fbpx

Manticora - To Kill to Live to Kill

De otte år der er gået, siden det seneste udspil fra Manticora kom på gaden, har bandet tilbragt med diverse turnéer og udskiftninger i besætningen, men de seneste tre år har fokus været på at skrive materiale til dette, bandets ottende album, men ikke nok med det; udgivelsen er planlagt som en to-trins raket, hvor anden del kommer næste år.

Der åbnes med et uddrag af Tjajkovskijs første klaverkoncert, men også senere bliver der gjort brug af store arrangementer med pomp og pragt. Albummet bygger indholdsmæssigt på en horror fortælling skrevet af sangeren Lars F. Larsen, hvilket ind imellem gør tingene lidt for højtidelige – især ”The Farmer's Tale”- numrene bære præg af dette, hvilket gør dem lidt rodede.

Ellers må jeg sige, at Manticora spiller Power Metal lige efter mit hoved: Numrene har stærke omkvæd og flotte melodier, og så spilles der ærlig Metal uden at det hele skal smøres ind i keyboards – en svaghed, der ofte høres i genren. Men ikke her, hvor især ”Opium” kombinerer alle elementer meget overbevisende, men også i de øvrige numre får instrumenterne lov at udfolde sig uden at blive kastreret, så f.eks. guitarsoli afvikles i forrygende tempo. Samtidig er lyden fint nuanceret uden, at de enkelte instrumenter mister deres kant – her lyder Metal af Metal, hvilket produceren Jacob Hansen skal have kæmpe ros for.

Det er svært ikke at synes om dette udspil, som overbeviser tilstrækkeligt til, at jeg allerede glæder mig til anden omgang rammer markedet næste år.

Tracklist:
01. Piano Concerto 1 - B Flat minor...
02. Echoes of A Silent Scream
03. Through the Eyes of The Killer - Towering Over You
04. Katana - Awakening the Lunacy
05. The Farmer's Tale Pt. 1 - The Aftermath of Indifference
06. The Devil in Lisbon (instrumental)
07. Growth
08. Humiliation Supreme (instrumental)
09. Nothing Lasts Forever
10. Katana - Opium
11. Through the Eyes of The Killer - Revival of The Muse That Is Violence
12. The Farmer's Tale Pt. 2 - Annihilation at The Graves
Samlet spilletid: 70:23

Læs mere...

Follow The Cipher - Follow The Cipher

Follow The Cipher’s historie starter i 2014, da guitarist Ken Kängström (Som har været med til at skrive flere velkendte og gode sange for Sabaton, blandt andet den episke “Carolus Rex”, som er at finde sidst på pladen i en cover-version) fik lyst til at starte et band, og det var netop før omtalte nummer der gav ham blod på tanden. Debut albummet med ditto titel er en realitet, og tak for det.

Der leveres en god gedigen semi-symfonisk power metal, lidt i stil med bands som Within Temptation og tidlig Nightwish. Instrumenteringen er storslået med masser af fed atmosfære, symfoniske indslag og dejlige tunge guitarriffs. Dette bliver krydret med en absolut blændende vokal fra Linda Toni Grahn, som kunne minde om en Bonnie Tyler bare i en forstærket udgave med meget større spænd - “Valkyria” og “Winterfall” er fantastiske eksempler på hendes evner. Samtidig suppleres der backing vokal i form af storslåede kor arrangementer. Pladen sluttes af med “Starlight” og det før omtalte cover af “Carolus Rex”, som nemt kunne være pladens to tungeste numre, hvor der også sniger sig lidt “snerren/growlen ind, hvilket giver god afveksling.

Follow The Cipher er et af de bands som i den grad kommer til at gøre sig bemærket, ikke at det er voldsomt anderledes eller nyskabende end bands i samme genre, men de formår bare at skabe en fed stemning hvor Grahn’s vokal lige nøjagtigt udgør prikken over i’et. “Follow The Cipher” er et aldeles glimrende debut album, med en fed, tyk samt vellydene produktion, og et band vi kommer til at høre meget mere til, er jeg sikker på.

Tracklist:
1. Enter the Cipher 5:20 
2. Valkyria 3:53
3. My Soldier 3:44
4. Winterfall 3:37 
5. Titan's Call 3:40
6. The Rising 3:41
7. A Mind's Escape 4:04 
8. Play With Fire 4:27
9. I Revive 3:15
10. Starlight 4:48
11. Carolus Rex 4:44
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Heavatar - Opus II-The Annihilation

Heavatar stammer fra Tyskland, og blev dannet i 2012 – året efter udsendtes det første album ”Opus I - All My Kingdoms”, men en efterfølger har ladet vente på sig. Til nu, hvor  ”Opus II - The Annihilation” er på gaden.

At bandet benævner sine udgivelser som ”Opus” er lidt højtideligt, men det hører sig næsten til, når man spiller Power Metal. Og det gør Heavatar, endda med glimtvise inspirationer fra klassisk musik. Disse kommer til udtryk i passager midt i numrene, ligesom der også diskes op med stort orkester og kor.

Jeg kan ikke finde noget sted at sætte fingre på i forbindelse med Heavatars håndtering af Power genren, for det hele sidder lige efter bogen: Det orestrale er lige så storslået som genren kræver, vokalen giver et par hvin, og numrenes rytmer er helt som man forventer. Desværre er det et gennemgående tegn, og der sidder absolut intet personligt tilbage, når man har lyttet albummet igennem.

Men hvad gør man, når man ikke selv er i stand til at finde på nyt? Jo, så må man låne! Derfor er indledningen til ”The Annihilation” en Metal udgave af temaet fra Beethovens femte symfoni, meget originalt – NOT! Lidt mere passende er bandets cover af Manowars ”Metal Daze”, men når man ikke formår at gøre coveret personligt, er det for nemt!

Egentlig gør Heavatar det udmærket, men de er blot endnu et band i en åbenbart uendelig række af Power Metal bands, som spiller helt efter bogen – og det er bare ikke godt nok.

Tracklist:
1. None Shall Sleep
2. Into Doom
3. Purpose of a Virgin Mind
4. Hijacked by Unicorns
5. The Annihilation
6. Wake Up Now!
7. A Broken Taboo
8. An Awakening
9. A Battle Against All Hope
10. A Look Inside
11. Metal Daze (Manowar cover)
12. The Look Inside (orchestral)
Samlet spilletid: 59:01

Læs mere...

Riot V - Armor of Light

Nu er det ikke sindssygt meget jeg har dyrket Riot, men ikke desto mindre er de stadig aktive her mere end 40 siden de startede. Jeg husker svagt skiven “Fire Down Under” fra 1981 som værende ret så fed, og det er vist ikke helt forkert, da den er belønnet på metal-archives med 91%. Da original medlem Mark Reale døde i 2012, valgte bandet at tilføje romertallet V til bandnavnet til ære for ham, og bandet hedder således nu Riot V. Bandet har netop smidt deres seneste album “Armor of Light” ud til metal folket, og det er der kommet et rigtig solidt metal album ud af.

Musikken er vel hvad man kan forvente fra dette rutinerede band; det rocker, groover og svinger på “the old fashioned Heavy Metal way”, hvor favoritterne må være “Victory”, “Messiah”, “Angels Thunder, Devil’s Reign” samt “Armor of Light” som de åbenlyse vindere på skiven med lækkert twin guitar arbejde og masser af lækre soli. Sovsen på kartoflerne er den fænomenale vokal fra Todd Michael Hall, som har været med siden 2013, og som også lagde vokal på forgængeren “Unleash the Fire” fra 2014 - han synger intet mindre end genialt, og hvor kan han dog komme højt op i spektret.

Da jeg lyttede på Nuclear Blast’s såkaldte iPool website synes jeg, at det her nye album fra Riot V lød interessant, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet at det ville være sådan et solidt album. Pladen er produceret af Chris “The Wizard” Collier (Metal Church, Flotsam & Jetsam, Slipknot, Korn), og at det er blevet med sådan en moderne lyd samt masser af gode numre som holder langt hen ad vejen, ja, det kommer lidt bag på mig…klasse fornægter sig ej - et fedt album!!

Tracklist:
1. Victory 4:40
2. End Of The World 5:09
3. Messiah 4:20
4. Angel's Thunder, Devil's Reign 4:40
5. Burn The Daylight 4:47
6. Heart Of A Lion
3:52
7. Armor Of Light 4:36
8. Set The World Alight
4:52
9. San Antonio 3:49
10. Caught In the Witches Eye
4:56
11. Ready to Shine 5:00
12. Raining Fire 4:45
Samlet spilletid: 55:26

 

Læs mere...

Visigoth - Conqueror's Oath

Tre år efter debutskiven ”The Revenant King” er der igen nyt fra Salt Lake City bandet Visigoth, og her kan jeg fortsætte listen med ”igen”: Igen er indspilningerne foregået i hjembyens Boar's Nest studie, igen har Andy Patterson skruet på knapperne, og igen er resultatet blevet en gennemført blanding af Heavy- og Power Metal.

Fra starten præsenterer Visigoth hele paletten af elementer fra genrerne, så hamrende rytmer og fængende melodier går hånd i hånd. De fleste numre har store armbevægelser og en teatralsk stemning, sidstnævnte hovedsageligt takket være sangeren Jake Rogers. Hans vokal har den fornødne power, men er ikke så anmassende som mange af kollegernes high pitch udgaver. Samtidig formår han at holde sine helteudgydelser på den rigtige side af latterlighedsgrænsen, så helheden forbliver troværdig. Det gør numre som ”Steel and Silver”, ”Warrior Queen” og ”Traitor's Gate” til virkelig stærke repræsentanter for Power Metal genren.

Men det fungerer også godt for amerikanerne når de bevæger sig inden for den rene Heavy Metal, hvilket illustreres i det Iron Maiden inspirerede ”Outlive Them All”, det traditionelle ”Blades in the Night” og ”Salt City”, som er en hilsen til de hjemlige headbangere.

I forhold til debutskiven har Visigoth finpudset stilen, og de har fået mere selvtillid. Derfor er ”Conqueror's Oath” en mere selvstændig udgivelse, som bør få chancen hos alle tilhængere af genren.

Tracklist:
1. Steel and Silver
2. Warrior Queen
3. Outlive Them All
4. Hammerforged
5. Traitor's Gate
6. Salt City
7. Blades in the Night
8. The Conqueror's Oath
Samlet spilletid: 42:21

Læs mere...

Eternal Flight – Retrofuture

”Retrofuture” er mit første møde med franske Eternal Flight, selv om bandet har været aktivt siden 2001, og albummet er deres fjerde. Der er gået seks år siden seneste livstegn; en tid, som er brugt på at udskifte tre femtedele af besætningen.

Efter en kort instrumental intro sættes der en tyk streg under, at franskmændene bevæger sig på Power Metal scenen: ”Poison” rider på genrens typiske guitarriffs, som suppleres med poppede omkvæd. Disse leverer sangeren Gérard Fois med eftertryk, godt hjulpet på vej af high pitch power hvin. Eller med andre ord: En helt traditionel udgave af stilen.

På det punkt ligner de enkelte dele af albummet hinanden ret meget, så det er i detaljerne, man skal finde forskellene. Her er det tunge og lidt truende ”Machine God” blandt de bedste numre.

Desværre er der ikke mange tilsvarende tracks, for det kniber for Eternal Flight at strikke helstøbte numre sammen. Når guitarerne er skarpe som i ”Sinner”, trækkes det hele ned af et fladt omkvæd. På samme måde fungerer den flotte start på ”Routine Of Darkness” rigtig godt med sin smukke klavermelodi, men når resten af bandet sætter ind, drukner det hele i banaliteter.

Albummet er annonceret som Progressiv Power Metal, men en smule afvigelser fra fasttømrede opskrifter kan slet ikke retfærdiggøre Prog skiltet. Da den resterende Power Metal oveni købet er temmelig kedelig, ender mødet med Eternal Flight som en skuffelse.

Tracklist:
1. Ante-dote
2. Poison
3. The Journey
4. Retrofuture
5. Nightmare King II
6. Machine God
7. Routine Of Darkness
8. Sinner
9. Danger Calling
10. Succubus
11. Labyrinth
12. Pandora's Box
13. Angels Of Violence
Samlet spilletid: 60:08

Læs mere...

Orden Ogan, Rhapsody of Fire - Beta

Der er to omstændigheder ved aftenens arrangement, jeg ikke fatter:

1) Rhapsody of Fire som opvarmning?!? Jojo: Jeg er udmærket klar over, at Orden Ogan skal være nok så gode, men Rhapsody er indiskutabelt et af de største power metal-navne nogensinde. Eller er det virkelig kun mig, der stadig gerne vil mene dét i en tid, hvor bandet synes at tilstræbe et kvantum line-up-ændringer, der ligner Whitesnake for 30 år siden? Selv kommer jeg primært for at høre Rhapsody, hvorom alting er. (I øvrigt udelader jeg bevidst “… Of Fire”-tilføjelsen herfra. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om dens indlysende uopfindsomhed er mere sej end doven, men redundant er den i hvert fald.)

2) Power metal på Beta?!? Bevares, genren trækker ikke just publikum i stadionstørrelse, og da slet ikke i et snoldet land som dette, hvor en betragtelig del af metallytterne stadig først er ved at lære, at der findes andet i livet end fee’ dø’. Men når man nu har en så geografisk nærliggende storebror som Amager Bio, og når nu der alligevel har været udsolgt så længe, kunne det så ikke have været en idé enten at rykke — eller i første omgang simpelthen have booket — foretagendet til et sted, der danner en bare lidt mere naturlig ramme om den så højloftede genre? Nej, man kan ikke forudsige alt, men man kan godt anstrenge sig lidt.

Dog bliver begge disse tvivlsmomenter gjort til skamme indenfor de næste par timer. Og hurra for det!

Indrømmet: Jeg har ikke rigtig fulgt Italiens symfoniske stolthed Rhapsody siden den dersens navneopgradering, og siden Luca Turilli gik solo og tog halvdelen af bandet med sig. Det, vi ser hér på Beta, ER bogstaveligt talt ikke den samme gruppe, der gav os de mange fantastiske klassiske power metal-skæringer, som aftenens sæt er så lykkeligt centreret om. Men når det er sagt, fremfører navnets nuværende inkarnation disse skæringer så formidabelt, som det må kunne forventes af ethvert band i dets bedste alder, originalmedlemmer eller ej.

Det er mærkeligt, at Fabio Lione ikke længere er forsanger. Men hans unge erstatning, Giacomo Voli, både virker som et yderst sympatisk gemyt og nailer samtlige fraseringer. Og strengemester Roby De Michaeli er et pragteksempel på, at selv musikalsk komplekse størrelser som Rhapsody kan klare sig med én tilstrækkeligt ekvilibristisk guitarist, også selvom denne ikke hedder Turilli til efternavn.

Frem for alt er det dog ikke bare rørende at genhøre forrygende skæringer som “Holy Thunderforce”, “March of the Swordmaster”, “Dawn of Victory”, “Flames of Revenge” og den måske nok så forudsigelige sæt-konklusion, “Emerald Sword”. Det er en glædelig overraskelse, at al genrens så lårtykke patos åbenbart sagtens kan pakkes ind i Betas så fysisk snævre rammer. Lyden er klarere og mere storslået, end jeg nogensinde har hørt den hér på stedet, og det bliver den ved med at være hele aftenen igennem.

Vi er tillige nogen, der har set frem til dette Rhapsodys første besøg i landet i, hvad, 17 år?? 150 ekstatiske struber skråler med på herlig, forudsigeligt-kitsch’et venstrehåndslyrik om krigere, drager, troldmænd, magiske sværd og episke kampe mellem fantasihære i fortryllede lande. Og det med en så præcis gengivelse som havde vi brugt lige så lang tid på at lytte til Rhapsodys klassiske udgivelser som på at læse Tolkien og Dragonlance. (Hvad der næppe er helt ved siden af for mange af de fremmødtes vedkommende.) Selvfølgelig dedikeres den flotte powerballade “The Magic of the Wizard’s Dream” til Christopher Lee — og afslører desuden publikum som bestående af flere smartphone-brugere end tobaknydere qua det lysshow, som en crowd nu engang laver til den type numre. Ja, hver sin last.

Kun “When Demons Awake” er lidt malplaceret med sin black metal-vokal. Men ellers er Rhapsodys sæt i sig selv en (alt for) lille serie af sejre i det hellige ståls navn, der som så mange gange før gør mig hjertens glad ved at få al min så typiske skepsis godt og grundigt sodomiseret.

Karakter: 5/6


Samme type forløsende triumftog skal gøre sig gældende for hovednavnet. De anmelderroste tyskere Orden Ogan har gennem hele 21 år på imponerende vis formået at forbigå selv en power-fetischist som yours truly. (Eller er det mig, der har forbigået dem…?)

Så meget desto mere bliver jeg blæst omkuld. Hvor jeg trods alt ikke har kunnet undgå at have visse forventninger til Rhapsody, bliver dette mit jomfrumøde med Orden Ogan en omvendelse i større omfang end med, ja, for eksempel aftenens supportnavn.

For der er ingen på den globale metalscene som vores mægtige, teutonske underboer, der tilnærmelsesvist formår at ramme det forjættede sweet spot mellem en svulstig powerpatos, der på samme tid er skamløst corny, uimodståeligt fængende og fandme grandios.

Orden Ogan er leveringsdygtige i hymner. Majestætiske kamp- og sejrshymner indenfor bandets eget narrative univers; hymner både mere fængende og hårdtslående end Manowars største crowdpleasers. Og jeg skal netop op i kategori med bands som selveste the kings of metal for at ihukomme koncerter, der har budt på så mange forpulet effektive og medrivende af slagsen, som Orden Ogan trakterer denne eksklusivt heldige skare med.

Onde tunger — eller måske bare nederen tunger — kunne indvende, at Orden Ogan minder for meget om Powerwolf; at riffs’ene og leadtemaerne er forudsigelige og uopfindsomme; at lyden på deres albums er steril og syntetisk; og at det er for billigt at køre så meget kor og keys på backingtrack, når man spiller live. Og ved I hvad? Der ville såmænd være legitime pointer i det alt sammen. Men hvis du i aften ville kunne stå gennem numre som “Gunman”, “Deaf Among the Blind” og “F.E.V.E.R.” uden at lade dig rive bare det mindste med, tøver jeg ikke med at diagnosticere dig som et grundlæggende råddent menneske, der ikke kunne genkende en fest, om den så kom og gav dig et kokainblowjob og 24 timers fri bar på hele Sunset Strip.

For en umiskendelig fest er sateme, hvad dettehér er. Selv hvis musikkens beskaffenhed på egen hånd ikke havde manet mig til at pendle mellem koncert og bar for at tanke op på fad, er publikums begejstring sandsynligvis den mest taknemmelige respons, jeg nogensinde har overværet på Beta. Ikke blot er det første gang, Orden Ogan er i Danmark, men netop dette hjørne af power metal, der er ekstra tungt men stadig lige så bombastisk som hele genrens superliga, indgyder både til fællessang, højt hævede horn og sgu også en gang fælles headbanging. Ja, man havde faktisk hverken kunnet forvente eller forlange mere af hele aftenen.

Kritikpunkter? Jo, trods alt. “The Lords of the Flies” (sic) er med sine mærkeligt nu-metallede islæt et lidt skæmmende indslag. Guitarist Tobi (sic) synger desuden for på ét af numrene, og det skulle han ikke have gjort. Den lavstammede og halvkvabsede forsanger, leadguitarist og mastermind Sebastian "Seeb" Levermann er heller ikke ligefrem nogen karismabombe. Og så ER Oden Ogans sange generelt centreret om de dér omkvæd. Men fuck nu alt dét. Lortet fungerer, og Orden Ogan kunne næppe have ønsket sig nogen mere frugtbar debutkoncert i denne så traditionelt power-foragtende metalnation.

… Og så håber jeg i øvrigt, at der er nogen, der gider prikke til Copenhells bookinggruppe og forklare, hvilken type fester man kunne få på Refshaleøen til sommer, hvis man nu investerede i en tourpakke som f.eks. dennehér.

Karakter: 5/6

Læs mere...

Beast In Black - Berserker

I 2015 forlod guitaristen Anton Kabanen bandet Battle Beast efter ti års samarbejde. Næste skridt var at få skrevet ny musik og samle et band til at spille den, og begge dele er nu klar: Bandet i form af Beast In Black, som stiller op fem mand stærkt, og musikken i form af debutalbummet ”Berserker”. Titlen er i øvrigt hentet i mangaserien af samme navn.

Som med det tidligere band er det også i Beast In Black Power Metal, der er den valgte stil, og den spiller finnerne som vor mor lavede den (hvis hun spillede traditionel Power Metal): Lettilgængelige melodier, masser af keyboards, tilstrækkeligt med guitar til, at det retfærdiggøre betegnelsen Metal, og en frontmand med en kraftfuld stemme, der kan komme op i de høje oktaver. Hos Beast In Black hedder han Yannis Papadopoulos og gør en virkelig god figur. På positivsiden ligger også produktionen, som er ren og detaljeret.

Men hold nu op, hvor er det kedeligt!! Musikken afleveres som rent venstrehåndsarbejde uden gnist, og der tages absolut ingen chancer. Kun i to af albummets ti skæringer afviges der fra denne monotoni: Først i ”Zodd The Immortal”, hvor der er skruet op for guitaren, og hvor vokalen har bid – denne kombination fungerer godt, og gør nummeret til albummets bedste. Den anden afvigelse er til gengæld af negativ karakter, og kommer i ”Crazy, Mad, Insane”, som med sine discorytmer, voldsomme synthesizere og 80’er synthdrums er millimeter fra at være soundtrack til et raveparty. AAAAAAAArgh!!!

De resterende numre er heldigvis ikke så slemme, men alligevel skuffer Beast In Black big time på deres debutalbum; det indeholder ikke meget beast, så er det i hvert fald en udgave uden tænder og med kløerne filet helt ned.

Tracklist:
1. Beast In Black
2. Blind And Frozen
3. Blood Of A Lion
4. Born Again
5. Zodd The Immortal
6. The Fifth Angel
7. Crazy, Mad, Insane
8. Eternal Fire
9. End Of The World
10. Ghost In The Rain
Samlet spilletid: 42:20

 

Læs mere...

Vanish - The Insanity Abstract

Det tyske Power Metal band Vanish kan se tilbage på mere end 16 års samspil, og med det i bagagen udsender Stuttgart-bandet deres tredje fuldlængde, ”The Insanity Abstract”.

På deres hjemmeside fremhæver bandet vokalen som et af deres stærkeste kort, og det kan jeg godt forstå. Bastian Rose har en rigtig powerstemme, som har masser af volumen og samtidig holder sig ren og klar. Han er tydeligt inspireret af Dio, og da han samtidig viser fin indlevelse i numrene, er man aldrig et sekund i tvivl om, at der er store følelser i spil.

Også den musikalske side af sagen er gennemført, for i stedet for blot at pakke Metal ind i keyboardtæpper og lade det være ved det, giver Vanish numrene mere dybde. Flere af dem, bl.a. den første single ”The Pale King”, har lidt mere komplekse strukturer, der giver musikken et stænk af det progressive. Det giver samtidig albummet en seriøs overtone, der i høj grad klæder de 11 numre. Det samme gør produktionen, som lader guitarerne beholde deres skarphed, mens keyboardet supplerer uden at det overdrives.

Alligevel når jeg at blive mæt af numrene, inden jeg er nået igennem hele skiven – på et tidspunkt begynder tingene at blive rigeligt kompakte – og så har jeg fået Power Metal nok. Alligevel skal Vanish have et Thumbs Up med på vejen, for ”The Insanity Abstract” er klart bedre end gennemsnittet af udgivelser i Power genren.

Tracklist:
1. The Insanity Abstract
2. The Pale King
3. Follow
4. Make-Believe (Slipstream Part 1)
5. Lilith Cries
6. Frame by Frame (Slipstream Part 2)
7. We Become What We Are
8. Disbelief (Slipstream Part 3)
9. That Way Madness Lies
10. Somewhere Along the Line
11. When the Mind Bursts
Samlet spilletid: 48:34

Læs mere...

Inner Axis - We Live By The Steel

I 2011 debuterede tyske Inner Axis med albummet ”Into The Storm”, og nu er kvintetten fra Kiel klar med album nummer to. Det har fået titlen ”We Live By The Steel”, og er bandets første på Fastball Music.

Heavy- og Power Metal er populære genrer i Tyskland, så her rammer Inner Axis plet: Bandet spiller en blanding af begge, helt efter bogen. Det betyder masser af daga-daga rytmer, pæne guitarmelodier og omkvæd, man kan skråle med på. Ofte er frontvokalen det stærkeste kort for genrens bands, men ikke for Inner Axis: Vokalen mangler styrke og udstråling; faktisk er musikken noget bedre kørende. I titelnummeret bliver der skruet op for det teatralske, og med en række Hey-Hey-Hey råb er der lagt op til at engagere publikum – også det leverer bandet helt efter bogen.
Når man griber så dybt ned i kassen med standardelementer, kan det ikke ende i en komplet katastrofe, og det gør det heller ikke for Inner Axis; tyskerne har udmærket fat i genrens basale elementer. Men de tilføjer intet personligt, alt leveres på en måde, der er hørt mange gange før. Selv om albummet som helhed er ganske hyggeligt, kan jeg ikke give det en anbefaling med.

Tracklist:
1. Blades Of Death
2. All Is One
3. Night Rider
4. The Brave
5. Red Dead
6. Storm Lords
7. Hound Of Hell
8. The Call Of Steel
9. We Live By The Steel
10. Rain Or Shine
Samlet spilletid: 41:02

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed