fbpx

Circle of Sighs - Narci

Circle of Sighs er et af de bands, der søger at skabe opmærksomhed ved at gøre sig mystiske; derfor er der ingen officielle oplysninger om bandet og dets medlemmer. Pressematerialet fortæller dog, at det hele startede i 2018, og at "Narci" er bandets andet album efter debut'en "Salo" fra 2020.
Åbningsnummeret ”Spectral Arms” byder på en flot omgang Progressiv Rock, hvor der igennem den lange spilletid veksles mellem mange forskellige elementer, hvilket både giver variation og skaber dynamik. En klavermelodi fungerer som den base, nummeret hele tiden vender tilbage til; en lækker og stemningsfyldt start.
Herfra fortsætter det progressive i forskellige retninger: I ”We Need Legends” leges der med samples, som mikses på forskellig vis – en interessant ide, som desværre bliver en tand for lang. På samme facon indledes ”Segue 04”, som dog udvikler sig til tunge rytmer og truende synthesizere. Disse elementer dominerer flere af de øvrige numre, hvilket forklarer hvorfor pladeselskabet angiver stilen som ”Synth Doom”. Når jeg vælger den progressive vinkel skyldes det, at der gennemgående eksperimenteres med mange elementer og forskellige instrumenteringer, som rækker ud over selskabets betegnelse.
“Narci” er et album med en meget selvstændig fremtoning og mange personlige ideer, som fungerer fint. Alligevel overdriver Circle of Sighs lidt for ofte deres hang til at eksperimentere; det går ud over oplevelsen og afspejles i bedømmelsen.

Tracklist:
01. Spectral Arms
02. We Need Legends
03. A Crystal Crown of Cosmic Pain
04. Roses Blue
05. Segue 04
06. Narci
07. Heaven in Flames
08. The Man Who Stole the Wind
Samlet spilletid: 43:27

Læs mere...

Wooden Veins - In Finitude

Chilenske Wooden Veins er et nyt navn, men medlemmerne har erfaring fra bands som Mourning Sun, Mar de Grises og The Outside. Bandets første album tager afsæt i bogen “Poética de Arturo H. Lobos” med emner som liv og død, samt overvejelser om tilværelsen som helhed.
Hvis man holder fast i det med at overveje de store ting i livet, må jeg sige, at Wooden Veins har ramt noget nær bulls eye, når det gælder stilen på denne debut. De 8 numre er nemlig funderet i en indre ro, og de afvikles på samme måde: Roligt og kontrolleret uden pludselige udfald. Det betyder ikke, at der ikke kommer gang i sagerne, for de fleste tracks vokser i intensitet mod slut, hvor der også bankes igennem på trommerne. At det ikke opleves som så voldsomt igen, skyldes en fløjlsblød produktion, der barberer alle skarpe kanter af.
Det hele ledsager Javier Cerdas bløde vokal, der i glimt minder om Jón Aldará fra Hamferð, bare uden den samme spændvidde og power. Det betyder mindre, for der er ikke behov for vildskab i de 4 musikeres fælles univers.
Nej, ”In Finitude“ er et album til de stille stunder, hvor man har brug for at komme ned i gear. Det hele er blødt og roligt, og musikken hæver kun stemmen få gange igennem de 8 numre. Det hele er seriøst, velspillet- og produceret, men lidt for stillestående i forhold til spilletiden til at overbevise for alvor.

Tracklist:
1. Thin Shades
2. Beyond Words
3. Herradura (by the sea)
4. Mirages
5. The Veiled Curse
6. Invern
7. Empty Arcs
8. In Finitude
Samlet spilletid: 47:45

Læs mere...

VOLA - Witness

VOLA kom ind på min musikalske radar med ”Inmazes” i 2015; et album som faldt i god jord hos mig. Siden har jeg fulgt bandet på afstand, og behøvede ingen betænkningstid, da deres 3. album, ”Witness” blev tilgængeligt til anmeldelse.
I åbningsnummeret ” Straight Lines” mødes jeg af VOLA, som jeg husker dem: Nummeret byder på tunge anslag i halvskæve rytmer, og samtidig meget flotte flerstemmige vokaler. Mønsteret fortsætter i ”Head Mounted Sideways”, men herefter forskubbes balancen mere mod det melodiske; musikkens skarpe sider nedtones, og selv om strengene stadig rammes hårdt ind imellem, bliver resultatet lige en tand for pænt. Derfor er det glædeligt, når ”Napalm” og ”Future Bird” for en stund genopretter balancen med nogle skarpe sekvenser. Det samme gælder den manipulerede vokal i ”Head Mounted Sideways” og det talte afsnit i ”These Black Claws”, men de fylder ikke meget i det samlede billede.
Jeg har altid syntes godt om VOLAs måde at supplere deres hårde elementer med melodiske indslag, men jeg kan mærke, at de denne gang har nået grænsen for, at tingene fungerer for mig. Derfor ligger VOLA denne gang under vanligt niveau, og selvom de stadig leverer virkelig godt håndværk, håber jeg, at de ikke fortsætter deres meget melodiske retning, men tipper balancen mere i retning af det hårdtslående næste gang.

Tracklist:
1. Straight Lines
2. Head Mounted Sideways
3. 24 Light-Years
4. These Black Claws (feat. Shahmen)
5. Freak
6. Napalm
7. Future Bird
8. Stone Leader Falling Down
9. Inside Your Fur
Samlet spilletid: 44:12

Læs mere...

Dvne - Etemen Ænka

Skotske Dvne har taget deres navn fra Frank Herberts klassiker ”Dune”, og i starten stavede de også navnet ligesådan; jeg kunne forestille mig, at man ændrede stavemåden for at skille sig ud fra mængden af bands med samme ide. Anyway, første album kom på gaden i 2017, og efterfølges nu af ”Etemen Ænka”.
I promotion materialet anbefales det, at man gennemlytter albummet flere gange, inden man danner sig en mening, da numrene indeholder mange lag. Dét råd kan jeg kun tilslutte mig, for ved første lyt er der ikke meget udslag på WOW-meteret; her virker musikken lukket og lidt overfladisk, og den monotont brølende vokal gør ikke noget godt for helheden.
Begge dele ændrer sig heldigvis, når man bruger mere tid på ”Etemen Ænka”: Vokalen gør det godt i passager med ren sang, så helheden får flere nuancer. Det samme gælder for musikken, bare i endnu større grad. Billedet med de mange lag er rammende, for igennem de 10 numre skifter udtrykket meget: Der er passager, hvor guitarmelodier væves flot ind i hinanden som et finmasket net; der er sekvenser domineret af synthesizer, og der er afsnit med tung Metal – en bred pallette af udtryk, som Dvne håndterer sikkert. Et ikke ubetydeligt bidrag til bredden kommer fra sangerinden Lissa Robertson, som lægger vokal til “Omega Severer” og “Asphodel”.
Spilletiden er måske i overkanten i forhold til indholdet, men ellers er der ikke meget at pege fingre ad; mit første møde med Dvne var positivt, også selvom det ikke startede sådan.

Tracklist:
1. Enûma Eliš
2. Towers
3. Court of the Matriarch
4. Weighing of the Heart
5. Omega Severer
6. Adræden
7. Sì-XIV
8. Mleccha
9. Asphodel
10. Satuya
Samlet spilletid: 67:14

Læs mere...

Odd Palace - One Step Closer

For to år siden overraskede Odd Palace mig positivt med debutskiven ”Things To Place On The Moon”, så der skulle ikke meget betænkningstid til, før opfølgeren ”One Step Closer” lå klar i min anmelderstak.
På det nye album fremstår Odd Palace helt som jeg husker dem: Musikken er en melodisk form for Rock, hvor man i første omgang primært lægger mærke til de flotte vokaler, og de stærke og iørefaldende melodier. Disse er fængende nok til, at albummet bør få airplay i radioen, men hvis man placerer det i den poppede afdeling, drager man forhastede konklusioner.
For giver man sig tid til at lytte mere koncentreret, kommer man ind i musikkens kerne, som er meget mere spændende, end det umiddelbart kunne virke til. Her er der mange detaljer, hvor især det rytmiske stikker ud; små skæve takter og drejninger er med til at gøre numrene spændende. Omvendt tager det aldrig overhånd, så de musikalske knaster bliver dominerende. Samtidig er spændvidden også i orden, og rækker fra tilbagelænet ro i starten af titelnummeret til eksplosive udbrud i ”The Unknown”.
Med ”One Step Closer” har Odd Palace igen skabt et varieret album, men et par mindre stærke numre gør, at de denne gang ikke helt når op på debutskivens niveau.

Tracklist:
1. Breathe
2. Flammable Idea
3. Gone
4. Distance
5. Echoes
6. One Step Closer
7. Nowhere To Be Found
8. Forward
9. Remains
10. The Unknown
11. Don't Miss This
Samlet spilletid: 47:17

Læs mere...

The Ocean - Phanerozoic II: Mesozoic | Cenozoic

For to år siden udgav The Ocean albummet ”Phanerozoic I: Palaeozoic”, og nu følger de op med del II, som har undertitlen ”Mesozoic | Cenozoic” – dermed fortsætter tyskerne med titler fra jordens geologiske tider. Samtidig hæver de sig kvalitetsmæssigt over forgængeren, endda så meget, at jeg ikke tøver med at udråbe denne anden runde til det bedste album fra The Ocean i mere end ti år.
Musikken har mange facetter, og alt efter humør og hvor i albummet man befinder sig, kan der høres inspiration fra navne som Pink Floyd og Radiohead. Men samtidig eksploderer begivenhederne ind imellem i ren Metal med en voldsomt brølende vokal, ligesom det i perioder er blæserklange, der dominerer numrene – her rammes der bredt!
The Ocean følger dermed ikke i andres fodspor, for albummet er helt sit eget. Stilmæssigt bygges der videre på bandets tidligere udgivelser, men der skal lige et par gennemlytninger til, før man får styr på omfanget. Herfra vokser indholdet i styrke, og med antallet af gennemlytninger er også min glæde ved albummet vokset. Der er ikke tale om en af de udgivelser hvor man automatisk headbanger fra start til slut; i stedet skal man bare lytte koncentreret for at få fuldt udbytte.
Og udbyttet er stort, for det lykkes for The Ocean at kombinere stærke melodier, spændende ideer og energiske udbrud til en afvekslende cocktail, som jeg giver de varmeste anbefalinger med på vejen – her er der lyttepligt!

Tracklist:
1. Triassic
2. Jurassic | Cretaceous
3. Palaeocene
4. Eocene
5. Oligocene
6. Miocene | Pliocene
7. Pleistocene
8. Holocene
Samlet spilletid: 50:59

Læs mere...

Ihsahn - Pharos

Ofte går jeg udenom EP’er, fordi de sjældent giver et fyldigt billede af kunstneren bagved. Men Ihsahn er ikke hvem som helst, og "Pharos” er på forhånd præsenteret som et modstykke til ”Telemark”, som udkom tidligere i år.
Og det med modstykke skal forstås bogstaveligt, for hvor forgængeren var hård i kanten, er de fem numre på den nye EP anderledes lette at gå til. Der åbnes med tre nye numre, og afsluttes med to covernumre, men dem kommer jeg til.
De to første numre er afdæmpede og kan nærmest karakteriseres som Pop – man ville aldrig have gættet på, at de stammer fra en kunstner med rødder i den Sorte Metal …
Så er der straks mere kød på titelnummeret, som ganske vist starter stille, men hvor omkvædets storladne, nærmest majestætiske arrangement har noget spændende over sig.
Og så til de to covernumre, som begge ligger tæt på originalerne, og som begge er overraskende valg. Det første er Portisheads ”Roads” som Ihsahn synger fint, men hvor jeg alligevel savner de skarpere rytmer og især Beth Gibbons’ vokal.
Så går det noget bedre med det sidste nummer, som er et cover af ”Manhattan Skyline”, som A-ha udgav i 1987. Her får Ihsahn hjælp af Einar Solberg fra Leprous, som leverer en vokal tæt på Morten Harkets original.
”Pharos“ er en velproduceret og velspillet udgivelse, men samlet set er det lige en tand for poppet til min smag. Jeg krydser derfor fingre for, at Ihsahn har fået afløb for sine Popideer, og nu vender tilbage til hårdere toner.

Tracklist:
1. Losing Altitude
2. Spectre At The Feast
3. Pharos
4. Roads (Portishead) 
5. Manhattan Skyline (A-Ha) featuring Einar Solberg of Leprous
Samlet spilletid: 24:30

Læs mere...

Æterbrand - Æterbrand

Æterbrand er et nyt navn på den københavnske musikhimmel, og denne selvbetitlede udgivelse er bandets første. I det medfølgende materiale omtales den som en EP, men spilletiden tæt på de 40 minutter overstiger mange af de albums, vi ellers modtager her på siden.
At de fire numre beslaglægger så meget af lytterens tid skyldes genren, for Æterbrand spiller Rock af den progressive slags. Det giver plads til mange eksperimenter, hvilket illustreres fint i åbningsnummeret ”Ship Without a Captain”: Her introduceres lytteren til Rock med glimrende flow, ret tunge rytmer og passager med lækker og tilbagelænet musik, som ledsager en glimrende vokal. Men man udsættes også for rodede sekvenser, nogle der lyder som taget fra et selvhøjtideligt engelsk syngespil samt skabede og unødige guitarløb - Om det er et forsøg på at illustrere titlen, kan jeg kun gætte på; faktum er, at jeg godt kunne være de indslag foruden.
I de følgende numre glimrer disse ved totalt fravær (tak for det!); i stedet fokuserer bandet på at vise skiftende udtryk. Det sker både ved at ændre tempo og hårdhed, og resultatet er en meget fin bredde i musikken; her rammer Æterbrand et af genrens kendetegn meget flot.
Ser man bort fra det indledende roderi, så har jeg mest positive ting at sige om denne debut: Den er velspillet og interessant, og mit eneste ankepunkt er spilletiden, som nogle steder er i overkanten i forhold til indholdet – det bør der strammes op på til næste udspil.

Tracklist:
01: Ship Without a Captain
02: These People Who Rule Us
03: Intimate Oppression
04: 92 Planeter
Samlet spilletid: 38:40

Læs mere...

Ereley - Diablerie

Et konceptalbum, som bygger på ideen om, at vi fødes rene og uskyldige, men via vore valg skubber balancen mod enten det lyse eller det mørke, er hvad tjekkiske Ereley udsender med ”Diablerie”. Albummet er bandets andet, og historien fortælles fra perspektivet af en mand med flest valg i den mørke retning.
Starten er præget af halvtung Metal, hvor musikken varierer sit udtryk pænt meget, uden at det ender i opvisning. I stedet er de flerstemmige vokaler i centrum, og det er tydeligt, at de første numre primært bruges som værktøjer til at fortælle historien. Det er også ok, men bliver lidt langt – specielt fordi det tredje nummer er ret stillestående.
Herefter bliver der heldigvis lukket mere op for godteposen, så der bliver plads til mere voldsomme passager. Konkret betyder det passager med aggressive stortrommer og guitarer, men også mere rå vokaler. Musikken bliver hårdere, men aldrig ekstrem; Ereley holder lidt igen for at kunne fastholde det fortællende element. Og det gør de udmærket, for numrene er meget varierede i udtryk, så genrens rammer bliver udnyttet fint – den klassiske start i ”Enchantress” er et udmærket eksempel.
Mod slutningen er det som om, at alle tråde skal samles, og musikken bliver igen bremset lidt i sin fremdrift. Det gør de sidste numre en smule ensidige, men er kun en lille streg i regningen; Ereley har med ”Diablerie” skabt et alsidigt og til tider ret spændende album.

Tracklist:
1. Diablerie
2. Nephilim
3. Room 666
4. Hex
5. Boogie Man
6. Enchantress
7. Beast
8. Flames Of Deliverance
9. Love And Hate
10. Burning Hell
Samlet spilletid: 54:14

Læs mere...

Opeth - In Cauda Venenum

Næsten 30 år inde i karrieren udsender Opeth med ”In Cauda Venenum” deres album nummer 13; et album, som byder på et par premierer for svenskerne: Albummet er det første, hvor alle tekster er skrevet på svensk. For en sikkerheds skyld udsendes også en engelsk sproget version, og her er den næste nyhed praktisk: For første gang har Mikael Åkerfeldt fundet en titel på latin, som passer til begge udgaver.

At Opeth har udviklet sig musikalsk i løbet af de forgangne årtier, er tydeligt; nutidens stil ligger langt fra den brutale Metal, der var udgangspunktet for de første albums. I stedet for voldsomme guitarer og brølende vokaler søger Åkerfeldt styrke og tyngde i melodierne. Det høres i ”Hjärtat Vet Vad Handen Gör”, som er et af de numre, der brænder sig fast efter et par gennemlytninger. Det samme gør ”Minnets Yta” med sine flotte stemninger og melodier skabt af klaver og guitar.

Stilmæssigt ligger udgivelsen fint i slipstrømmen fra de seneste albums, og retrostemningen derfra fortsætter via numrenes opbygning og udstrakt brug af gammeldags orgel. Men der prøves også nye ideer, som f.eks. i ”Banemannen”, som bedst kan betegnes som Jazz med klarinet, klaver og en jazzet guitar.

Albummets anden halvdel er lidt mindre interessant end den første; her står tingene ind imellem ret stille. Men i det hele taget er ”In Cauda Venenum” en afdæmpet udgivelse, som mest vil tiltale fans af Opeth´ nyere udgivelser – uanset om man snupper den svenske eller den engelske udgave.

Tracklist (Svensk version):
1. Livets Trädgård
2. Svekets Prins
3. Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4. De Närmast Sörjande
5. Minnets Yta
6. Charlatan
7. Ingen Sanning Är Allas
8. Banemannen
9. Kontinuerlig Drift
10. Allting Tar Slut
Samlet spilletid: 67:39


Tracklist (Engelsk version):
1. Garden Of Earthly Delights
2. Dignity
3. Heart In Hand
4. Next Of Kin
5. Lovelorn Crime
6. Charlatan
7. Universal Truth
8. The Garroter
9. Continuum
10. All Things Will Pass

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed