fbpx

Hell - Human Remains

29 år efter at bandet blev dannet, er de omsider klar med deres første studiealbum. Det er jo lidt af en præstation i sig selv. Det er dog ikke deres egen skyld, da deres første kontrakt gik i vasken fordi deres belgiske pladeselskab gik fallit.
Det har imidlertid ikke slået bandet ud og de fortsatte med at lave fire demoer i firserne, samt en selvfinansieret EP i ’83. Der skulle dog gå helt til 2011, før Nuclear Blast fik øjnene op for dem og først udgav en EP og sidenhen nærværende plade.
Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på canadiske Anvil med sådan en historie.
Men selvom det er en lang og halvtrist historie, så fejler musikken ikke rigtigt noget. Dog er David Bowers vokal måske en anelse for manisk til tider – han har tendens til at lyde lidt som en musicalsanger.
Men når det er sagt, så yder især Andy Sneap og Kev Bower et gedigent stykke håndværk på deres guitarer. På numre som ”The Devils Deadly Weapon” og det efterfølgende ”The Quest” bliver der for alvor åbnet for posen med tunge riffs og blæret guitarlir – Hell bevæger sig faktisk over i en skønsom blanding af Saxon og Iron Maiden med dobbelt leadguitar og andet godt!
Jeg synes faktisk det er en helt hæderlig debut af et enogtyve år gammelt band!
Grunden til den endelige dom lyder på fire stjerner, er simpelthen fordi jeg synes, at den ekstra plade med demoudgaver af numrene er aldeles unødig. Den byder ikke rigtigt på noget nyt i for-hold til den første plade.

  Trackliste:
DISC 1:
1. Overture (Themes from “Deathsquad”)
2. On Earth as it is in Hell
3. Plague and Fyre
4. The Oppressors
5. Blasphemy and the Master
6. Let Battle Commence
7. The Devil’s Deadly Weapon
8. The Quest
9. Macbeth
10. Save us from those who would save us
11. No Martyr’s Cage

Total spilletid: 66:06:


DISC 2: (1982-1986 DEMOS)
1. Deathsquad
2. On Earth as it is in Hell
3. Plague and Fyre
4. The Oppressors
5. Blasphemy and the Master
6. Let Battle Commence
7. The Devil’s Deadly Weapon
8. The Quest
9. Macbeth
10. Save us from those who would save us
11. No Martyr’s Cage

Total spilletid: 63:29:

Læs mere...

Tarot - The Spell Of Iron MMXI

Kendere af Tarot vil genkende både cover og titel på dette album, for udover det lille ”MMXI” ligner det bandets debutalbum til forveksling. Det er ikke tilfældigt, for man har valgt at fejre albummets 25 års jubilæum ved at genindspille det fra A til Z.
Jeg kender ikke de oprindelige versioner af numrene, men det er ikke svært at høre, at Tarot konsekvent har fastholdt den musikalske retning gennem de forgangne 25 år. Musikken er Metal et sted mellem traditionel Heavy og Power, så både tunge guitarer og melodiske omkvæd er at finde på albummet. Stemningen er dog langt lettere og ubekymret end på de senere albums – måske de mørkere toner er kommet til bandet i takt med tiltagende alder?
Men ikke kun stemningen er lettere end idag – det er kvaliteten også! Uopfindsomme guitarriffs og intetsigende omkvæd er det gennemgående indhold af de 11 numre, og det bliver hurtigt kedeligt at lægge øre til. Den eneste større afvigelse findes i det instrumentale ”De Mortui Nisi Bene”, men cirkusstemningen her hæver ikke niveauet – tværtimod! Kort sagt er materialet ikke særlig godt, og så nytter det ikke meget med udmærket fremførelse og udmærket produktion.
Jeg er gammel nok til at kunne huske 25 år tilbage i tiden, og hvis ”The Spell Of Iron” var havnet i min afspiller i 1986, havde den ikke vakt jubel. Det gør den heller ikke idag, for kvalitetsmæssigt halter tingene meget, og albummet ligger langt under, hvad jeg ellers har hørt fra Tarot. Derfor glæder jeg mig til, at de vender tilbage til materiale fra nutiden.

Tracklist:
01. Midwinter Nights
02. Dancing On The Wire
03. Back In The Fire
04. Loves Not Made For My Kind
05. Never Forever
06. The Spell Of Iron
07. De Mortui Nisi Bene
08. Pharao
09. Wings Of Darkness
10. Things That Crawl At Night
11. I Walk Forever (Bonus Track)


Læs mere...

Symphony X - Iconoclast

Efter 4 års pause er Prog-mestrene fra Symphony X tilbage, og som vanligt har guitaristen Michael Romeo skrevet alle numre, teksterne er dog resultatet af et samarbejde med sangeren Russell Allen.
Fra starten markeres alvoren i det progressive, for det næsten 11 minutter lange titel- og åbningsnummer oser af skæve takter og hæsblæsende melodier krydret med stemningsmæssige baggrundskor. Alt dette bliver støttet af klassisk Power Metal, som udgør den anden hovedretning i bandets musik. Den anføres af førnævnte Allen, som har en vokal et sted mellem Dio og Steve Perry, og fortsætter denne genres tradition for stærke melodier og omkvæd. Disse spænder fra det lige lovligt glade i ”Children of a Faceless God” til det virkeligt overfede i ”Electric Messiah”. Men uanset graden af alvor i melodierne, så sørger musikkens mere hårdtslående dele for, at ethvert tilløb til overdrven blødsødenhed kvæles i opløbet. Det sker med elementer, der viser inspiration fra både Metallica og Dream Theater, så det sker eftertrykkeligt.
Styrken i dette album ligger ikke i kvaliteten af hverken Powerdelene eller de tungere og mere bidske sager, selvom begge dele befinder sig på et højt niveau. Jeg er meget mere imponeret at måden, det hele samles på, for det lykkes for Symphony X at skabe en næsten perfekt balance mellem de enkelte komponenter, der gør, at ”Iconoclast” ikke tipper for meget i hverken den ene eller den anden retning. Det er en bedrift, som gør albummet til noget spændende for fans af de implicerede genrer, og jeg kan varmt anbefale alle at tage sig tid til et prøvelyt.

Tracklist:
1. Iconoclast
2. The End of Innocence
3. Dehumanized
4. Bastards of the Machine
5. Heretic
6. Children of a Faceless God
7. Electric Messiah
8. Prometheus (I Am Alive)
9. When All is Lost

Samlet spilletid: 62:58


Læs mere...

Decapitated - Carnival is Forever

Egentlig er denne udgivelse lidt af en overraskelse, for en turné i 2007 var ved at blive bandets endeligt; umiddelbart inden turnéen trådte bassisten Marcin Rygiel ud, og ved en trafikulykke blev trommeslageren Witold Kieltyka dræbt, mens sangeren Adrian Kowanek endnu ikke er kommet sig over de skader, han pådrog sig samtidig.
Det eneste tilbageværende medlem, guitaristen Waclaw Kieltyka, besluttede sig i 2009 for at videreføre bandet; sammen med 3 nye musikere udgør han den nye udgave af Decapitated.
Og det er en udgave med masser af power i musikken, for albummet er Death Metal af den uforsonlige slags; melodi er nærmest bandlyst, og der satses på at få musikken til at være så voldsom som muligt. Det lykkes meget godt, for den er nærmest en veritabel mur – desværre ikke på den fede måde! Numrene er meget ensformige i deres opbygning, og der er alt for få fede elementer at glædes over – ud over noget godt guitarspil i ”Homo Sum” og starten af “A View From A Hole” finder man ikke mange afvigelser fra kursen.
Disse kommer i slutnummeret, som blot er en stille guitarmelodi. Det er ret ensformigt og ikke specielt godt, men efter at have hørt resten af albummet, er det rart at hvile ørerne lidt. Her havde det været bedre om det rolige og melodiske indhold af ”Silence” var blevet delt ud over de resterende 7 numre.
Jeg Indrømmer gerne, at Decapitateds stil er ikke min favorit blandt afarterne af Dødsmetal, og jeg er langt fra ekspert i deres bagkatalog. Alligevel tillader jeg mig at være skuffet over dette album, for det kan ikke være det musikalske niveau, de viser her, som har fået navnet Decapitated til at klinge varmt i ørerne på Death Metal fans. I mine ører er ”Carnival is Forever” en sikker, men uinspireret og middelmådig omgang Død med alt for få highlights, og den vil ikke blive stamgæst i min CD-spiller.

Tracklist:
1 - The Knife
2 - United
3 - Carnival Is Forever
4 - Homo Sum
5 - 404
6 - A View From A Hole
7 - Pest
8 - Silence

Samlet spilletid: 42:40

Læs mere...

Chrome Division - 3rd Round Knockout

Det var med meget blandede forventninger jeg modtog den her plade. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med Chrome Division, og jeg må indrømme, at jeg blev en anelse skeptisk, da der på coveret stod, at det var til fans af Motörhead og Monster Magnet, samt at det var med Shagrath (forsanger i Dimmu Borgir)! Det var det, at de to bands blev nævnt i samme sætning som Shagrath, som fik mine skeptiske antenner til at ryste kraftigere end Danilo Häußlers kæbe efter Kesslers knockout.
Men for lige at tage det hele fra begyndelsen, vil jeg ige opsummere Chrome Divisions historie for jer, der ligesom jeg, ikke har hørt om dem før.

Ideen opstod, da Shagrath (Stian T. Thoresen) og Lex Icon (Stian Hinderson – også kendt som Na-gash) jammede sammen efter en øver med Dimmu Borgir. Det var med Shagrath på guitar og Lex Icon på trommer. De indspillede et par numre, men var enige om, ikke at føre det videre, da de begge var for dedikerede i forhold til Dimmu Borgir.
Først i 2004 blev bandet så egentlig dannet, da Shagrath havde lidt fri fra Dimmu Borgir efter Ozz-fest. Han tog kontakt til Björn Luna (bassist i Ashes to Ashes) og Eddie Guz (forsanger i norske The Carburetors). Sidst kom Ricky Black på banen som leadguitarist – han spillede på det tidspunkt i et svensk bluesband, og ville derfor passe fint ind i Chrome Divisions stil.
Lex Icon blev senere smidt ud på grund af manglende øvedisciplin og blev udskiftet med Tony White fra Minas Tirith. I 2008 forlod Eddie Guz bandet og blev sidenhen erstattet af Shady Blue, hvis borgerlige navn er Paul Mathiesen.
Så efter en lidt omtumlet start, ser bandets lineup således ud: Shady Blue (vokal), Ricky Black (leadguitar), Shagrath (rytmeguitar), Björn Luna (bas) og Tony White (trommer). Sammen er de nu klar med Chrome Divisions tredje udspil 3rd Round Knockout.

Og titlen er rammende – for det er lidt af en knockout de leverer med deres Black Label Society-, Motörhead- og Monster Magnet-inspirerede 80´er-rock ´n´ roll-heavy metal. Der er gang i den lige fra starten med tunge riffs og buldrende trommer. Der er ikke så mange dikkedarer i det her – det er lige på og hårdt, med Shady Blues meget rå vokal bakket godt på af en tung rytmesektion, der krydres glimrende med Ricky Blacks leadguitar, der gør flittigt brug af wah-pedalen.
Rigtig vildt bliver det på ”Zombies & Monsters”, der med sit syng-med-omkvæd lægger op til sta-dionrock! Det næste nummer ”Fight” er mindst ligeså hårdtslående, og ville måske være bedre egnet til Kesslers entre, end den blanding af Volbeat og The Storm han brugte sidst, han var i rin-gen.

Som så mange bands har Chrome Division også valgt at indspille et covernummer – og de bevæger sig ud på farlig grund, når de vælger Johnny Cash. For ”The Man in Black” er stadig en person, der kan vække følelser i de fleste musikere. Derfor er der stor cadeau til Chrome Division for at lave en udgave af ”Ghost Riders in the Sky”, der yder respekt til originalen, men som samtidig passer ind i bandets egen lyd og stil. Ja, det er faktisk lige før, men altså også kun lige før, jeg vil påstå, at den er bedre en originalen!

Chrome Divisions tredje knockoutforsøg kommer mere eller mindre helskindet i land. Dog er der enkelte minusser, som de fremover skal passe på med – ellers risikerer de at tabe på point.
Først og fremmest er det enerverende at høre på alle de lydbidder, der optræder hele tiden. Det er naturligvis meget fedt, at et nummer som ”Ghost Riders in the Sky”, starter med westernstem-ning i form af galopperende heste og skudsalver, men at næsten alle numre skal starte med en lydbid, bliver sgu lidt trættende – det bør begrænses til et, eller max to numre i løbet af en plade.
En anden ting, som måske er vanskeligere at gøre noget ved, er vokalen. Shady Blue synger på ingen måde dårligt, og hans stemme passer glimrende til det beskidte udtryk. Men han er altså ikke Lemmy – og det er vel nærmest kun ham, der kan slippe af sted med at brøle løs en hel plade igennem. Jeg synes bare, at Blues vokal er lidt for unuanceret, til at den virkeligt fanger én.

Men til trods for de to detaljer, er det lykkedes Chrome Division at sparke gevaldigt røv, og jeg overvejer kraftigt at investere i deres bagkatalog. Det burde du også gøre – især hvis du er til møgbeskidt heavyrock á la Motörhead, B.L.S., eller Spiritual Beggars – for så vil du kunne få meget fornøjelse af det her album!

Trackliste:
1. Bulldogs Unleashed
2. 7 G-Strings
3. Join the Ride
4. Unholy Roller
5. Zombies & Monsters
6. Fight
7. The Magic Man
8. Long Distance Call Girl
9. Ghost Riders in the Sky
10. Satisfy My Soul

Total spilletid: 42:05


Revolution Music vil gerne takke Warner Music for til-sending af dette album.

Læs mere...

Throwdown - Deathless

Tilbage i 2005 udgav det amerikanske Straight-Edge hardcore band Throwdown albummet ”Vendetta”, og to år efter albummet ”Venom & Tears”. De to albums fik en del kritik fra både anmeldere og især fans, da de pludseligt havde skiftet fra hardcore til groove metal med stærk inspiration fra Pantera. Bandet har for hvert album bevæget sig mere og mere væk fra hardcore. Og deres allernyeste ”Deathless” er bestemt ikke en undtagelse, for bandet har nu taget skridtet videre og blandet groove metal med mere moderne metal, og her er intet hardcore tilbage i musikken.

På ”Deathless” finder man mere og mere inspiration fra bands som blandt andet Trivium, Mudvayne og Lamb Of God. Især vokal arbejdet skiller sig betydeligt mere ud, for frontmanden Dave Peters er blevet en meget bedre sanger for hvert album (forstå mig ret, hans hardcore vokal på gennembruds albummet ”Haymaker” var genial, og en perle i min hardcore samling), men på ”Deathless” bevæger han sig længere væk fra sin imitation af Phil Anselmo (fra Pantera/Down osv.) Han bruger mere sin egen stemme og viser samtidig, at han også er en habil sanger, når det kommer til ren sang. Og med vokalen har musikken også fået en mere en individuel lyd. Noget tyder på, at bandet er ved at havde fundet sit rette element og det klæder dem.
Med det sagt er der stadig massevis af Pantera og Phil Anselmo inspirationer/imationer at finde på albummet.

Albummets kvalitet ligger højest i starten af albummet med en række rigtig fede og catchy sange, fed vokal, gennemførte riffs og melodiske stykker - helt igennem rigtig fede sange, selvom det meste er hørt før. Sidste halvdel af albummet er en blandt landhandel, her er et par fede sange af samme opskrift som på første halvdel, og så en række trivielle sange, som albummet godt kunne havde været foruden.

Tracklist:
1. The Scythe
2. This Continuum
3. Tombs
4. The Blinding Light
5. Widowed
6. Headed South
7. Serpent Noose
8. Ouroboros Rising
9. Skeleton Vanguard
10. Pyre & Procession
11. Black Vatican
12. Burial At Sea

Samlet spilletid: 54:33

Læs mere...

Voivod - Katorz

Ikke mange bands fortjener at blive kaldt ”legender”, men Voivod er helt sikkert et af dem. Sådan skriver de i pressemeddelelsen, og med bandets originale lyd og inspiration til utallige bands er jeg da også fulstændig enig, de er sgu noget særligt. Nå det så er sagt syntes jeg desværre ikke at bandet har præsteret noget i samme klasse siden gudeskiven ”Nothingface” fra 1989, som efter min opfattelse er noget af det bedste fra Voivod, og det skal lige tilføjes at jeg ikke har hørt den forrige som bare blev kaldt ”Voivod”.

Nu er det jo sådan at ”Katorz” blev skrevet under tragiske omstændigheder da gutaristen Dennis ”Piggy” D’Amour var dødsyg af kræft og han døde siden hen midt under optagelserne (R.I.P), men heldigvis var alle guitar delene optaget på hans bærbare, og han viste trommeslager ”Away” hvordan han skulle bruge dem.

Pladen er udgivet i ”Piggy’s” ånd da det var hans ønske at musikken skulle se dagens lys, og stilen er da også umiskendelig Voivod, ingen tvivl om det men der er altså lang vej til de gode gamle dage. Jeg vil fremhæve nummeret ”After All” som det eneste rigtig gode nummer med spacede rytmer som man kender dem, resten af numrene virker ret middelmådige uden rigtig nerve eller inspiration, hvor jeg også syntes at ”Snake’s” vokal er temmelig kedelig i forhold til hvad man kunne forvente.

Alt I alt en halvskidt plade som kun får middel karakter herfra og det syntes jer er lidt synd for ”Piggy” som man gerne ville have husket for noget bedre på hans sidste plade, som en af de mest innovative guitarister på denne klode. Jeg vil til hver en tid vælge ”Nothingface” frem for denne kikser!!

Tracklist:
01. The Getaway
02. Dognation
03. Mr. Clean
04. After All
05. Odds & Frauds
06. Red My Mind
07. Silly Clones
08. No Angel
09. The X-Stream
10. Polaroids

Samlet spilletid: 45:08



Læs mere...

The Accüsed - Oh Martha

The Accused har siden 1985 spillet deres helt egen genre, som de kalder splatterrock. Hvad er det så? Jo, det er såmænd en blanding af punk og old school thrash metal. Men det læner sig nok mest i mod punk genren. Mest på grund af den totalt talentløse frontmand og sanger (hvis man kan kalde ham det) Blaine Cook.

Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal synes om dem, musikken er egentlig fed nok. Fyldt med tempo og nogle ret fede guitar riffs med skrald på, som kan lede tankerne hen på noget af det tidligere ”Anthrax”, hvis man tilsatte dem lidt punk og almindelig rock´n´roll. Så musikken fejler slet ikke noget. Det er en fed måde, at guitarerne fræser af sted på, i hvert fald i en ti minutters tid, så begynder det at blive noget ensformigt. Og jeg bliver lynhurtigt træt af Blaines irriterende tynde og råbende vokal. Det fedeste ved The Accused er nok deres fantasimonster, Martha Splatterhead, som har fulgt dem igennem hele deres middelmådige karriere. Hun er en tegneseriefigur, som er en zombiesuperhelt, der slår gadens skurke ihjel på de mest bestialske måder. Måske at hun skulle tage sig kærligt af Blaine Cook så han kunne holde kæft. Jeg er så træt af at høre på hans vrængen, som er ti gange værre en Jesper Binzer fra D.A.D. på en ultra dårlig dag.

Med frygt for at gentage mig selv, må jeg hellere holde her. Jeg vil da lige nævne, at der er da lyspunkter imellem, som numrene, ”Fast Zombies Rule” og ”Have you Ever Been Mellow”. Ellers er det vist så som så med kvaliteten.

Trackliste:
01. Martha will
02. Fueled by hate
03. Crapassreality
04. Fast Zombies Rule
05. Dying On The Vine
06. Hooker Fortified Pork Products
07. Life kills On
08. N.E.S
09. Filth Hounds Of Hades
10. Stay Dead
11. Scream and Die
12. Of The Body
13. 13 Letters
14. Have You Ever Been Mellow

Læs mere...

Accept - Stalingrad

Da Accept fik et comeback i 2010 med ”Blood Of The Nations”, blev undertegnede overrumplet af ren og skær begejstring. Ikke alene var det de tyske veteraners første album i 14 år. Det var også første album med sanger Mark Tornillo, der lød – og lyder – som et kryds mellem tidligere Accept-sanger Udo Dirkschneider og AC/DCs Brian Johnson.

Efterfølgeren til ”Blood Of The Nations” er nu en realitet; ”Stalingrad”. Tornillo leverer en lige så prægtig vokalpræstation, som han gjorde på forgængeren, men lad mig slå fast med det samme, at jeg er slemt skuffet over dette, tyskernes 13. studiealbum. Dét, der gjorde ”Blood Of The Nations” så forbandet godt et album, er nærmest ikke-eksisterende på ”Stalingrad”.

Der hvor ”Stalingrad” – i mine ører – fejler, er på albummets overflødighed af intetsigende kompositioner, der ikke efterlader meget plads til den form for catchiness og heaviness, ”Blood Of The Nations” var så rig på. ”Shadow Soldiers” rummer dog lidt af det, og nummeret er helt klart albummets bedste. Lige så gør ”Revolution” og til dels også ”Against The World” og ”Twist Of Fate”. Numrene er rige på det mere eller mindre obligatoriske herrekor, så hvis ikke andet, så lægger albummet da op til druk og fællessang! Det lægger dog ikke umiddelbart op til luftguitar, for alt andet lige virker det som om, at Wolf Hoffmann og Herman Frank bevidst spiller udenom guitarriffs af dén kaliber, som sad lige i skabet på ”Blood Of The Nations”.

”Blood Of The Nations” var noget nær en åbenbaring for mig (!), hvorfor forventningerne til ”Stalingrad” nok var urimeligt højt skruet i vejret. Det er dog et forkert indtryk at give, at ”Stalingrad” stinker! Det gør det nemlig ikke. Jeg vil heller give indtrykket af, at det er et anonymt udspil fra nogle efterhånden garvede herrer, der egentligt godt ved, hvordan man skruer en heftig heavy metal-skive sammen.

Tracklist:
1. Hung, Drawn And Quartered
2. Stalingrad
3. Hellfire
4. Flash To Bang Time
5. Shadow Soldiers
6. Revolution
7. Against The World
8. Twist Of Fate
9. The Quick And The Dead
10. Never Forget (Bonus Track)
11. The Galley

Samlet spilletid: 56:32

Læs mere...

Accept - Blood of the Nations

Efter fjorten (14!!) års pause fra de tyske metalguder er der omsider nyt fra den front! Det startede tilbage i foråret 2009, hvor Peter Balters (bas) og Wolf Hoffmann (guitar) mødtes for at jamme over metalriffs. De sad således og spillede nogle af de gamle klassikere og lavede sågar nogle nye numre – men der manglede ligesom et eller andet. En af dem foreslog derfor at ringe til Mark Tormillo (eks T. T. Quick), der ikke boede så langt væk. Mark kom over i studiet og sang med på ”Flash Rockin´ Man” (Restless and Wild), og med et var de klar over, at der foregik noget helt særligt: Mark Tormillo kunne meget vel være den nye sanger i Accept. Efterfølgende blev der sendt et par emails til de øvrige medlemmer af bandet, og så var det en realitet; Accept var genfødt!
Med producer Andy Sneap (Megadeth, Exodus, Testament m.fl.), der selv er stor Accept-fan, bag knapperne kom metalhjertet til at banke igen!
Og det skal jeg da lige love for! Jeg var meget, meget skeptisk, da jeg satte pladen på og jeg tænkte, at det umuligt kunne være godt! Men jeg måtte hurtigt æde de ord i mig igen. For med ”Beat the Bastards”, der åbner ballet, er der dømt heavymetal til den store guldmedalje og jeg fór ind i garderoben for at finde denimvesten og læderbukserne frem igen! Ikke nok med at det er en ganske overbevisende præstation fra de gamle hoveder, så leverer Mark Tormillo en vokal, der langt overgår Udo Dirkschneiders formåen; han lyder meget lig den ikoniske Udo, men Mark Tormillos vokal har langt flere nuancer og et bredere spektrum end Udo nogensinde har leveret.
Med sådan en frontmand og med numre som ”Teutonic Terror”, ”Rolling Thunder” og stadion-syng-med-hittet ”Pandemic” har Accept her leveret årtiets positive overraskelse og Blood of the Nations kunne meget vel gå hen og blive årets bedste metaludgivelse.
For der er ganske enkelt ikke noget at udsætte på dette album; Accept leverer det de er bedst til; firserheavy med lirende soli, skrigende vokal, tunge riffs, tordnende trommer og en vild bas. Og, ikke mindst, så er der fuld knald på fra start til slut! Det er ikke til at mærke, at Accept er et band, der efterhånden har 40 år på bagen, og den lange pause har tilsyneladende kun bevirket, at der er sparet en masse krudt sammen, der trænger til at blive brændt af! Og jeg synes helt bestemt, at du skal gøre dig selv den tjeneste at brænde krudtet af i dine højttalere!

Trackliste:
1. Beat the Bastards
2. Teutonic Terror
3. The Abyss
4. Blood of the Nations
5. Shades of Death
6. Locked and Loaded
7. Time Machine (Bonus Track)
8. Kill the Pain
9. Rolling Thunder
10. Pandemic
11. New World Comin´
12. No Shelter
13. Bucket Full of Hate

Total spilletid: 72:59

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed