fbpx

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Currents - The Place I Feel Safest

Currents startede i Connecticut i 2011, og i løbet af de næste år udsendte bandet et par EP’er og en række singler. I 2015 kom Brian Wille til som ny sanger, og så var line-uppet klar til at tage det næste skridt. Bandet fik en kontrakt med Sharptone Records, som udsender debutalbummet “The Place I Feel Safest”.

Moderne Metalcore er kendetegnet ved en grundstamme bestående af en skrigende, brølende og meget aggressiv vokal; en tilsvarende ren udgave, som fremfører melodiske afsnit og ledsagende musik, som kombinerer tunge anslag med hakkende rytmer. Denne grundopskrift udgør grundstammen i samtlige skæringer på albummet, og det er kun små afvigelser i omfang eller fordeling, der udgør forskellene. Derfor skal man spidse ører for at finde dem, men de er der: Der er specielt god melodi i de rene passager i ”Withered”, flot guitarmelodi i titelnummeret og ”I'm Not Waiting”, ekstra højt tempo i ”Forget Me” og en stille start på ”Silence”. Så ja, forskellene er til stede, men de er meget små. Det gør albummet meget ensformigt, og det er ingen overraskelse, at det hele meget hurtigt bliver røvkedeligt. Det kan forsvares, at man som debuterende band ikke eksperimenterer vildt, men når man lægger navn til en udgivelse, skal den indeholde noget personligt. På det punkt fejler Currents stort, og hvis ikke der bliver rettet op, behøver de efter min mening ikke udsende mere materiale.

Tracklist:
1. Apnea
2. Tremor
3. Night Terrors
4. Delusion
5. Withered
6. Dreamer
7. Forget Me
8. The Place I Feel Safest
9. Silence
10. Best Memory
11. Another Life
12. I'm Not Waiting
13. Shattered
Samlet spilletid: 50:18

Læs mere...

Psy:code - Mørke

”Mørke” er titlen på det første album fra danske Psy:code, og selv om titlen er dansk, udgives det på det amerikanske selskab Pavement Entertainment. Det understreger bandets ønske om at komme ud til et bredere publikum, ikke mindst det amerikanske. Det underbygger bandet med deres fortolkning af Metalcore, som bygger på genrens traditionelle elementer, men med Psy:codes eget bud på, hvordan disse skal sættes i scene.

Mest markant er den grumme vokal, som med sin blanding af brøl og skrig er både vred og energisk, men desværre også meget monoton. På positivsiden betyder det, at den tilfører store mængder power; medaljens bagside er, at den ikke bare overdøver, men også fjerner fokus fra musikken. Når tingene er i balance, som f.eks. i ”Introspective” og ”Mountains”, kører det fint for Psy:code, men det sker for sjældent på albummet.

Men bandet har også en anden og mere nuanceret side: I ”Paralyzed” og ”The Sky Is Broken” er stemningen nedtonet, og de rene vokaler fungerer som et glimrende modstykke til den hektiske udgave. Numrene giver anledning til et bruge mere melodiske elementer som klaver, hvilket gør numrene til nogle af albummets mest interessante.

Dem burde der have været flere af, for med det foreliggende mix er ”Mørke” ikke lige min kop te; dets største force er den nuancerede musik, men det kan ikke udligne indflydelsen fra den ensformige vokal.

Tracklist:
1. Leech
2. Ghost of You
3. Loosen the Tight
4. Riven
5. Iskolde Øjne (Cold Dead Eyes)
6. Paralyzed
7. The Sky Is Broken
8. Introspective
9. Mountains
10. The Monument
11. In the Sound I Dwell
12. Stay Disappeared
13. The Strain
Samlet spilletid: 56:42

 

Læs mere...

Make Them Suffer - Worlds Apart

Australske Make Them Suffer startede i 2008, og udgav i hhv. 2012 og 2015 de to albums ”Neverbloom” og ”Old Souls” på Roadrunner Records. Herefter skulle bandet se sig om efter et nyt selskab, og i den efterfølgende pause var der tid til at få Jaya Jeffery med som ny bassist, mens Louisa Burton tager en pause fra musikken og er afløst af Booka Nile på keyboards og vokal. Bandet er nu klar med det tredje studiealbum, “Worlds Apart”.

Moderne Metalcore er traditionelt opbygget af 2 hoveddele: En rå og voldsom vokal med brøl, skrig og attitude efter bedste Hardcore tradition, og en lettere tilgængelig ren vokal, som med fængende melodier repræsenterer en modvægt til den første del. Sådan er det også hos Make Them Suffer, hvor Sean Harmanis står for alle afarter af det rå, mens Booka Nile bidrager med både rene vokaler og diverse keyboardmelodier. At den arbejdsfordeling fungerer glimrende, viser ”Uncharted”. Nummeret gennemstrømmes af en fin melodi, som kunne være taget direkte fra en tv reklame – umiddelbart ikke et godt tegn i hårdtslående musik. Men her passer det fint, for melodien får masser af modspil fra både guitarer og den brølende vokal. Den samme fine balance findes i ”Power Overwhelming”; her er guitarer og brøl trukket frem, mens den rene vokal og keyboards er trukket lidt tilbage.

Albummet indeholder også numre, hvor den ene eller side dominerer; de er stadig udmærkede, men mangler den spænding, som de nævnte tracks har. Make Them Suffers styrke ligger i at kunne balancere tingene; det er den, der gør ”Worlds Apart” til et rigtig godt Metalcore album.

Tracklist:
1. The First Movement
2. Uncharted
3. Grinding Teeth
4. Vortex (Interdimensional Spiral Hindering Inexplicable Euphoria)
5. Fireworks
6. Contact
7. Power Overwhelming
8. Midnight Run
9. Dead Plains
10. Save Yourself
Samlet spilletid: 40:37

 

Læs mere...

Architects - Copenhell 2017

Sam Carter (forsangeren) er vred – meget vred. Jeg ved ikke lige over hvad, men i specielt de tre første sange, hvor ”These Colours Don’t Run” overraskende er iblandt dem, er vokalen helt ekstrem skarp. Som om mandens growl er overstyret, selvom jeg aldrig kan sige jeg har oplevet det fænomen før, hvis det overhovedet er et. Dertil skærer guitarerne i ørerne, og stroboskoplyset er lige i øjnene – kort sagt, sanserne er jævnt optagede. Og ja, jeg ved godt det lyder fjollet at beklage sig over voldsom lyd til en metalkoncert, men det lyder ikke godt – og det må og skal nu engang være målet. Så kan det godt være publikum er uenige med mig, for der er en hel del, og ingen går herfra – eller også håber de på at tingene bliver bedre. Måske er Architects bare vrede, og jeg selv elitær.

Men som jeg så stod der, og tænkte at lyden vel nok skulle blive bedre, og at jeg skulle skrive noget om at bandet går til den (for det gør de), eller at det regner helt ustadigt (for det gør det) – så sker der i stedet dét, at en midlertidig strømafbrydelse mellem de første sange giver et praj om hvor vi er på vej hen. Og ganske rigtigt, i midten af ”Downfall” går strømmen. Det er nok regnen, må man ræsonnere sig frem til – men det sker sgu da ikke på Copenhells 8. år... gør det?

Åbenbart. For selvom Architects prøver igen, og igen... og igen, så lykkes det ikke. Dette leder dog til at: a) Sam Carter hurtigt bliver en frustreret mand, og b) vi andre ikke kan lade være med at grine af det ufrivilligt komiske, som f.eks. da Sam Carter og co. formår at spille de eksakt samme 10 sekunder af den samme sang – tre gange – før strømmen går (igen/igen/igen). Det er ikke pænt at ”nyde godt” af andres ulykke, men det er nær umuligt i denne situation. Et andet ”højdepunkt” er når trommeslageren improviseret skal agere publikums-magnet (mens resten af bandet forsøger at finde ud om de kan spille videre). Det er så tydeligt, at der jo ikke er forberedt til en sådan situation, så det bliver hurtigt lidt akavet, og dermed sjovt (igen).

Vi kommer dog ikke videre i aften. Man må formode at regnen har oversvømmet udstyret, og selvom Architects forsøger igen og igen (og respekt for det!), så skal det altså ikke være således. Jeg vil derfor undlade at give en karakter, for det virker urimeligt betingelserne taget i betragtning. Forhåbentligt en genbooking kan komme på tale, Copenhell?

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • In Flames_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Every Time I Die_5
  • Forfatter: Jill
  • Carcass_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Spoil Engine - Stormsleeper

“Stormsleeper” er titlen på det fjerde album fra hollandsk / belgiske Spoil Engine. At albummet udkommer fem år efter sin forgænger skyldes bl.a. at man har skiftet forsanger. Ny på posten er Iris Goessens, og hun indtager straks en dominerende hovedrolle: Den primære udgave af hendes vokal er hvæsende og skrigende i bedste Alissa White-Gluz stil – der er ingen tvivl om, at Goessens har lyttet en del til Arch Enemy.

Sammenligningen passer ikke så godt når det gælder musikken, for selv om der er bidder af melodisk Death Metal i numrene, går Spoil Engine oftest i en anden retning. Så er rytmerne mere staccato, ligesom der bruges en del keyboards – når man så lægger nogle rene (!) vokaler oveni, er vi mere ovre i noget, der minder om Metalcore.

Resultatet har udmærket energi, og der er godt med smadder i ”Hollow Crown”, ligesom ”The Verdict” kører fint med sit ”Survival of The Fittest”- omkvæd. Men ellers er der ikke så meget at fremhæve, for selv om bandet har mange gode elementer, så får de dem ikke omsat fornuftigt. Selv om der er fint med punch i handsken, så er numrene overfladiske og vil hurtigt forsvinde ud af min bevidsthed. Det er ret skuffende, et band med så meget erfaring burde have mere at byde på!

Tracklist:
1. Disconnect
2. Silence Will Fall
3. Doomed To Die
4. Weightless
5. Stormsleeper
6. Hollow Crown
7. Black Sails
8. The Verdict
9. Singing Sirens
10. Wastelands
Samlet spilletid: 42:18

 

Læs mere...

Dead By April - Worlds Collide

Det er efterhånden 8 år siden, jeg anmeldte den selvbetitlede debutskive fra svenske Dead By April – en uinteressant gang poppet Nu Metal, som jeg sendte hjem med dumpekarakter. Siden dengang har jeg ikke hørt deres udgivelser, men nu er de klar med deres tredje studiealbum.

Stilmæssigt er der ikke sket større ting, her blander man stadig hårdt og blødt i bedste Metalcore stil. Samtidig bliver der brugt masser af både keyboards og klaver, så numrene  trækkes over i Nu Metal. Og det fungerer langt bedre end på debutskiven: De rene vokaler har fået bedre melodier at arbejde med, og den skrigende udgave er virkelig vred, så numrene får tilført noget af den skarphed, som debutskiven savnede så voldsomt. Skal man prøvesmage albummet, er ”Playing with Fire” et godt sted at starte; her er alle ingredienserne repræsenteret.

Slutnummeret byder på en overraskelse; her har man fået den svenske musicalstjerne Tommy Körberg (ham der blev verdenskendt for sin rolle i ”Chess”) til at synge med. Det er anderledes, men Körbergs lidt højtidelige vokal passer fint til arrangementet, så det giver et plus i karakterbogen. Samlet er ”Worlds Collide” ikke nogen euforisk oplevelse, men er alligevel et stort skridt frem siden mit sidste møde med Dead By April.

Tracklist:
1. Crying Over You
2. I Can't Breathe
3. Playing with Fire
4. Warrior
5. Breaking Point
6. My Heart Is Crushable
7. Can You See the Red
8. Our Worlds Collide
9. This Is My Life
10. Perfect the Way You Are
11. For Every Step (feat. Tommy Körberg)
Samlet spilletid: 41:45

 

Læs mere...

Miss May I - Shadows Inside

Jeg kan godt li’ Hardcorens rå og voldsomme stil, men går samtidig ikke af vejen for en go’ melodi. På papiret burde Metalcore derfor lige være noget for mig, men alt for ofte er tingene ude af balance, så det hårde bliver nedtonet, og de forsonende melodier bliver for pæne. Sådan havde jeg det også, da jeg enmeldte Miss May I’s ”Monument” fra 2010. Nu er amerikanerne klar med et nyt udspil, som jeg har haft gennem anmeldermøllen.

Det starter rigtig godt, for åbningsnummeret ”Shadows Inside” buldrer løs med højt energiniveau som supplement til de rene omkvæd – her balancerer tingene, sådan skal det være! Desværre skal vi helt hen til det næstsidste nummer, ”Lost In The Grey” før der igen er harmoni mellem det hårdslående og det melodiske. I de resterende numre er der enten for lidt knald på det hårde, eller også overskygger de melodiske vokaler helheden, så de trækker energien ud af nummeret – værst høres det i ”Crawl” og ”Swallow Your Teeth”. Det er en smule irriterende, for intentionerne er gode nok; Miss May I har passager, hvor der er godt med kant i instrumenterne, men i sammenhængen fungerer de ikke. Derfor lykkes det heller ikke denne gang for amerikanerne at overbevise mig om genrens værdi, trods en meget lovende start.

Tracklist:
1. Shadows Inside
2. Under Fire
3. Never Let Me Stay
4. My Destruction
5. Casualties
6. Crawl
7. Swallow Your Teeth
8. Death Knows My Name
9. Lost In The Grey
10. My Sorrow
Samlet spilletid: 34:30

 

Læs mere...

Underoath, MewithoutYou - Pumpehuset

Underoath, det er nogle år siden sidst. En opløsning og gendannelse senere, hvor det sidste fejres med en tour, der ser bandet spille de to mest populære albums; ”They’re Only Chasing Safety” og ”Define The Great Line” back-to-back: alle sangene i den originale rækkefølge, uden svinkeærinder. Så ved man i hvert fald hvad man er gået med til – men fungerer det så, her over 10 år siden begge værker blev udgivet? Lad os se det an!



mewithoutyou:
“En drømmerejse, med jævnlige vækkelser, hvor livets ubehagelige og triste virkelighed banker på” – sådan kan koncerten nogenlunde opsummeres. I 40 minutter bliver vi guidet igennem af en excentrisk forsanger, der ligner han hører til i en kirke som en tro følger af Jesus Krist. Det er en sjov dynamik, for de andre medlemmer er mest som bilmotoren, men sangeren er føreren – hvilken vej skal vi, spørger de, og han peger.

Det er et lidt spøjst valg ift. Underoath, men ikke på en dårlig måde. Og publikum kan lide det, i hvert fald de forreste rækker er helt tydeligt med. Hvis ikke tryllebundne, så som minimum respektfulde nok til ikke at kævle løs. Det er rart. Lyden er også god, men med visse udsving: bl.a. er forsangerens vokal tilbøjelig til at ryge ud af lydbilledet. Overordnet er hans fremtoning kaotisk, og indebrændt – men ærlig. Jeg er efterladt med et ganske positivt indtryk. 
4/6 stjerner.



Underoath:
Hvor skal man starte? Måske ved begyndelsen. I aftes køres der fuld smæk på de to største albums, kronologisk og slavisk – ingen pauser, den eneste snak er under sangene eller i de allerede eksisterende introer. Det er et glædeligt gensyn, uden tvivl: den forreste del af gulvet er under “They’re Only Chasing Safety” i bevægelse størstedelen af tiden – eller som minimum er flere hænder i vejret, der synges med og hujes: der er endda nogle omkvæd som overlades udelukkende til publikum, og bolden gribes uden tøven.

Lysshowet er hjemmelavet, men til gengæld halter lyden – i aften, af alle aftener, kan dét dog ignoreres til en vis grad, siden mange ser ud til at kunne sangenes struktur og lyrik på rygraden. Derfor er det naturligvis stadig ærgerligt. Underoath selv lægger virkelig, virkelig energisk fra land – jeg kunne nøjes med keyboardspilleren, der laver så ufatteligt lidt på selve instrumentet, men til gengæld aldrig står stille, selv når han skal tørre sveden væk med et håndklæde. Han næsten danser selv da det projekt står på. Eller trommeslageren, der synger kanongodt, mens han basker løs på tønderne. Men, alas, energien falder mærkbart som tiden skrider – til at forvente, jovist, men det smitter desværre af på publikum. Grundniveauet er dog højt, så det er aldrig stillestående.

Det første album føles godt at trave igennem, måske fordi det ikke er længere end tre kvarter… men det er alligevel mærkværdigt at en god del af de forreste rækker hastigt forsvinder så snart den sidste tone har lydt – vi andre er klar til runde to. Et lærred bag bandet springer til live, dunkel musik bliver sat på (lyset tændes ikke). Sjovt det ikke var en ting i første halvdel, men skidt nu med det, fans af bandet kan svært forlange mere. ”Define The Great Line” er tungt, hårdere, måske endda mere spændende komponeret – men både jeg, og resten af publikum, er mærkbart mere til det første. Måske er folk bare blevet trætte. Underoath hiver den dog sikkert hjem igennem en arbejdssejr, og lidt nostalgisk må jeg indrømme det var. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Young And Aspiring
2) – A Boy Brushed Red Living In Black And White
3) – The Impact Of Reason
4) – Reinventing Your Exit
5) – The Blue Note (via bånd – ikke live)
6) – It's Dangerous Business Walking Out Your Front Door
7) – Down, Set, Go
8) – I Don't Feel Very Receptive Today
9) – I'm Content With Losing
10) – Some Will Seek Forgiveness, Others Escape
11) – In Regards to Myself
12) – A Moment Suspended in Time
13) – There Could Be Nothing After This
14) – You're Ever So Inviting
15) – Sálmarnir (via bånd – ikke live)
16) – Returning Empty Handed
17) – Casting Such a Thin Shadow
18) – Moving for the Sake of Motion
19) – Writing on the Walls
20) – Everyone Looks So Good From Here
21) – To Whom It May Concern
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Underoath_1
  • Forfatter: Jill
  • Underoath_2
  • Forfatter: Jill
  • Underoath_3
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Fight The Fight - Fight The Fight

Det er de færreste skolebands der overlever skoletiden, men her er et af de få eksempler. Selv om norske Fight The Fight startede under navnet Faenskap, er det de samme musikere der udgør bandet nu, hvor de udsender deres første album. At det er opkaldt efter bandet, er set så tit, men at også åbningsnummeret har samme titel, virker ikke specielt opfindsomt.

Nummeret kører ellers frisk på med sangeren Lars Vegas’ (fedt navn!) vredt skrigende vokal som det mest markante element. De pæne vokaler, der optræder i omkvædet, afslører at Oslo-formationen bevæger sig inden for Metalcore genren.

Nummeret følger kendte veje i både opbygning og indhold, og det fortsætter i de efterfølgende tracks. Samtidig er numrene ikke særligt spændende, så man skal bekæmpe trangen til at trykke NEXT på fjernbetjeningen. Flere steder lægges der nogle bølleagtige kor ind i numrene, men hvor disse normalt lyder som engelske hooligans, får jeg her mere et billede af søndagsskoleelever – det er alt for blodfattigt og uden nerve.

At nordmændene ikke er helt uefne, skal vi helt hen til slutningen for at opdage: ”My Emperor” har både et fedt, lidt Satyricon-agtigt riff og et godt drive. Pludselig virker den vrede vokal mere troværdig, den skulle bare sættes i de rette rammer. Det afsluttende ”Patient Zero” ligger ikke helt så lunt i svinget, men hører alligevel til de bedste skæringer på albummet. Denne slutspurt er lige netop nok til at redde et okay hjem til Fight The Fight, men det er ikke nogen katastrofe – bandet er ungt og har mulighed for at komme stærkt igen.

Tracklist:
1. Fight the Fight
2. The Edge
3. The Other Side
4. Perfect Combination
5. Addictions
6. This is War
7. My Emperor
8. Patient Zero
Samlet spilletid: 29:04

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed