fbpx

Trivium - In Waves

Hvad er det nogle kunstnere eller bands gør – eller ikke gør – som gør, at man bare har et eller andet imod dem?! Trivium har aldrig overbevist mig om, at de har noget at byde på. Og det er på trods af en respektabel diskografi og ditto succes. Måske det er fordi jeg aldrig helt har kunnet greje, hvor jeg skulle placere Trivium rent musikalsk? Måske fordi jeg aldrig har fundet bandleder Matt Heafy overbevisende som frontmand? Han lyder for svanset når han synger rent, og hans aggressive udtryk lyder for anstrengt og påtaget. Jeg tvivler ikke på den unge herres ambitioner. Hans og resten af Triviums virke på den globale metalscene de seneste ti år kan man kun – fan eller ej – tage hatten af for. Jeg tvivler mere på Heafys format – nosser, om man vil (!) – for sammenlignet med eksempelvis label mates Robb Flynn fra Machine Head og/eller Corey Taylor fra Slipknot, blegner manden totalt.

Nosser eller ej, så er Heafys horde på banen med opfølgeren til ”Shogun” fra 2008. Stilen er i det store og hele den samme som på ”Shogun” og dens forgænger, ”The Crusade” fra 2006. Med andre ord: en pænt produceret blanding af harmoni og heaviness med en aggressiv og emotionel kant. Trivium anno 2011 lyder dog en anelse mere fokuseret og samtidigt mere vidtfavnende end hidtil, men til trods for en samlet spilletid på 51 minutter, hiver de den ikke hjem én eneste gang på deres nyeste opus. På ”Shogun” udeblev højdepunktet også, hvorimod der på ”The Crusade” trods alt var ”Anthem (We Are The Fire)”.

”In Waves” er dog ikke lutter lort! Jeg kan høre flere gode elementer i både det harmoniske og melodiske og i det aggressive. Problemet er blot, at det ikke er de bærende elementer i Triviums musikalske udtryk. De er mere jævnt tilbagevendende – om end små – positive overraskelser i en ellers forudsigelig og monoton lytteoplevelse. Overraskelser, der – for at blive i kontekst – kommer ”i bølger”. Numre som ”Watch The World Burn” og ”Black” er ganske gode, men de bliver dog aldrig helt spændende at lytte til.

For fans af Trivium og grene af den moderne metal generelt er ”In Waves” måske ikke så ringe et bekendtskab, men for undertegnede slutter lytteoplevelsen definitivt efter sidste punktum i denne anmeldelse er sat. Der findes så meget andet – og mere interessant – musik derude. Både nyt og gammelt.

Tracklist:
1. Capsizing The Sea
2. In Waves
3. Inception Of The End
4. Dusk Dismantled
5. Watch The World Burn
6. Black
7. A Skyline’s Severance
8. Built To Fall
9. Caustic Are The Ties That Bind
10. Forsake Not The Dream
11. Chaos Reigns
12. Of All These Yesterdays
13. Leaving This World Behind

Samlet spilletid: 51:28
 

Læs mere...

Texas In July - One Reality

Historien om de unge drenge fra Highschool, der får en pladekontrakt og udgiver albums i en meget ung alder, er efterhånden ved at være ret slidt. Ligeledes er historierne om hvorvidt det er gået godt eller skidt. Well uden videre indpakning: Texas In July er endnu et af disse highschool offspring bands. Med base i Pennsylvania – USA, udgav det unge metalcore band i 2008 første EP, i juli 2009 deres første album (I am) og er altså nu, to år efter, parat med deres anden udgivelse – One Reality. Med et sådan forløb, er det svært ikke at tænke: ”De her drenge må fanme kunne et eller andet” – for ellers går det bare ikke så nemt og hurtigt, med mindre de har signet med nogle gustne gamle mænd, der har fået indskrevet nogle ekstra forhold ind i bandets kontrakter, og det er trods alt ikke hvad Equal Vision Records er kendt for.

Spiller bandet så high quality metalcore? Tja, det fungere faktisk ganske godt, det er ikke perfekt, men langt hen ad vejen har bandet formået at komponere nogle solide tracks, der vil gøre enhver metalcore fan glad. Ses der bort fra det meget misvisende intronummer – storladent og slet ikke passende i kontrast til resten af albummet, samt midtvejs guitar plingplang nummeret ”May”, består albummet af klassisk metalcore, der sender tankerne mod bands som August Burns Red, The Devil Wears Prada og lignende. Hvor Texas In July vinder, er på Christian Royers fantastiske guitarspil og kompositioner, der i pendant til Alex Good´s konstante brølen, skaber en flot balance i lyduniverset. Speaking of… Alex Good´s vokal, der tydeligt er blevet bedre siden forrige udgivelse, men stadig bliver forholdsvis monoton, som man kommer frem på albummet – lidt afveksling i vokalarbejdet ville uden tvivl højne lytteoplevelsen af albummet.

Indholdsmæssigt åbner albummet stærkt med Magnolia (naturligvis efter crap intronummeret), der giver et godt indtryk af, hvad der er i vente på resten af albummet. Igennem de 12 numre bliver man budt på adskillige fede guitarriffs og gode kompositioner, hvor numre som ”No Greater Love” og ”Cyclops” står ganske stærkt. Men, men, men det er altså ikke lutter lagkage for det unge og kristne band (Ja, det er vel trenden inden for metalcore). Til tider er opfindsomheden bare ikke god nok, og så kan Christian Royers piske nok så interessante guitarriffs op af posen, og lige lidt hjælper det. Det er ærgerligt, at bandet ikke formår at holde dampen hele vejen igennem. Derfor bliver det heller ikke til mere end 4,5 ud af 6 til Texas In July, for et udmærket album med mangler. Er man til metalcore, kan albummet klart anbefales. Giv et lyt til førnævnte ”No Greater Love”, ”Cuclyps” eller evt. titelnummeret ”One Reality”.

Tracklist:
1. Introduction
2. Magnolia
3. 1000 Lies
4. Dreamer
5. Dying World
6. No Greater Love
7. May
8. Our Freedom
9. Cyclops
10. Pretender
11. One Reality
 

Læs mere...

Dead By April - Incomparable

Meget dårligt er blevet sagt om det svenske band Dead By April, der til trods for et enormt had fra nogle dele af rock/metal miljøet har formået at vokse sig forholdsvist store og opnået en ganske vedholdende fanskare. Bandets kombination af velskrevet popmusik og metalcore-elementer gav Dead By April en mindre succes med det selvbetitlede debutalbum tilbage i 2009. Siden da har Pontus Hjelm (guitarist og sanger) forladt bandet og blevet erstattet af Zandro Santiago. En erstatning der stort set ikke kan høres, dels fordi Pontus stadig skriver tekster til bandet, og dels fordi Zandro vokalmæssigt ligger meget tæt op ad Pontus’.

Dead By April har fundet ud af, hvad de kan, og det er så lige hvad de gør på deres nyligt udgivne andet album Incomparable. Lad det være sagt med det samme: Der er ikke ændret det store på kompositioner eller sammensætning siden debutalbummet. Men hvorfor også ændre på skidtet, når det fungerer? Med 13 numre piskes lytteren rundt i et univers, der hovedsagligt beskæftiger sig med hjertesorg og lignende, som det er kendt fra utallige andre bands i en lidt anden genre. Opbygningsmæssigt bestod bandets første album af en variation af uptempo og nogle langsomme sange, mens Incomparable i højere grad består af midttempo numre, hvor synths og dobbeltstortromme danner baggrund – ellers er alt ved det gamle.

Bandet starter godt ud med ”Dreaming”, der er et typisk Dead By April nummer, velfungerende, energisk og med et singalong-venligt omkvæd. Det efterfølgende ”Real & True” er knapt så spændende, mens tredje nummer ”Within My Heart” er på samme niveau som ”Dreaming” – og sådan forsætter det stort set albummet igennem. Jeg fristes næsten til at sige, at det reelt er en tro kopi af undertegnedes indtryk af Dead By Aprils debutalbum. Der er en række gode og velfungerende numre på skiven, samt en række ligegyldige og småkedelige numre. Rent musikalsk er bandet muligvis gået i den lidt mere poppede retning på deres opfølger, selvom det virker umuligt. Især et nummer som ”Crossroads”, med de næsten ordrette referencer til Savage Gardens ”Break Me Shake Me”, er nok mere et reelt popnummer i bedste Backstreet Boys-stil, end et nummer i Dead By Aprils normale pop-metalcore-stil. Til trods for dette faktum er ”Crossroads” et velkomponeret nummer, som nok skal gøre et par metal teenagepiger bløde om hjertet.

Samlet sat er Incomparable en udmærket skive, der lægger sig tæt op ad debutalbummet musikalsk, men der skal absolut ikke herske tvivl om, at dette ikke er et fantastisk album. Når det kun er halvdelen af numrene der fungerer, er der altså lidt vej endnu. Kunne man lide debuten, kan man kaste sig over dette album med ro i sjælen. Hadede man debuten, skal man nok overveje en ekstra gang, hvorfor man sidder og læser denne anmeldelse. Skulle man have lyst til at give albummet et lyt, kan man evt. prøve med førnævnte ”Dreaming”, ”Within My Heart” og ”Lost”. 3,5 ud af 6 til Dead By April, der primært fejler på samme parametre som deres debut - manglende kvalitetsmateriale.

Tracklist:
1. Dreaming
2. Real And True
3. Within My Heart
4. More Than Yesterday
5. Calling
6. Two Faced
7. Crossroads
8. Incomparable
9. Too Late
10. You Should Know
11. When You Wake Up
12. Lost
13. Last Goodbye
 

Læs mere...

Anterior - Echoes Of The Fallen

Anterior har overvundet de line-up mæssige problemer, der var omkring og efter udgivelse af debutalbummet ”This Age Of Silence” fra 2007, så bandet idag fremstår som en kvintet. Det har dog ikke ændret ret meget på den musikalske retning, for her holdes der fast i de dyder, der gav bandets første udspil succes. Mest markant er guitararbejdet, hvor Leon Kemp og Steven Nixon ikke kun leverer stærke riffs og lækre soli, men også de melodier, der udgør numrenes rygrad. Den del af musikken er albummets største aktiv, idet den er både spændende og varieret.
Det samme kan ikke siges om Luke Davies´ vokal – den er ret ensformigt brølende, men samtidig er den kraftfuld nok til, at man kan se gennem fingre med det præg, det sætter på numrene. Lidt sværere har jeg det med den meget ensartede produktion, som gør numrene lidt svære at skelne fra hinanden – her kunne man med fordel have justeret lidt på lyden i de forskellige skæringer.
Til gengæld kan man ikke beskylde Anterior for at holde igen på det tempomæssige felt, for musikken skrider gennemgående fremad i pænt høj fart. Samtidig flyder musikken udmærket, så ”Echoes Of The Fallen” alt i alt er et godt album. Hvis jeg laver en direkte sammenligning med forgængeren, så er denne lige en tand mere fængende, så det nye udspil må finde sig i en lidt lavere karakter.

Tracklist:
1. To Live Not Remain
2. Blood In The Throne Room
3. Tyranny
4. Of Gods And Men
5. By Horror Haunted
6. Echoes Of The Fallen
7. The Evangelist
8. Sleep Soundly No More
9. Venomous
10. Senora De Las Sombras

Samlet spilletid: 44:23
 

Læs mere...

New Discolour - Short Of Ink

New Discolour gør på fornem vis sin entré på den danske metal scene, med det aggressive og energiske debutalbum ”Short Of Ink”.

De 5 drenge fra Kolding er forankret i Metalcore genren, men breder sig dog ud i flere forskellige afkroge med både progressive, hardcore og thrash elementer .
Forsanger Artem Kushnirenko gør et imponerende stykke arbejde i vekslingen mellem dyb growl og hardcore skrig, i et politisk betonet tekstunivers, samtidig med at rytmesektionen blander tunge gyngende riffs, melodiøse fills, skæve rytmer og uptempo thrash stykker. Bandet formår at forblive tro mod deres stil og musikalske udtryk på trods af de mange udstikkere i sangene, hvilket medvirker til, at det aldrig bliver kedeligt (eller underligt) at lytte til denne plade.
Sangene ”Hexagon” og ” ”If I, If they, They are, I” er gode eksempler på dette.

”Short Of Ink” er et godt og gennemført stykke arbejde, og med en fantastisk lydproduktion til at krone værket er der ingen tvivl om, at dette band sagtens kan begå sig på den internationale scene.
Der ligger ihvertfald en lovende fremtid og lurer for disse drenge!
Velkommen til en plads i top 10 på årets albumliste!!!

TRACKLISTE:
01. Short Of Ink
02. If I, If They, They Are, I
03. Black Face
04. A Thank You Note To Cole M
05. Hexagon
06. Chinese Vancouver
07. Imperial Love
08. Regain Astray
09. Yes, Yes, No

Samlet Spilletid: Cirka 31 minutter


Læs mere...

The Soulless - Isolated

Oprindeligt kaldte bandet sig for Ignominious Incarceration, men indså ret hurtigt, at selv om de stammer fra England, er det nok ikke det fedeste valg. Hvor stor indflydelse det har haft på bandets muligheder ved jeg ikke, men fakta er, at det er lykkedes at får en kontrakt med Earache Records. Derfor kan bandet nu debutere på albumfronten kun godt et år efter, at det blev dannet.
At det ikke kun er navneskiftet, der har skaffet en kontrakt, bliver man hurtigt klar over, når man gennemlytter albummet. The Soulless viser nemlig, at de formår at sammensætte nogle rigtig fede numre med både melodi og power. Hvordan tingene fungerer, illustrerer nummeret ”Earthbound” meget effektivt: nummeret præges af guitarer, som i første omgang træder frem og dominerer med flotte melodier, for så at falde tilbage og understøtte Andy Wardles brølende vokal med mere dæmpede sager. Samtidig markerer bas og trommer sig med ret hårdt skårne rytmer.
De forskellige elementer hænger fint sammen, og efter den første gennemgang havde jeg forventet at skulle ende med en bedømmelse i den høje ende af skalen. At det ikke er sket skyldes, at alle numre stort set følger den samme opbygning. Sammen med en meget ensartet lyd og en tilsvarende vokal gør det, at albummet bliver temmelig ensformigt.
At de godt kan finde på andet, viser bandet i to instrumentalnumre, som skiller sig ud fra resten. Desværre er de for korte til at dominere dette album, men heldigvis spændende nok til at vække forventninger om en mere nuanceret samling numre på det næste.

Tracklist:
01. Unaltered
02. The Path
03. Earthbound
04. 13th Morning
05. New Perspective
06. Clones
07. Revelation
08. Our Return
09. Unite Us
10. You Are Nothing To Me
11. Without Heart

Samlet spilletid: 32:55


Læs mere...

Earth Crisis - Neutralize The Threat

Efter bandets gendannelse i 2008 og udspillet ”To the Death” året efter viser Earth Crisis med dette album, at de mener noget med at spille sammen igen.
Det samme udstråler de 10 numre på skiven, for hvis der findes en regel om, at folk bliver mildere og mere tilgivende med alderen, så gælder den ikke for Earth Crisis - der er stadig masser af vilje og vrede i bandets udtryk. Musikalsk fastholder bandet den tunge Hardcore, som virkelig kommer til sin ret i ”Total War” og ”By Conscience Compelled”. Men der indgår også en del Metal-elementer i bandets musik, og når jeg har tilføjet Metalcore til genrebetegnelsen, skyldes det ikke vekslen mellem rene og brølende vokaler, men for at understrege denne integration af Metal. Det kører supergodt i f.eks. ”Counterstrike”, og med min baggrund i Metallens verden er det ikke underligt, at skæringen er blandt mine favoritter på albummet.
I Hardcore-sammenhæng har jeg ofte svært ved at forlige mig med diverse skrigende og hysterisk råbende frontmænd, men på det punkt markerer Karl Buechner en behagelig undtagelse; hans brølen er rå og voldsom, men altid cool og kontrolleret – det er fedt!
Selvom Earth Crisis således virker alt andet end gamle og udtjente, kan de alligevel ikke holde niveauet gennem hele albummet. På den sidste tredjedel mister de momentum, og det trækker lidt fra i helheden. Alligevel er ”Neutralize The Threat” et udmærket album fra de amerikanske genreikoner, bare ikke på højde med deres bedste udspil.

Tracklist:
1. Raise
2. Neutralize The Threat
3. Total War
4. 100 Kiloton Blast
5. Counterstrike
6. By Conscience Compelled
7. Black Talons Tear
8. Askari
9. The Eradicators
10. Raze

Samlet spilletid: 30:06

Læs mere...

As I Lay Dying - Shadows Are Security

I pærevællingen af utallige mange metalcore bands der skyder frem, som både mine kollegaer på siden, og jeg selv, har taget fat i før, kommer her As I Lay Dying. As I Lay Dying er en af de oprindelige genre startere, som sammen med bands som Darkest Hour, Killswitch Engage og Shadows Fall, m.fl., skubbede gang i genren som for tiden dominerer metalscenen. Nu er gruppen klar med opfølgeren til det anmelder roste album ”Frail Words Collapse” fra 2003 med deres nye og tredje udspil ved navn ”Shadows Are Security”.

Musikken på dette udspil er lavet ud fra de sidste to år, hvor gruppen har turneret næsten ustandseligt - materialet er lavet ud fra hvad der virker live og hvad der ikke gør. Tekstmæssigt har forsanger og sangskriver Tim Lambesis, fået inspiration over disse to år, hvorfor der fortælles hans historier fra de to år af hans liv. Faktisk så er der ikke meget nyt under solen ved As I Lay Dying, men kvaliteten på musikken går stadig langt over standarden for mange af efterkommerne i genren. Det eneste afvigende er faktisk på nummeret ”Control Is Dead” hvor Zao's Dan Weyandt medvirker som gæstevokal, og på sangen ”Illusions” som starter ud meget elektronisk, som om det var computerlavet eller noget i stil med Sunn O)))'s tunge støj.
Men de skal da have at det er et velproduceret album af Tim Lambesis og Phil Sgrosso, og sener ehar materialet dog også været forbi den ansete Andy Sneap – som aldrig har skadet et album.

Men As I Lay Dying har med ”Shadows Are Security”, som sagt ikke rigtigt noget nyt at byde på, men de er dog stadig fangende og bedre end mange af de nye bands på scenen og det må man give dem. Lidt fornyelse ville dog ikke skade bandet og genren.

As I Lay Dying kan desuden også ses live til Hell On Earth touren, som spiller på Train i Århus den 26-09, hvor de spiller sammen med Heaven Shall Burn, Evergreen Terrace, Neaera, Agents Of Men og End of Days.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

On Broken Wings - It's All A Long Goodbye

On Broken Wings er en moshende sekstet fra Boston. Bandet blev dannet i 2001 og har allerede en cd på Alveran Records på bagen. Bandet spiller en intens blanding mellem hardcore og dødsmetal uden at gå på kompromis med genrerne og bliver sammenlignet med bands som Converge og Poison The Well.

Der bliver moshet en vis del ud af bukserne på det nye album It's All A Long Goodbye – pladen er virkelig, virkelig tung og intens, og der bliver ikke skruet ned for intensiteten på noget tidspunkt.
OBW kalder selv stilen for mosh-metal og det må siges at være rammende!

Selvom pladen er et voldsorgie af distortion og growl, har OBW givet plads til små variationer i musikken, der gør den spændende at lytte til.
Sanger Jonathan Blake har en god vidde i sin stemme til både skrig, growl og sang – og han gør det med en intensitet der (næsten) får Glen Benton til at virke som en engel ved siden af.
Sangene er varierede på trods af den kontante stil - der bliver både udforsket hurtig hardcore, tunge mosh-stykker, dødsmetal og melodiske passager med god, melodisk flerstemmighed.

Melodisk set kan man godt høre at bandet er blevet sammenlignet med Poison The Well - der er de samme punk/rock melodiske vokaler og den gode flerstemmighed, der gør Poison The Well til et spændende bekendtskab. De rene vokaler kommer sporadisk ind og gør musikken mere interessant, men i sangen More Than Life bærer de mere i forhold til de andre numre – og der er god melodi for alle pengene.

For metalcore elskerne er Frozen Over et hit, der er grind, mosh-stykker og vrælende guitar i den bedste sammenblanding, pakket ind i en hardcore-rytme som bærende element i sangen. Det er djævelsk smuk ”mosh-metal”.

On Broken Wings er et band der lyder som noget på vej op fra de nedre dybder på en iskold vinterdag. Hvis man står i stampe med musikken, er dette pladen der skal hives ned fra hylden, min opfordring ville være at gå ned i den lokale musikbutik og gøre det med det samme!

5½ stjerne til den virkelig aggressive perle fra On Broken Wings.


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

Across The Sun - Before The Night Takes Us

Historien bag dette band fra Portland, Oregon viser meget godt, hvor hårdt arbejde det er at slå igennem i USA: Across The Sun turnerede på kryds og tværs i Guds eget land i 6 år, før det lykkedes at få en albumkontrakt. Resultatet blev ”Before The Night Takes Us”, men derfor hviles der ikke på laurbærrene – den næste turne er allerede i kalenderen.
Lige så typisk bandets historie er, ligeså typisk er deres stil: udgangspunktet er melodisk Metal med skarpe guitarer og tilsvarende trommerytmer. Det hele støttes af keyboardsekvenser, som heldigvis ikke bliver dominerende. De melodiøse omkvæd serveres med rene vokaler, men suppleres ofte af brølende udgaver – helt som det kendes fra Metalcore-genren.
På lydsiden har produceren Daniel Castleman gjort et rigtig godt stykke arbejde, for både instrumenter og vokaler står superflot i lydbilledet uden at blive blødt op eller mudre – det er en fornøjelse at lægge øre til.
Når det gælder musikken er fornøjelsen knapt så udtalt, for Across The Sun varierer ikke deres udtryk tilstrækkeligt til, at jeg kan begejstres. Både hårdheden og det melodiske serveres fint, men det bliver meget ens. Samtidig formår melodierne ikke at bide sig fast i min bevidsthed ret længe ad gangen, en svaghed som illustreres fint af det instrumentale ”A Moment Of Clarity”. Derfor formår bandet kun at markere sig, når de fokuserer på de hårde elementer, som det sker i både åbningsnummeret og albummets 3 sidste skæringer. Resten har svært ved at skille sig ud, så "Before The Night Takes Us” er for uinteressant til, at jeg vil anbefale det.

Tracklist:
01. Tipping The Scales
02. Song For The Hopeless
03. Seasons
04. Descent & Discovery
05. Ghost Of Grandeur
06. Before The Night Takes Us
07. A Moment Of Clarity
08. Blessing In Disguise
09. In The Face Of Adversity
10. Belay My Judgement

Samlet spilletid: 40:13

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed