, så er J. D. Cronise ganske vist ingen kradsbørstig ka’l af eksempelvis Lemmys eller Matt Pikes format – og ej heller en gudsbenådet sanger som Robert Plant – men betvivl ikke The Swords forenede musikalske udtryk. Der er dømt lyn, torden og knusende løgspark, når Cronise og co. brager ud ad højtalerne!

”Apocryphon” kan med tiden vise sig at være et lige så stærkt udspil, som dets forgænger. Det skuffer i alt fald på ingen måder, og jeg kan på det varmeste anbefale det.

Tracklist:
1. Veil Of Isis
2. Cloak Of Feathers
3. Arcane Montane
4. The Hidden Masters
5. Dying Earth
6. Execrator
7. Seven Sisters
8. Hawks And Serpents
9. Eyes Of The Stormwitch
10. Apocryphon

Samlet spilletid: 44:13


Læs mere...

Horn Of The Rhino - Grengus

Gad vide hvad spanske Horn Of The Rhinos navn refererer til?! Det er i alt fald en ordentlig fallos, der pryder coveret til bandets andet album, ”Grengus”! Nu vi er ved det mandlige kønsorgan (!), så går et gammelt ordsprog på, at det ikke er størrelsen, men gørelsen! Men hvad gør spanierne sig egentlig i?!

Rent tekstmæssigt læner Horn Of The Rhino sig op ad legendariske Autopsy, men den måde ordene spyttes ud på – bakket op af bandets uigennemtrængelige mur af monstrøse og tunge guitarriffs og knusende bund – er mere sammenlignelige med bands som Saint Vitus, Mastodon og – især – High On Fire.

Albummets højdepunkter er selve titelnummeret, ”Grengus”, og det mere end 11 minutter lange ”Brought Back”. Numrene er så forbandet tunge og catchy, og forsanger og guitarist Javier Gálvez, lyder til forveksling som et kryds mellem den afdøde Alice In Chains-sanger, Layne Staley, og Stone Temple Pilots’ Scott Weiland. Gálvez’ vokal giver numrene en alternativ kant, men i det store og hele befinder Horn Of The Rhino sig på High On Fire-territorium.

De øvrige numre har deres øjeblikke, men groft sagt agerer de blot fyld. Spanierne når slet ikke Matt Pike og co. til sokkeholderne, men er man til High On Fire og lignende, så er ”Grengus” et lyt værd. Om albummet er købeværdigt er en anden sag. Der er en bred vifte af langt mere interessante og overbevisende bands og udgivelser indenfor genren. Hvorfor nøjes?!

Tracklist:
1. Under The Hoof
2. Pile Of Severed Heads
3. Grengus
4. Drowned In Gold
5. Waste For Ghouls
6. Awaken Horror Of Tuul
7. Brought Back
8. To Ride The Leviathan

Samlet spilletid: 45:35

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed