fbpx

Sylosis - Cycle Of Suffering

I 2016 meldte Sylosis ud, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid; bandets mastermind Josh Middleton var endt i en blindgyde, og havde brug for at finde ny inspiration. Pausen gav ham lyst til at genstarte Sylosis, som nu er klar med deres femte studiealbum, som også giver debut til en ny rytmesektion.
Udgangspunktet for albummet er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet, men lidelsen findes kun i teksterne – det er ingen lidelse at lægge øre til albummet. Sylosis fortsætter deres stil med Thrash Metal, der både har Dødsmetallens skarphed og melodiske elementer. De sidste leveres af guitaren, og optræder som korte eller længere solstråler i forhold til numrenes øvrige bestanddele. Disse er rå, for musikken afleveres i pænt højt tempo og med eftertryk. Det samme gælder for vokalen, som er voldsomt brølende, men meget lidt varieret. Og det hele passer fint sammen, hvilket gør ”Cycle of Suffering” og ”Apex of Disdain” til rigtig fede Thrash-titler.
Hen mod slutningen begynder det at knibe med ideerne; Middleton vil for meget, så han får ikke stoppet mens legen er go’. Derfor får albummet længere spilletid end indholdet kan forsvare, og kan derfor ikke leve op til bandets bedste præstationer. Konklusionen er derfor, at Sylosis er tilbage, men stadig en smule rustne.

Tracklist:
1. Empty Prophets
2. I Sever
3. Cycle of Suffering
4. Shield
5. Calcified
6. Invidia
7. Idle Hands
8. Apex of Disdain
9. Arms Like A Noose
10. Devils In Their Eyes
11. Disintegrate
12. Abandon Samlet spilletid: 50:52

Læs mere...

Suicide Silence - Become The Hunter

Med ”Become The Hunter” bringer Suicide Silence antallet af studiealbums op på 6 – Samtidig er det album nummer tre på Nuclear Blast Records og det tredje siden Eddie Hermida tog over fra Mitch Lucker efter dennes død i 2012. Og netop vokalen ender med at være afgørende for, hvor på skalaen, man placerer albummet – mere herom senere.
Musikalsk bevæger albummet sig indenfor de gængse rammer for Dødsmetal; der bydes både på tempofyldte passager, hvor guitarerne flyver afsted, og sekvenser med det modsatte, hvor tingene er nede i skridttempo. Guitarerne bidrager også med mange lækre detaljer, hvor en melodistump, et par hurtige løb eller en flot solo er med til at hæve niveauet. Det samme gør produktionen, som er dejligt gennemsigtig, så detaljerne kommer frem. Samlet set er denne side af indholdet virkelig stærk og interessant at lytte til.
Men så er der Hermidas vokal, som han præsenterer i tre dele: Han brøler, han råber, og han skriger. Hvor de første elementer fungerer fint sammen med musikken, og er med til at styrke helheden, forholder det sig noget anderledes med den sidste. Problemet er, at skrigeriet totalt dominerer lydbilledet og splitter numrene ad. Det går gennem marv og ben, og jeg bliver ret hurtigt stresset af at lægge øre til det. Det er ødelæggende for oplevelsen, og det er kun på grund af en velfungerende musik, at ”Become The Hunter” slipper herfra med en OK bedømmelse.

Tracklist:
1. Meltdown
2. Two Steps
3. Feel Alive
4. Love Me To Death
5. In Hiding
6. Death's Anxiety
7. Skin Tight
8. The Scythe
9. Serene Obscene
10. Disaster Valley
11. Become The Hunter
Samlet spilletid: 39:47

Læs mere...

Sepultura - Quadra

Trods det, at Sepultura regnes for et af de store navne på Thrash scenen og nu går ind i deres femte årti, er det ikke et band som jeg har dyrket; samtidig er det kun anden gang, bandet havner i min anmelderstak. Og mødet med ”A-lex” var en slem skuffelse, så det var med blandede følelser, jeg tog hul på Sepulturas nyeste album, ”Quadra”.
Det var der nu ingen grund til, for der skal bare en enkelt gennemlytning til for at fastslå, at det nye udspil er en helt anderledes og meget mere interessant sag. Åbningsnummeret er et virkelig fedt Thrash track med power og et sejt omkvæd, og det får følgeskab af flere numre i samme traditionelle stil. Disse har vanen tro masser af energi, men byder kun på begrænset variation. Som resten af albummet nyder de godt af en virkelig god og gennemført produktion, som Jens Bogren skal have stor ros for.
Heldigvis nøjes man ikke med at følge traditionelle stier, men søger også nye veje. I ”Guardians Of Earth” opbygges intensitet inden Derrick Greens vokal bryder igennem med et brøl. Og så indeholder albummet hele to instrumentalnumre: Hvor titelnummeret er en kort akustisk sag, byder det noget længere ”The Pentagram” på varieret energi og lækre guitardetaljer fra Andreas Kisser. De er der også i ”Agony Of Defeat”, hvor lydbilledet er mindre massivt, hvor Green synger mere end han brøler, og hvor der er en del melodi – helt uden at energien går tabt.
Min konklusion er, at det med ”Quadra” er lykkedes Sepultura at give et virkelig stærkt og gennemført bud på, hvordan man kan variere Thrash Metal uden at miste hverken power eller intensitet – thumbs up herfra!

Tracklist:
1. Isolation
2. Means To An End
3. Last Time
4. Capital Enslavement
5. Ali
6. Raging Void
7. Guardians Of Earth
8. The Pentagram
9. Autem
10. Quadra
11. Agony Of Defeat
12. Fear; Pain; Chaos; Suffering
Samlet spilletid: 51:14

Læs mere...

Novelists FR - C'est La Vie

Novelists FR er fra Paris, og blev startet tilbage i 2013. Året efter udkom den første EP, og i 2015 var det tid for det første album, ”Souvenirs”, som blev efterfulgt af ”Noir” to år senere. Nu er franskmændene så klar med ”C'est La Vie”, som udsendes på Arising Empire, der er Nuclear Blast Records’ sublabel for bl.a. Metalcore.
Teknisk set kan betegnelsen Metalcore forsvares i beskrivelsen af albummet, for numrene indeholder de genretypiske skift mellem rene vokaler og brølende udgaver. Når det er sagt, så fylder de melodiske sider af sagen langt det meste af spilletiden, og efterlader klart det kraftigste aftryk hos mig. I numre som ”Somebody Else”, ”Deep Blue” og ”Rain” dominerer det melodiske næsten totalt, men får også en snert af progressivt via lækre guitarløb i baggrunden. Albummets melodiske yderpunkt er balladen ”C'est La Vie”, hvor en kvindelig vokal gør nummeret til en duet, men hvor musikken ikke er egentlig Metal, men tilbagelænet Rock.
Novelists FR har også en hårdere side, som kigger frem i det Nu Metal inspirerede ”Lilly”, men bryder igennem i ”Modern Slave” og ”Kings Of Ignorance”. Her er tempoet øget, og de hakkende rytmer giver sammen med en noget mere fremtrædende brølevokal en direkte aggressiv stemning. Den øger selvfølgelig skarpheden, men det er ikke nok til, at den samlede balance forrykker sig: ”C’est La Vie” er et udspil i den blødere ende af skalaen, som trods flere udmærkede tiltag ikke formår at blive rigtigt spændende.

Tracklist:
1. Somebody Else
2. Deep Blue
3. Lilly
4. Modern Slave
5. C'est La Vie
6. Head Rush
7. Kings Of Ignorance
8. Rain
9. Human Condition
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Oceans - The Sun And The Cold

I tre år arbejdede de fire medlemmer af Oceans på materiale til deres nye band, før det i 2018 officielt fik navn. Herefter udsendte de 3 singler, hvilket var nok til at få en kontrakt med Nuclear Blast Records. Selskabet udsendte 2 EP’er med Oceans, og står også bag bandets første udspil i fuld længde.
Her blander bandet to genrer, som man normalt ikke hører sammen: På den ene side Death Metal, på den anden side Nu-Metal, som er inspireret af lyden fra 1990’erne. Det lyder som uforenelige størrelser, og en egentlig blanding finder man også kun to gange: I titelnummeret, hvor en brølende vokal og grindende trommer sætter gang i tingene, og i ”Polaris”, som starter ret stille, men efterhånden tager til i styrke for al ende i ren Metal – albummets mest vellykkede kombination.
I de resterende numre er det Oceans’ fortolkning af Nu-Metal, der dominerer, og det går generelt ret stille for sig. Musikken er i perioder mere Rock end Metal, og selv om både vokalen og stortrommerne stedvist viser tænder, ligger numrene til den rolige side - Det er der som sådan ikke noget galt i.
Det er der til gengæld i bandets musikalske retning – eller rettere: Mangel på samme. I flere numre sidder man uvilkårligt med fornemmelsen af, at Oceans ikke har helt styr på, hvad de vil med musikken. Der bygges op, men så sker der ikke mere, og der er ingen elementer som f.eks. lækre melodier til at bøde på resultatet. Numrene virker derfor bare overproducerede, albummet er ikke overbevisende, og karakteren derefter.

Tracklist:
1. The Sun And The Cold
2. We Are The Storm
3. Dark
4. Paralyzed
5. Take The Crown
6. Shadows
7. Legions Arise
8. Polaris
9. Truth Served Force Fed
10. Water Rising
11. Hope
Samlet spilletid: 49:40

Læs mere...

Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart

Ideen til at lave et soloalbum har Marko Hietala gået rundt med i mange år, men forpligtelserne som bassist i Nightwish kom hele tiden i vejen for at gøre alvor af det. Da det finske verdensnavn i 2017 holdt en længere pause, fokuserede Hietala på sit eget projekt, og resultatet foreligger i form af ”Pyre Of The Black Heart”.
Målet var at skabe et album på egne præmisser, og den del kan hurtigt krydses af som opfyldt – Hietala koger ikke bare suppe på ideer til Nightwish, for selv om der er ligheder, så søger han sit eget udtryk. Og det er noget mindre bombastisk, hvilket illustreres fint i de to startnumre. Her står den på nedtonet Rock med melodien i centrum, og netop det melodiske fokus går igen hen gennem albummet.
I Nightwish bruges keyboardet ofte til at skabe store, symfoniske opsætninger, men hos Hietala spiller de en anden rolle: I ”Dead God's Son” og ”I Am The Way” bruges de mere moderne til at skabe en mørk stemning og samtidig tilføre drive. Det sidste er en god ide, for numrene sprudler ikke ligefrem af fremdrift. Og det er ikke fordi hverken produktionen eller indsatsen fejler noget; lyden er virkelig god, og især vokalen står stærkt i de enkelte numre. I ”For You” er Hietals indlevelse og nærvær stærkt medvirkende til, at nummeret er albummets højdepunkt.
“Pyre Of The Black Heart” viser Marko Hietala som andet og mere end ”bare” bassisten fra Nightwish, men det understreger også, at han i sit hovedband er en del af noget meget større, end han skaber på egen hånd.

Tracklist:
1. Stones
2. The Voice of My Father
3. Star, Sand and Shadow
4. Dead God's Son
5. For You
6. I Am The Way
7. Runner of the Railways
8. Death March for Freedom
9. I Dream
10. Truth Shall Set You Free
Samlet spilletid: 52:03

Læs mere...

Strigoi - Abandon All Faith

Da Paradise Lost guitaristen Greg Mackintosh mistede sin far i 2009, startede han sideprojektet Vallenfyre som en platform for at bearbejde sin sorg. Sidste år havde projektet udtjent sit formål, og blev derfor stoppet. Det har givet Mackintosh energi til at starte endnu et band; sammen med bassisten Chris Casket lancerer han bandet Strigoi. Navnet er hentet i den rumænske mytologi, hvor det betegner fortabte sjæle som kan vende tilbage fra graven i ny form.
Det er muligt, at Mackintosh har fået bearbejdet sin sorg, men hvis man skal vurdere ud fra numrene på dette album, har det ikke gjort ham mildere stemt. Indholdet er nemlig en meget voldsom omgang Death Metal, som har sine tunge momenter, men hovedsageligt afvikles i højt tempo. Den resulterende energi er positiv, men desværre er der ikke meget struktur i numrene, som ikke bare fremstår kaotiske, men også er iklædt en virkelig grim produktion. Den kombination er ikke spændende ret længe, hvorfor det Doomtunge ”Carved Into The Skin” er langt det bedste nummer på albummets første halvdel.
Om det er fordi jeg efterhånden når at vænne mig til den kaotiske stil, eller Mackintosh efterhånden får mere styr på tingene, kan jeg ikke helt bedømme. Fakta er, at numrene fra og med ”Plague Nation” hænger bedre sammen; energien bliver her til fint drive og tempo, og det redder en middel karakter hjem til ”Abandon All Faith”.

Tracklist:
1. The Rising Horde
2. Phantoms
3. Nocturnal Vermin
4. Seven Crowns
5. Throne Of Disgrace
6. Carved Into The Skin
7. Parasite
8. Iniquitous Rage
9. Plague Nation
10. Enemies Of God
11. Scorn Of The Father
12. Abandon All Faith
Samlet spilletid: 44:05

Læs mere...

Avatarium - The Fire I Long For

Selv om grundlæggeren Leif Edling ikke har været en del af Avatarium i et par år, har han alligevel bidraget med flere numre til "The Fire I Long For”, som er bandets fjerde studiealbum. Og her fortsætter svenskerne den Stoner Metal stil, der er deres varemærke.
Dens karakteristiske forvrængede guitarer er markante i åbneren ”Voices”, hvor Jennie-Ann Smith’ flotte og klare vokal skaber en spændende kontrast til deres old school bidrag. Ellers kniber det en smule med spænding, for selv om ”Rubicon” byder på tunge rytmer, og ”Shake That Demon” har et friskere tempo, er det kun i ”Epitaph Of Heroes” og især ”Porcelain Skull”, at tingene lykkes for alvor – melodien og vokalen i sidstnævnte får mig til at tænke på det tidlige Rainbow – Hos mig er det en meget positiv reference.
Når en retning ikke fungerer helt, er det godt at have andet at byde på, og det har Avatarium i form at 3 stærke ballader, hvor vokalen skinner flot igennem: Først ”Lay Me Down”, som har en meget flot stemning; dernæst titelnummeret, som trods et lidt pompøst omkvæd scorer point på melodien og en flot slideguitar, og til slut det nedtonede slutnummer, som flere steder er helt jazzet. På den måde hæves kvalitetsniveauet til det, jeg tidligere har mødt fra bandet, og karakteren bliver derfor den samme.

Tracklist:
1. Voices
2. Rubicon
3. Lay Me Down
4. Porcelain Skull
5. Shake That Demon
6. Great Beyond
7. The Fire I Long For
8. Epitaph Of Heroes
9. Stars They Move
Samlet spilletid: 43:58

Læs mere...

Agnostic Front - Get Loud!

“Get Loud!” må siges at være en meget passende titel til det 12. album fra Hardcore mestrene fra Agnostic Front – ikke kun fordi deres energiske musik fortjener at blive spillet rigtig højt, men i lige så høj grad fordi bandet forholder sig kritisk til verdens tilstand – og det gælder i lige så høj grad nu, som da New Yorkerne startede i begyndelsen af 1980’erne.
Anført af Roger Miret får vi derfor tekster om bandets hverdag og hvad de står for, ligesom vi får et tilbageblik i ”I Remember” hvor han ser tilbage på bandets start sammen med Vinnie Stigma (i øvrigt en af de meget få mennesker med et ego, der kan matche Zlatan Ibrahimović!).
Den musikalske side af sagen er naturligvis klassisk Hardcore, som genren tro leveres som korte indslag – 14 tracks på en halv time taler for sig selv. Numrene er generelt præget af et højt energiniveau, og når tempoet skrues godt op, som det sker i “Spray Painted Walls”,” Conquer And Divide” og “Dead Silence”, er det svært ikke at se billeder af en kæmpende moshpit på den indre biograf.
De resterende numre varierer i intensitet og kvalitet, men generelt lever Agnostic Front op til forventningerne: Deres musik er rå, ærlig og ligepå, helt som Hardcore skal være – mere kan man ikke forlange.

Tracklist:
1. Spray Painted Walls
2. Anti Social
3. Get Loud
4. Conquer And Divide
5. I Remember
6. Dead Silence
7. AF Stomp
8. Urban Decay
9. Snitches Get Stitches
10. Isolated
11. In My Blood
12. Attention
13. Pull The Trigger
14. Devastated
Samlet spilletid: 30:08

Læs mere...

Nile - Vile Nilotic Rites

Det var noget af en overraskelse da Dallas Toler-Wade forlod Nile i 2017; han havde immervæk fulgt mastermind Karl Sanders i 20 år. Men livet går videre, og Toler-Wade blev erstattet af guitaristen Brian Kingsland fra bandet Enthean. Og nu er den nye konstellation så klar med deres første album, hvor man har brugt et helt år på sangskrivning og forberedelse til indspilningerne.
Resultatet er på mange måder typisk Nile, for hvis man kender bare lidt til bandets tidligere udgivelser, vil man hurtigt føle sig hjemme her. Der er som altid mange elementer og lag i musikken, så man møder de velkendte mørke, kultagtige arrangementer med tydelige referencer til det gamle Egypten, der er masser af heftige guitarløb og vilde trommeangreb, hvor George Kollias virkelig prygler tønderne. Det hele afleveres teknisk overskud, helt som vanligt fra amerikanerne.
Mødet med kendte elementer har sine positive sider, men udgør også meget sikre valg – Nile bevæger sig på intet tidspunkt ud af deres comfort zone. Samtidiger der mange ideer, der ligger meget tæt på noget fra bandets bagkatalog. Her er det så, at Sanders og Co. viser deres virkelige styrke, for albummet indeholder samtidig masser af sejtrækkende og medrivende passager, som udløser min headbangerrefleks. Det er ikke på niveau med Niles bedste udgivelser, men tilstrækkeligt til 4 stjerner.

Tracklist:
1. Long Shadows of Dread
2. Oxford Handbook of Savage Genocidal Warfare
3. Vile Nilotic Rites
4. Seven Horns of War
5. That Which is Forbidden
6. Snake Pit Mating Frenzy
7. Revel in their Suffering
8. Thus Sayeth the Parasites of the Mind
9. Where is the Wrathful Sky
10. The Imperishable Stars are Sickened
11. We are Cursed
Samlet spilletid: 54:54.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed