fbpx

Piss Vortex - Piss Vortex

Piss Vortex er et nyt band fra den københavnske undergrund, der med sit selvbetitlede debut-album nok skal få rystet grundvolden.

Albummet bliver udgivet af det nye pladeselskab Indisciplinarian, der styres af folkene bag bandet Rising. Den bliver udgivet på vinyl i diverse farver (blandt andet pisgult) og digitalt – desværre ikke på cd.

Piss Vortex udgøres af fire unge gutter, der alle mere eller mindre har gjort sig bemærket indenfor metalmiljøet – mest prominent er nok Bonne, der lige har lagt The Psyke Project i graven.

Albummet består af 14 numre, der fordeler sig over 24 minutters spilletid. Numrene er for det meste korte, men dog voldsomme energiudladninger, som på én gang imponerer med deres musicianship, men også med den følelse af at være blevet kørt over af en damptromle. Damptromle-effekten bliver i høj grad understøttet af den knastørre produktion, der må siges at give bandets kaotiske riffs den helt rigtige dimension. Tørrere bas skal man dælme lede længe efter! 

Numrene cykler rundt mellem mange forskellige subgenrer, men det er i mine ører skivens force. Disse gutter kan meget, og viser det gerne. Kaos hersker i ”Voice of the Wothless”, ”Liar(s)” er lidt mere stemningsskabende og til sidst gås Düreförsög i bedene med afslutningsnummeret ”Our Maker’s Invisible Hand”, der dog ender ud med at rotere rundt omkring det samme riff, som ”Detrimentalist” starter ballet op med. I øvrigt vil jeg gerne fremhæve riffet i ”Hollow Success”, der kommer omkring 0:50…. Fuck, hvor er det ærgerligt, at det kun bliver spillet i 6 sekunder!!

Produktionen, de maniske riffs og stemningen omkring hele skiven, får mig til at tænke på hedengange Crowpath. Piss Vortex har klart sin egen sound, men få gange popper Crowpath og The Dillinger Escape Plan (fra de gode gamle dage) op til overfladen og afslører inspirationskilderne. Det er bestemt ikke en dårlig ting, da begge bands, på toppen, var blandt de bedste. Piss Vortex formår at lave deres eget hegn, der dog smager lidt af de to bands.

Enkeltmandspræstationerne er også virkelig værd at fremhæve; Simon på vokal er virkelig manisk og virker faktisk som et fjerde instrument. Bonnes knudrede riffs på guitaren kan i starten virke… knudrede (haha), men der er bestemt mening med galskaben, og det er overraskende hvad den mand kan vride ud af sin guitar. Moesby findes lidt længere tilbage i lydbilledet, men giver i kraft af sin tørhed virkelig bund i skidtet. Kronen skal dog, efter min ringe mening, placeres på Niclas’ hoved – han er en superafvekslende trommeslager, der krydrer her, pifter der og i sidste ende leverer en meget overbevisende præstation på trommerne, som dog desværre ikke er lige så fedt produceret som resten af elementerne. 

På bundlinjen er Piss Vortex gået ind i folks bevidsthed med træsko på. Der er dog plads til at vokse på, men jeg er sikker på, at de nok skal diske op med noget overraskende i næste ombæring – ”Piss Vortex” bliver svær at overse, når årets top ti skal sammenfattes, og jeg håber at drengene når ud til et større publikum end lille Dannevang – det fortjener de!

Tracklist:
01: Detrimentalist
02: Voice of the Worthless
03: Devouring Intent
04: Inoperable
05: Altered State
06: Liar(s)
07: Hollow Success
08: Beaten Womb
09: Organic Shrapnel
10: Of Bodily Waste and Desire
11: Filth
12: Shit Life
13: Those Who Labor
14: Our Maker’s Invisible Hand

Samlet spilletid: 24:00

Læs mere...

Weedeater - ...And Justice for Y'all

Weedeater er ikke et af de bands, hvor jeg har styr på bagkataloget; havde jeg haft det, er det ikke sikkert at denne anmeldelse var blevet til noget. ”...And Justice for Y'all” er nemlig bandets debutskive fra 2001, der genudgives i forbindelse med, at de har skrevet kontrakt med Season of Mist, som planlægger at udsende alle bandets gamle udgivelser.

Trods det klare Metallica citat i titlen er det ikke i Thrash-afdelingen, vi finder Weedeater; her skal man nærmere fokusere på ordet ”weed” i bandets navn. Musikken er nemlig tung og slæbende Stoner Rock, som domineres af særdeles forvrænget guitar og bas samt smældende bækkener. Oveni kommer vokalen, som er usædvanligt skarp og svært forståelig; den er aggressivt hvæsende og nærmest forvrænget.

Resultatet af ovenstående er en usædvanlig rå fortolkning af Stoner Rock’en, som kombinerer dets gammeldags udtryk med det insisterende i Sludge. I sekvenser hvor rytmerne trækkes fremad af guitaren kører musikken udmærket, men desværre fungerer det kun i kort tid ad gangen, for tingene ender hver gang ret kaotisk. Den manglende struktur splitter numrene, og sammen med det ret voldsomme udtryk ødelægger det oplevelsen. Det kaotiske kulminerer i ”#86”, som blot er et sammensurium af syrede lyde.

Alt i alt er der for få positive elementer i albummets indhold til at kunne overbevise mig, og jeg mener sagtens at verden kunne være denne genudgivelse foruden – jeg kan i hvert fald.

Tracklist:
1. Tuesday Night
2. Monkey Junction
3. Free
4. Hungry Jack
5. Shitfire
6. Calico
7. Truck Drivin Man
8. Southern Cross
9. #86
10. Bucket
Samlet spilletid: 34:56

Læs mere...

Desertfest London 2014 - Lørdag

Lørdag viste England sig fra den bedre side. Ikke med fantastisk bragende vejr, men med pletvis sol. Sol der varmede på kroppen og skyllede gårsdagens tung stank af koncert, sved og spildt øl væk fra Camdens gader. Dagens program stod på et utal af interessante navne. Blandt andet Weedeater, Kvelertak, Dragged Into Sunlight, The Body og Cosmic Dead. Med 17 navne fordelt ud over dagen var der rigeligt at komme efter. 

 

Dagens koncertoplevelser blev hårdt kickstartet af bacon og toast, hvorved både sjæl og krop var parat til endnu en tur i koncertmøllen. Det norske sludge metal band Årabrot fik fornøjelsen af at starte dagen op for undertegnede. Det viste sig hurtigt at være det perfekte valg. Det kritikerroste band havde fået tildelt scenen på The Underworld, hvorved det også blev første oplevelse i det venue. Stilsikkert og meget overbevisende spillede de en forrygende koncert, der snildt trænger sig ind som en af de bedste på dette års Desertfest. De tunge toner og post-punk elementerne stod skarpt og inviterede til dvælende og dreven gang med nakken. En perfekt start på hvad der skulle vise sig at være endnu en rigtig god dag.

 

Årabrot

Årabrot

 

Herefter gik turen direkte til Electric Ballroom, hvor det amerikanske stonerrock band ASG havde fået tildelt den store scene. Efter bandets noget kedelige performance tidligere på måneden havde jeg ikke de store forventninger til amerikanerne. ASG havde dog tiltrukket sig godt med publikum – et publikum der lod til at være lige så imponerede af amerikanerne, som danskerne var i Beta. Problemet er sådan set ikke medlemmernes talenter, de kan deres kram, men deres kompositioner er uoverkommeligt kedelige. At gå fra en koncert, der virkelig rykker og direkte over til en kedelig kop doven øl er noget af et slag i ansigtet, og der er kun en ting der kan hjælpe på den følelse – Wizard Fight! I hvert fald i bogstavelig forstand. Desværre var der hverken wizards eller fight at finde på scenen i Black Heart. Til gengæld var der endnu en gang total proppet og varmt som ind i helvede. Wizard Fight er en forholdsvist ung trio, dannet i 2012, og i den sammenhæng også en forholdsvist uinteressant oplevelse. Det mest interessante ved at opleve bandet var forsanger og guitarist Luke Boltons massive growlende vokal, der lod til at kunne hive trusserne af enhver skønjomfru. Men det var også det. Wizard Fight var kedelige og imponerede ikke.

 

Med to bands i streg, der ikke formåede at imponere, var forhåbningerne til dagens fjerde band, Samsara Blues Experiment, efterhånden ret høje. Jeg har hørt meget godt om den tyske kvartet og deres prog'ede stenerock, men måtte endnu en gang gå halv skuffet fra Electric Ballroom. Samsara Blues Experiment har ellers rig opfindsomhed og fremførte også deres numre med intensitet, men efter nogle enkelte numre lød det hele bare af det foregående. De prog'ede elementer er absolut bandets force, og det var det ligeledes den eftermiddag. Publikum tog til gengæld fint imod, hvorved det er muligt at undertegnedes forventninger til bandet var årsag til skuffelsen. Efter endnu en lidt fesen omgang tegnede dagen ellers ikke til at blive den forsatte succes, som den ellers blev. Lidt mad og et utroligt veloplagt koncert med Weedeater vendte den følelse fuldstændigt på hovedet.

 

desertfest2014weedeater

Weedeater

 

Weedeater havde ikke overraskende fået tildelt den store scene i Electric Ballroom, og det udnyttede bandet fuldt ud. Den amerikanske sludg/stoner metal trio væltede publikum bagover, og spillede en af de absolut bedste koncerter på dette års Desertfest. Travis Owen leverede en ren opvisning på trommerne, hvor trommestikker fløj til højre og venstre, mens ”Dixie” Dave Collins på vanvittig vis væltede publikum med sin massive vokal. Et fuldstændigt vellykket setup, der om noget lugtede af sydstaterne, moonshine og svedig rock. Som en lille treat fik publikum afslutningsvist Wino fra Spirit Caravan på scenen til en gang forholdsvist improviseret samspil med guitarist Dave ”Shep” Shepherd. Et perfekt punktum for en perfekt koncert.

 

Så var lørdag eftermiddag/aften sat i gang. Kvelertak lå lige rundt om hjørnet, men inden da gik turen til the Underworld, hvor duoen The Body stod parat til at spille den mærkeligste koncert på Desertfest 2014. Det hele startede ellers godt. Den amerikanske sludge metal duo lagde ud med en lang tung og skræmmende intro bestående af tunge toner og hviskende vokal. Stemningen var sat, og bandet skulle bare overbevise. Ved entre på scenen gik der dog ganske kort tid før forsanger Chip King åbnede munden og afslørede den kat, der sad inde på tungen. Hans skrigeri mindede mest af alt om en kat, der blev trukket i halen. Samme toneleje og ligeså irriterende. For undertegnede faldt The Bodys musik fuldstændigt sammen og interessen fandt aldrig tilbage. En skuffelse af dimensioner. 

 

desertfest2014kvelertak

Kvelertak

 

Med en kat i ørerne blev der hurtigt hastet ud i den friske luft og over mod aftenens hovednavn – norske Kvelertak. Det seks mand store band havde formået at fylde Electric Ballroom ganske fint inden bandet, badet i blåt lys, gik på scenen og satte gang i lidt over en times tæppebanken med norsk kølle. For første gang på Desertfest kunne der opleves en decideret moshpit. Profilen på publikumgængerne var da også en helt anden end til de andre koncerter. For at sige det pænt passede Kvelertak ikke ind i det resterende Desertfests lineup, og det var meget tydeligt at se. Der var tale om et helt andet publikum end til resten af festivalens koncerter. Jeg snakkede med nogle stykker, der alle sagde, at de specifikt havde købt en-dags billet kun for at se Kvelertak. Men hvad andet kunne man forvente?

 

Bortset fra at bandet måske ikke passede fantastisk ind i det sammede lineup, spillede Kvelertak langt hen ad vejen en upåklagelig koncert. Som altid 100%, fuld fart over feltet og fest. Det gik lidt i stå lidt over halvvejs, men festen blev heldigvis kickstartet igen hen mod slutningen. Kvelertak gjorde hvad de skulle, og lukkede Electric Ballroom med manér. Således sluttede anden dagen af Desertfest 2014.

 

Læs også artiklen "Desertfest London 2014 - Fredag".
Læs også artiklen "Desertfest London 2014 - Søndag".

 

  • Kvelertak_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Anciients_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Church Of Misery_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra Desertfest her! 

Læs mere...

Desertfest London 2014 - Fredag

Den støvede 70'er lyd og stonerrock har de seneste år haft en kraftig renæssance. Flere prominente navne inden for rockmusikken har ført den let genkendelige tråd frem fra mørket, og som festival står Desertfest om ikke andet, som én af de væsentlige arrangementer i den sammenhæng. Den mindre festival har eksisteret siden 2011, og har gennem årene opnået større og større interesse. Den Engelske version af festivalen er placeret i London, Camden, og foregår i en bermudatrekant af langhårede rockfans, med de tre venues The Black Heart, The Underworld og Electric Ballroom som spidserme. Midt i det hele ligger den charmerende rock pub The Worlds End og danner knudepunkt for størstedelen af trafikken frem og tilbage i trekanten. En Pub der har historie og charme som en gammel mand i nyt tøj. Området emmer af historie og med festivalen i gang kan tilskrives en følelse af liv, fornemmelse af fordums rock æra og gennemtrængende lugt af spildt øl og højt humør. 

Med fly tager det ingen tid at tage til Heathrow og derfra omkring 45 minutter med undergrundsbanen og du står med fødderne solidt plantet foran Camden Town Station. Det var præcist sådan undertegnedes første udgave af The Desertfest startede.

 

Camden town station

Camden Town Station

 

Fredag

Fredag valgte England at vise sig fra sin bedste side - herved menes på den klichéfyldte måde. Som om det ikke var nok, at flyet fra Danmark var 45 minutter forsinket pga. problemer med flyets solskærm, stod regnen ned i kaskader. Velkommen til London! Heldigvis var regnen aftaget da jeg satte fod indenfor hos The Worlds End, hvor det voldsomme virvar af normale gæster, bartendere, festivalgængere og pressefolk virkede både tiltrækkende, spændende og en smule skræmmende. Man bliver slået hårdt i ansigtet med rock, godt humør, store smil og fadøl. Det føles rigtigt, det føles rart og et eller andet sted følelse det også som om man hører til. 

Armbånd på i en helvedes fart og ud på gadeniveau, hvor der er et endnu større virvar af folk, biler og forretninger. Med de mange små forretninger, der sælger alt hvad en true rockfan kan begære, er der rigeligt at kaste sig over, hvis man har brug for en pause fra musikken. Aftenens første koncert, for undertegnede, fandt sted på festivalens største venue, Electric Ballroom. Med plads til ca. 1.000 mennesker er Electric Ballroom festivalens største venue. Til sammenligning har The Underworld plads til 500 mennesker og Black Heart 80-100 personer. Trods regn og gråt vejr var der en hel del, der havde trodset elementerne og fundet vej frem til Electric Ballroom og den tidligere Monster Magnet guitarist Ed Mundells Ultra Electric Mega Galactic band - eller UEMG. Med Mundell bag trommerne bestod bandet af en bassist og guitarist, og sammen leverede trioen en ganske groovie omgang stonerrock af potent karakter. Uden vokal blev det dog aldrig helt fantastisk, men stadig en ganske fin start. Med stigende popularitet for genren, var gennemsnitsalderen på dagens publikum sandsynligvis i midt 30'erne og med et godt mix af mænd og kvinder. 

 

Electric Ballroom

Electric Ballroom

 

Dagens anden koncert fandt sted på festivalens mindste venue. Svenske Horisont var fuldstændigt fejlcastet i det trange lokale, hvor det havde været nødvendigt at indføre ”one out-one in” princip. Det medførte noget besvær med at komme til og endnu mere besvær med at blive. De tæt pakkede og meget intime rammer medførte ikke overraskende, at temperaturen i det trange spillested nærmede sig det ulidelige - og det gjorde sig stort set gældende for hver koncert jeg gæstede hos Black Heart. Men i denne omgang passede ”varmt” og ”svedigt” ganske fint på de fem svenskeres optræden. Det var på højde med deres performance i Stengade og langt bedre end deres nylige besøg på Beta. Horisont spillede en af fredagens bedste koncerter i min optik, kun overgået af aftenens hovednavn Spirit Caravan

 

spirit caravan

Spirit Caravan 

 

Grundet problemer med logistik blev aftenens første besøg på The Underworld udsat. The Machine skulle ellers have spillet mellem Horisont og Spirit Caravan, men blev rykket til Electric Ballroom efter SC. Det betød hele to koncerter i streg i den store og tæt pakkede sal. Først på var aftenens egentlige hovednavn anført af Scott "Wino" Weinrich på guitar og vokal. Ud over at lugte svagt af hash, havde Electric Ballroom efterhånden omdannet sig til et rent helvede. Gulvet var som dækket af lim efter utallige fadøl der havde tabt kampen mod tyngdekraften. Elementer der alle bidrog til den perfekte stemning - en stemning som Spirit Caravan udnyttede til fulde, til trods for enorme problemer med Henry Vasquezs trommer, der undervejs måtte udskiftes. Trioen spillede en fin gennemført koncert, der dog manglede det sidste for rigtigt at vælte publikum bagover. Ikke helt den afslutning aftenen havde forventet, men grundet tidligere nævnte omstændigheder, var Spirit Caravan heller ikke aftenens afslutning. Det var derimod hollandske The Machine, der havde en mere moderne tilgang til rockmusikken. Med GoPro monteret til hovedet kastede trioen sig ud i at lukke og slukke aftenen, dog med blandet held. Det startede ganske fint, men udviklede sig hurtigt til en gang kedeligt knald. Roser til arrangørerne for at fastholde bandet, men det havde nok været bedst for alle hvis Spirit Caravan havde afsluttet første dag af Desertfest.

 

Læs også artiklen "Desertfest London 2014 - Lørdag".
Læs også artiklen "Desertfest London 2014 - Søndag".

 

  • Anciients_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Swamp Machine_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ASG_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra Desertfest her!

Læs mere...

Pet Slimmers Of The Year - Fragments Of Uniforms

Vejen til denne debut fra engelske Pet Slimmers Of The Year har været en smule lang; de tre medlemmer fandt sammen allerede i 2008, og via EP’er i 2009 og 2011 fik de vist flaget i hjemlandet. Det førte til en kontrakt med Candlelight Records, som udsender “Fragments Of Uniforms”.

Der er nu ikke meget militaristisk over indholdet, for Scott Gowan, Steve McKenna og Dale Vinten holder en lav og ikke-aggressiv profil. Deres musik er lidt skramlet Rock, som tager den med ro i bedste Sludge-stil; det giver også den gammeldags stemning, som ofte følger med. Det usædvanlige ved PSOTY’s tilgang er, at hovedparten af albummet er rent instrumental. Og det er ikke fordi man ikke har en kapabel sanger, for vokalen er udmærket, og dens rene karakter passer fint til musikken.

Her spænder udtrykket fra det stille og nærmest drømmende, som det høres i ”Tides” til det rigtig tunge, der præger starten af ”Churning of the Sea of Milk”. Uanset hvor imellem disse yderpunkter vi befinder os, er der en meget tilbagelænet og uanstrengt stemning, som klæder numrene. Da der generelt er bid i guitarerne, fastholdes intensiteten, så det ikke tager overhånd.

Derfor er ”Fragments Of Uniforms” en godkendt debut; der er steder at forbedre, men fundamentet er i orden.

Tracklist:
1. Arterias
2. Gathering Half the Deep and Full of Voices
3. Tides
4. Mare Imbrium
5. Churning of the Sea of Milk
6. Days Since I Disappeared
7. Fragments
8. La Tormenta

Samlet spilletid: 52:04

Læs mere...

Helhorse, Electric Hellride

Jeg har efterhånden frekventeret Templet i Lyngby i tide og utide, men aldrig har jeg oplevet det lille intime spillested så tæt pakket som denne aften. Med fredag og to gode danske bands på programmet var der heller ikke nogen god undskyldning for ikke at have den glade maske på og tage ud og nyde noget solid tråd. Helhorse inviterede til hvad der måske viser sig, at være den eneste indendørs koncert fra deres side, før bandet tager hul på diverse festivaler - herunder blandt andet Copenhell og Roskilde Festival. Ud over at have inviteret en masse skønne mennesker, havde hestene også inviteret de danske kollegaer fra Electric Hellrider, der sammen med en helvedes masse godt humør og gratis øl udgjorde første halvdel af en aften i den gode tråds tegn.

 

Electric Hellride

Med alle odds på deres side kunne det danske groove metal band gå på scenen og se ud over et tæt pakket publikum. Med blåt lys i ryggen fik bandet hurtigt sat temperaturen i salen yderligere op. Desværre virkede det lidt som om det mest var pga. bandet selv og varmen fra scenen i stedet for publikum, der holdte sig utroligt passivt. En enkelt gang eller to røg en hånd i vejret, eller der blev rykket lidt med hårpragten, men så heller ikke mere. Ikke en gang en ordentlig applaus blev det til. Ærgerligt, for bandet fyrede den ganske fint af. Lyden stod godt i Templet - selvom guitar druknede lidt i en rungende bas. Lidt mere energi på scenen kunne nok have hjulpet, men langt hen af vejen spillede Electric Hellride en buldrende tung koncert, der fik røvballerne til at blafre hos selv den mest uptight i salen.

Til maj udkommer danskernes nye Ep, Come Darkness, Come Light. Den fik vi naturligvis smagsprøvers fra, blandt andet "Master Inferno". Smagsprøver, der alle lå velbalanceret i munden og smagte af mere kombineret med en syngende flad. Kan det blive maj hurtigt nok? Efter små 40 minutter sluttede Electric Hellride af med "Installing The Virus" og kunne forlade scenen med er selvtilfreds smil på læben. Det lykkedes måske ikke helt at får gang i det noget tamme publikum, men bandet gjorde et godt forsøg og skal absolut belønnes derefter. 40 tunge og gode minutter og 4 ud af 6.

 

Helhorse

Lidt over 22 havde publikum igen fundet vej ind foran den lille scene. Hjulpet godt på vej af Anders Bøtters anbefalinger og ikke mindst aftenens let påklædte hovednavn, havde størstedelen af aftenens gæster fundet vej ind i det lille lokale. Ud over at finde scenen, var det også lykkedes at finde noget gejst og vilje. Vilje til at rocke med og skabe en fest. Den energiske sekstet fyldte den lille scene fuldt ud, og formåede trods minimal plads på meget kort tid, at starte den fest det vel også var forventet. Så var der fanme Helhorse fest i Lyngby. Der skulle lige lidt overbevisning til fra Wad, men da først publikum fandt danseskoene frem, blev de også på og Templet gyngede i høj grad.

Så burde den anmeldelse vel ellers være afsluttet. Topkarakter og videre i programmet right!? Det er ikke langt fra, men lad os alligevel lige vende aftenen kort. Der var ikke så mange fingre at sætte på Helhors' performence. Mikrofonen måtte skiftes - det op til flere gange, men festen forsatte. Bandet leverede energiske udladninger af vanelig høj Helhorse karakter og publikum blev præsenteret for er godt mix af gruppes kompositioner. Lige fra ”Fuck Art, Let’s Kill”, ”Skull Son, "The Last Temptation" og afslutningsvist den svedigt groovie "Black Weed", der for alvor satte festen i kog. 5 ud af 6.

 

Alt i alt en dejlig aften i selskab med to gode danske bands. Helhorse på Copenhell, Roskilde og alle de andre festivaller de gæster hen over sommeren, er et ubestridt must for festivalgængerne. Tak for en fed og svedig aften. 

 

Læs mere...

Indian - From All Purity

Indian er et amerikansk band, der er sidste skud på stammen i den efterhånden endeløse malstrøm af sludge/black/noise/doom-bands, der udgiver plader. Relapse Records står for tiden fadder for en stor del af de bands, og man aner efterhånden en metalcore/nu-metal-agtig tendens, hvor alle bands for tiden skal være lidt sludge’de eller doom’ede. Det devaluerer genren! 

Indian er dog i mine ører et af de bands, der deler vandene. 

For det første er deres lyd utroligt noise-præget. Statisk støj, feedback og andre forstyrrende elementer præger skiven, men især det første nummer, ”Rape”. Det er meget svært at lytte til i starten, men det bliver bedre og nemmere jo flere gange, man får lyttet til det. Derudover er sangeren virkelig, VIRKELIG vred. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har hørt så sindssygt vred en vokal, som tilfældet er her. Man kan faktisk næsten mærke spyttet fra ham… Også den var utroligt belastende i starten, men vandt dog indpas senere hen, og blev med tiden det allermest imponerende på ”From All Purity”. De andre præstationer på albummet blegner simpelthen, når sangeren giver los, og spyer eder ud. Ikke at de andre præstationer er dårlige som sådan… De kan bare slet ikke måle sig med vokalen.

Numrene er i sagens natur ikke synderligt varierede. Der er ingen melodi eller andre fixpunkter at komme efter, og den eneste ”åndepause” man som lytter får, er det instrumentale nummer, ”Clarify”, der mod skivens slutning fungerer som pitstop for den udmattede lytter. Tempoet er ret meget det samme hele skiven igennem, og kombinerer man det med det støjende og nådesløse udtryk, har man godt 40 minutters intensiv katarsis for sjælen… Ja, selv plakken på tænderne ryger af.  

Kort sagt er Indian på ingen måde for de brede masser af metalfans. Det er skingert, vredt, olmt, ondskabsfuldt og frastødende. Det er, på den rigtige dag, enormt fedt og givtigt at lytte til ”From All Purity”.  På den forkerte dag er det bare irriterende støj, men jeg er efterhånden blevet overvundet, og melder mig i koret af folk, der lovpriser Indian. Check det ud!

Tracklist:

01: Rape
02: The Impetus Bleeds
03: Directional
04: Rhetoric of No
05: Clarify
06: Disambiguation

Total Spilletid: 40:33 Minutter

 

INDIAN - "Rhetoric of No" (Official Track)

Læs mere...

Distaste - Black Age of Nihil

Af udseende lovede ”Black Age of Nihil” er omgang smadret black metal med industrial-tendenser. I virkeligheden er Distaste et rigtig godt bud på, hvordan misantropi skal blandes med punk, sludge, black og grind. Distaste er fra Østrig, hed førhen Eschaton og gjorde sig i black metal – en ting der faktisk godt kan fornemmes i Distastes musik. Navneskiftet skete vist inden der kom en reel udgivelse fra bandet, selvom Eschaton er aktive i at udgive musik og de to bands har udgivet skiver side om side… Der er måske mere tale om, at bandet blev delt op og blev til to…?  

Ydermere er Distaste en trio, og de laver alt selv – således er ”Black Age of Nihil” en såkaldt DIY-udgivelse.

Efter den obligatoriske intro, hvor musikken understøtter en flok samples, går det afsted over stok og sten med kraftfuld, aggressiv og sydende grindcore. Guitarlyden er fænomenal, og er udgivelsens backbone. Tonen er ond og der bliver fræset til den store guldmedalje. Bassen er beskidt og, ligesom guitaren, ultranedstemt til ”the fiery pits of hell”. Trommerne skramler på den fede måde, om end de ikke altid er stramt spillet. Det er dog overvejende grindcore, og med det i mente, er det okay, at det musiske niveau ikke når skyhøje tinder. Det er mere aggressiviteten der lægges vægt på, og den har Distaste by the bundle! Måske fordi de fra tid til anden synger på modersmålet? Det har tendens til at virke en kende vredere end det gængse engelsk.

Numrene fyger afsted som perler på en snor, og selvom variationen er til at overse, når undertegnede ikke at blive træt af ”Black Age of Nihil”. Måske fordi numre som ”Black Age of Nihil”, der er decideret olm black metal, og ”Vermination” der har et mere punket antrit bryder den lurende monotoni. Disse små skift i stilen på albummet er med til at holde det friskt og spændende. Udtrykket er brutalt og nådesløst, og selvom Distaste på ingen måde er originalt, er det en fryd at lægge ører til, da disse tre unge gutter har fat noget, der på sigt kan blive rigtig spændende.

Tracklist:

01: At War With Ourselves
02: In Denver Fliegt Man Gut zu Fuss
03: Requiem Aeternam Dona Eis
04: Enslaved
05: Der Stete Zerfall Des Geistes
06: Einsamkeit
07: Force-Fed Lies
08: Regress
09: Opprobrium
10: Cowards
11: Der Rattenfänger
12: Stellungnahme
13: Bringer of Death
14: The Decay
15: Vermination
16: Black Age of Nihil
17: Deuteronomium 13:7 – 13:12

Total Spilletid: 35:55 Minutter

Læs mere...

Ølten - Ølten

Ølten er en schweizisk trio, der efter eget udsagn spiller en blanding af doom og sludge. Og den blanding spiller de højt!

Efter at have hørt de fire numre en del gange, er jeg som sådan stadig ikke blevet helt klog på hvilken størrelse, Ølten er. Ja, der er masser af tydelige doom og sludge referencer. Men der er mindst ligeså mange tydelige referencer i retning af post hardcore, psykedelisk rock og det faktum, at der faktisk ingen vokal er på ”Ølten” gør det jo også lidt mere end ”bare doom og sludge”. Numrene driver ud og ind af det atonale, nærmest dissonante og forvrængede, til det mere rene, rolige og pæne. Udtrykket skifter tit, og i starten er det en kende svært at bevare interessen, da det virker søgt, den måde numrene skifter på. Det blev dog bedre for undertegnede, jo flere lyt jeg fik på kappen. Jeg har dog stadig ikke knækket koden med Ølten – Jeg kan sagtens høre talentet, og at de har noget mere at byde på, end hvad de gængse post-etellerandet-bands har at byde på. Jeg er blot nået til den konklusion, at det er uhyre humørbestemt, om Ølten rammer plet eller ved siden af.

Nytænkning synes jeg ikke man kan snakke om i forbindelse med Ølten, for det de gør, har både Isis, Pelican og Conifer gjort før og bedre. Men Ølten fortjener nu alligevel et kip med hatten, for deres sparsomme lydbillede virker på en gang dragende og intensivt. Til trods for manglen på antallet af virkemidler – Dette faktum burde måske være den bedste anbefaling at give: Bandet får deres tre instrumenter (og meget lidt keyboard) til at virke som mange lag og laver et storladent lydbillede. Var der nogen der sagde ”less is more”?

Tracklist:

01: Peplum
02: Kàpoé
03: Tallülar
04: Blöm

Total Spilletid: 25:04 Minutter 

Læs mere...

Terex Titan - The Tempest

Det er ikke fordi det ligefrem vælter ud med oplysninger om Terex Titan; ud over at bandet har 4 medlemmer og base i Aalborg, er der ikke meget at hente på dets netsider. Det er også helt okay at lade musikken tale.

Dét går ikke helt stille af, for bandets stil er en tung omgang, der bedst kan beskrives som et mix af Hardcore og Sludge Metal. Resultatet er en ret voldsom blanding, som blander skrigende og brølende vokaler med slæbende tunge rytmer. Numrenes fremdrift er i orden, men med deres lukkede struktur og den afvisende vokal er de hverken indbydende eller interessante.

Terex Titan prøver også at skrue tempoet lidt i vejret, og det har en positiv effekt; numrene får mere energi, ikke mindst når de udstyres med en growlende vokal. Desværre gør det dem kun marginalt mere interessante, for uanset tempoet er kernen lukket og i mine ører meget lidt spændende. Derfor er det befriende at høre, at Aalborg-drengene også kan det anderledes: I ”Shadows Of The Lost” er der både plads til groovy guitarer og ren vokal, og det er en lækker ændring i forhold til de foregående tracks. Desværre er nummeret kun et enkelt glimt i mørket, for som helhed er ”The Tempest” for unuanceret og uinteressant til at efterlade blivende spor hos mig.

Tracklist:
01 Cruising Titan
02 Aalborg Sleepwalk Massacre
03 Armageddon
04 Terex Tempest
05 Rockass
06 Rawk The Roadhouse
07 Towards the Sun
08 Shadows Of The Lost

Samlet spilletid: 30:13

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed