fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Fleshgod Apocalypse - Agony

Lad det være sagt med det samme: Hvis ikke jeg var faldet over bandet med det brutalt teatralske navn Fleshgod Apocalypse en sen aften det-der-sted-på-youtube, men i stedet havde hørt dem beskrevet som ”symfonisk, teknisk dødsmetal fra Italien”, var jeg nok bevidst gået glip af dem. I stedet styrtede jeg ud og købte det, som jeg indtil videre må kalde årets nyanskaffelse. Inden for en subgenre som ellers ikke mangler fuldgode eksempler på virtuositet og tonstunge guitarer har det glædet mit harmonihungrende hjerte at støde på et band, som er i stand til at bruge lyttervenlige melodier og orkesterarrangementer uden at gå på kompromis med udgangspunktet.

For der er ingen tvivl om, at Fleshgod Apocalypse stadig er et bundbrutalt dødsmetalband. Skulle man få bange anelser om noget andet i løbet af introen Temptation, som er 1:45 minutters orkesteropbygning med lidt svævende sopranstemme henover, kan man med sindsro rejse sig op, sætte metronomen til omkring 240 bpm og løsne op i nakkemusklerne. For efter ganske kort tid af det første rigtige nummer, The Hypocrisy, går det op for en, at den romerske kvintet formår noget, som ikke ville være alle forundt. I en umådeligt vellykket produktion kombinerer de fræsende, nedstemte guitarer, klart definerede og afsindigt hurtige trommer, klaverspil og orkestreringer i én samlet lydkollage, som ikke bare fremstår knivskarpt og adskilt men også harmonerer smukt med hele skivens Dante-ske udtryk.

Og hele humlen har vi faktisk her; for selvom der ingen sangtekster er med i omslaget, men bare ordbogsdefinitioner af sangtitlerne og et citat fra Dantes Guddommelige Komedie (på latin!), og selvom musikken er skrevet med orkestreringen og trommerne som udgangspunkt og guitarerne som andenvioliner har man aldrig fornemmelsen af, at bandet prøver at hæve sig op over lytteren. For Gu' går det stærkt, og orkesterstemmerne tilføjer flere lag af komplexitet end man troede man havde brug for (ja, jeg taler til DIG, Michael Kamen), men der er stribevis af headbangervenlige riffs, tag f.eks. track nr. 6 The Egoism, storladne og nærmest storfilmagtige strygerpassager, som i starten af The Betrayal, og guitarsoli som er langt mere Yngwe end Hahnemann, navnlig i nummeret The Deceit. Det samlede udtryk er derfor et af harmoni: Mellem hamrende tungt og svævende let, svært og lettilgængeligt, kryptisk og utroligt simpelt.

På den negative side er jeg nødt til at fremhæve, at der til trods for den fremragende produktion er passager der simpelthen indeholder så mange forskellige lag, at man ikke helt kan undgå fornemmelsen af, at være blevet voldtaget i ørerne. Desuden er den ærgerlige bivirkning ved alle de komponenter i musikken, at bassen, udover få enkelte steder, nærmest ikke optræder i lydbilledet. Til gengæld kan man høre bassisten på anden vis, man skal nemlig være forberedt på hans meget lyse, næsten skærende clean vokal, á la Vortex fra Dimmu Borgir, der nok står i fin kontrast til sanger og guitarist Tommaso Riccardis kælderdybe growl, men næppe vil tiltale fans af den mere rå og beskidte overbevisning.

I det hele taget er det samlede indtryk givetvis lidt for pænt for mange dødsmetalfans. Der er ingen tvivl om evnerne og viljen hos de fem italienere, men der er et stykke vej fra deres velpolerede symfoniske øregasme til de ligeså teknisk strålende, men noget mere grovkantede udgivelser af f.eks. Gorguts eller Dying Fetus. Hvis man på den anden side har en smule klassisk musik med i bagagen kan man i stedet for glædes ved deres glimrende arrangementer, ikke mindst i det fine samspil mellem trommer og klaver(!) i et nummer som The Forsaking, som altså både formår at være spændende uden at drukne andet end bassen og være lyttervenlige uden at blive alt for blødsødne. Deres begrænsninger til trods imponerer Fleshgod Apocalypse virkelig med denne deres anden fuldlængde CD, og ender med en samlet score på 5/6.

Læs mere...

Devil You Know skriver kontrakt med Nuclear Blast

  • Udgivet i Nyheder

Devil You Know, det nye band bestående af den tidligere Killswitch Engage og Blood Has Been Shed frontmand Howard Jones samt Francesco Artusato fra All Shall Perish og The Francesco Artusato Project og John Sankey fra Devolved, Fear Factory og Divine Heresy, har skrevet kontrakt med Nuclear Blast Entertainment.

Nuclear Blast’s Monte Conner har udtalt følgende:

“World-class vocalists like Howard Jones are the rarest commodity in metal music these days”
“Howard has a tonality and richness to his voice that very few singers have. The band’s initial demos got me very excited but sometimes you strike gold. DEVIL YOU KNOW just made an incredible record that has surpassed all expectations. The vocals are everything fans have come to expect from Howard but at the same time there is a depth, dimension and variety to his singing that shows incredible growth and elevates him in every way.  Add to that world-class musical talents like Francesco Artusato and John Sankey both as players and songwriters. This is ground zero of something really exciting!”
    
Jones har udtalt følgende om Monte og kontrakten med Nuclear Blast: 

“I had worked with Monte before I left KILLSWITCH and have long known and respected him”
“He has a vision for both music and business that is second to none and made it an easy choice when it came to signing to the label. Monte and the Nuclear Blast staff understand who we are, what we have individually accomplished and where we are going as a band.”Jones forsætter og udtaler sig om stilen:
“It’s a different style of music for me”
“It’s heavy as anything any of us are known for but I get to do some different things people won’t expect. I’ve been singing almost all my life. Being around good songwriters and musicians in my former bands really helped mold me into who I am now.”

 

Devil You Know’s debut album forventes at udkomme tidligt i 2014.

Læs mere...

Orchid - The Mouths Of Madness

Alle har – bevidst eller ej – kopieret (dele af) Black Sabbath, men ingen lyder så meget som heavy metals gudfædre, som amerikanske Orchid! Okay, så måske jeg er en anelse for påståelig, men ”The Mouths Of Madness” kunne – med lidt god vilje – meget vel forveksles med ethvert pre-”Technical Ecstasy” Black Sabbath-album.

Kvartetten fra San Francisco fangede min opmærksomhed med nummeret ”No One Makes A Sound” fra 2009 EP’en, ”Through The Devil’s Doorway”, der ikke alene lød forbandet godt, men også var akkompagneret af en gennemført og stilmæssigt passende musikvideo. Ét album og yderligere to EP’er fulgte i kølvandet på ”Through The Devil’s Doorway”, og nu er bandet klar med dets anden fuldlængde, ”The Mouths Of Madness”.

Lad mig slå fast med det samme, at hvis du kan li’ Black Sabbaths ”Master Of Reality”, ”Vol. 4” og ”Sabbath Bloody Sabbath”, vil du elske ”The Mouths Of Madness”. Ligheden er så slående, at Orchid højst sandsynligt vil stå for skud, når nogle af dem, der oplevede heavy metals fødsel i 60erne melder sig på banen. Omvendt tror jeg også andre fra den generation vil bifalde Orchids stilsikre tag på den helligste af hellige – eller ukristelige, om man vil – stilarter!

Skivens absolut bedste nummer er ”Marching Dogs Of War”, der med dets buldrende basgang og skæve guitarsolo lyder intet mindre end fænomenalt. ”Marching Dogs Of War” er bestemt ikke det eneste gode nummer albummet indeholder. Niveauet er overvejende højt fra start til slut, og bandet formår også at træde ud af Sabbaths skygge… og ind i Iron Maidens! Albumlukker ”See You On The Other Side” leder tankerne hen på Maidens første to albums rent musikalsk… what’s not to like?!

Det er meget muligt, at Orchids kompositioner er blottet for nytænkning og særprægethed, men bandet eksekverer en fire årtier gammel stilart med ærefrygt, respekt og overbevisende kompetence. ”The Mouths Of Madness” er et bundsolidt og testet musikalsk håndværk, der for evigt vil være aktuelt. Fantastisk, ganske enkelt fantastisk.

Tracklist:

1. Mouths Of Madness

2. Marching Dogs Of War

3. Silent One

4. Nomad

5. Mountains Of Steel

6. Leaving It All Behind

7. Loving Hand Of God

8. Wizard Of War

9. See You On The Other Side

Samlet spilletid: 56:01 

Læs mere...

The 69 Eyes - x

Titlen lyver ikke – ”X” er virkelig det tiende album fra The 69 Eyes. Her er det ikke i sig selv overraskende at nå op på antallet, bandet har trods alt eksisteret i mere end 20 år. Men når man tager den omfattende turnevirksomhed og DVD udgivelser med billedet, aftvinger det alligevel en vis respekt.
Lige som HIM kommer The 69 Eyes fra Finland, men det er ikke det eneste fællestræk. Således er det de samme typer af klaver- og guitarmelodier, der præger musikken fra begge bands, ligesom produktionerne også ligner hinanden en hel del. Begge steder er numrene udstyret med pop-venlige omkvæd, men The 69 Eyes er ikke helt så dystre som landsmændene.
I starten af ”X” er der pænt gang i guitarerne, så ”Love Runs Away”, ”Tonight” og ”Black” fremstår som et triumvirat af Goth numre, som vil være guf for de teenagepiger, der er vokset fra kunstprodukter som Justin Bieber, og er klar til at rykke et par musikalske klasser op. Efterhånden som albummet skrider frem bliver numrene mere udvandede, og Jyrki 69 træder mere frem som crooner end som Rocksanger. Den rolle klarer han også fint, men den tyndbenede musik lyder mere som Big Fat Snake end godt er. Derfor får ”X” skåret toppen af bedømmelsen, selv om det i sine bedste numre er rigtig stærkt.

Tracklist:
1- Love Runs Away
2- Tonight
3- Black
4- If You Love Me The Morning After
5- Red
6- I Love The Darkness In You
7- Borderline
8 - I´m Ready
9 - I Know What You Did Last Summer
10 - When A Love Comes To An End

Samlet spilletid: 41:10

 

Læs mere...

Bullet - Full Pull

Tre ting taler for, at ”Full Pull” er et fuldt ud fedt og fandenivoldsk bæst af et album! For det første hedder bandet Bullet! For det andet er det optaget og mixet af en vis svensker ved navn Fred Estby! For det tredje er det produceret af selvsamme Estby, samt en anden hvis svensker ved navn Nicke Andersson! Bullet er ganske enkelt et fedt navn, enough said, og for de mest vågne af læserne, skulle Estby og Andersson gerne få klokkerne til at ringe!

Jovist, den tidligere Dismember-trommeslager og den tidligere Entombed-trommeslager (og kunstner bag Dismembers ikoniske logo) har siddet bag knapperne under indspilningen af svenske Bullets femte album, ”Full Pull”. Men så stopper begejstringen også for undertegnede.

”Full Pull” er mit første ”møde” med den hårdt rockende og skarpladte kvintet, og fy for den et førstehåndsindtryk! Bandets musikstil er i sig selv ikke skræmmende. Deres blanding af klassisk heavy metal og – især – heavy rock a la 80ernes AC/DC ser ganske fornuftig ud på skrift, hvis man er til sådan noget skidt! Problemet er blot, at Bullet tilsyneladende har hentet størstedelen af deres inspiration fra sidstnævntes dårlige post-”Flick Of The Switch”-periode. Dertil kommer forsanger Hell Hofers OTT Brian Johnson-lydende vokal, der simpelthen gør det smertefuldt at høre ”Full Pull” færdig!

”Full Pull” er et sjældent eksempel på, hvordan alle de rette ingredienser resulterer i det forkerte resultat. I mine ører har Bullet skudt forbi!

Tracklist:
1. Midnight Oil
2. Full Pull
3. Running Away
4. All Fired Up
5. Rolling Home
6. In The Heat
7. High On The Hog
8. Rush Hour
9. Free Riding
10. Gutterview
11. Warriors

Samlet spilletid: 38:26


 

Læs mere...

Nile - At the Gate of Sethu

Enhver ny skive fra Nile er altid omkranset af enorme forventninger fra fans og hatere. Tit synes jeg dog, at risene smager lidt af gode gamle Jante. Det er dog en uendelig diskussion, og den begiver jeg mig ikke længere ind i.
”At the Gates of Sethu” er Nile’s 7. fuldlængde album, og I mine ører skulle det blive spændende om de kunne holde det meget høje niveau fra forgængeren, der i mine ører hører blandt de tre bedste Nile albums. Som vanligt er der liner notes til alle skæringer på albummet, og det har altid været et fedt lille tiltag, om end det er noget uvedkommende for musikken.
Musikken er umiddelbart umiskendeligt Nile når de er bedst: der blastes og grindes så det er en fryd for øret, det skorter ikke på egyptiske elementer/instrumenter eller stemningsfyldte passager, der smager lidt af Kairo og Det Røde Hav. Kort sagt kan man sige, at det lader til at være Nile som vi kender dem. Dette er en sandhed med modifikationer, for på et punkt udskiller Nile sig på dette deres 7. album; nemlig vokalen. Den er nogle steder nærmest black-hvæsende, og jeg må indrømme at jeg ikke helt kan forlige mig med den. Især i ”Tribunal of the Dead” hvor den, udover at være hvæsende, tiltager i teatralske udgydelser…. Det lyder decideret ringe, når der gjaldes ”In the prescence of the great tribunal!!” Der flere steder på “At the Gates of Sethu” hvor vokalen er langt under par. Jeg vil dog sige, at det bliver bedre jo flere gennemlyt der kommer på kappen. Førnævnte stykke er jeg dog overbevist om, at jeg vil hade til den dag jeg dør!
Og når nu vi er ved ting, jeg ikke bryder mig om, så kan jeg slet ikke se ideen i at vedlægge to instrumentale versioner af numre, der allerede forekommer på albummet… Er det til hvis man holder karaoke-aften med egyptisk tema, Karl Sanders?
Der har været snakket meget omkring dette album før, under og efter det er udkommet, og Karl Sanders har selv været ude og puste til gløderne ved at love, at dette album skulle være det bedste nogensinde og at tromme-indsatsen skulle være noget, man aldrig har hørt før. Det er langt fra sandheden, for Nile revolutionerer intet med dette album. Det er ej heller et album, der er ringe, men det blegner (ligesom alt andet) når man holder det op imod ”In Their Darkened Shrines” og ”Annihilation of the Wicked”. Det ville også være mærkeligt, hvis de skulle toppe de to mesterværker, men med At the Gate of Sethu” er der et par voldsomt fede numre i form af ”Supreme Humanism of Megalomania” og ”The Chaining of the Iniquitous” som på fornemste vis afslutter skiven, der ikke vil blive husket som Niles fineste moment, men som dog har sine øjeblikke og stadig lader 97% af alle death metal bands ligge i støvet og undre sig over, hvilket tog der ramte dem.

Tracklist:
01: Enduring the Eternal Molestation of Flame
02: The Fiends who Come to Steal the Magick of the Deceased
03: The Inevitable Degradation of Flesh
04: When My Wrath is Done
05: Slaves of Xul
06: The Gods Who Light Up the Sky at the Gate of Sethu
07: Natural Liberation of Fear Through the Ritual Deception of Death
08: Ethno-Musicological Cannibalisms
09: Tribunal of the Dead
10: Supreme Humanism of Megalomania
11: The Chaining of the Iniquitous
12: Enduring the Eternal Molestation of Flame (Instrumental)
13: The Inevitable Degradation of Flesh (Instrumental)

Samlet spilletid: 57:12.


 

Læs mere...

Sabaton - Carolus Rex

Sabaton har i sine bare 13 år lange levetid været garant for fantastisk power metal af den lidt mere synth drevne version. Fra deres først udgivne plade ”Primo Victoria” til ”Coat Of Arms” har de leveret overlegen power med flair for den gode tekst, melodi og ikke mindst et omkvæd, der sidder fast i hovedet. Hvis du er til power metal, så kan du jo udmærket færdiggøre teksten, når jeg nu siger ”Through the gates of hell”; hvis ikke så er du nødt til lige at samle dig sammen om denne her anmeldelse, for ellers går du glip af et af 00´ernes bedste metal bands.
Sabaton er nemlig tilbage i år med udgivelsen ”Carolus Rex”, der omhandler det svenske imperiums storhedstid under Gustav Adolf den store især. Han regerede fra 1611 til sin død i 1632 i kamp, og ledte Sverige ind i hvad er kendt som ”stormaktstiden”. Som bare 17 årig førte han den Svenske hær i krig og i 30 år udvidede han Sveriges territorier, så landet gik fra at være et meget lille og ubetydeligt rige til at herske over en stor del af Europa, kun truet i størrelse af Rusland og Spanien. Det var derfor på sin plads at et band tog hans regeringstid op i en sang, men dette stopper ikke Sabaton. Hvorfor udgive en sang om Sverige, når man ligeså godt kan udgive et helt album! Der har været gravet meget i fortiden, og en historiker har været inde over for at hjælpe bandet med at lave dette album.
Sabaton er kendt som lidt af en krigsmaskine. Deres albums er fulde af referencer til anden verdenskrig især, og her har de nærmest vendt hver eneste sten og fortalt historier fra både de allierede som de tyske styrkers perspektiv. Vi husker alle ”40-1” og ”Ghost Division” f.eks. Det er derfor ingen overraskelse, at de gale svenskere har besluttet at kaste sig over deres egen historie. Dog har jeg hørt forsanger Joachim Bröden beklage sig over, at Sverige ikke rigtig har en historie værd at skrive hjem om, men det må man da sige de er kommet godt efter. For ”Carolus Rex” er et pragteksempel på, at alle lande har en historie at fortælle og ganske vist lugter det lidt af nationalisme, men det er sku på den gode måde. Budskabet er klart. Vær stolt af dit land og dets historie, og man må sige at med dette album har svenske metal hoveder måske fået øjnene op for, at Sverige ikke altid har været så passiv en spiller, når det kom til krig.
Sange som ”Lion From The North”, ”Caroleans Prayer” og ikke mindst min personlige favorit ”Poltava”, der fortæller om et kæmpe nederlag i kamp i Ukraine beviser, at Sabaton bliver stærkere og stærkere for hvert album de udgiver. Jeg har nogle sange fra bagkatologet, jeg bestemt ikke gider høre, men det er mest fordi hele det her ”Hellrider” etos ikke rigtig passer ind i Sabatons univers, hvis du spørger mig. For mine penge har bandet aldrig lavet et dårligt album. De er gode til at skrive sange der er catchy som ind i helvede, og som kan stå alene og ikke mindst er utroligt fantastiske live. En af bandets klareste styrker er deres energiske og meget fortryllende live perfomance som, sidst jeg så dem, røg ind på lystavlen som den bedste metal koncert, jeg nogensinde har set, dermed slår Sabaton et band som Iron Maiden i min bog. Men tilbage til ”Carolus Rex”.
Det er storladent, episk og hårdtslående musik vi bliver præsenteret for på dette album. Der er alt fra de langsomme sjæler-agtige majestætiske værker som ”A Lifetime Of War” til nærmest brutalt hårdtslående power metal travere som ”Lion From The North”. Jeg er dybt uenig i at ”Coat Of Arms” var bandets svageste udspil til dato. Tværtimod var det album et af mine favoritter, og på ”Carolus Rex” har man lige taget det symfoniske og guitararbejdet op et nøk. Det er klassisk Sabaton, dog med en lille smule mere komplicerede kompositioner smidt ind for at bevise, at de behersker deres instrumenter, og det er dejligt at høre, at lyden bliver mere nuanceret for hvert album. Synth siden er ikke ligeså overvældende som den har været på tidligere albums, og blender rigtig godt ind i lyden af et band, der er i absolut topform.
”Carolus Rex” er udgivet på både engelsk og svensk, og jeg må ærligt indrømme, at den svenske version er hundrede gange bedre end den engelske version. Det virker som om at ordene har mere vægt, og når man samtidig er dansker, så er det sjovt at høre sangene som de oprindeligt skulle fremføres, da meget er gået tabt i oversættelsen og omarrangeringen af lyrikken for at få den til at passe med musikken. Dog er titel nummeret ”Carolus Rex” markant federe på Engelsk end på Svensk, men derudover er den svenske version klart at foretrække, og man kan håbe at Sabaton giver en sang på Svensk, når de gæster København senere på året. Skaf den her plade om det så er dine sidste penge denne måned. Den gør det ud for de to pizzaer, du alligevel ikke kommer til at nyde så meget som denne plade. En fantastisk omgang power fra Sveriges bedste power band! Jeg sværger til de svenske farver fra nu af! LONG LIVE THE KING!

Numre
01: Dominium Maris Baltici
02: The Lion From The North
03: Gott Mit Uns
04: A Lifetime Of War
05: 1 6 4 8
06: The Carolean´s Prayer
07: Carolus Rex
08: Killing Ground
09: Poltava
10: Long Live The King
11: Ruina Imperii

Samlet Spilletid 45:11


 

Læs mere...

Kreator - Phantom Antichrist

Tysklands prima thrashers, Kreator, er på banen med deres 13. studiealbum, ”Phantom Antichrist”, der på både godt og ondt opsummerer bandet anno 2012.

Da Kreator undslap ”Enemy Of God” tilbage i 2005, sikrede de sig fast rotation i min CD-afspiller måneder efter. Dét album var helt sublimt, og – dets pæne produktion taget i betragtning – blev hurtigt én af mine favoritskiver fra tyskerne. Efterfølgeren, ”Hordes Of Chaos” fra 2009, bød på mere af samme skuffe, men knap så interessant og fængende. Det samme gælder nu ”Phantom Antichrist”.

Kreator har altid været et habilt thrash metal-band i min bog. Dog har de – ligesom talrige andre bands – gennemgået en frygtelig periode fra midthalvfemserne til ind i starten af det nye årtusinde. Frygtelig forstået på den måde, at de skiver, de lagde navn til i dén periode, mere eller mindre stank! Med ”Violent Revolution” fra 2001 syntes Mille og co. at være på rette spor igen, men med først ”Hordes Of Chaos” og nu ”Phantom Antichrist” begynder der at danne sig et billede af, at de allerede toppede med førnævnte ”Enemy Of God”.

”Phantom Antichrist” er som sådan ikke et album der stinker (!), men der er for meget filler og for lidt killer derpå. Efter introen, ”Mars Mantra”, sparker Kreator dog albummet godt igang med titelnummeret, men efter dét, skal vi helt frem til skæring nummer otte, ”Your Heaven My Hell”, før det for alvor bliver rigtig godt igen. De øvrige skæringer er dog ikke så ringe, at de ikke kan høres. ”Civilization Collapse” og ”United In Hate” er ganske gode, og de – og albummets øvrige numre – lyder heldigvis umiskendeligt meget som Kreator, men de er langt fra bandets bedste kompositioner.

Stilmæssigt afviger Kreator ikke fra det, de gør bedst. Det de gør bedst, har de dog bare før gjort bedre. Personligt er jeg bange for, at ”Phantom Antichrist” bliver ét af de anonyme albums, der havner på hylden og samler støv... ved siden af ”Hordes Of Chaos”.

Tracklist:
1. Mars Mantra
2. Phantom Antichrist
3. Death To The World
4. From Flood Into Fire
5. Civilization Collapse
6. United In Hate
7. The Few, The Proud, The Broken
8. Your Heaven My Hell
9. Victory Will Come
10. Until Our Paths Cross Again

Samlet spilletid: 45:25

 

Læs mere...

Mnemic - Mnemesis

Så er Mnemic atter tilbage med et nyt album med titlen ”Mnemesis”. Bandets multinationale sammensætning er endnu engang kommet fedt til udtryk på dette album. Lyden på albummet er tung med en lækker industrial baggrund som er helt i top, der er da ingen tvivl om at Fear Factory her har en alvorlig konkurrent.
Der er 11 tracks på albummet som alle bare tæsker der ud ad, og herfra skal lyde stor ros til danske Brian Larsen på trommerne, som får dette album til at hæve sig langt over tidligere udspil.
Vokalen fra Guillaume Bideau kan der heller ikke sættes en finger på, han behersker alle facetter og derfor svinger samtlige tracks for vildt.
De tre gutter Mircea Gabriel, Victor Ray Salomonsen og Simone Bertozzi har tilsammen sat en cool tung rytme på albummet, som er det vildeste jeg har hørt fra bandet til dato.
Albummet startes op med nummeret ”Transcend”, som er et track der nærmest giver et indblik i resten af albummet, idet nummeret indeholder alt fra det tunge til de raffinerede finesser, og vokalen trækkes hele vejen rundt i registret. I nummeret ”Valves” trækkes man ind i virkningen af Crystal Myth og nummeret er en slags tågerejse gennem lyde.
Track nr. 6 ”Mnemesis” er for mig peak`et på albummet, her er ikke sparet på energiudladningerne og efterfølgende føles det, som om resten af albummet går lidt ned i tempo. Track nr. 7 ”There`s No Tomorrow” er albummets sjælesang, hvor tiden er kommet til fordybelse. På Digi udgaven, som jeg sidder med, er der et bonusnummer ”Empty Planet” som helt klart er et nummer, der falder i min smag, perfekt afslutning på albummet.
For at runde den af er her tale om et energifyldt album, hvor man som lytter får mange musikalske detaljer, og albummet er helt klart værd at anskaffe sig.

Tracklist:
1. Transcend
2. Valves
3. Junkies On The Storm
4. I`ve Been You
5. Pattern Platform
6. Mnemesis
7. There`s No Tomorrow
8. Haven At The End Of The World
9. Ocean Of Void
10. Blue Desert In A Black Hole
11. Empty Planet

Samlet spilletid: 48:00

 

Læs mere...

Grand Magus - The Hunt

Kald mig blot forudindtaget og påståelig, men Grand Magus’ seneste opus, ”The Hunt”, er det bedste album, der er blevet udgivet i år, og der kommer ikke noget bedre! Det vidste jeg allerede før jeg overhovedet havde hørt albummet (!), for efter svenskernes triumftog med ”Wolf’s Return” fra 2005, ”Iron Will” fra 2008 og ”Hammer Of The North” fra 2010, kan de umuligt fejle, vel?! JB synger jo selv ”We’ll never give in or surrender...” I titelnummeret til ”Iron Will”. Nej, Grand Magus kan ikke fejle, og ”The Hunt” er intet mindre end et fænomenalt album.

Albummet åbnes med den med det samme memorable ”Starlight Slaughter”, der allerede fra første vokallinje manifesterer JB som værende en helt igennem sublim sanger. Trommerne har tydeligvis fået en anden klang, som varer ved hele albummet igennem. Det skyldes, at Ludwig Witt, som JB tidligere har spillet sammen med i Spiritual Beggars, har overtaget trommestolen efter Seb. Trommelyden er så massiv og pumpende, at man skulle tro Witt hamrede på gryderne med selveste Mjølner!

”The Hunt” byder vanen tro på Grand Magus’ krydsning af NWOBHM og Bathory, men der er skruet en anelse ned for doom metal-referencerne. Til gengæld kører albummet i et mere vedvarende og øget tempo end dét på ”Hammer Of The North”. Eksempelvis galloperer JBs riffs derudaf i ”Sword Of The Ocean” i så stor stil, at Hearts ”Barracuda” til sammenligning lyder som noget, der går i tomgang!

Selve titelnummeret er ét af albummets mange højdepunkter. Ikke alene giver det anledning til straks at hæve næven, som stod man til en Manowar-koncert! Nej, det indeholder også det mest Maiden-lydende mellemstykke jeg har hørt fra vores naboer til øst, siden Dismembers geniale ”Tragedy Of The Faithful” fra 2004-albummet, ”Where Ironcrosses Grow”.

”Hammer Of The North” var i mine ører et noget nært perfekt album. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi have forudset, at Grand Magus kunne toppe det. Dog havde jeg forventet, at de ville matche det... men de har sgu toppet det! ”The Hunt” er marginaler bedre end dets forgænger, og jeg opfordrer på det kraftigste folk til at droppe den moderne, monotone MySpace-modificeret metal for et øjeblik, og give ”The Hunt” – Grand Magus’ sjette album – et lyt. Det her er pure fuckin’ genuine heavy metal... og det er satme godt!

Tracklist:
1. Starlight Slaughter
2. Sword Of The Ocean
3. Valhalla Rising
4. Storm King
5. Silver Moon
6. The Hunt
7. Son Of The Last Breath
8. Iron Hand
9. Draksådd
10. Silver Moon (Demo) (Bonus Track)
11. Storm King (Demo) (Bonus Track)
12. Sword Of The Ocean (Demo) (Bonus Track)

Samlet spilletid: 57:34

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed