fbpx

Spoil Engine - Stormsleeper

“Stormsleeper” er titlen på det fjerde album fra hollandsk / belgiske Spoil Engine. At albummet udkommer fem år efter sin forgænger skyldes bl.a. at man har skiftet forsanger. Ny på posten er Iris Goessens, og hun indtager straks en dominerende hovedrolle: Den primære udgave af hendes vokal er hvæsende og skrigende i bedste Alissa White-Gluz stil – der er ingen tvivl om, at Goessens har lyttet en del til Arch Enemy.

Sammenligningen passer ikke så godt når det gælder musikken, for selv om der er bidder af melodisk Death Metal i numrene, går Spoil Engine oftest i en anden retning. Så er rytmerne mere staccato, ligesom der bruges en del keyboards – når man så lægger nogle rene (!) vokaler oveni, er vi mere ovre i noget, der minder om Metalcore.

Resultatet har udmærket energi, og der er godt med smadder i ”Hollow Crown”, ligesom ”The Verdict” kører fint med sit ”Survival of The Fittest”- omkvæd. Men ellers er der ikke så meget at fremhæve, for selv om bandet har mange gode elementer, så får de dem ikke omsat fornuftigt. Selv om der er fint med punch i handsken, så er numrene overfladiske og vil hurtigt forsvinde ud af min bevidsthed. Det er ret skuffende, et band med så meget erfaring burde have mere at byde på!

Tracklist:
1. Disconnect
2. Silence Will Fall
3. Doomed To Die
4. Weightless
5. Stormsleeper
6. Hollow Crown
7. Black Sails
8. The Verdict
9. Singing Sirens
10. Wastelands
Samlet spilletid: 42:18

 

Læs mere...

Dead By April - Worlds Collide

Det er efterhånden 8 år siden, jeg anmeldte den selvbetitlede debutskive fra svenske Dead By April – en uinteressant gang poppet Nu Metal, som jeg sendte hjem med dumpekarakter. Siden dengang har jeg ikke hørt deres udgivelser, men nu er de klar med deres tredje studiealbum.

Stilmæssigt er der ikke sket større ting, her blander man stadig hårdt og blødt i bedste Metalcore stil. Samtidig bliver der brugt masser af både keyboards og klaver, så numrene  trækkes over i Nu Metal. Og det fungerer langt bedre end på debutskiven: De rene vokaler har fået bedre melodier at arbejde med, og den skrigende udgave er virkelig vred, så numrene får tilført noget af den skarphed, som debutskiven savnede så voldsomt. Skal man prøvesmage albummet, er ”Playing with Fire” et godt sted at starte; her er alle ingredienserne repræsenteret.

Slutnummeret byder på en overraskelse; her har man fået den svenske musicalstjerne Tommy Körberg (ham der blev verdenskendt for sin rolle i ”Chess”) til at synge med. Det er anderledes, men Körbergs lidt højtidelige vokal passer fint til arrangementet, så det giver et plus i karakterbogen. Samlet er ”Worlds Collide” ikke nogen euforisk oplevelse, men er alligevel et stort skridt frem siden mit sidste møde med Dead By April.

Tracklist:
1. Crying Over You
2. I Can't Breathe
3. Playing with Fire
4. Warrior
5. Breaking Point
6. My Heart Is Crushable
7. Can You See the Red
8. Our Worlds Collide
9. This Is My Life
10. Perfect the Way You Are
11. For Every Step (feat. Tommy Körberg)
Samlet spilletid: 41:45

 

Læs mere...

Miss May I - Shadows Inside

Jeg kan godt li’ Hardcorens rå og voldsomme stil, men går samtidig ikke af vejen for en go’ melodi. På papiret burde Metalcore derfor lige være noget for mig, men alt for ofte er tingene ude af balance, så det hårde bliver nedtonet, og de forsonende melodier bliver for pæne. Sådan havde jeg det også, da jeg enmeldte Miss May I’s ”Monument” fra 2010. Nu er amerikanerne klar med et nyt udspil, som jeg har haft gennem anmeldermøllen.

Det starter rigtig godt, for åbningsnummeret ”Shadows Inside” buldrer løs med højt energiniveau som supplement til de rene omkvæd – her balancerer tingene, sådan skal det være! Desværre skal vi helt hen til det næstsidste nummer, ”Lost In The Grey” før der igen er harmoni mellem det hårdslående og det melodiske. I de resterende numre er der enten for lidt knald på det hårde, eller også overskygger de melodiske vokaler helheden, så de trækker energien ud af nummeret – værst høres det i ”Crawl” og ”Swallow Your Teeth”. Det er en smule irriterende, for intentionerne er gode nok; Miss May I har passager, hvor der er godt med kant i instrumenterne, men i sammenhængen fungerer de ikke. Derfor lykkes det heller ikke denne gang for amerikanerne at overbevise mig om genrens værdi, trods en meget lovende start.

Tracklist:
1. Shadows Inside
2. Under Fire
3. Never Let Me Stay
4. My Destruction
5. Casualties
6. Crawl
7. Swallow Your Teeth
8. Death Knows My Name
9. Lost In The Grey
10. My Sorrow
Samlet spilletid: 34:30

 

Læs mere...

Underoath, MewithoutYou - Pumpehuset

Underoath, det er nogle år siden sidst. En opløsning og gendannelse senere, hvor det sidste fejres med en tour, der ser bandet spille de to mest populære albums; ”They’re Only Chasing Safety” og ”Define The Great Line” back-to-back: alle sangene i den originale rækkefølge, uden svinkeærinder. Så ved man i hvert fald hvad man er gået med til – men fungerer det så, her over 10 år siden begge værker blev udgivet? Lad os se det an!



mewithoutyou:
“En drømmerejse, med jævnlige vækkelser, hvor livets ubehagelige og triste virkelighed banker på” – sådan kan koncerten nogenlunde opsummeres. I 40 minutter bliver vi guidet igennem af en excentrisk forsanger, der ligner han hører til i en kirke som en tro følger af Jesus Krist. Det er en sjov dynamik, for de andre medlemmer er mest som bilmotoren, men sangeren er føreren – hvilken vej skal vi, spørger de, og han peger.

Det er et lidt spøjst valg ift. Underoath, men ikke på en dårlig måde. Og publikum kan lide det, i hvert fald de forreste rækker er helt tydeligt med. Hvis ikke tryllebundne, så som minimum respektfulde nok til ikke at kævle løs. Det er rart. Lyden er også god, men med visse udsving: bl.a. er forsangerens vokal tilbøjelig til at ryge ud af lydbilledet. Overordnet er hans fremtoning kaotisk, og indebrændt – men ærlig. Jeg er efterladt med et ganske positivt indtryk. 
4/6 stjerner.



Underoath:
Hvor skal man starte? Måske ved begyndelsen. I aftes køres der fuld smæk på de to største albums, kronologisk og slavisk – ingen pauser, den eneste snak er under sangene eller i de allerede eksisterende introer. Det er et glædeligt gensyn, uden tvivl: den forreste del af gulvet er under “They’re Only Chasing Safety” i bevægelse størstedelen af tiden – eller som minimum er flere hænder i vejret, der synges med og hujes: der er endda nogle omkvæd som overlades udelukkende til publikum, og bolden gribes uden tøven.

Lysshowet er hjemmelavet, men til gengæld halter lyden – i aften, af alle aftener, kan dét dog ignoreres til en vis grad, siden mange ser ud til at kunne sangenes struktur og lyrik på rygraden. Derfor er det naturligvis stadig ærgerligt. Underoath selv lægger virkelig, virkelig energisk fra land – jeg kunne nøjes med keyboardspilleren, der laver så ufatteligt lidt på selve instrumentet, men til gengæld aldrig står stille, selv når han skal tørre sveden væk med et håndklæde. Han næsten danser selv da det projekt står på. Eller trommeslageren, der synger kanongodt, mens han basker løs på tønderne. Men, alas, energien falder mærkbart som tiden skrider – til at forvente, jovist, men det smitter desværre af på publikum. Grundniveauet er dog højt, så det er aldrig stillestående.

Det første album føles godt at trave igennem, måske fordi det ikke er længere end tre kvarter… men det er alligevel mærkværdigt at en god del af de forreste rækker hastigt forsvinder så snart den sidste tone har lydt – vi andre er klar til runde to. Et lærred bag bandet springer til live, dunkel musik bliver sat på (lyset tændes ikke). Sjovt det ikke var en ting i første halvdel, men skidt nu med det, fans af bandet kan svært forlange mere. ”Define The Great Line” er tungt, hårdere, måske endda mere spændende komponeret – men både jeg, og resten af publikum, er mærkbart mere til det første. Måske er folk bare blevet trætte. Underoath hiver den dog sikkert hjem igennem en arbejdssejr, og lidt nostalgisk må jeg indrømme det var. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Young And Aspiring
2) – A Boy Brushed Red Living In Black And White
3) – The Impact Of Reason
4) – Reinventing Your Exit
5) – The Blue Note (via bånd – ikke live)
6) – It's Dangerous Business Walking Out Your Front Door
7) – Down, Set, Go
8) – I Don't Feel Very Receptive Today
9) – I'm Content With Losing
10) – Some Will Seek Forgiveness, Others Escape
11) – In Regards to Myself
12) – A Moment Suspended in Time
13) – There Could Be Nothing After This
14) – You're Ever So Inviting
15) – Sálmarnir (via bånd – ikke live)
16) – Returning Empty Handed
17) – Casting Such a Thin Shadow
18) – Moving for the Sake of Motion
19) – Writing on the Walls
20) – Everyone Looks So Good From Here
21) – To Whom It May Concern
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Underoath_1
  • Forfatter: Jill
  • Underoath_2
  • Forfatter: Jill
  • Underoath_3
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Fight The Fight - Fight The Fight

Det er de færreste skolebands der overlever skoletiden, men her er et af de få eksempler. Selv om norske Fight The Fight startede under navnet Faenskap, er det de samme musikere der udgør bandet nu, hvor de udsender deres første album. At det er opkaldt efter bandet, er set så tit, men at også åbningsnummeret har samme titel, virker ikke specielt opfindsomt.

Nummeret kører ellers frisk på med sangeren Lars Vegas’ (fedt navn!) vredt skrigende vokal som det mest markante element. De pæne vokaler, der optræder i omkvædet, afslører at Oslo-formationen bevæger sig inden for Metalcore genren.

Nummeret følger kendte veje i både opbygning og indhold, og det fortsætter i de efterfølgende tracks. Samtidig er numrene ikke særligt spændende, så man skal bekæmpe trangen til at trykke NEXT på fjernbetjeningen. Flere steder lægges der nogle bølleagtige kor ind i numrene, men hvor disse normalt lyder som engelske hooligans, får jeg her mere et billede af søndagsskoleelever – det er alt for blodfattigt og uden nerve.

At nordmændene ikke er helt uefne, skal vi helt hen til slutningen for at opdage: ”My Emperor” har både et fedt, lidt Satyricon-agtigt riff og et godt drive. Pludselig virker den vrede vokal mere troværdig, den skulle bare sættes i de rette rammer. Det afsluttende ”Patient Zero” ligger ikke helt så lunt i svinget, men hører alligevel til de bedste skæringer på albummet. Denne slutspurt er lige netop nok til at redde et okay hjem til Fight The Fight, men det er ikke nogen katastrofe – bandet er ungt og har mulighed for at komme stærkt igen.

Tracklist:
1. Fight the Fight
2. The Edge
3. The Other Side
4. Perfect Combination
5. Addictions
6. This is War
7. My Emperor
8. Patient Zero
Samlet spilletid: 29:04

 

Læs mere...

Emmure - Look At Yourself

Nye udgivelser bliver altid imødeset med spænding af diverse kunstneres fans, men denne gang har Emmures tilhængere været ekstra opmærksomme. ”Look At Yourself” nemlig er den første udgivelse siden Emmure mistede alle medlemmer på nær sangeren Frankie Palmeri. Han har nu samlet en ny besætning, som skal føre bandet videre.

Og det sker med eftertryk, for her er der godt nok power på! Hos pladeselskabet angives stilen som Deathcore, men det er jeg ikke enig i. Godt nok brøler og growler Palmeri meget, men numrene indeholder også store mængder ren sang, tale og rap, hvilket bringer dem tættere på Nu Metal end Dødsmetal. Det samme gør musikken, for de tunge stakkatorytmer lyder meget inspireret af Korn, når de er tungest. Når man lægger de elektroniske lyde, der er spredt ud over albummet oveni, er vi meget tættere på Limp Bizkit end Obituary.

Hvor Metaldelens genre kan diskuteres, er der til gengæld ingen tvivl om endelsen –core, for Palmeris vokal indeholder tilstrækkelig vrede til at holde gang i flere Hardcore bands. Om det skyldes bruddet i 2015 ved jeg ikke, men damn, han er sur! Og det er albummets største plus, for det giver det samlede resultat en usædvanligt aggressiv kant. Musikken er ikke særlig varieret, for det er stort set det samme våbenarsenal, der hentes frem i alle numre. Det trækker selvfølgelig ned for den samlede oplevelse, og ville normalt ikke retfærdiggøre en positiv bedømmelse. Når jeg alligevel tildeler fire stjerner skyldes det, at Emmure bare er så ultra vrede, at det virkelig rykker på en fascinerende måde.

Tracklist:
1. You Asked For It
2. Shinjuku Masterlord
3. Smokey
4. Natural Born Killer
5. Flag Of The Beast
6. Ice Man Confessions
7. Russian Hotel Aftermath
8. Call Me Ninib
9. Major Key Alert
10. Turtle In A Hare
11. Torch
12. Derelict
13. Gucci Prison
Samlet spilletid: 31:29

 

Læs mere...

Lamb of God - The Duke

Der florerer en video på Youtube, som omhandler tiden hvor Randal Blythe (vokal) fra Lamb of God fik en fan tæt ind på livet. Denne fan ved navn Wayne Ford havde fået sin dødsdom, da han var diagnosticeret med leukæmi. Blythe støttede op om ham gennem koncerter og video chats under indspilningerne til bandets seneste album ” VII – Sturm und Drang”, samtidig med at han snakkede en del med hans familie. En meget rørende video, som man bør tjekke ud.
Alt dette bringer os frem til EPén ”The Duke”, som er dedikeret til dette menneske, og det er der kommet en ganske udmærket EP ud af. Titelnummeret er et ganske stille og roligt midtempo groove track, ja, nærmest en semi-ballade, som – når man tænker over det lyriske tema – går rent ind. Det næste og sidste studio track ”Culling” er et mere klasssisk Lamb of God smadder-derudaf-track...ikke dårligt, men titelnummeret er federe. Der sluttes af med tre live tracks, som viser at bandet bestemt har attitude, og kan levere varen live med masser af fed live stemning.
Jeg har aldrig været den store fan af EP'er, da jeg synes det er for lidt man får for pengene, men her er det nu ikke så skidt endda; 2 studio numre hvoraf titelnummeret vinder førsteprisen, plus noget fed live stemning med en mere end godkendt lyd, og så i en god sags tjeneste...den kan godt forsvares. Rest in peace Wayne Alan Ford!
 
Tracklist:
1. The Duke 4:31 
2. Culling 3:32
3. Still Echoes (Live from Rock am Ring) 4:34 
4. 512 (Live from Bonnaroo) 4:48 
5. Engage The Fear Machine (Live from Bonnaroo) 4:48
Samlet spilletid: 22:16
 
 
Læs mere...

To The Rats And Wolves - Dethroned

To The Rats And Wolves. Jeg kender ikke bandet, og det havde jeg det meget fint med, indtil jeg hørte deres nye plade. To The Rats And Wolves spiller en blanding af noget Metalcore og Elektronisk dansemusik. I hvert fald ikke noget jeg lytter særlig meget til eller noget overhovedet lytter til. Jeg havde ingen forventninger til hvad jeg skulle forvente, og det er egentlig også bedst at jeg havde det på den måde. Lad os se hvordan det hele gik.

Det her er godt nok et af de værste albums jeg nogensinde har fået lov til at anmelde. Når man har et navn som er To The Rats And Wolves, så tænkte jeg på noget ondt Thrash eller Dødsmetal, men næh nej. Det her er P3 Techno musik med breakdowns. Det er næsten umuligt føler jeg at være glad for musikken, da det er al den forfærdelige Pop musik, som pisser en af til dagligt blandet sammen med Metalcore, en genre jeg faktisk godt kan lide. Der var flere gange under gennemlytningen, at jeg var nødt til at sige stop, men alligevel var jeg nødt til at holde den kørende, men nej det var forfærdeligt. Der var også flere gange hvor at der blev brugt autotune, og det trækker altså virkelig langt ned i karakter.
Produktionen for mig føles også utrolig kedelig og intetsigende. Meget moderne og utrolig steril, synes jeg. Nej tak!

Jeg håber godt nok aldrig NOGENSINDE, at jeg kommer til at høre det her band igen. Det var godt nok et kæmpe stort spild af min tid. Jeg kunne havde lyttet til en masse andet i stedet for det her band, men nogle gange får man også bare noget musik, som skal udfordre en. Men efter jeg har lyttet pladen igennem ved jeg, at jeg aldrig kommer til at lytte til det her band igen. Aldrig.

Trackliste:
1. Riot
2. The Game
3. Starting Over
4. Dethroned
5. Knights Of Decay
6. Prototype
7. Anti-Heroes
8. Outbreak
9. The Abyss
10. Love At First Bite
11. Dressed In Black

 

Læs mere...

Heaven Shall Burn - Wanderer

Jeg fik for alvor øjnene op for kvaliteterne hos Heaven Shall Burn, da de brød igennem med albummet ”Iconoclast”, men siden er der et par af skiverne, som er fløjet under min radar. Det retter jeg op på nu, hvor bandets ottende studiealbum ”Wanderer” kommer på gaden.

Albummet har tekstmæssigt et gennemgående tema om at rejse; både ud i verden og ind i sig selv. Det mærker man ikke så meget til i musikken, for her befinder tyskerne sig stadig i grænselandet mellem Metalcore og den melodiske side af Death Metal. Og der befinder de sig godt, for de håndterer balancen mellem skarpe vokaler, melodi og hurtig Metal med vanligt overskud.

Hvordan det fungerer i praksis, illustrerer Marcus Bischoff glimrende i ”Bring The War Home”, hvor han varierer vokalen fint mellem brøl og hvæs. Det melodiske har en fremtrædende rolle i alle numre, men står ekstra stærkt i ”They Shall Not Pass”, mens ”Prey To God” er i den anden grøft; her er der gæsteoptræden af Cannibal Corpse frontmanden George ”Corpsegrinder” Fisher, hvilket selvfølgelig trækker nummeret i retning af det brutale.

Så længe man tager numrene enkeltvis, går kabalen op for Heaven Shall Burn – så kører det virkelig godt. Men betragter man albummet samlet, er det som om den samme opskrift gentages med meget små variationer fra track til track – det gør udgivelsen strømlinet, men også så ensformig, at den ikke kan måle sig med bandets tidligere topscorere.

Tracklist:
1. The Loss Of Fury
2. Bring The War Home
3. Passage Of The Crane
4. They Shall Not Pass
5. Downshifter
6. Prey To God
7. My Heart Is My Compass
8. Save Me
9. Corium
10. Extermination Order
11. A River Of Crimson
12. The Cry Of Mankind
Samlet spilletid: 52:44

 

Læs mere...

Converge - Copenhell 2016

Hvis naturen skal blande sig på Copenhell, så lad det lyne og tordne, lad det gennemregne fuldstændigt og lad folk skulle danse sig til varmen – det var Converges lod, og de sked højt og helligt på betingelserne. Jeg kunne forstå at i hvert fald én havde slået sit knæ godt og grundigt i løbet af koncerten, fuldstændig villigt, og det er også hvad jeg ser fra det sekund Converge træder ind; mange bryder impulsivt ud i voldsomme moshpits, og er tilsyneladende ligeglade med at potentielt brække arme og ben. Det er nådesløst.

Alt imens bliver vi mere og mere gennemblødte. Converge selv er upåvirkede, og spiller som om der ikke er nogen morgendag. Selvom rygterne lyder at de er bedre inden døre (dette er personligt mit første møde med bandet), og det godt kan være ”de” har ret, er dette stadig vildt og imponerende. Ikke at jeg virkelig kan påstå at forstå hvad der hvad der foregår, men jeg skråler stadig af bandet hver gang stilheden et øjeblik får ret til at være til. Samtidigt er lyden på Pandæmonium glimrende, og lyset er passende kaotisk.

Det er en skøn symbiose, men jeg er samtidigt overbevist om at det er med plads til mere havde det nu engang været indendørs. Det gætter jeg på, og vælger at hæfte mig ved, mens regnen siler ned, og Converge ufortrødent fortsætter i 6. gear.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • DROPKICK MURPHYS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SCORPIONS_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ALICE COOPER_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed