fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Corrections House

Loppen – et dejligt sted. Dejlige hyggelige rammer og en intim atmosfære. Hvad mere kan man ønske sig? Hvad med at Corrections House spiller der? Jo tak! Onsdag aften var det lige præcist hvad der skete på Loppen. Desværre lod det til at det var gået hen overhovedet på mange mennesker – men det brede metalpublikum var sandsynligvis også godt underholdt i Vega hvor Amon Amarth og Carcass spillede. Anyway, fokus på hvad der skete på Loppen og ikke mindst bandet på scenen.

 

Corrections House kræver sandsynligvis en kort introduktion. Bestående af fire medlemmer, Mike IX Williams (Eyehategod), Scott Kelly (Neurosis), Bruce Lamont (Yakuza) og Sanford Parker(Minsk), er der rigelig med stjernestøv i kanonen. Bandet har eksisteret siden 2012 og spiller en mørk og dyster blanding af sludge, post metal og eksperimental metal, med et meget tydelig twist af industrial. I livesammenhæng har den hurtige kender nok konkluderet, at der ikke er nogen i bandet der normalt spiller trommer. Denne sammenhæng ingen undtagelse. Altså en aften med programerede trommer. Et faktum der kan skræmme, men i denne sammenhæng ikke gjorde noget.

 

Omkring 22:30 lister bandet på scenen, efter publikum er blevet udsat for 5 minutters intro, bestående af flerstemmigt vrøvl og noget der mest af alt mindede om krageskrig. Støjende gentagelser, der gav et fint hint om hvad der kunne forventes den følgende time. 

 

Med ca. 50 fremmødte, var det ikke ligefrem en imponerende publikumsstørrelse, der slog bandet i øjnene da de trissede på scenen, men det lod ikke til at genere – og et eller andet sted, tror jeg heller ikke meget mere var forventet. Hele setuppet for koncerten var tematiseret i sort med bandets hvide logo. Lige fra de ens skjorter medlemmerne bar, over beklædningen på Parkers keyboards osv., til betrækket på den ene bog Williams gennem koncerten ”prædikede” fra. 

 

Kort efter bandet ramte scenen startede det første af mange tunge, hårde, industrielle beats den aften. Kombinationen af Kellys tunge rungende Neurosis guitar, de tunge industrielle beats, Lamonts fantatisk insisterende sax og Williams vokal, var langt hen af vejen meget vellykket. Kompositionerne velskrevne og energiske, dog til tider lidt for langtrukne. Det bedst af alt symboliseret ved koncertens afsluttende nummer ”Hoax The System”, der blev trukket ud i et inferno af støj – i alt, alt for lang tid. 

 

Med Williams i stort set samme ”tilstand” som han altid ses og Kelly placeret længst til venstre på scenen i samme vante fremtoning som normalt, faldt fokus naturligt for på to andre, for mig, knapt så kendte medlemmer. Lamont på vokal og ikke mindste en eminent sax og Parker gemt bag podiet med kontrol over diverse electronics. Begge imponerede under koncerten, dels for energien, men ligeledes for indlevelse i koncerten. Specielt Lamonts vanvittige spjætten og ageren til musikken, vidende om indlevelse og engagement. 

 

Med det korte fokus på to af medlemmerne af Corrections House, skal det siges, at hele bandet som samlet enhed, fungerede rigtig godt sammen. Vokalarbejdet var i særdeleshed en fornøjelse. Williams naturligt med flest vokalminutter, mens såvel Kelly som Lamont leverede vokal i fin kontrast til Williams. Specielt Lamonts dybe vokal og primalskrig stod godt i pendant til Williams enten rå og skrigende eller stille og messende vokal. 

 

Overordnet var mødet med Corrections House en meget spændende oplevelse og meget anderledes fra det jeg normalt oplever. Det var spændende, meget engagerende og utroligt intenst. Med undtagelse af enkelte numre der simpelthen blev trukket for meget i halen, var det en stor succes.  Bandet passede utroligt godt ind på den lille scenen og i de dunkle omgivelser der udgør Loppen. Sjældendent går man atmosfærisk galt når man besøger Loppen, og det gjorde man heller ikke denne aften. Corrections House må meget gerne gæste Danmark igen. Med endnu en udgivelse i tasken af samme kaliber, kunne de fire musiker utvivlsomt levere en fuldstændig uforglemmelig koncert. 5 ud af 6. 

 

Læs mere...

The Old Wind - Feast on Your Gone

Uden at drage alt for mange flatulente og latrinære paralleller til bandnavnet, så var det faktisk en yderst behagelig affære, første gang jeg lyttede til ”Feast on Your Gone”. Coveret i dets skingre farver snød dog en anelse. Stilen er nemlig gumpetung sludge/doom/hardcore/whatever, hvor coveret måske havde lovet en stille og rolig omgang akustisk folkrock. Coveret aside, er albummet, selvom der her og der sniger sig lidt melodi ind, et meget dystert album. Bandet består af en enkelt gut ved navn Tomas Hallbom, der tidligere har gjort sig i Breach. Derudover har han leveret lidt gæstevokal til The Ocean. Det var nok et godt træk, at han gjorde det, for det er The Ocean’s guitarist og founding member, Robin Staps, der har produceret og udgivet skiven via sit eget pladeselskab Pelagic Records. Ja, han spiller sågar guitar, når The Old Wind er ude og spille live. Dermed skal man dog ikke forvente et vidtfavnende album, som i stil med The Ocean. Næh, lagene i musikken er til at høre - meget bastante trommer, dyb guitar, endnu dybere bas og en god skrigende og skinger vokal til sidst. Numrene er halvlange, men der er ikke så mange af dem, så om end udtrykket ikke varierer en hel del, så er det okay. Simpel musik, men velleveret og med god punch i lyden.

Når skiven lægger for med et barn der siger ”Det känns väldigt kallt”, er det sgu ikke helt ved siden af. Klimaet på ”Feast on Your Gone” er koldt og u-imødekommende. Dog trækker Hallboms riffs i den anden retning, for de er letgenkendelige og imødekommende. De føromtalte melodiske guitarer gør klart også albummet en del nemmere af have med at gøre.

Jeg vil mene at ”Feast on Your Gone” er et rigtig godt bud på et soundtrack, der skal understøtte den kommende vinter. Originaliteten kan ligge et meget lille sted, men det behøves ikke, når numre som ”In Fields”, ”Reign” og ”Spears of a Thousand” leveres med sådan en pondus og autoritet, som de fleste bands kun kan drømme om. Hvis du er til bands som Primitive Man, The Psyke Project og deslige, kan du roligt investere her - Hvis du blot er modig og lidt ude på lidt tungt og skramlet eventyr, kan du evt. prøve dig af her.

Tracklist:
01: In Fields
02: I’m Dead
03: Raveneye
04: The Old Wind
05: Spears of a Thousands
06: Reign

Læs mere...

Rising - Abominor

Rising ramte mig som en forhammer, da jeg så en koncert med dem for et par år siden. Nu betegner jeg nødigt et band, jeg kan lide med prædikatet ”light”, men i mine ører ER Rising altså Mastodon-light. Light på den måde at Rising aldrig forfalder til unødvendigt lir og progressive elementer galore. Rising er kort sagt Mastodons grimme og lidt mere primitive lillebror. De holder det mere enkelt og ”to the point”.

Omstændighederne omkring denne plade er desværre så skæbnesvangre, at ”Abominor” bliver Risings svanesang. Riffmeister Jacob Krogholt er dog vist allerede i gang med en ny konstellation af musikere, der vistnok fortsætter under Rising-banneret, så is på…!

”Abominor” bliver udgivet på selvsamme riffmeisters nye label Indisciplinarian, og man aner en tendens blandt danske bands - det er hipt at smide musikken ud selv. Desværre er ”Abominor” indtil videre kun at fange på vinyl og digitalt. Ærgerligt for os der samler på cd’er, men mon ikke den kommer på sølvdisk på et tidspunkt?

Rising starter ud, som vi kender dem - skramlet produktion, der understreger musikkens grimhed, der i vanlig stil gemmer sig under de semi-melodiske riffs og guitarmelodier - nu vi er ved guitarmelodier, så synes jeg, at Thin Lizzy spøger lidt i forskellige sange på albummet. Og faktisk også Mastodon, men man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvem man hører. Det syder af Rising, og faste kendetegn, som vokalen, der i mine ører er blevet en anelse mere grum, holder stadig fanen højt. Der bliver også tit sunget i to lag, og det giver en rigtig fed og melodisk effekt.

Bassen har stadig utrolig meget magt i lydbilledet og kombineret med de tonstunge trommer, er rytmegruppen i Rising usvigelig sikkert leveret. Numre som ”Suffering Nameless” er nok det bedste bevis på det fabelagtige tromme/bas samarbejde. EPISK!

”Broken Asunder” er halv-punket med en rigtig lækker 80’er detalje - Tostemmigt omkvæd og de afsluttende linjer ”into the night, searching for fights” (Ja, det tror jeg da, at han synger…)

Udover de to førnævnte højdepunkter er ”Abominor” faktisk fyldt med lækkerier. Forskellen fra de andre skiver er nok, at stilen er blevet en anelse mere primitiv og enkel. (Næsten) væk er de episke og storladne ting, men Rising lyder, til trods for dette, stadig som en million. ”Abominor” er et rigtig fedt album, og jeg vil være overrasket, hvis det ikke figurerer på min top 10, der meget snart skal udfærdiges.

Skiven udgives i et begrænset oplag på 300, så du skal holde dig til fadet, hvis du vil være med på beatet. Jeg venter stadig på cd’en… Og indtil da vil jeg med spænding imødekomme det næste træk fra Krogholt og de kommende kumpaner.

Tracklist:

01: The Disdain

02: Reproach

03: Vengeance is Timeless

04: The Hills Below

05: Leech

06: Suffering Nameless

07: Broken Asunder

08: Malice

09: The Gaunt

Total Spilletid: 39 Minutter

Læs mere...

Wolvserpent - Perigaea Antahkarana

Relapse Records har efterhånden spredt deres liste af bands ud over så bred en vifte, at man aldrig aner, hvad der kommer fra den kant. Wolvserpent er et af de nyeste bands på ”rosteren”, og det er noget af et bekendtskab!

”Perigaea Atahkarana” er en næsten uigennemtrængelig mastodont af et album, der strækker sig over 80 minutter. Det, der gør den decideret fjendtlig, er at store dele af musikken blot er lyde/støj, der gentages i noget der føles som det uendelige. Jeg har før hørt bands med drone-elementer, hvor graden af ”spændende-hed” var langt større. Dette her er dog blot irriterende.

Skiven består af fem skæringer med en gennemsnitslængde på 16 minutter, og lytteren udsættes for begge ender af spektret; grimt og nedstemt sludge med krasse og svært dechifrerbare vokalangreb. Stationære trommer og et mudret lydbillede. I den anden ende mødes man nogle af skovens lyde. Bål, fugle, rindende vand og vind der bliver understøttet af en smuk, klagende violin og et atmosfærisk flyder-keyboard.

Uden at støde nogen kan man snildt påstå, at Wolvserpent trækker kontrasterne skarpt op, og sætter lytteren på en alvorlig prøve. Jeg vil gerne blankt erkende, at jeg ikke bestod den prøve. Jeg bliver simpelthen voldsomt irriteret når et nummer som ”A Breath in the Shade of Time” bruger godt 23 minutter på stort set ingenting… Så vil jeg et eller andet sted skide på kunstneriske visioner, ”mening med galskaben” og andre dårlige undskyldninger. Det er spild af min tid, og jeg håber at Wolvserpent i stedet vil koncentrere sig om at lave det smukke og atmosfæriske som ”In Mirrors of Water”, der nærmest kan henlede en til en yoga-time med stor vægt på meditation. Dog skal Wolvserpent i mine ører lære begrænsningens kunst, da intet i denne verden er godt, hvis man får for meget af det. De få gode numre der er på skiven bliver trukket ud, så den forholdsvis solide masse bliver papirtynd: Numrene er alt for lange, og om end der er nogle spændende ting at komme efter, så føler jeg mig røvrendt, når omkring halvdelen af et album kun byder på støj uden retning og modtager.

Tracklist:

01: Threshold: Gateway

02: Within the Light of Fire

03: In Mirrors of Water

04: A Breath in the Shade of Time

05: Concealed Among the Roots and Soil

Total Spilletid: 81:29 Minutter

Læs mere...

Primitive Man - Scorn

Primitive Man er et af de nyere bands på Relapse Records, der efterhånden har bredt sin vifte så bredt ud, at de snart begynder at udgive elektropop. Man kan i hvert fald godt være begyndende ængstelig, synes jeg…

Primitive Man er faktisk næsten det samme band som (hold nu fast!) Clinging to the Trees of a Forest Fire. Bandet havde skrevet noget materiale der ikke lige passede ind i deres grindede og kaotisk/smadrede lydbillede. Derfor tog en stor del af bandet konsekvensen og dannede Primitive Man for at få afløb for deres andre interesser. Primitive Man’s musik lever virkelig godt op til bandnavnet. Musikken er uber-primitiv, og var det ikke for den overdrevne og totalt gennemsyrende misantropi og ondskab, musik og tekster besidder, var der nok ikke det store at komme efter.

De syv numre strækker sig over små 40 minutter, og bortset fra et par instrumentale ”pauser” i form af statisk støj, så er tempo og udtryk pænt meget det samme hele skiven igennem. Det er slæbende og drevent sludge metal, der er så tungt, at det knap nok kan trække sig selv ud af højttalerne. Det er mavesurt og der er ikke levnet meget ”lys” på pladen, der ved første indtryk kan virke som en ørkenvandring i skramlet guitar og halsflænsende skrig. Faktisk har jeg ikke hørt noget så tilnærmelsesvist negativt og sortsyns-ondt siden ”Guillotine” af The Psyke Project.

”Scorn” åbner sig dog op, når man udsættes nok for den, og jeg har efterhånden fået et rigtig godt forhold til skiven. Om end den ikke når føromtalte ”Guillotine” til sokkeholderne, er det stadig en solid sludgeskive.

Primitive Man har helt sikkert gang i noget spændende. Jeg har dog mere end almindelig svært ved at se, hvordan de skal toppe og gøre numre som ”Rags”, ”Scorn” og ”Astral Sleep” mere simple.

Tracklist:

01: Scorn
02: Rags
03: I Can’t Forget
04: Antietam
05: Black Smoke
06: Streched Thin
07: Astral Sleep

Total Spilletid: 39:43 Minutter

Læs mere...

Det amerikanske sludge metal band Red Fang gæster Danmark…

...Igen, har man nærmest lyst til at sige. Men det gør absolut ikke noget. Det amerikanske band har hyppigt gæstet Danmark og gør det igen til marts. Nærmere betegnet den 29. marts. Det er pumpehuset i København, der i anledningen ligger gulv til koncerten.

 

Red Fang drager på Europa tour med deres kommende album Whales And Leeches, der forventes at udkomme d. 21. oktober. Whales And Leeches er bandets  tredje fuldlængdeudgivelse siden debuten tilbage i 2009. Den kommende udgivelse er som forrige, Murder The Mountains, produceret af Chris Funk og mixet af Vance Powell.

 

Som support i Pumpehuset får vi mulighed for at opleve rockbandet The Shrine og sludge/doom bandet Lord Dying. Billetter kan købes på billetlugen og koster 180 dadler – så ingen undskyldning for at blive hjemme!

Læs mere...

Helhorse - Oh Death

Tilbage i 2011 udkom en toneangivende dansk metal udgivelse fra Københavnske Helhorse i form af deres debutskive: "For Wolves And Vultures". Et album bandet udgav i kølvandet på en række markante koncerter som bl.a. opvarmningsband for Black Label Society og Monster Magnet.

Albummet var toneangivende fordi bandet på albummet leverede deres eget blend af sludge, stoner, hardcore punk og classic rock, og kogte det ned til deres eget skandinaviske varemærke. Albummet blev også toneangivende, eftersom det gav bandet en række koncerter i både ind- og udland. Dette i kølvandet på mange gode anmeldelser.

I 2012 gik bandet med masser af selvtillid tilbage i studiet for at indspille den svære to'er: "Oh Death". For undertegnede har to'eren været ventet med spænding. Det ville blive spændende at se, hvilken vej bandet gik med deres lyd. Hvilken lyd ville blive toneangivende på den nye skive. I et blend af såvel sludge, beskidt og hård metal skulle det blive interessant at se, hvilke elementer der ville blive omdrejningspunktet. Endvidere ville det også blive spændende at høre, om bandet modsat gik i en helt anden retning lydmæssigt.

Resultatet er egentlig et både-og. Det er heldigvis stadig det energiske blend af stilarter, som danner rammen om Helhorse egen specielle lyd. Det er let genkendeligt på den gode måde. Omdrejningspunktet på albummet er et koncept og tekstunivers cirklende omkring døden. Døden som den store befrier, den store sorg, det ultimative farvel eller den nødvendige eskapisme fra livet, som bandet selv meddeler det. Netop tekstuniverset er efterhånden et trademark for bandet. Bandet skriver seriøse tekster med budskaber akkomponeret af seriøse musiske elementer.

Et kendetegn ved bandets blend af musik er kærligheden til det store riff, og samtidigt de letgenkendelige riffs. Disse er om nogen intakte på "Oh Death". Riffsene er stadig massive og tunge og rammer lige, hvor de skal. Selvom det tunge lydniveau fastholdes, er der på "Oh Death" også blevet plads til det, man kan kalde mere rockede og classic rock elementer. Samtidigt rammes man også enkelte gange på albummet af en følelse af at lytte til en større ballade, mens man sekundet efter oplever et eksplosivt punk udbrud, ligeså værdigt som var det fra svenske Refused.

Instrumenterne er ligesom på "For Wolves And Vultures" meget velspillede. Og vokalen virker kraftigere og stærkere end tidligere. Specielt formår bandet, som få, at fortælle historier imens de samtidigt leverer tunge riffs. Bandets sangskrivning er i en høj klasse, hvor især nummeret: "Death Comes To The Sleeping" kan og bør fremhæves! Som bandet synger: "Well let's speak louder and dictate the way!". Det gør bandet i den grad på "Oh Death", hvor det skal stå klart at bandet ikke har hørt noget om en svær to'er. Bandet har for så vidt oppet sig, og leverer på "Oh Death" en lang række velskrevne og -komponerede numre. 

Som navnet også antyder, leverer Helhorse på "Oh Death" et mere nuanceret billede af deres i forvejen genkendelige stil og musik. De leverer metal fra staterne mixet med en god portion dansk og skandinavisk islæt. I dette islæt er der også blevet plads til eksperimenteren med det mere rockede. Det er i sidste ende rigtig vellykket. 

Mon ikke den gamle vandrer St. St. Blicher ville have været stolt over at have sin gamle helhest med, havde han stadig levet? For undertegnede står det klart, at det bliver svært at undgå at høre mere om Helhorse i 2013/2014. En stærk to'er fra et dansk band med et voksende renommé. Et album som fortjener genklang i den danske såvel som i den udenlandske metalverden.

Tracklist:

1. "Fuck Art, Let's Kill"

2. "Hell Hath No Fury"

3. "The Seams Of Life"

4. "The Carnal Rage"

5. "Red Eye"

6. "Climb Trough Fire"

7. "Kill Your Self"

8. "Diggin' A Hole, Waiting To Die"

9. "Death Comes To The Sleeping"

10. "And His Name Is Death"

11. "Scorch The Earth"

 

Samlet spilletid: 43 min.

 

Helhorse - Death Comes To The Sleeping

Læs mere...

Baroness udgiver live video til ”March To The Sea” – se den her!

I forbindelse med en koncert i forsanger John Baizley’s hjemby Philadelphia, fik det amerikanske sludg/stoner rock band skudt en livevideo til nummeret ”March To The Sea”. Nummeret er taget fra bandets seneste udgivelse, Yellow & Green fra 2012. Philadelphia koncerten er samtidig den første koncert efter den ulykke, der ramte bandet i august 2012.

 

Baroness har eksisteret siden 2012, grundlagt af medlemmer af to andre bands, Johnny Welfare og Paychecks. Debuten Red Album tilbage i 2007 og siden da er det blevet til Blue Record (2009) og altså Yellow & Green (2012). Baroness gæster d. 5. oktober Loppen i København som del af deres European Tour. Se videoen til ”March To The Sea”:

 

.be

Læs mere...

Eyehategod, Altar Of Oblivion - Dirty Days Of Summer dag 2.

For dem der ikke læste anmeldelse af gårsdagens koncerter på Dirty Days Of Summer, kommer her et hurtigt resume: Dirty Days OF Summer så første gang dagens lys sidste år. Over tre dag fik danskerne mulighed for at høre sludge/stoner og heavy metal i en fin kombination af sommersol, grill og kolde fadøl. Det er svært at forestille sig, at det ikke skulle blive en gentagende succes. Det blev i hvert fald til én gentagelse, denne gang dog begrænset til to dage, men med samme koncept. I år er vi begunstiget med mandag og tirsdag, hvor førstedagen bød på danske Doublestone og de engelske legender fra Orange Goblin. Tirsdag er det danske Altar Of Oblivion og et af sidste års hovednavne, amerikanske Eyehategod. Kort sagt, masser af god lyd. Mandag væltede Doublestone og Orange Goblin nærmest Beta og det var derfor særdeles spændende, at se om Altar Of Oblivion og Eyehategod kunne gøre kunsten efter.

 

Altar Of Oblivion

 

Altar Of Oblivion er fra Aalborg og dannet tilbage i 2005. Det er altså et band der har nogle år på bagen. Stilen er Heavy Metal med inspiration fra 80’erne og et lille twist af Doom metal. Ganske passende til hele arrangementet. Publikum var ikke mødt ligeså talstærkt op som på første dagen, hvilket sandsynligvis lå til grunde i, at Slayer spillede i Vega. Alligevel var det stadig en pæn forsamling der havde fundet vej, og en god andel af disse havde yderligere bevæget sig ind for an scenen. Kl. 20 gik danskerne på og trykkede den herefter af i lidt over en halv time. Resultatet var en blandet oplevelse.

 

Lad os starte med at se på det negative og vente med det sjove. Bandet var generelt meget stillestående på scenen. De fem medlemmer lignede mest af alt nogle meget urutinerede scenegængere frem for et band der har eksisteret siden 2005. Meget af den ellers gode energi, der er i numrene, forsvandt eller nåede ikke ud over scenekanten, netop på grund af det uinspirerende sceneshow. Der var ligeledes lidt bøvl med at holde tempo enkelte steder, men største problem var bandets kompositioner. Det skete alt for ofte, at man som lytter mistede koncentrationen. Sædvanligvis fik man leveret en bragende start, der herefter spillede ud i nogle halvinteressante hvis ikke uinteressante mellemstykker. Koncerten tabte pusten op til flere gange på den konto. Enkelte steder lykkedes det hele vejen igennem som nummeret ”Salvation” fra sidste års EP af samme navn. 

 

På den positive side skal bandets roses for at være teknisk dygtige – og naturligvis er der sammenhæng mellem det og energien leveret på scenen. Men den kære forsanger og bassist kunne nu godt have givet den lidt mere gas – numrene var til det. Hertil spillede de to guitarister op til flere fede riffs der sad lige i skabet. Vokalmæssigt må Mik samtidig roses for en flot vokal og gennemført vokalmæssig performance. 

 

Altså en noget varieret oplevelse. Bandet fik ellers smit flere interessante stykker, her i bland førnævnte ”Salvation”, men også ”Graveyard Of Broken Dreams” og ”Wrapped In Ruins” holdte højt niveau. En god del af publikum lod til at være ganske fornøjede. Det blev til en tilbagelænet tilstand og lidt bevægelse med nakken, mens der desværre også var nogen der synes området uden for var mere interessant. Skåret kort ned, har Altar Of Oblivion potentiale, men virker, trods bandets alder, som om de mangler noget rutine på scenen. 3,5 ud af 6.

 

Eyehategod

 

Det amerikanske band fra New Oooooorrrlllleeeaaans (sagt med nasal lyd), har efterhånden hærget rundt siden 1988 – og sandsynligvis været coked up i lige så lang tid. Bandet leverede en fantastisk koncert under sidste års version af Dirty Days Of Summer, så forventningerne til endnu en omgang lækker tung sludge metal var store.

 

Med entre på scenen kl. 22, havde en god del fundet vej frem til den lille sal. Ikke helt så fyldt som dagen før, men stadig så fyldt at temperaturen hurtigt steg i graderne. Ikke overraskende så og lød forsanger Mike Williams fra start som om han havde puttet lidt for meget pulver op i næsen. Skulle man være i tvivl om validiteten af det, kunne man nøjes med at se lidt nærmere på forsangeren under koncerten. Han brugte utrolig meget tid på at pille sig selv ved næsen. Nuvel, det er næppe en overraskelse. Til gengæld var Mike Williams knapt så interesseret i loftet på Beta denne gang, som han var sidste gang. I det hele taget holdte han mikrofonstativet på sin plads størstedelen af koncerten. Det er nu en gang en del af Eyehategod, og jeg har svært ved at forestille mig bandet live uden den del. 

 

Der blev spillet tungt og groovie under hele koncerten og leveret rigelig med materiale til at træne nakkemusklerne. Publikum var på og nød koncerten. Ikke helt i samme gear som dagen før, men både band og publikum var der. Da først Mike proklamerede; ”Lets get fucked and wasted”, var publikum med ham og festen var skabt. Undervejs i koncerten bredte sig en lugt af sved og hash, som i høj grad også var med til at skabe de helt perfekte rammer for bandet på scenen. Mens Mike havde flere usammenhængende monologer med sig selv, leverede resten af bandet en stilsikker performance. En performance der naturligt ledte igennem numre som ”Medicin Noose”, ”$30 Bag”, ”Sisterfucker (PartI)” og ”Dixie Whiskey”. En fin setlist der varede lidt over en time. 

 

Det hele var skævt, sludge og svedigt og langt hen af vejen en succes. Men, det lykkedes ikke for Eyehategod at genskabe et brag af en koncert der tilsvarede sidste års succes, ej heller at skabe de fantastiske rammer som da Orange Goblin spillede om mandagen. Det var småting, men alligevel nok til at vi ikke når helt op og ringe. MEN, det var en fed koncert, og for det løber Eyehategod med 5 ud af 6. 

 

Dirty Days Of Summer startede fantastisk og sluttede næsten ligeså godt. Første dagen var ubetinget den største succes, men anden dagen fulgte stærkt efter. Endnu en gang må det understrejes, at Dirty Days Of summer er et pisse fed arrangement. Et arrangement som forhåbentlig er gentaget til næste år. 4,5 ud af 6 til anden dagen og top karakter til det samlede arrangement. 

Læs mere...

Black Tusk - Tend No Wounds

Black Tusk er en amerikansk trio, der selvproklameret spiller ”swamp metal”. I mine ører lyder det nu egentlig meget som sludge, men lad nu det ligge. Jeg tror, ”swamp”-prædikatet kommer af deres geografiske placering, der hedder Georgia, og så er det lidt sjovt at kunne kalde sig noget andet end det, alle de andre kalder sig.

Black Tusk har siden opstarten i 2005 udgivet tre fuldlængder og et hav af splits, EP’er og deslige. Jeg har aldrig hørt bandet før, men kan da umiddelbart ret hurtigt sætte dem i bås med Baroness og en anelse High on Fire. Altså lidt tungt, til tider kluntet metal, der er kendetegnet ved at være godt og grundigt grumset. Simpelt hegn med en råbende vokal og et umiddelbart letgenkendeligt lydbillede. Umiddelbart er ”A Cold Embrace” en fed åbner, der lover godt for de resterende godt 20 minutter på EP’en, men det står ret hurtigt klart, at Black Tusk ikke skiller sig særligt meget ud fra mængden. Det skulle da lige være deres tre vokaler, der ret tit dominerer lydbilledet. Den ene mere skinger og/eller råbende end den anden, dog effektive alle sammen på hver deres måde. Ellers er musikken en halvfesen mellemting mellem de to førnævnte. De er slet ikke så hårde og seje som High on Fire, og de har slet ikke det flair for hits, som Baroness besidder. Faktisk vil jeg gå så langt som at påstå, at Black Tusk er den MEGET bløde mellemvare, der ikke rigtig rykker i nogen retning i forhold til fede sange og effektiv riffing. Og at der jævnt tit på ”Tend No Wounds” kan findes utight trommespil gavner ikke deres sag hos mig - Jeg ved udmærket, at vi ikke er ude i teknisk death metal, hvor alt skal være millimeter præcist, men hey! Hvis man inkluderer en trommeintro, skal den altså bare være skarp og to the point… Det er ”Truth Untold" i hvert fald ikke!

Black Tusk smager hverken af fugl eller fisk i min bog, og derfor kan karakteren ikke hæves mere - Selvom ham der fra Baroness har lavet et fedt cover til dem…

Tracklist:

01: A Cold Embrace

02: Enemy of Reason

03: The Weak and the Wise

04: Internal/Eternal

05: Truth Untold

06: Days of Woe

Total Spilletid: 22:48 Minutter

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed