Sandberg - Interview with Kim Sandberg

Sandberg is the new aspiring hard rock band in Trondheim, Norway, formed in 2016. And with their unique sound of fusion elements from EDM to blues, they are now ready to release their second album "Monster" on Mighty Music 18th of May. We asked the mainman and vocalist Kim Sandberg a few questions about "Monster".


Hallo. First of I would like to congratulate you on your new album. Could you start out by introducing yourself and tell us what part in the band you have?

Kim: Heey dude, and thank you so much.

My name is Kim Sandberg, just a simple man from the little town Skogn in Norway. I’m actually the founder of the band, a project I started in 2014 as a part of my own therapy. Instead of keeping all the dark thoughts inside I started to write it all down as lyrics and small pieces of music, and with a lot of help from my good friend Watterud, it developed into complete songs.

So, what part do I have in the band besides the songwriting? Well… hehe… I do what I think I do best, make as much noise through my throat as possible, and I think people is calling it a vocalist.


Why did you choose this title for the record?

Kim: As I said in the introduction I’ve been through some heavy stuff during my life. I’ve always thought that I’ve been the monster, and somehow, I’m using this album to convince myself that I’m not the monster, but that the monster is living inside of me and have been controlling my life and thoughts through years.


When did you start working on this album, how long did the process take from the first step to the final product? Was it hard to write new material for this record or did it come naturally for you?

Kim: We started working on this new album during the autumn 2016, but the final product wasn’t finished before November 2017. So, I can’t lie and tell you that it has been easy, it’s never easy. A lot of people think that music is created in minutes, no matter what genre, but it’s in fact a shitload of work and feelings mixed together in this big cauldron. But I’ll tell you, no matter how hard it is, it always feels natural doing the thing you love and believe in.


Where did you record the album, and who produced it? How did the cooperation go between the band and the producer?

Kim: The album was recorded, mixed and produced in Skarp Studio by the one and only Jon Tore Dombu. It’s always a pleasure working with this talented producer and musician, and the cooperation couldn’t be better! I’ll recommend everybody who’s considering recordings or other work in studio they may need help with to contact this open-minded man.


Are you trying to express something through your music?

Kim: As I said earlier I do this as a part of my own therapy, and I really hope some people might recognize themselves through our music. Life can be harsh. It’s like a never-ending roller coaster where love and hate cross each other’s path every single day.

Hopefully our songs and lyrics can help others in one way or another through this unreliable world. You’re not alone. wherever you are in life and whatever you’re going through, there is always someone out there walking the same lonely path as you are.


Since we are closing in on the release date of the album, how has the response from the press been?

Kim: The response has been overwhelming man. Since the beginning of the project we’ve never expected anything and done exactly what we’ve wanted to do. What happens, happens anyway! Things are getting a lot easier without all the pressure on your shoulders.

But I can’t lie… it’s always an amazing feeling when reviews and feedback are like they’ve been on this album! It tells us that… hmm… maybe we’ve done something right? Hehe, people actually like what we’ve been doing!


You've already released the first song online for your fans to hear, how has the new material been received from the fans so far?

Kim: People are fantastic! Every single day since the release of our first single Circle Of Anger, people have been texting, commented and called us, and it has been all positive. The problem is that everything is going so fast, and it’s a lot happening, so sometimes you just have to breathe a couple of times, take a look around and let all the impressions sink in. We’re so grateful that people use some of their precious time to listen to our music, and that they actually like what they hear. It’s fantastic!


Who did the artwork and what is the idea behind it?

Kim: The artwork is created by the fantastic graphic designer Bernt Kulseth. He’s been doing all our artwork since 2016, and somehow, he always creates something pulled right out from my own head based on some lyrics, stories and ideas.


How would you compare the material on this release to your previous material?

Kim: Hmm... many of the thoughts, ideas and stories are much of the same. We didn’t want to change too much cause we felt that we in one way or another was following the right path. The biggest difference is that the songs on the upcoming album Monster, is following more of the same common thread than they did on the previous album.


What kind of stuff did you grow up listening to, and what kind new music do you listen to these days?

Kim: Hehehe… it all started with Elvis, but in the end of primary school it all started to change. I was introduced to Guns N’ Roses and hard rock was suddenly a big part of my life.

During junior high I started listening to Sepultura, Pantera, Metallica and a bunch other metal bands, and I never looked back. I’m very curious and love to check out new music, but I’ve been a big fan of Lamb Of God and Gojira the last past years.


Have any of these bands been source of inspiration for the album?

Kim: Hell yeah! Every band, every artist, whether we’re talking about music, art, sports, friends and so on, get inspiration from others. That’s just the way it’s. It’s all about using all that inspiration, whether it’s good or bad, and start to build something on your own with your own hands.


In your time as musicians, what is your biggest musical achievement so far and what has been your biggest experience through the years?

Kim: It’s no doubt. The making our first album Higher Than The Sun. This album is such an important part of my life, and I doubt I’ve been here talking to you without it.


Could we expect any European tour and maybe see the band in action here in Denmark any time soon?

Kim: Hopefully! Right now, it’s still all about the release in May, but we hope we’ll play some gigs in Norway during this summer and autumn. And you never know my friend….. suddenly we’re on the stage somewhere else in Europe as well.


What would be the ultimate tour, festival or show for you to play at?

Kim: Ohh!! My ultimate tour would be visiting all the states in US. Maybe a stadium tour or something like that….wow… that would be amazing, and maybe one of my biggest dreams.

Rock Am Ring would be the ultimate festival. A lot of great music, and a lot of crazy people… hehe.


Do you have any breaking news with the bands?

Kim: Yeah… don’t tell anyone, but we’ve started working on our third album. We’ve got a lot of material, and our guitarist Watterud, is sending me new demos every single day…. haha… that crazy bastard! But I love him anyhow, and he’s always surprising me with all his ideas.


That's all we've get this time, do you have anything that you'd like to add or say?

Kim: Yes please. And if I might? I want to thank every single person that has been a part of this journey. Specially my friends and fantastic musicians in the band Andreas Nergard, Jon Tore Dombu and Tom Erik Watterud. And of course, my very, very patient girlfriend and family. And at last but not least Mighty Music! I’m so grateful!! Thanks!


We would like to say thanks a lot for your time. And we wish all you guys all the luck in the future whatever it might bring.

Kim: Thank you so much and right back at you. It’s been a pleasure!

Læs mere...

Arvas - Black Path

Norske Arvas har rødder tilbage til 1990’erne, hvor bandet eksisterede under navnet Örth. Efter dette band blev opløst i 1999, gik der nogle år før hovedmanden V-Rex genstartede det hele under navnet Arvas. I 2009 udkom bandets første album, og siden er der kommet yderligere tre med kun to års mellemrum.

På bandets Facebookside angives stilen som 666% Black Metal, så mine forventninger var på forhånd vendt i retning af klassisk Sort Metal. Og den leverer Arvas med eftertryk! Med den power der fyres af i de første numre skulle man næsten tro, at nordmændene var vendt tilbage fra en lang pause, og lige skulle vise, at de stadig er rå. Først i ”Unhallowed Grace” dukker der små bidder af melodi op i den voldsomme flod af buldrende Metal; nummeret har et groove der minder lidt om Satyricon.

Ellers er der ikke mange lighedspunkter med landsmændene, for Arvas satser hårdt på en lidt rodet og meget brutal kerne i numrene. Den får support fra nogle få melodisle elementer, disse gør ”I Am Thy Grief”, ”Hellhunt” og ”Murder Is Patience” til mine favoritter på ”Black Path”. En spøjs detalje er, at vokalen ikke er placeret fremme i lydbilledet, men i stedet må kæmpe med instrumenterne for at blive hørt. Det gør numrene ret ens, og det er mit problem med albummet: Trods en kompromisløs stil og et par højdepunkter er der for lidt dybde i helheden til at rykke for alvor.

1 Blackpath
2 Ferocious Stigma
3 Unhallowed Grace
4 I Am Thy Grief
5 Hellhunt
6 In Solitude I Dwell
7 This Scarred Soul
8 Murder Is Patience
9 Bergdjävul
10 For The Fallen Shall Arise
11 Evil (Tribute to Mercyful Fate)
Samlet spilletid: 48:01

Læs mere...

Aztek - Dream Dealer

”Dream Dealer” er det første album fra Aztek, om er et nyt band på Rockscenen i Aalborg. Hvor nyt bandet er, er jeg ikke klar over; hverken gruppens facebookside eller promo materialet fortæller noget om bandets historie. Nå, det er også musikken, der er det interessante, så den vender jeg mig mod.

De førnævnte kilder omtaler stilen som Progressiv Rock, men i mine ører er stilen ikke specielt progressiv. I stedet holder bandet sig til en mørk tone, som gennemstrømmer samtlige skæringer. Her er det meget passende at den første single har fået titlen ”Nick Cave”, for med sin dystre stemning rammer den noget af det, som den australske sortseer er kendt for. Det hele er skabt via sparsom instrumentering, hvilket gør nummeret indtrængende – en stil som Aztek generelt holder ved, og kun stedvist bryder til fordel for mere aggressive toner. Det synes jeg er et meget positivt træk, for de fem medlemmer får rigtig meget ud af det sparsomme.

Selv om musikken klarer sig fint, er det alligevel Benjamin Vestergaards vokal, der giver det største plus i karakterbogen i kraft af en meget nærværende og varieret indsats: I ”Stay With The Word” og ”Sleep” er vokalen stille og fokuseret, i ”Love Me” er den næsten råbende, og i ”Preacing” er den forvrænget, så jeg kommer til at tænke på Kellermensch. Samlet set giver det en debut, som absolut er godkendt, men som også efterlader plads til forbedring; flere af numrene er ret uinteressante, så her bør Aztek stramme op.

1. Hold On
2. Nick Cave
3. Stay With The Word
4. Sleep
5. Preacing
6. From You
7. Love Me
8. Cold Wars And Hot Bombs
Samlet spilletid: 41:03


Læs mere...

Lorraine Cross - Army Of Shadows

Lorraine Cross stammer fra Toulouse i Frankrig, og udsender med ”Army Of Shadows” deres første album, efter kun en enkelt demo. Bandet har eksisteret siden 2012, men besætningen er udvidet af to omgange, så man i dag stiller fem mand stærkt.

Musikalsk er det hele en temmelig international affære, for franskmændene betegner selv deres stil som en blanding af amerikansk Hard Rock, britisk Heavy Metal og tysk Speed Metal – og den beskrivelse er spot on! Kernen er Heavy Metal skåret efter klassisk skabelon, så der er masser af dagadagadaga rytmer, double lead guitarer og sangeren Tonys (selvfølgelig) lyse vokal. Den passer også fint ind når tempoet øges, og musikken bliver mere rå og thrashet. Inspirationen fra Hardrock slår mest igennem i omkvædene, som er lette at gå til og serveres i fine flerstemmige udgaver.

Alt i alt er rammerne for en spændende og varieret omgang Metal til stede, men de bliver slet ikke udnyttet. Årsagen er, at Lorraine Cross bare ikke er særligt dygtige sangskrivere! Selv om de har de rigtige elementer i spil, er de fleste numre uinteressante. Det illustreres meget godt i ”Target Locked”, som trods pænt tempo er ret fesent. Helt galt går det i balladen ”Die In Your Arms”, der lyder som et kærestebrev fra en 14 årig …Suk!

Nej, Lorraine Cross imponerer ikke, og der skal arbejdes hårdt med materialet, hvis de skal markere sig fremadrettet.

1. Sharpshooter
2. Black Infantry
3. One Bullet for Me
4. Hard to Get Out
5. Die In Your Arms
6. Target Locked
7. Stray Rocket
8. The Slab Was Trapped!
9. Go To Hell!
10. Don't Waste Your Energy
11. At Close Range
12. Lorraine Cross
Samlet spilletid: 54:33


Læs mere...

Franklin Zoo - Red Skies

Københavnske Franklin Zoo er en løjerlig størrelse. De postulerer selv, at de spiller grunge, men det vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Nuvel, forsanger Rasmus Revsbech har en formidabel vokal, der er meget lig en vis Hr. Cornell fra den nordvestlige del af USA. Men Franklin Zoo spiller ikke grunge, som den blev spillet i starten af halvfemserne. De spiller meget federe!

Så skulle de spille grunge, er der altså tale om en særdeles opdateret og tidssvarende udgave af den genre, der mere eller mindre er afgået ved døden og kun holdt sporadisk i live af mindre heldige bands, der kom frem i starten af dette årtusinde (ingen nævnt, ingen glemt).

Men det er da særdeles passende, Franklin Zoo vælger at smide Red Skies på gaden, når de legendariske Temple of the Dog har annonceret en comebacktour (ganske vist kun i USA indtil videre, men skulle de komme til Europa, kunne det være, de skulle finde et københavnsk supportband?).

Franklin Zoo spiller en vis legemsdel ud af bukserne (eksempelvis er jeg dybt imponeret over trommeslager Lars Buhrs evner og opfindsomhed) og leger med genrerne på så overlegen vis, at jeg ganske enkelt på bøje mig i støvet – men det er altså ikke grunge.
Tag et nummer som ”No One's Slave”, der slutter med et dobbelt guitarintermezzo, der er mere Slayer, end det er Soundgarden. Eller hvad med den efterfølgende ”Burning Man”, hvis c-stykke er mere Muse end Mudhoney?


1. Never Caught
2. No One's Slave
3. Burning Man
4. Red Skies
5. It's Not Me
6. Tangled Pain
7. Face Down
8. Cold

Total spilletid: 49:24

Læs mere...

Rezet - Reality Is A Lie

Siden Rezets seneste album “Civic Nightmares”, som udkom i 2012, har bandets to originale medlemmer Ricky Wagner og Thorben Schulz fået Lucas Grümmert med som ny bassist, mens Bastian Santen er tilbage bag trommerne. Det har givet ro til at indspille bandets tredje fuldlængde, ”Reality Is A Lie”.

Hvis man skal spille Thrash Metal, er den første og alt overskyggende betingelse, at man får blæst energi i musikken, og det punkt kan man hurtigt vinge af hos Rezet. Numre som ”Dead City”, ”Checkmate (War is Hell)” og titelnummeret fyres af med masser af power, og der bliver bestemt ikke holdt igen med tempo.

Lægger man så de krævede guitarriffs og den tilpas skærende vokal oveni (Wagner lyder som en mellemting mellem Dave Mustaine og Mille Petrozza), får man en pakkeløsning, som dækker de fleste krav til genren; jeg er ret sikker på, at numrene fra ”Reality Is A Lie” vil gøre sig godt i live-sammenhæng.

Den eneste dråbe urin på min sukkermad relaterer sig til mangel på spændvidde; Rezet kører samme opskrift igennem stort set alle numre, og det koster lidt på oplevelsen, når musikken gennemlyttes i hjemlige omgivelser. Det instrumentale ”Lost” er en undtagelse, men det lyder mest som en opsamling af ideer fra Metallica og Megadeth.

I praksis trækker det albummet ned, så det ender på et mellemniveau; det er bestemt ikke dårligt, men heller ikke rigtig fedt i længden.

1. Reality Is A Lie
2. Madmen
3. Dying By The States
4. Dead City
5. Cannibal's Revenge
6. Breaking The Chains
7. Checkmate (war is hell)
8. Too Smart To Live
9. Worm In The Core
10. Lost
11. Fight For Your Life
12. Like A Wolf
Samlet spilletid: 61:11


Læs mere...

Shotgun Revolution - All This Could Be Yours

Shotgun Revolution debuterede med albummet ”Join The Revolution” i 2010, og har siden spillet rigtig mange koncerter. Nu er de klar med deres tredje album, som har fået titlen "All This Could Be Yours” – så er spørgsmålet hvad man skal svare til dét tilbud.

Bedømt ud fra åbningsnummeret ”Don’t Stop That Grind” er svaret positivt, for med sit retroprægede guitarriff kører det ret godt. Det efterfølgende ”Rise To Power” kan ikke helt følge trop, men har okay energi og flotte vokaler; herfra bliver der droslet voldsomt ned for bid og power. Set i sin helhed er albummet fintrimmet til at kunne spilles på alle radiostationer uden at afstedkomme stødte kommentarer, for her befinder vi os middle-of-the-road uden nogen form for vilde udsving. Blød lyd på guitaren og polerede vokaler afvæbner Rockattituden, og kun et enkelt sted fungerer det for mig. Det er i ”God’s Damned Poetry”, som med sin udmærkede melodi og Def Leppard-agtige vokaler hæver sig over albummets øvrige numre.

Når der endelig kommer lidt gang i guitaren, som i ”S.O.B.”, bliver der brugt så mange af genrens klichéer, at jeg er ved at få kaffen i den gale hals. I den sidste ende er det derfor den gennemførte og sikre håndtering af stilen, der afholder mig fra at svare Nej Tak til spørgsmålet fra indledningen, men det sker med det yderste af neglene.

1. Don’t Stop That Grind
2. Rise To Power
3. All This Could Be Yours
4. Refugee
5. City Of Fire
6. Dissolve
7. God’s Damned Poetry
8. S.O.B.
9. Suzie
10. River Of Dreams
Samlet spilletid: 37:25


Læs mere...

Lucer - Bring Me Good News

Da jeg for to år siden havde debut EP’en fra danske Lucer til anmeldelse, fik den en ublid medfart. Nu er trioen tilbage med et helt album, som fremstår langt mere helstøbt – arbejdet med musikken har åbenbart modnet Lucer.

Det høres i den friske åbner ”Midnight Sun”, som kører fint derudaf uden dikkedarer – godt! Herefter slår bandet over i en blødere stil, som er det gennemgående element på albummet. Produktionen er uden skarpe kanter, og det passer fint til musikken. Den bevæger sig hele tiden på den pæne side, hvilket illustreres godt i ”Something Original” og ” Call It A Day”: Begge numre kører i okay tempo, og viser i både melodi og omkvæd tydelig inspiration fra Britpop, som man finder den hos f.eks. Oasis. Jeg synes det er lidt for upersonligt og uinteressant, men at de kan gøre det langt nedre, viser Lucer i titelnummeret: Her er der meget mere substans end i de andre tracks, og nummeret er virkelig godt – mere af den slags, tak!

Det er der desværre ikke i denne omgang, men jeg er sikker på, at Lucers stil vil tiltale mange; de spiller energisk nok til at kunne kalde sig Rockband, men gør det tilpas pænt til, at de ikke kommer til at forskrække eller støde nogen. Efter min smag er det alt for tandløst og hyggeligt, men jeg er jo også mest til Metal …

1. Midnight Sun
2. Something Original
3. Too Late
4. Go Easy On Me
5. I Don't Wanna Know
6. Bring Me Good News
7. Shooting Star
8. What's In It For Me
9. Million Faces
10. Call It A Day
Samlet spilletid: 37:37



Læs mere...

Childrenn - Animale

Danmark kan skam også være med, når det kommer til at levere de såkaldte ”supergrupper”. Et begreb, der egentlig bare dækker over en række kunstnere fra forskellige bands, der har valgt at slå sig sammen i et nyt band. I dette tilfælde gælder det Jacob Brixen, fra bl.a. Hymns from Nineveh, Manoj Ramdas fra navnkundige bands som Sort Sol og The Raveonettes, Jacob Jørgensen, der nok mest er kendt fra sin tid som bassist i Psyched Up Janis, og slutteligt er det trommeslageren Rune Nugge Kristensen fra Powersolo, der sammen har dannet rockbandet Childrenn.

Sammen gik de i Jens Benz Studio i Valby i august sidste år, for at indspille deres debutalbum. For det kan vel stadig kaldes et debutalbum, selvom de alle sammen er erfarne herrer i de danske og internationale musikmiljøer. Efterfølgende er albummet blevet mikset af Randall Dunn i Avast! Recording Studio i Seattle – og Randall Dunn har blandt andet arbejdet sammen med Sunn O))).

Det må siges at være et fornuftigt valg, særligt i forhold til nummeret ”Dancing on Ashes”, der med sit repetitive og dronede udtryk, ligger meget godt opad eksempelvis Sunn O))). På samme måde fornemmer man også lyden af Seattle på den tunge ”Handcuffed”. Men derudover er det en blandet pose bolcher. Animale spænder lige fra de førnævnte tunge og dronede numre, til noget, der mest af alt kan betegnes som krautrock som det høres på titelnummeret. Der i mellem dukker der pludselig noget psychrock op i form af It's Time to Leave. Derfor er det vanskeligt at sætte Childrenn i bås; det ene øjeblik lyder de som en blanding af Children of Light og Wovenhand, og det andet øjeblik dukker Seattles brutalitet op. Men hvis du kan lide bands som ovennævnte og Thin White Rope, er Childrenn et godt bud på et nyt band, der er værd at holde øje med.

Uanset hvad, bliver det interessant at følge Childrenn, selvom de måske ikke helt har fundet sig selv endnu. For det kan godt være, de ikke helt har fundet ud af, hvilket ben, de vil stå på, men de ben de står på, står de solidt på.

1. Handcuffed
2. Black Unicorn
3. Submission
4. Animale
5. It’s Time to Leave
6. Dancing on Ashes
Total spilletid: 33:06


Læs mere...

Reject The Sickness - Chains Of Solitude

Meget information var der ikke at finde om belgiske Reject The Sickness. Bandet blev dannet tilbage i 2007, men der begyndte først at ske noget da bandet udgav EP'en Bloodstained Eyes tilbage i 2013, og nu er de endelig klar med deres debutplade Chains Of Solitude. Genremæssigt ligger vi nok ovre i noget Melodisk Dødsmetal med nogle Metalcore inspirationer også, men lad os finde ud af hvad deres længe ventede debutplade så byder på.

Efter en kort intro går pladen i gang, og vi får det hårdt lige fra starten af med titelnummeret, som åbner pladen. Der vises en del tekniske passager i nummeret, og det er en ganske fin start på pladen. My Agony, som er andet nummer på pladen, viser måske lidt mere intensitet end det første nummer gjorde. Her kommer bandets dødsmetal inspirationer virkelig til live, og det er uden tvivl det fedeste nummer på pladen. Det virker også til at de har lidt kor i nummeret, som virkelig også gør det hele federe, og stemningen bliver en lille smule mere storslået, som kun kan betragtes som et plus i min bog. Et nummer som Only Darkness Is Real synes jeg er en anelse mærkeligt, da jeg synes at introen virker utrolig meget som noget, der er stjålet fra Dark Tranquility; det er selvfølgelig en smagssag, men jeg synes godt nok at det minder utrolig meget om Dark Tranquility.

Produktionen på pladen er meget moderne, og det hele lyder meget tyndt. Det hele virker meget livløst, og der mangler karakter i produktionen. Trommerne virker utroligt programmerede, og det falder bare meget hurtigt til jorden med produktionen.

Reject The Sickness har skrevet en ganske udmærket plade, men alligevel er der plads til forbedringer. Numre som My Agony er måske et godt eksempel på, hvad vi kan forvente at høre fra bandet i fremtiden, hvis de vælger at køre i samme dur som de har på deres debut.

1. Intro
2. Chains Of Solitue
3. My Agony
4. Only Darkness
5. Depravity
6. Psychopath
7. Alone
8. Heaven Turns Black
9. Hopeless
10. Seedless
11. The Fire's Burning
Samlet spilletid 40 minutter


Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed