fbpx

Green Carnation - Leaves of Yesteryear

Historien om Green Carnation går tilbage til 1990, hvor hovedmanden Terje Vik Schei (under navnet Tchort) startede bandet med rendyrket Dødsmetal. Siden har stilen varieret i takt med mange justeringer i line-uppet, og bandet har et par gange været opløst. Seneste genstart var i 2014, og med ”Leaves of Yesteryear” udsender nordmændene deres første nye musik i 14 år.
Ikke alt er dog nyt, for 2 af albummets 5 numre er gamle kendinge: Først er der en genindspilning af det 15 minutter lange “My Dark Reflections of Life and Death”, som først var at finde på albummet “Journey to the End of the Night”. Og så afrundes det hele med et cover af Black Sabbaths ”Solitude”, som er tro mod originalen, men med mere fylde understreger, hvor god denne ofte oversete perle er. Begge numre er kendetegnet ved at leve af styrken i deres melodier, så de vokser i styrke efter flere gennemlytninger.
Dette kendetegn har de 3 nye tracks også, for hverken musikken eller produktionen er optimeret efter hårdhed. I stedet bruges spilletiden til at variere intensitet og udtryk uden at forhaste sig. Titelnummeret er albummets højdepunkt; her passer alt ekstra godt sammen, og nummeret er blevet ved med at vokse på mig.
Men det positive indtryk gælder hele albummet, som jeg håber kan blive startskud til mere aktivitet fra Green Carnations side; bandet har stadig meget at byde på, og det ville være synd og skam, hvis vi skulle vente 14 år igen.

Tracklist:
1. Leaves of Yesteryear
2. Sentinels
3. My Dark Reflections of Life and Death
4. Hounds
5. Solitude
Samlet spilletid: 44:36

Læs mere...

No Stone Left Unturned - The Experimental Playground

No Stone Left Unturned er et nyt navn på den danske musikscne, og lidt usædvanligt er der tale om et enkeltmandsprojekt. Bag navnet står Peter Wolf Frandsen, som er kendt fra bl.a. Eciton. På EP’en her leverer han bas, guitar og vokal, men får hjælp af Paolo Conte (trommer) og Konstantin Raidovski (guitar), mens Eric Castiglia står for vokalen på åbningsnummeret.
Her får han ikke lov til at markere sig fuldt ud, for den brølende vokal optræder kun i kortere passager; det meste af spilletiden er helliget instrumentalmusik, som domineres af en rolig og seriøs stemning. Den fortsætter i ”No stone left Unturned”, som trods tungere rytmer ikke rigtigt brænder igennem.
Det gør ”Seen through the eyes of a Child” til gengæld, for nummeret bygger roligt op og vokser til en intensitet, der gør det til EP’ens klare højdepunkt. Noget kunne tyde på, at Wolf synes det samme, hvis man skal dømme ud fra titlen på slutnummeret. Det indeholder nogle af de samme kendetegn som de tre foregående tracks, og fungerer som en slags opsummering.
Pigen på frontcoveret ser ud til at være kommet på en uoverkommelig opgave, men helt så galt står det ikke til for No Stone Left Unturned. Den første udgivelse herfra indeholder mange positive elementer, og selv om jeg ikke er sikker på, at det kan bære en opskalering til spilletid for et helt album, er indholdet i den foreliggende udgave absolut godkendt herfra.

Tracklist:
1) It always starts with one...
2) No stone left Unturned
3) Seen through the eyes of a child
4) I can see forever up here!
Samlet spilletid: 12:17

Læs mere...

Ereley - Diablerie

Et konceptalbum, som bygger på ideen om, at vi fødes rene og uskyldige, men via vore valg skubber balancen mod enten det lyse eller det mørke, er hvad tjekkiske Ereley udsender med ”Diablerie”. Albummet er bandets andet, og historien fortælles fra perspektivet af en mand med flest valg i den mørke retning.
Starten er præget af halvtung Metal, hvor musikken varierer sit udtryk pænt meget, uden at det ender i opvisning. I stedet er de flerstemmige vokaler i centrum, og det er tydeligt, at de første numre primært bruges som værktøjer til at fortælle historien. Det er også ok, men bliver lidt langt – specielt fordi det tredje nummer er ret stillestående.
Herefter bliver der heldigvis lukket mere op for godteposen, så der bliver plads til mere voldsomme passager. Konkret betyder det passager med aggressive stortrommer og guitarer, men også mere rå vokaler. Musikken bliver hårdere, men aldrig ekstrem; Ereley holder lidt igen for at kunne fastholde det fortællende element. Og det gør de udmærket, for numrene er meget varierede i udtryk, så genrens rammer bliver udnyttet fint – den klassiske start i ”Enchantress” er et udmærket eksempel.
Mod slutningen er det som om, at alle tråde skal samles, og musikken bliver igen bremset lidt i sin fremdrift. Det gør de sidste numre en smule ensidige, men er kun en lille streg i regningen; Ereley har med ”Diablerie” skabt et alsidigt og til tider ret spændende album.

Tracklist:
1. Diablerie
2. Nephilim
3. Room 666
4. Hex
5. Boogie Man
6. Enchantress
7. Beast
8. Flames Of Deliverance
9. Love And Hate
10. Burning Hell
Samlet spilletid: 54:14

Læs mere...

Opeth - Det Kongelige Teater, 17.11.18

Det er efterhånden en tradition: Opeth laver nyt album – Opeth kommer til Danmark – Opeth leverer et godt til evt. fantastisk show – Opeth får gradvist bedre rammer ift. valg af spillested – gentag, gentag, gentag. Der skal lyde absolut 0 klager herfra, for jeg husker i særdeleshed den magtpræstation der fandt sted i Koncerthuset for tre år siden – nu er vi så rykket endnu et trin op til Det Kongelige Teater (tidligere fra Store Vega, nu fra Koncerthuset). Det gode spørgsmål er bare: bliver det bedre end sidste gang?

Opeth:
Inden vi når så langt er der opvarmningen, The Vintage Caravan: i både navn og musikalsk udtryk er det en ganske passende forret. I ældre dage var det ofte en ”joke” at du ikke kunne finde noget band der lød tilnærmelsesvis som Opeth. Siden 2011 har det ikke været tilfældet: den proggede 70’er lyd fik i stedet fokus, og så er der pludselig mange at sammenligne med, heraf The Vintage Caravan selv. Et slag på tasken siger dog, at de fleste alligevel kommer for alt pre-2011, så hvordan slår de an, de islandske rockere?

De har i hvert fald flotte omgivelser! Det Kongelige Teater er en oplevelse i sig selv, om end de er delegeret til en mindre del af scenen. Den mindre plads betyder dog absolut nul og niks: det er en røvsparkende start med næsten utæmmet energi fra scenen, de tre herrer smiler og er glade og guitaristen kan svært stå stille. Både i stil, tøj og fremføring har de lært (nogen ville sige kopieret og/eller stjålet) direkte fra idolerne, de gamle 70’er heavyrockere. Både på lyd og lys virker det derimod til at der holdes intentionelt igen til hovednavnet, og hvad man ellers regner med er nogle begyndelsesvanskeligheder på lydfronten fortsætter ufortrødent – mere konkret bliver det næsten mere skramlet som de næste tre kvarter forløber, og det lyder virkelig ikke godt.

Der er heller ikke mange fremmødte der lader til at kende dem, hvilket er lidt sjovt ift. førnævnte genre-sammenligneligheder. Ligesom det knap så store udfoldelsesrum går det dog ikke karavanen på, eller også skjules det effektivt med store fagter, imponerende soli og store smil. Det får de ikke særlig meget ud af. Det store problem er ellers lige foran dem: vi sidder ned. Nu ved jeg ikke hvordan det har været på resten af touren; jeg tager et forsigtigt gæt på, at det ikke ellers har været siddende. På den måde forstår man godt hvorfor Vintage Caravan ikke ændrer en tøddel pga. ændrede omstændigheder, men den stædighed returnerer så til gengæld lige i deres ansigt.

Det fungerer nemlig overhovedet ikke. Det er alt, alt, alt, ALT for vildt. Giv mig Copenhell næste sommer, hvor man hamrer øl og vælter rundt i pits ud på aftenen, men her og nu passer rammerne bare ikke sammen med musikken. Det er også derfor balladen i midten af sættet fungerer bedst og hvorfor den random trommesolo og derefter bassolo kun tilnærmelsesvis virker. At det er sidste show på touren, jamen det virker helt omvendt fordi bandet kun har mere lyst til at gå helt amok – og vi andre er ankommet på en søndag for at opleve Opeth i nogle helt særlige rammer. De to ender mødes kort sagt ikke. Så, bedre held næste gang. 3/6 stjerner.
Og nu, Åkerfeldt og co.

Med en dyster intro får man nu helt syn for sagen på den flotte scene, nu med flere lysinstallationer a la kæmpe ”lamper” og en storskærm til stemningsbilleder. Det næste der rammer er ”Svekets Prins” fra det nye album – og så en skramlet og halvskidt lyd. Mikaels vokal ligger alt for langt fremme i lydbilledet og man savner allerede den krystalklare og runde lyd i Koncerthuset. Det er for skingert og for rodet til at det nogensinde bliver godt, og det varer desværre ved hele vejen.
Tingene bliver dog bedre lige akkurat da ”The Leper Affinity” ankommer. En virkelig sjælden fornøjelse, som i hvert fald ikke har været fremført i Danmark de sidste ti år! Lige dér er det svært at få armene ned, det skal jeg gerne indrømme. Men jeg skal ikke vente længe: præcist som man kender det er der igen igen igen, og også denne gang, en bunke bøvernikker til stede. De råber, pifter, udbryder fjollede ting som ”NICE HAT!” og lignende, allerhelst i de stille stykker eller når der bliver forsøgt snakket til os. Om det er fulde svenskere eller bare dem der stadig (ironisk) skal forsøge at få Opeth til at handle om pik og prut, hvem ved, men lad nu bare fucking vær’ og hør musikken i stedet. Jeg bliver dog lidt glad over at høre de mange tyssende stemmer.
Bliv ved. Vi skal nok få udraderet bøvernikkerne en dag.

”Hjärtat Vet Vad Handen Gör” ser et enormt flot rødt-gult lys strømme over os, og så er det ellers tid til snak fra Åkerfelt. Til en start er det de samme jokes som sidste gang a la ”Sweden is the capital of Scandinavia” og bla bla bla – OG på svensk. Ja, endnu engang skal det åbenbart være en ting at under halvdelen fatter hvad der bliver sagt. Man forstår det ikke, hvorfor ikke bare vælge engelsk én gang for alle når det nu er tydeligt at der ikke råbes ”HVA???” for sjov efter hver 2. sætning? Heldigvis skiftes der rent faktisk sprog undervejs, men nu forhaster jeg mig, for inden vi når så langt skal vi igennem ”Reverie/Harlequin Forest” med dets lækre grønt-blå og skinnende lys samt en absolut overlegen outro, selv her kun halvt leveret.

For Opeth selv virker altså... trætte? Uoplagte? Søndagsprægede måske? Det er højst usædvanligt, men viser sig at have en naturlig forklaring: sygdom. Og værende det sidste stop på touren, ja så giver det endnu mere mening – hvorfor anstrenge sig når man skal til og hjem. Men én ting er engagementet, noget helt andet er det rent tekniske, og det sidder (til en overraskelse) ikke altid lige i skabet. Om dét så skyldes førnævnte lydproblemer, tja måske, men det er heller ikke så vigtigt. Der sker imidlertid noget efter den ellers malplacerede ”Nepenthe”: der skiftes til engelsk! Det tog kun tre kvarter, men jeg tager gladelig imod. Og vigtigere er, at det herfra bliver både sjovere og mere løssluppent (på den gode måde). Opeth virker mere til stede, der fortælles flere anekdoter og der er generel ping-pong fra publikum til Åkerfelt, og resten af sætlisten klarer resten. At der så skiftes lidt tilfældigt frem og tilbage fra svensk til engelsk og omvendt, det er en mindre hovedpine.

”Moon Above, Sun Below” er en sang der virker til at stikke i nye retninger konstant, men alligevel kan bære det. ”Hope Leaves” er muligvis den flotteste mindre kendte sang fra ”Damnation” og ”The Lotus Eater”.. altså hvad kan jeg sige til dén? Den har alt hvad Opeth er i én sang og det kan jeg sgu sætte pris på. Der lukkes (men slukkes? nej) med den ualmindeligt smukke og tilstedeværende ”Allting Tar Slut” hvor guitaristen også får lov at vise sine sangkundskaber frem.
For det er selvfølgelig ikke færdigt her. ”Sorceress” sparker tingene i gang igen inden Åkerfelt får fortalt en sjov historie om ham og Anselmo fra sidste års Copenhell og så præsenteres bandet inden alt sættes ind på ”Deliverance” – endnu engang.

Igen, ingen klager herfra. Faktisk skal Opeth endnu engang have ros for at turde rode godt og grundigt rundt i sætlisten: kun de to ekstrasange var også at finde ved deres sidste show. Men SÅ er det også tid til ”Deliverance”, og nu kan folk knap sidde stille mere – og så er det vel slut? Nej, for Opeths tour-crew har åbenbart strikket en lille video sammen der mest viser Opeth og co. i diverse uskønne situationer. Det er uventet, men sjovt og lige i ånden, for det hele er sgu ikke så alvorligt. Helt overordnet er det to ganske gode timer, men det er både set og hørt bedre før, ja faktisk for kun tre år siden. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Svekets Prins
2) – The Leper Affinity
3) – Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4) – Reverie/Harlequin Forest
5) – Nepenthe
6) – Moon Above, Sun Below
7) – Hope Leaves
8) – The Lotus Eater
9) – Allting Tar Slut
Encore:
10) – Sorceress
11) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Arch/Matheos - Winter Ethereal

”Winter Ethereal“ er det andet album fra sangeren John Arch og guitaristen Jim Matheos, og kommer 8 år efter "Sympathetic Resonance”. Denne gang er denne gang én stor ”Fates Warning forbrødring” idet besætningen består af en lang række nuværende og forhenværende bassister og trommeslagere herfra; dertil kommer flere gæstemusikere andre steder fra.

Men det er selvfølgelig d’herrer Arch og Matheos der er i fokus, og de præsterer hver især som forventet: Arch synger virkelig rent, stærkt og kraftfuldt, og ville passe ind i mange sammenhænge. Det samme gælder Matheos, som igen får bevist, at han er en eminent guitarist med stor bredde i sit spil – så langt er alt i orden. Men (for jo, der er et men!) det er desværre ikke nok til at skabe et godt album. At alle medvirkende spiller virkelig godt (for det gør de) nytter ikke meget, hvis ikke materialet følger trop.
Det første problem ligger i spilletiden, for godt en times spilletid er alt for meget for de 9 numre. Eller sagt omvendt: Musikken er simpelthen ikke spændende nok til at udfylde så lang spilletid på fornuftig vis. I perioder mangler de dynamik, så de kommer til at virke stillestående, og det er kun i kortere sekvenser, at de rykker for alvor. Det sker når trommerne driver musikken fremad, eller Matheos hiver et godt riff ud af ærmet. Men det sker for sjældent, og under mine lyttesessioner tog jeg flere gange mig selv i at miste fokus og gøre andre ting. Det er et dårligt tegn, og numrene bliver ikke hængende i hukommelsen.

Tracklist:
1. Vermilion Moons
2. Wanderlust
3. Solitary Man
4. Wrath of the Universe
5. Tethered
6. Straight and Narrow
7. Pitch Black Prism
8. Never in Your Hands
9. Kindred Spirits
Samlet spilletid: 67:59.

Læs mere...

Deadnate, Royal Metal Fest 2019

Så, nu gik de lige over i at spille tidlig Kashmir”.

Min veninde rammer hovedet på sømmet. Den pludseligt hoppende hi-hat og de funky akkorder står i skærende kontrast til Deadnates omgivende, gennemgående højspændt-dramatiske metalniche.

Klart, de har hørt Gojira. For nu at sige det mildt. Hvis man hverken kendte Deadnate eller Gojira og hørte dem ryg mod ryg, ville man være tilgivet for ikke at kunne skelne det ene band fra det andet. Selv vokalen, guitarlyden og tapping-riffs’ene er som direkte planket fra den dér hval-plade. “Progressive groove metal” kalder de det vist; det er slet ikke nogen dum betegnelse.

Men hvad Deadnate så end måtte mangle i originalitet, synes de at besidde mere end til fulde i ambition, potentiale og vovemod. Den rene vokal er måske ikke ligefrem nogen Freddie Mercury værdig, men det er fedt, at de kaster sig ud i det. Dels fordi alt det hersens jyde-død snildt kan blive lige lovligt gryntende i længden, men mest af alt fordi Deadnate formår at holde deres musik lykkeligt fri for de dersens catchy-men-alligevel-ikke-mindeværdige melodier, som nyere både amerikanske og europæiske Killswitch Engage-kloner har forpestet metallen med, siden In Flames holdt op med at være interessante. (Hov, ER jeg alligevel blevet gammel og bitter??)

Derudover har Deadnate nogle lækre breaks, hvor der lige er dén tand mere stilhed, end hvad der virker behageligt. Superfrækt; superflabet. Og eftersom de har æren af at åbne årets RMF, er de fremmødte endnu både ædru og tavse, hvilket således kun understøtter andægtigheden og bandets performance.

Scenen er dækket i røg, og der kører ildevarslende drone- og feedback-lydflader over PA’et mellem numrene. Det er intenst, og det fungerer. Og det hjælper sikkert på det, at det gode Atlas-personale har været så flinke at hænge et par desværre tiltrængte plakater op: “Shhhhhh… Lyt til musikken. Vi kan snakke efter koncerten”. Åh, hvor er det på tide.

Deadnate er et overraskende professionelt foretagende. Ikke bare rent musikalsk, men også hvad angår paratekstuelle faktorer, såsom at de — i modsætning til overraskende mange andre bands på RMF ’19 — rent faktisk har en profil på Metal Archives, samt at de ikke blot har en YouTube-kanal, men at deres video-thumbnails har lige så professionelt udseende vandmærker som for længst etablerede Nuclear Blast-navne. Høj klasse af en flok unge gutter fra Fredericia med kun en enkelt selvudgivet EP på repertoiret. Og hen imod sættets slutning har de tilsyneladende smidt al tænkelig nervøsitet af sig og kører et langt mere udadvendt sceneshow, komplet med synkron vindmølleheadbanging. Sådan dér; rigtige metalheads har langt garn.

Vi skal tilbage til Scamp, Solbrud, Huldre eller Baest for at finde et nyt, upcoming dansk metalband med lige så meget potentiale. Deadnate kan drive det vidt, (det lidt søgte ordspil i navnet til trods), så snart de får skrevet sig ud af Gojira-universet og etableret et lidt mere personligt. Keep up the good work, drenge.

Læs mere...

Verdande - Verdande

Verdande blev startet i 2016 af 4 elever på på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Oprindeligt var musikken rent instrumental, men siden er sangeren Søren Sedit kommet til. Bandets første udspil er denne selvbetitlede EP, hvis tilblivelse har trukket ud, fordi medlemmerne hele tiden fandt nye steder at justere og optimere.

Jeg kan sagtens forstå, at musikerne fandt ting at arbejde med, for numrene indeholder rigtig mange forskellige temaer, både rytmisk og melodisk. Det giver musikken en bredde, som både er en styrke og en svaghed. På plussiden tæller den resulterende variation, når melodiske elementer blandes med en brølende vokal og tung Metal, som afleveres med hakkende rytmer.

Musikerne præsterer et højt teknisk niveau, og alt spilles superstramt og med lækkert overskud. Ved siden af de mange temaer er der også blevet plads til rigtig mange fine detaljer – her er det skønt at tune ind på dem, og bare nyde de mange små perler, som især trommer og guitar får flettet ind i musikken, specielt i ”When Forever Ends”.

Men medaljen har også en bagside, for flere steder bliver det for meget med de konstant skiftende temaer. Resultatet er, at den røde tråd forsvinder, og numrene fremstår rodede og uden klar retning. Det trækker ned, men ikke mere end at Verdandes første udspil er en solid og lovende sag.

Tracklist:
1. Seeking Waiting or hiding
2. Giving in
3. When Forever Ends
4. We Wait In The Fire
Samlet spilletid: 23:54

Læs mere...

Sunless Dawn - Timeweaver

Historien om Sunless Dawn går godt ti år tilbage til en ungdomsskole på Bornholm, men siden har bandet fået base i hovedstaden. Og med Prime Collective i ryggen, udsender de nu deres debutalbum, som har titlen ”Timeweaver”.

Progressiv Metal er ikke den mest udbredte genre blandt danske musikere, men det har ikke forhindret Sunless Dawn i at kaste sig over den. Og det gør de med stor indlevelse og kunnen, for deres musik indeholder alle de elementer, der gør genren interessant: De ni numre byder på Metal med glimrende tyngde, hvor guitarerne står for fængende riffs, som skubbes fremad af en energiske rytmesektion. Der veksles mellem mange temaer, ligesom de hårde toner ind imellem afløses af helt stille passager, for at ende med store og pompøse kor – her spænder Sunless Dawn genretypisk bredt.

Og hvis tilstedeværelse af en keyboardspillende sanger skulle lede tankerne i retning af blødsødenhed, bliver det banket eftertrykkeligt i jorden første gang, Henrik Munch melder sig på banen. Han har en lækkert brølende vokal, som han formår at variere ret så meget.

Musikken har det tekniske i højsædet, men det køres ikke derud, hvor det bliver sterilt – det afhjælper de mange melodiske islæt, som både guitarer og keyboard leverer, effektivt. Til gengæld er der en lille tendens til lukkethed i flere af numrene, lidt som om musikken har nok i sig selv og ikke åbner sig helt for lytteren. Tendensen er ikke så tydelig i de enkelte numre, men træder mere frem, når man lytter hele albummet igennem.

Det er nu en lille ridse i lakken på en debut, som er flot, gennemført og stærk; Sunless Dawn sætter en tyk streg under, at Danmark sagtens kan præstere progressiv musik af klasse.

Tracklist:
1. Apeiron
2. Aether
3. The Arbiter
4. Biomorph I: Polarity Portrayed
5. Biomorph II: Collide into Being
6. Biomorph III: Between Meadow and Mire
7. Grand Inquisitor
8. Erindringens Evighed
9. Sovereign
Samlet spilletid: 60:03

Læs mere...

Rivers of Nihil - Where Owls Know My Name

Mine tidligere møder med Rivers of Nihil har været en lidt broget affære – nogle gange har amerikanerne scoret point på deres teknisk betonede Dødsmetal, andre gange er deres anstrengelser endt som ligegyldigheder. På den baggrund var det med blandede følelser, at jeg gav mig i kast med bandets tredje fuldlængde album.

De vendte sig hurtigt at pege i retning af det positive, for bandet har denne gang suppleret deres tekniske Death Metal med så mange eksperimenter, at jeg har valgt ”progressiv” som fællesnævner. Et meget godt billede af indholdet kan man finde i ”The Silent Life”: Nummeret starter med halvtung Metal, som drives frem af herligt bankende stortrommer. Det hele er teknisk betonet, og der optræder forskellige temaer. Pludselig skiftes til en stille passage, hvor saxofon og en melodisk guitar sørger for mildere stemninger, inden der igen er Metal på programmet.

De nævnte elementer optræder også i de resterende numre, men i forskelligt omfang: I ”Old Nothing” er der således så meget knald på, at det nærmer sig Black Metal. Omvendt tangerer de skæve rytmer og skarpe elektrolyde i det instrumentale ”Terrestria III: Wither” Dubstep, så man må sige, at vi kommer vidt omkring. Netop bredden er albummets største aktiv, så selv om ikke alle numre er lige fængende, gør det høje tekniske niveau sammen med balancen mellem Rock og Metal, at ”Where Owls Know My Name” er mit hidtil bedste møde med Rivers of Nihil, og det er 4 stjerner værd.

Tracklist:
1. Cancer / Moonspeak
2. The Silent Life
3. A Home
4. Old Nothing
5. Subtle Change (Including The Forest of Transition and Dissatisfaction Dance)
6. Terrestria III: Wither
7. Hollow
8. Death Is Real
9. Where Owls Know My Name
10. Capricorn / Agoratopia
Samlet spilletid: 55:48.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed