fbpx

The Soulless - Isolated

Oprindeligt kaldte bandet sig for Ignominious Incarceration, men indså ret hurtigt, at selv om de stammer fra England, er det nok ikke det fedeste valg. Hvor stor indflydelse det har haft på bandets muligheder ved jeg ikke, men fakta er, at det er lykkedes at får en kontrakt med Earache Records. Derfor kan bandet nu debutere på albumfronten kun godt et år efter, at det blev dannet.
At det ikke kun er navneskiftet, der har skaffet en kontrakt, bliver man hurtigt klar over, når man gennemlytter albummet. The Soulless viser nemlig, at de formår at sammensætte nogle rigtig fede numre med både melodi og power. Hvordan tingene fungerer, illustrerer nummeret ”Earthbound” meget effektivt: nummeret præges af guitarer, som i første omgang træder frem og dominerer med flotte melodier, for så at falde tilbage og understøtte Andy Wardles brølende vokal med mere dæmpede sager. Samtidig markerer bas og trommer sig med ret hårdt skårne rytmer.
De forskellige elementer hænger fint sammen, og efter den første gennemgang havde jeg forventet at skulle ende med en bedømmelse i den høje ende af skalen. At det ikke er sket skyldes, at alle numre stort set følger den samme opbygning. Sammen med en meget ensartet lyd og en tilsvarende vokal gør det, at albummet bliver temmelig ensformigt.
At de godt kan finde på andet, viser bandet i to instrumentalnumre, som skiller sig ud fra resten. Desværre er de for korte til at dominere dette album, men heldigvis spændende nok til at vække forventninger om en mere nuanceret samling numre på det næste.

Tracklist:
01. Unaltered
02. The Path
03. Earthbound
04. 13th Morning
05. New Perspective
06. Clones
07. Revelation
08. Our Return
09. Unite Us
10. You Are Nothing To Me
11. Without Heart

Samlet spilletid: 32:55


Læs mere...

Earth Crisis - Neutralize The Threat

Efter bandets gendannelse i 2008 og udspillet ”To the Death” året efter viser Earth Crisis med dette album, at de mener noget med at spille sammen igen.
Det samme udstråler de 10 numre på skiven, for hvis der findes en regel om, at folk bliver mildere og mere tilgivende med alderen, så gælder den ikke for Earth Crisis - der er stadig masser af vilje og vrede i bandets udtryk. Musikalsk fastholder bandet den tunge Hardcore, som virkelig kommer til sin ret i ”Total War” og ”By Conscience Compelled”. Men der indgår også en del Metal-elementer i bandets musik, og når jeg har tilføjet Metalcore til genrebetegnelsen, skyldes det ikke vekslen mellem rene og brølende vokaler, men for at understrege denne integration af Metal. Det kører supergodt i f.eks. ”Counterstrike”, og med min baggrund i Metallens verden er det ikke underligt, at skæringen er blandt mine favoritter på albummet.
I Hardcore-sammenhæng har jeg ofte svært ved at forlige mig med diverse skrigende og hysterisk råbende frontmænd, men på det punkt markerer Karl Buechner en behagelig undtagelse; hans brølen er rå og voldsom, men altid cool og kontrolleret – det er fedt!
Selvom Earth Crisis således virker alt andet end gamle og udtjente, kan de alligevel ikke holde niveauet gennem hele albummet. På den sidste tredjedel mister de momentum, og det trækker lidt fra i helheden. Alligevel er ”Neutralize The Threat” et udmærket album fra de amerikanske genreikoner, bare ikke på højde med deres bedste udspil.

Tracklist:
1. Raise
2. Neutralize The Threat
3. Total War
4. 100 Kiloton Blast
5. Counterstrike
6. By Conscience Compelled
7. Black Talons Tear
8. Askari
9. The Eradicators
10. Raze

Samlet spilletid: 30:06

Læs mere...

As I Lay Dying - Shadows Are Security

I pærevællingen af utallige mange metalcore bands der skyder frem, som både mine kollegaer på siden, og jeg selv, har taget fat i før, kommer her As I Lay Dying. As I Lay Dying er en af de oprindelige genre startere, som sammen med bands som Darkest Hour, Killswitch Engage og Shadows Fall, m.fl., skubbede gang i genren som for tiden dominerer metalscenen. Nu er gruppen klar med opfølgeren til det anmelder roste album ”Frail Words Collapse” fra 2003 med deres nye og tredje udspil ved navn ”Shadows Are Security”.

Musikken på dette udspil er lavet ud fra de sidste to år, hvor gruppen har turneret næsten ustandseligt - materialet er lavet ud fra hvad der virker live og hvad der ikke gør. Tekstmæssigt har forsanger og sangskriver Tim Lambesis, fået inspiration over disse to år, hvorfor der fortælles hans historier fra de to år af hans liv. Faktisk så er der ikke meget nyt under solen ved As I Lay Dying, men kvaliteten på musikken går stadig langt over standarden for mange af efterkommerne i genren. Det eneste afvigende er faktisk på nummeret ”Control Is Dead” hvor Zao's Dan Weyandt medvirker som gæstevokal, og på sangen ”Illusions” som starter ud meget elektronisk, som om det var computerlavet eller noget i stil med Sunn O)))'s tunge støj.
Men de skal da have at det er et velproduceret album af Tim Lambesis og Phil Sgrosso, og sener ehar materialet dog også været forbi den ansete Andy Sneap – som aldrig har skadet et album.

Men As I Lay Dying har med ”Shadows Are Security”, som sagt ikke rigtigt noget nyt at byde på, men de er dog stadig fangende og bedre end mange af de nye bands på scenen og det må man give dem. Lidt fornyelse ville dog ikke skade bandet og genren.

As I Lay Dying kan desuden også ses live til Hell On Earth touren, som spiller på Train i Århus den 26-09, hvor de spiller sammen med Heaven Shall Burn, Evergreen Terrace, Neaera, Agents Of Men og End of Days.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

On Broken Wings - It's All A Long Goodbye

On Broken Wings er en moshende sekstet fra Boston. Bandet blev dannet i 2001 og har allerede en cd på Alveran Records på bagen. Bandet spiller en intens blanding mellem hardcore og dødsmetal uden at gå på kompromis med genrerne og bliver sammenlignet med bands som Converge og Poison The Well.

Der bliver moshet en vis del ud af bukserne på det nye album It's All A Long Goodbye – pladen er virkelig, virkelig tung og intens, og der bliver ikke skruet ned for intensiteten på noget tidspunkt.
OBW kalder selv stilen for mosh-metal og det må siges at være rammende!

Selvom pladen er et voldsorgie af distortion og growl, har OBW givet plads til små variationer i musikken, der gør den spændende at lytte til.
Sanger Jonathan Blake har en god vidde i sin stemme til både skrig, growl og sang – og han gør det med en intensitet der (næsten) får Glen Benton til at virke som en engel ved siden af.
Sangene er varierede på trods af den kontante stil - der bliver både udforsket hurtig hardcore, tunge mosh-stykker, dødsmetal og melodiske passager med god, melodisk flerstemmighed.

Melodisk set kan man godt høre at bandet er blevet sammenlignet med Poison The Well - der er de samme punk/rock melodiske vokaler og den gode flerstemmighed, der gør Poison The Well til et spændende bekendtskab. De rene vokaler kommer sporadisk ind og gør musikken mere interessant, men i sangen More Than Life bærer de mere i forhold til de andre numre – og der er god melodi for alle pengene.

For metalcore elskerne er Frozen Over et hit, der er grind, mosh-stykker og vrælende guitar i den bedste sammenblanding, pakket ind i en hardcore-rytme som bærende element i sangen. Det er djævelsk smuk ”mosh-metal”.

On Broken Wings er et band der lyder som noget på vej op fra de nedre dybder på en iskold vinterdag. Hvis man står i stampe med musikken, er dette pladen der skal hives ned fra hylden, min opfordring ville være at gå ned i den lokale musikbutik og gøre det med det samme!

5½ stjerne til den virkelig aggressive perle fra On Broken Wings.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

Across The Sun - Before The Night Takes Us

Historien bag dette band fra Portland, Oregon viser meget godt, hvor hårdt arbejde det er at slå igennem i USA: Across The Sun turnerede på kryds og tværs i Guds eget land i 6 år, før det lykkedes at få en albumkontrakt. Resultatet blev ”Before The Night Takes Us”, men derfor hviles der ikke på laurbærrene – den næste turne er allerede i kalenderen.
Lige så typisk bandets historie er, ligeså typisk er deres stil: udgangspunktet er melodisk Metal med skarpe guitarer og tilsvarende trommerytmer. Det hele støttes af keyboardsekvenser, som heldigvis ikke bliver dominerende. De melodiøse omkvæd serveres med rene vokaler, men suppleres ofte af brølende udgaver – helt som det kendes fra Metalcore-genren.
På lydsiden har produceren Daniel Castleman gjort et rigtig godt stykke arbejde, for både instrumenter og vokaler står superflot i lydbilledet uden at blive blødt op eller mudre – det er en fornøjelse at lægge øre til.
Når det gælder musikken er fornøjelsen knapt så udtalt, for Across The Sun varierer ikke deres udtryk tilstrækkeligt til, at jeg kan begejstres. Både hårdheden og det melodiske serveres fint, men det bliver meget ens. Samtidig formår melodierne ikke at bide sig fast i min bevidsthed ret længe ad gangen, en svaghed som illustreres fint af det instrumentale ”A Moment Of Clarity”. Derfor formår bandet kun at markere sig, når de fokuserer på de hårde elementer, som det sker i både åbningsnummeret og albummets 3 sidste skæringer. Resten har svært ved at skille sig ud, så "Before The Night Takes Us” er for uinteressant til, at jeg vil anbefale det.

Tracklist:
01. Tipping The Scales
02. Song For The Hopeless
03. Seasons
04. Descent & Discovery
05. Ghost Of Grandeur
06. Before The Night Takes Us
07. A Moment Of Clarity
08. Blessing In Disguise
09. In The Face Of Adversity
10. Belay My Judgement

Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...

Abstract Rapture - Democadencia

Metal fra Luxembourg er ikke ligefrem hverdagskost, men det er ikke desto mindre det, der her er tilfældet. Af bedrift(er) kan nævnes, at bandet kom på 3. pladsen i Wacken Metal Battle i 2007. Om det er noget at prale af, vides ikke fra denne her kant, men Abstract Rapture er meget stolte af det! ”Democadencia” er fuldlængde-debut’en, men diskografien tæller således også en demo og en EP. For mig var Abstract Rapture ved første ørekast et meget spændende bekendtskab, der via nogle solide melodier og nogle groovy riffs nærmest gik rent ind. Faktisk var jeg ret begejstret for disse fem unge gutter fra hertugdømmet, men ak; træerne vokser ikke ind i himlen, og min begejstring fortog sig let og elegant.
Abstract Rapture spiller okay på deres instrumenter, men de er på ingen måde selvstændige. Musikken er mere eller mindre en klon mellem Textures og lignende moderne metal acts, Korn og lidt Sepultura. Sidstnævnte nok mest pga. forsangerens meget gebrokne engelsk. Faktum er i hvert fald, at Abstract Rapture prøver det bedste, de har lært, at overvinde lytteren med ”hits of today and before that”. Det virker bare slet ikke på mig, og i sidste ende er min spirende begejstring blevet afløst af irritation.
Udtrykket er for så vidt til tider okay, men det kører alt for meget på samme remskive og bliver sgu en kende ensformigt. Og det sker endda hurtigt! I sidste ende godkender jeg ”Democadencia”, for der er sgu noget godt herpå, men den førnævnte manglende selvstændighed er en torn i mit øje, og derfor kommer de kun lige igennem på et wild-card.

Tracklist:
01: Democadencia
02: Noxious Utopia
03: The Void
04: Primal Sin Crisis
05: Rejections
06: Fracture
07: Poisoned Love
08: From Dust to Nowhere
09: Carpe Noctem
10: Mental Driftwood
11: Observations in a Mirror (Through the Eyes of an Alcoholic)

Total Spilletid: 54:46 Minutter

Læs mere...

World Under Blood - Tactical

World Under Blood er en af Nuclear Blast's nyeste satsninger. "Tactical" er bandets første skive siden undfangelsen i 2006, og bandet bliver efter alt at dømme spændende at følge fremover.
Hovedmanden i bandet er Deron Miller. Navnet forekom mig bekendt, og efter lidt detektivarbejde fandt jeg ud af, at han tidligere har slået sine folder i bandet CKY, som Jackass-serien gjorde berømt. Nu har han slået pjalterne sammen med så prominente navne som Tim Yeung, James Murphy og Logan Mader. Sidstnævnte dog kun som producer-agtig mand. James Murphy både spiller guitarsoli og mixer albummet, og Tim Yeung spiller naturligvis gryder, som var der intet imorgen.
Jeg vil sige, at World Under Blood umiddelbart slet ikke appellerer til min smag, idet det er alt for melodisk og pænt til at være death metal. Det er klinisk produceret, så kanterne er helt slebet af. Derudover bliver udtrykket og sangskabelonerne ikke varieret særlig meget stort set hele albummet igennem, og det bliver trættende at lytte til i længden. Alligevel er der noget, der tiltaler mig. Vokalen er ret fedt varieret, omend Deron Miller låner den computer-baserede vokal, som vi kender fra Cynic. Der er skrig, growl og ren sang, så spektret spænder vidt. Trommerne er der jo også en masse guf i at høre, så det er solidt håndværk, og jeg må indrømme, at jeg langsomt men sikkert mærker min skepsis blive overvundet.
World Under Blood bliver kanske det næste store death metal-core hit, men jeg tager det med et forbehold; der er nogle gode numre på "Tactical", men originaliteten og sangskrivningens kvaliteter er til at overse. Men dog bestemt et talentfuldt band med en del potentiale.

Tracklist:
01: A God Among the Waste
02: Into the Arms of Cruelty
03: Pyro Compulsive
04: Dead and Still in Pain
05: Purgatory Dormitory
06: Under the Autumn Law
07: I Can't Stand His Name
08: Revere's Tears
09: Wake Up Dead (Bonus Track)

Samlet spilletid: 36:41

Læs mere...

With Passion - In The Midst Of Bloodied Soil

Det virker som om With Passion gerne vil imponere og vise at de godt kan finde rundt på deres gribebræt alle sammen. De prøver i al fald deres bedste på pladens første nummer, Train Wreck Orchestra. Det kunne selvfølgelig være for at understrege titlen på nummeret, men deres forsøg på at tage det tekniske fra metal og blande det med en grind-rytme virker ikke helt efter hensigten – nummeret bliver desværre for rodet.

Det næste nummer lykkes langt bedre end Train Wreck Orchestra. Der er mere form på nummeret, og guitarer og bas spiller ikke skalaer hele nummeret igennem. Nummeret har faktisk et ret fedt grove, der med lidt god vilje kunne lyde lidt henad From Autumn To Ashes, som jo er nogle af de store indenfor genren.
Desværre for With Passion, slår de et lidt større brød op end de kan bage. Pladen har nogle ret gode ideer, men lyden er imod bandet, hvilket gør at musikken meget hurtigt kommer til at lyde meget rodet på grund af alle de små detaljer With Passion gerne vil have med i musikken.

Men der er lidt håb forude! På pladens sidste nummer, The Theory Of An Evening Sky, har bandet pludselig meget mere fod på musikken. Keyboardet spiller ret godt op ad guitarerne, og der er en god bund i musikken. Det meste af nummeret svinger faktisk ret fedt, der er nogle virkelig fede riffs der bliver hængende i øregangene, og keyboardet kommer til sin ret hele vejen igennem nummeret.

Nu vil jeg ikke give With Passion alt for mange negative ord med på vejen, det lyder som om bandet har en del børnesygdomme de skal af med, mange af ideerne er gode, og man kan høre at musikerne også kan spille. Men udover nogle enkelte lyspunkter er der desværre ikke ret meget at komme efter på pladen, efter min mening.

Karakteren er givet med det forbehold at anmeldelsen er farvet af min egen musiksmag, så jeg måske har været en smule for hård i bedømmelsen.

Læs mere...

Winter Solstice - The Fall Of Rome

I starten kunne jeg ikke tage fat på denne plade, da sangerens skingre stemme ødelagde alt og fjernede fokus totalt fra musikken. Det tog et par "omgange" i ringen for mig at "komme ind" på denne udgivelse, men nu er den nedlagt. Stilen er Metal-Core som lige nu, er ligeså hypet som Nu-Metal var for 3 år siden.
Derfor kæmper de bands der udøver denne genre, om at have lige præcis DET udtryk der gør, at man skiller sig ud fra de andre, og at fansne køber deres plade.

I dette tilfælde er det udtryk den skingre og nærmest Deathmetal-agtige vokal.
Musikken er som skrevet, derudaf Metal-core og det er der såmænd ingen ben i.
Knægtene (Og jeg mener knægte, på deres billede ligner de nogen der ikke er en dag over 20!!) i Winter Solstice hylder deres gamle helte ved at lægge sig tæt op ad bands som Killswitch Engage, og God Forbid.
Måske spiller WS lidt langsommere end KE og måske er deres sange ikke ligeså velskrevne og veludførte, men de har jo heller ikke en allesteds nærværende Adam D. som jo er et helt ufatteligt musikalsk multi-talent.
En ting som WS dog har taget med fra KE, er de rolige akustiske passager som giver lidt adspredelse og åndehuller. Skæringen jeg her tænker på, er "The Fall of Rome" som er helt fantastisk stemningsfuld!

Disse amerikanere bliver produceret af svenskeren Andreas Magnusson, og han gør et okay job. Lyden er nærmest sådan lidt grumset, men jeg synes det klæder WS' musik, da de er lidt "hårdere i filten" end deres førnævnte stil-kumpaner. Produktion har jo meget at sige, og dette tilfælde tror jeg at den hjælper WS' udtryk. Hvis lyden havde været renere, havde skiven nok været en tam oplevelse, men det kommer jo an på hvad man vægter.

Ellers kan man til sidst sige, at pladen rykker pænt. Efter min ringe mening mangler WS lige de sidste meter i at toppe helt, men det er jo også kun deres anden plade, så der er tid endnu til at blive spillet ordentligt sammen.

Læs mere...

Will Haven - The Hierophant

4. album fra Will Haven er landet. "The Hierophant" er titlen, og der er 13 numre at boltre sig i. Med mit ringe kendskab til Will Havens tidligere materiale, vil jeg sige at bandet umiddelbart ikke har rykket sig synderligt. De bevæger sig i vante rammer og læner sig stadig lidt for meget op ad Deftones – om end en smule mere eksperimenterende og emo-rockende. Deftones' Chino Moreno har da også været med-producer på albummet, som faktisk er rigtigt godt produceret. En fed "minimal" lyd der ikke prøver at udgive sig for mere end den er og hvor bassen også får lov at sprudle. Will Haven er, ligesom kollegerne i Deftones, gode til at skabe stemninger i deres musik – tunge og lidt dystre stemninger der her lægger sig over alle 13 numre. Dette er en positiv ting, men det er det derimod ikke at pladen efter endt gennemlytning, flyder sammen og det er svært at skelne og huske de enkelte numre fra hinanden. Guitaren lyder i mine ører mere eller mindre ens i næsten hvert nummer og der er ingen riffs eller passager der skiller sig ud fra mængden. Eneste numre der byder på lidt afveksling er "Skinner" der tager en dykker ned i det ultra-tunge, og "Sammy Davis Jr.'s One Good Eye" hvor der endelig kommer lidt aggressivitet frem i drengene.
Ellers er albummet plaget af manglende afveksling og ensformighed, og efter 13 numre sidder man tilbage med en lidt flad og kedelig fornemmelse. Det er ellers nogle dygtige musikere vi her har med at gøre, og derfor undrer det mig at pladen (eller blot et par numre) aldrig kommer helt op og ringe. Om det hører stilen til at det skal være sådan ved jeg ikke, men jeg har svært ved at høre det fede i det.
Konklusionen må være at Will Haven byder på et par enkelte gode numre på en melankolsk, enslydende og halvslap plade. Det kan de sgu gøre bedre.

Tracklist:
01. Grey Sky At Night
02. King's Cross
03. Helena
04. Hierophant
05. Caviar With Maths
06. Landing On Ice
07. Skinner
08. Handlebars To Freedom
09. A Day Without Speaking
10. Singing In Solitary
11. Sammy Davis Jr's One Good Eye
12. Firedealer
13. Dark Sun Sets

Samlet spilletid: 51:59

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed