fbpx

Fear Factory - Aggression Continuum

Vejen til album nummer 11 fra Fear Factory har ikke været nem; inden optagelserne var færdiggjort i 2017, løb de to grundlæggere Burton C. Bell og Dino Cazares tør for penge, og da Bell senere forlod bandet, så det hele ud til at løbe ud i sandet. I 2020 lykkedes det for Cazares via crowdfunding at samle penge til at hyre Mike Heller til at indspille trommer og få albummet færdig produceret.
Men nu er det her, og umiddelbart er alt helt, som det plejer: Musikken domineres af Cazares' knivskarpe guitarriffs, som er slebet en ekstra gang i produktionen; de understøttes af lynhurtige trommer, der følger med i de hastigt skiftende rytmer. Som modstykke er der en del keyboards, som tilfører melodi, og samtidig barberer toppen af de voldsomme angreb fra de øvrige instrumenter. På vokalsiden brøler Bell ret monotont, men veksler til ren vokal i alle B-stykker. Oveni det hele er der diverse elementer som synthesizerlyde og let forvrængede stemmer; elementer, der var spændende og friske, da Fear Factory i sin tid introducerede dem, men nu fremstår slidte.
Det samme gælder for albummet som helhed, for selvom bandet fastholder stilen, har de ikke overskud til, at gøre numrene specielle. Den samme opbygning bruges i alle 10 tracks i så høj grad, at man skal koncentrere sig, for at holde dem adskilt. Det bliver hurtigt småkedeligt, og jeg er langt fra imponeret. Cazares er på jagt efter en ny sanger for at føre bandet videre, men "Aggression Continuum" giver mig ikke forventninger om, at det bliver en succes.

Tracklist:
1. Recode
2. Disruptor
3. Aggression Continuum
4. Purity
5. Fuel Injected Suicide Machine
6. Collapse
7. Manufactured Hope
8. Cognitive Dissonance
9. Monolith
10. End Of Line
Samlet spilletid: 48:34

Læs mere...

Alluvial - Sarcoma

Det siger sig selv, at et album, som er navngivet efter en form for cancer, ikke er en morsom affære, og Alluvial har da også modgang og hverdagens farer som gennemgående temaer på deres andet album.
Den musikalske side af sagen består hovedsageligt af Death Metal, som er sammensat helt traditionelt. Det betyder, at numrene har masser af energi, specielt når tempoet sættes i vejret, som det sker i ”The Putrid Sunrise” og ”Sarcoma” – her rykker tingene fint for bandet fra Atlanta. Desværre er de fleste passager med rendyrket Dødsmetal ikke de mest inspirerede, der er fastholdt på et album.
Men heldigvis har Alluvial andre skud i bøssen, som løfter niveauet. Flere steder overrasker de med melodiske og tilbagelænede sekvenser, der står i skarp kontrast til musikkens grundform. Mest gennemført høres dette i ”40 Stories”, som helt igennem har et anderledes udtryk end de øvrige tracks; bl.a. skiftes sangeren Kevin Mullers brølende vokal ud med en ren udgave, der minder mig en del om Mikael Åkerfeldt fra Opeth. Det gør nummeret til det klart mest interessante på albummet.
Eksemplerne viser, at Alluvial har ideerne til at stikke ud fra mængden, men på ”Sarcoma” bliver de desværre ikke omsat nok til, at albummet kan få mere end en middel karakter.

Tracklist:
1. Ulysses
2. Thy Underling
3. Sarcoma
4. 40 Stories
5. Zero
6. Exponent
7. Sleepers Become Giants
8. The Putrid Sunrise
9. Sugar Paper
10. Anodyne
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...

Burning Witches - The Witch Of The North

Det er virkelig gået stærkt for Burning Witches: med ”The Witch Of The North” udsender bandet sit fjerde studiealbum på kun 5 år – Det er noget af en præstation! Omvendt kunne man frygte, at de korte intervaller mellem udgivelserne vil gå ud over kvaliteten, specielt fordi mine tidligere møder med heksene kun har været middelgode.
Frygten for manglende kvalitet bliver hurtigt gjort til skamme, for albummet her er klart det bedste, bandet har udgivet! Stilmæssigt holder man fast ved den klassiske blanding af Heavy- og Power Metal, men denne gang leveres numrene med mere kant og energi end tidligere. Især sangerinden Laura bidrager med en pågående indsats, der gør numrene skarpere. Det samme gør produktionen, der giver bas og trommer mere plads, så numrene får det punch, de fortjener. Samtidig virker det som om, at man har nedtonet de traditionelle melodiske omkvæd; de er der stadig, men er ikke så fremtrædende.
Resultatet er en række klassiske metalnumre, hvor titelnummeret og ”Tainted Ritual” fører an med glimrende drive. I ”The Circle Of Five” får tempoet en tand ekstra, og Burning Witches´ tradition med at inkludere et covernummer har denne gang resulteret i en glimrende udgave af Savatage’ “Hall Of The Mountain King”. Nummeret afrunder et album, der overrasker med sit niveau, og derfor får en anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Winter's Wrath
2. The Witch Of The North
3. Tainted Ritual
4. We Stand As One
5. Flight Of The Valkyries
6. The Circle Of Five
7. Lady Of The Woods
8. Thrall
9. Omen
10. Nine Worlds
11. For Eternity
12. Dragon's Dream
13. Eternal Frost
14. Hall Of The Mountain King (Bonus)
Samlet spilletid: 61:01

Læs mere...

White Void - Anti

Lars Nedland er mest kendt som medlem af Borknagar, men nu starter han det nye band White Void, hvor medlemmerne har baggrund i så forskellige genrer som Black Metal, Electronica og Blues – på papiret et solidt fundament for meget forskelligartet musik.
Nedland har skrevet tekst og musik til alle 8 numre, og han har valgt en stil, som ligger langt fra den Sorte Metal. I stedet er der tale om Rock, som både indeholder elementer fra det progressive og det Blues-baserede. At jeg ikke betegner musikken som decideret progressiv, skyldes det, at numrenes opbygning er mere åben og ligetil, end genren er kendt for. Og det er ikke negativt ment, for både produktion, omkvæd og den lyse frontvokal er åbne og inviterer lytteren indenfor.
Så er det straks nemmere at udpege Blues-inspirationen, for når de old school orgeltoner, der optræder flere steder, blander sig med Eivind Marums virkelig lækre guitar, er man ikke i tvivl.
Men er der så tale om et Blues-Rock album? Nej, det kan man heller ikke sige. Og netop det udefinerbare er albummets styrke, fordi det ikke ”bare” lader sig placere i en bestemt rubrik. Derfor er det de enkelte numres kvaliteter, der bestemmer om man synes om ”Anti”. Personligt synes jeg langt henad vejen godt om numrene; White Void formår at gøre det interessant. Mit eneste ankepunkt er, at tingene for ofte er lidt for pæne og behagesyge – her ville det pynte med noget aggression og skarphed.

Tracklist:
1. Do. Not. Sleep
2. There Is No Freedom But The End
3. Where You Go, You'll Bring Nothing
4. The Shovel And The Cross
5. This Apocalypse Is For You
6. All Chains Rust, All Men Die
7. The Fucking Violence Of Love
8. The Air Was Thick With Smoke
Samlet spilletid: 46:01

Læs mere...

Epica - Omega

Epica har i mange år været placeret i den absolutte top, når det gælder Symfonisk Metal, så jeg er altid nysgerrig, når de udsender nyt. Det sker med albummet ”Omega”, som kommer fem år efter det foregående – et usædvanlig langt tidsrum for hollænderne. Det skyldes bl.a. at man har brudt den evige album/turne cyklus og ikke bare har holdt en pause fra musikken, men også har fundet nye måder at arbejde med musikken på.
Den ligner umiddelbart det, vi kender fra bandet: På den ene side de symfoniske elementer (leveret af Prag Philharmoniske Orkester og børnekor), og på den anden de Metal komponenter, som bandets 6 medlemmer står for. Man lægger naturligt mærke til vokalerne, hvor Simone Simons glasklare stemme møder Mark Jansens growl i en klassisk ”skønheden og udyret” dyst.
Når jeg skriver på den ene og den anden side, er det ikke helt rigtigt; en af Epicas styrker er netop, at man formår at få tingene til at smelte sammen og understøtte hinanden. Det gør temaerne i ”Abyss of Time”, “The Skeleton Key” og ”Gaia” ekstra stærke. Når numrene samtidig er udstyret med meget iørefaldende melodier, bliver helheden kun bedre.
At pressematerialet udråber albummets til at være bandets bedste, er forventeligt, men denne gang er jeg tilbøjelig til at stemme i: Med ”Omega” har hollænderne vist, at de formår at overgå deres i forvejen høje niveau; albummet har lige det ekstra, jeg ofte savner på udgivelser i genren, og fortjener derfor fem stjerner.

Tracklist:
1. Alpha - Anteludium
2. Abyss of Time - Countdown to Singularity
3. The Skeleton Key
4. Seal of Soloman
5. Gaia
6. Code of Life
7. Freedom - The Wolves Within
8. Kingdom of Heaven Part 3 - The Antediluvian Universe
9. Rivers
10. Synergize - Manic Manifest
11. Twilight Reverie - The Hypnagogic State
12. Omega - Sovereign of the Sun Spheres
Samlet spilletid: 70:16

Læs mere...

Accept - Too Mean To Die

Da Accept har været en stor del af min musikalske opvækst, er det altid interessant, når bandet udgiver nyt, også selvom det er længe siden, de har imponeret mig. Nu er veteranerne klar med deres studiealbum nummer 16.
Åbneren ”Zombie Apocalypse” viser Accept som jeg husker og elsker dem: Skarpe guitarriffs, en stærk vokal og et stærkt drive – alt sammen præsenteret i en flot produktion. Det efterfølgende titel nummer byder på mere fra samme skuffe, bare i højere tempo – SÅDAN!
Og det var så det, for så falder niveauet betragteligt, og holder sig der på resten af albummet. Musikken er uinspireret og gentager gammelkendte ideer, og teksterne er banale med udlevering af internettets hurtige vej til berømmelse i ”Overnight Sensation” som en kærkommen undtagelse. Det giver et kedeligt udtryk, som end ikke Wolf Hoffmanns solo i ”Symphony Of Pain” med citater fra Beethovens femte og niende symfonier kan rette op på.
Jeg står derfor tilbage med en lidt træls smag i munden, for "Too Mean To Die” minder lidt for meget om et defekt nytårsbatteri: De to første skud brager højt op og oplyser himlen i mange farver, mens de resterende ikke når meget over parcelhusenes tagryg. Det er ikke det niveau, jeg forventer fra fordums helte, og jeg har svært ved at tro det, når Mark Tornillo synger ”The best is yet to come”.

Tracklist:
1. Zombie Apocalypse
2. Too Mean To Die
3. Overnight Sensation
4. No Ones Master
5. The Undertaker
6. Sucks To Be You
7. Symphony Of Pain
8. The Best Is Yet To Come
9. How Do We Sleep
10. Not My Problem
11. Samson And Delilah
Samlet spilletid: 52:11

Læs mere...

Korpiklaani - Jylhä

Siden debutalbummet ”Spirit of the Forest” udkom i 2003 har finske Korpiklaani blandet hjemlandets tradition for Folkemusik med Metal. Det gør de også på album nummer 11, som
Bærer titlen ”Jylhä”, som ikke kun omhandler mytologi og natur, men også inddrager livets mørke sider.
Korpiklaani har en klar prioritering, så Folk kommer før Metal - selvom der er tunge riffs og heavy trommer at finde på albummet, så er det harmonika og violin, der dominerer lydbilledet i de 13 numre. Og selvfølgelig Jonne Järveläs vokal, som har den rigtige blanding af renhed og kant til, at den passer perfekt ind i sammenhængen. Til gengæld føler jeg mig lidt udenfor angående teksterne, for vanen tro synger Järvelä på sit modersmål; det gør mig ude af stand til at spore fordelingen af alvor og ironi i dem.
Ellers kræver numrene ingen fortolkning, for de friske rytmer og udmærkede melodier forklarer sig selv. Samtidig er der også gjort en del ud af omkvæd, der inviterer lytteren til at skråle med – også uden baggrund i det finske. De nævnte elementer er positive, men lidt ujævnt fordelt på albummet. Derfor vil jeg fremhæve ”Verikoira” og ”Kiuru” for deres indhold af Metal, mens titlen som bedste track går til ”Pidot”; nummerets forskellige elementer smelter sammen til en perfekt repræsentant for genren.
Den betegnelse kan i et vist omfang udvides til at gælde for hele albummet, for Korpiklaani holder generelt et højt niveau. Dog koster det i bedømmelsen, at det lidt for ofte kammer over i det hyggelige til min smag.

Tracklist:
1. Verikoira
2. Niemi
3. Leväluhta
4. Mylly
5. Tuuleton
6. Sanaton maa
7. Kiuru
8. Miero
9. Pohja
10. Huolettomat
11. Anolan aukeat
12. Pidot
13. Juuret
Samlet spilletid: 60:29

Læs mere...

Ricky Warwick - When Life Was Hard & Fast

Selv om Ricky Warwick har en fortid i bands som New Model Army og The Almighty, er han mest kendt i rollen som frontmand for det gendannede Thin Lizzy og videreudviklingen Black Star Riders. Ved siden af har han løbende udsendt albums i eget navn, og det foreliggende er nummer fem i rækken.
At stå på egne ben betyder ingen musikalske revolutioner for hovedpersonen, for stilen lægger sig tæt op ad de andre sammenhænge, han er optræder i - Derfor er det gedigen Rock efter klassiske opskrifter, der præger de 11 numre. Flere af dem kunne sagtens høre hjemme hos Thin Lizzy og Black Star Riders, især når tempoet er højt som i titelnummeret og ”Still Alive”.
I den anden ende af skalaen ligger balladen ”Time Don't Seem To Matter”, som er en duet med datteren Pepper; den ender som de fleste af slagsen med at blive for pladret. Så går det bedre for ”Clown Of Misery”, som er optaget på Warwicks telefon, og derved bliver meget autentisk i sin enkelthed.
De resterende numre byder både på hårde og mindre vilde toner, men de er hurtigt glemt; enten fordi de er udstyret med uinteressante omkvæd, eller fordi de er alt for uskarpe og hyggelige. Warwicks fans vil sikkert være uenige, men jeg er glad for, at han ikke kun udgiver musik under eget navn.

Tracklist:
1. When Life Was Hard and Fast
2. You Don't Love Me
3. I'd Rather Be Hit
4. Gunslinger
5. Never Corner A Rat
6. Time Don't Seem To Matter
7. Fighting Heart
8. I Don't Feel At Home
9. Still Alive
10. Clown Of Misery
11. You're My Rock 'n Roll
Samlet spilletid: 39:38

Læs mere...

MSG - Immortal

Forkortelsen MSG står for Michael Schenker Group, og her har vi fat i en af genrens veteraner, som har spillet i utallige sammenhænge over næsten 50 år. Når man har været så længe i business, har man mange kontakter, og det gælder selvfølgelig også for Schenker. Derfor har han kunnet samle et stort hold til dette album: Ikke mindre end 7 forskellige sangere stiller op sammen med mange forskellige andre musikere, som supplerer Schenkers faste crew.
Han har primært arbejdet inden for Hardrock og Heavy Metal, og det fortsætter på ”Immortal”. Albummets 10 numre ligger alle i kategorien old school hardrock helt efter klassisk opskrift, og med varierende kvalitet. Det er i orden i de numre, hvor tempoet er til den friske side, så der kommer lidt gang i sagerne; desværre udgør denne kategori under halvdelen af albummet. Flere steder kammer det over i ufarlig hygge, hvor genrens klichéer står i kø for at blive brugt. Helt galt går det i en ballade som ”After The Rain”, der er så patetisk og pladret, at mit kvalmometer slår voldsomt ud.
Old school er der ikke noget i vejen med, men her er der ikke lagt mange originale tanker i sangskrivningen. Numrene mangler i dén grad kant – det hele er hyggeligt og meget ufarligt. ”Immortal” er et album, som kun vil tiltale midaldrende mænd, som forsøger at fastholde billedet af, at de er til Hardrock og Metal, selv om de egentlig har bevæget sig i andre retninger.

Tracklist:
1. Drilled To Kill
2. Don´t Die On Me Now
3. Knight Of The Dead
4. After The Rain
5. Devil's Daughter
6. Sail The Darkness
7. The Queen Of Thorns And Roses
8. Come On Over
9. Sangria Morte
10. In Search Of The Peace Of Mind
Samlet spilletid: 44:56

Læs mere...

Soilwork - A Whisp Of The Atlantic

Efter sidste års album ”Verkligheten” og EP’en ”Underworld” er svenske Soilwork nu klar med endnu en EP, og de sparer ikke, for spilletiden på næsten 40 minutter rækker mange andre steder til betegnelsen album.
Den korrekte betegnelse for udgivelsen kan således diskuteres, men det kan kvaliteterne i titelnummeret ikke – her viser Soilwork de bedste sider frem hele vejen rundt. Nummeret starter stille med ren vokal og klaver, men langsomt bygges der mere og mere på, så intensiteten øges. Björn Strid leverer som vanligt en flot og nuanceret vokal, der rækker fra det rene og medgørlige, til det aggressivt brølende. På samme måde køres musikken højt op i tempo, for så at skifte til et stille mellemspil, hvor klaver og en jazztrompet pludselig støtter vokalen – vel at mærke uden, at det virker forkert. Nummeret er Progressiv Metal af høj klasse, og trods en spilletid på mere end 16 minutter, keder man sig ikke - sådan!

Med sådan en magtdemonstration kommer de efterfølgende numre naturligt til at stå i skyggen af åbningsnummeret. Stilmæssigt ligger de mere ovre i bandets sædvanlige version af Melodisk Metal, hvilket er positivt: Musikken har kant i guitarerne og ørevenlige melodier, og der er overskud til både at lade ”Feverish” slutte af med sørgmodige strygere og give et tekstmæssigt nik til Eagles’ klassiker i ”Desperado”.
Selv om det er titelnummeret, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er udgivelsen udmærket, og bestemt et lyt værd, uanset om man så putter den i EP eller album kassen.

Tracklist:
1. A Whisp Of The Atlantic
2. The Nothingness And The Devil
3. Feverish
4. Desperado
5. Death Diviner
Samlet spilletid: 36:52.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed