fbpx

Psy:code - Persona

Tre år er der gået, siden Psy:code udsendte albummet ”Mørke”, og nu er der igen nyt fra hovedstaden. Det er albummet ”Persona”, som er det fjerde i rækken; det er produceret af bandet selv, mens mix og mastering er lagt i hænderne på Tue Madsen.
Stilmæssigt fortsætter Psy:code deres egen fortolkning af Metalcore, der har en voldsomt skrigende vokal som galionsfigur, og i det hele taget slagside mod det voldsomme på bekostning af de melodiske elementer. De fleste numre er godt nok udstyret med et lydtæppe af keyboards, men derudover er der ikke så meget modspil til vokalen. Og når der endelig er, kommer den ikke helhjertet – det virker som om man er bange for at blive for bløde.
Som ved mine tidligere møder med Psy:code er det derfor de mere stille passager i f.eks. ”Simplified” og ”Keep on Pretending”, hvor tingene fungerer bedst for bandet; her er der balance i tingene.
Albummet indeholder også tre numre med danske tekster, men de får mest Psy:code til at fremstå som en heavy udgave af The Minds of 99, så den afstikker er ikke helt vellykket. Samme betegnelse må jeg desværre sætte på ”Persona” som helhed, for heller ikke denne gang formår bandet at overbevise mig – der er for få øjeblikke, hvor tingene matcher hinanden, og for mange, hvor de ikke gør.

Tracklist:
1. Collide
2. Deranged
3. Breathing Fire
4. Aldrig
5. Dark Days
6. Demons Guide My Way
7. Til Evig Tid
8. Simplified
9. Keep on Pretending
10. Black Souls
11. Perfect Imperfection
12. Samme Vej
Samlet spilletid: 45:30

Læs mere...

Irist - Order Of The Mind

Selvom Irist blev dannet i Atlanta, Georgia, stammer tre af bandets fem medlemmer fra Sydamerika. Og det var da også et andet band fra den verdensdel, nemlig Sepultura, der inspirerede Pablo Davila og Bruno Segovia til at starte deres eget band. ”Order Of The Mind” er deres første album, og kommer fem år efter bandets start.
Det virker som om den tid er gået med at ophobe vrede og energi, for der er godt nok knald på de ti numre! Og det er ikke fordi tempoet er vildt opskruet, for her befinder man sig i middelklassen. Men når det kommer til sangeren Rodrigo Carvalho, er det en anden sag: Han brøler og skriger sig igennem numrene med en enorm vrede – han lyder virkelig pissed off.
Det giver numrene en vis slagside, som man i større eller mindre grad forsøger at balancere via mere melodiske indslag. Oftest er det mindre, for egentlig melodisk bliver det kun i ”Severed” og ”Harvester”, hvor en ren vokal i stil med Fear Factory giver afveksling. I de resterende tracks bliver alle vokaler leveret brølende og råbende, så det er en bevidst drejning, man giver udtrykket. Hvis man kun søger power, er det en fin strategi, men for alle andre bliver det hurtigt monotont. Personligt håber jeg på mere bredde fra Irist, næste gang de giver livstegn.

Tracklist:
1. Eons
2. Burning Sage The Cleansing
3. Severed
4. Creation
5. Dead Prayers
6. Insurrection
7. Order of the Mind
8. Harvester
9. The Well
10. Nerve
Samlet spilletid: 40:24

Læs mere...

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sikke en pakke! Det er ikke hver dag man kan opleve at begge supportbands falder i ens smag, slet ikke når de musikalsk ikke ligefrem minder om hinanden, men det er altså tilfældet her. Jeg har efterhånden skrevet mit om Sabaton, men jeg står her igen – for bandet har endnu ikke skuffet, heller ikke selvom det nu er tredje gang de havner på en hverdag. Publikum har ligeledes ikke ladet sig afskrække tidligere, så mon ikke det bliver endnu en god oplevelse. Men først, lidt ord om de to andre bands.

Amaranthe:
”Hvad er det her, Eurovision-metal?” spørger en bekendt mig ikke lang tid efter Amaranthe er gået på – og han er ikke meget ved siden af! Fra de koreograferede bevægelser der af og til nærmer sig decideret dans, til de tre sangere og ikke mindst lyden af eurodance blandet godt op med rock/metal (alt efter den enkelte sang) og så selvfølgelig ikke mindst hvor voldsomt ørehængende det er. Altså, flere af deres sange kunne snildt have en plads i den årlige begivenhed. Inden det eventuelt sker står de dog her i Forum.

Jeg havde godt nok hørt fra ellers pålidelige kilder at det var med start kl. 18:30, men klokken bliver altså 19:00 før det store Sabaton-tæppe hives ned og Amaranthe kort efter dukker op – men alle kvaler glemmes hurtigt da ”Maximize” og herefter ”Digital World” blæser ud af højtalerne. Der er knald på fra start og selvom Amaranthe som sådan er på udebane, lykkes det fint at få folk med flere gange, f.eks. allerede under ”Hunger” hvor gulvet knager omkring mig i og op til omkvædet som følge af hvor mange der hopper med. Black Box-konceptet gør det igen godt, for allerede nu er det ganske velbesøgt, ja jeg fristes næsten til at sige, at der er godt proppet det meste af vejen rundt.

”København! I kan jo feste!” udbrydes der kort efter, som om det skulle være en overraskelse. Det er det hverken ved hvor indøvet sætningen er, eller hvor rigtigt det faktisk er: onsdag eller ej, de fleste er her for at have en fest, Amaranthe selv inkluderet. De har rykket sig markant ift. deres optrædener tilbage i 2011/2012 hvor det var usikkert og også ret usammenhængende. Ikke i dag. Der er tillid til materialet og til dem selv og så gør det i dén grad også noget, at de selv tydeligt er glade for at være her. Og bevares, publikum er her ikke for at se dem, men de fleste kan sagtens lokkes til at deltage i festlighederne, sågar i balladen ”Amaranthine”, der ser en skov af telefoner i luften, eller ved de mange fællesklap under ”That Song”.

Desværre lyder det hele bare ikke særlig godt. De tre vokaler har meget svært ved at finde rum, især når mere end et andet element kører samtidigt – og det er altså langt det meste af tiden. Derudover er trommerne enormt rodede, hvilket er synd nu trommeslageren er en af de dygtigere (hans tid i The Arcane Order er især ikke glemt). Lyset er derimod flot og glimrende timet med breaks, der er røg på de rigtige tidspunkter, rødt lyst til de hårdere stykker, osv. – det er ikke ofte supportbands får den samme behandling som hovednavnet, så det er lækkert at se (på). Nej, den største hindring Amaranthe støder ind i er simpelthen hvor rodet et udtryk de efterlader. Det lander ikke som det skal, slet og ret, om det så er trommerne der er off, guitarer der falder ud eller vokaler man ikke kan høre. Er man fan er det stadig udmærket og til at finde rundt i, sådan da, men er det ikke tilfældet er det nok kun de stadion-prægede omkvæd der lyder tilnærmelsesvis godt. Overordnet er det dog solid underholdning og opvarmning i 45 minutter, på trods af de knap så gode betingelser.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Maximize
2) – Digital World
3) – Hunger
4) – Amaranthine
5) – GG6
6) – Helix
7) – That Song
8) – Call Out My Name
9) – The Nexus
10) – Drop Dead Cynical

Apocalyptica:
1 trommeslager, 3 cellister – metal/rocksange, for det meste instrumentalt, af og til covers. Personligt har jeg været fan af Apocalyptica lige siden deres selvbetitlede fra 2005. Deres sjælfulde, sørgmodige og helt eminente cello-rock er noget helt for sig og det er uden at forholde sig til deres arv som et, hvis ikke dét, mest unikke Metallica-coverband. Det er blevet mere ligetil for hvert album siden da, og der er gradvist kommet mere vokal på, men det har så kunnet noget andet. Kort sagt, jeg er fan, men passer Apocalyptica overhovedet ind den her aften? Et par sange inde i sættet er svaret umiddelbart nej.

”Path” er ellers en gammel klassiker, og de to sange der luftes fra det nye ”Cell-0” lyder også umiddelbart som man kender dem. Men på trods af et levende backdrop samt flere lysinstallationer siden Amaranthe, ja så er folk meget stillestående og ubegejstrede. Pænt er det at se, og til dels høre på, men de store ringe i vandet skaber det ikke. Det kunne nok have været anderledes med en bedre lyd. Modsat sidste band står lydbilledet samlet klarere, men der er alt for meget rumklang fra trommerne der oftest drukner de finere detaljer fra celloerne.

Så ved deres egne sange er det ikke vildt imponerende, set ud fra publikums humør (at de rent teknisk er velspillede er en anden sag). Den højlydte ”småsnak” taler sit eget sprog. Anderledes bliver det dog senere ved den mere hårdtslående del af sættet, nemlig ”Seek & Destroy”-coveret. Forinden har et Rammstein-cover og en original sang ikke gjort det store, men ”Grace” varmer stødt tingene op inden folk får deres stemmer brugt ved at skråle ”SEEK AND DESTROY!!” om og om igen. Ligeledes fungerer Apocalypticas gamle klassiker af en klassiker ”Hall of the Mountain King” lige som den skal, den hektiske outro især og næsten et vanvid man rent fysisk kan smage. At de så lige teaser en anelse for meget inden udløsningen er en mindre detalje.

Herfra skal der ikke meget til for at køre den sikkert hjem og således trækkes tempoet ned i ”Nothing Else Matters”, fællessang indfinder sig og det hele lukker på en god node. Apocalyptica formår altså at redde sig fra en mindre katastrofe, men tilbage står stadig, at de helt grundlæggende er malplaceret i aftenens tema. Når det er coversange der redder ens røv tæt på målstregen er det ikke et positivt tegn. Kort sagt: godt band, dårlige rammer. 3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ashes of the Modern World
2) – Path
3) – En Route To Mayhem
4) – Seemann (Rammstein cover) m. Elize Ryd
5) – I Don’t Care m. Elize Ryd
6) – Grace
7) – Seek & Destroy (Metallica cover)
8) – Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
9) – Nothing Else Matters (Metallica cover)
Kilde: www.setlist.fm

Sabaton:
Det starter som ventet med et brag, i bogstaveligste forstand: efter en passende episk intro er kørt færdig åbnes der som vant med ”Ghost Division”, ild og ja, et højt brag. Sabaton har altid haft det visuelle flair i højsædet, så ganske passende med den nye plade omhandlede Den Store Krig er hele scenen indrettet som en skyttegrav komplet med trommesæt-i-kampvogn, sandsække, pigtråd, diverse våben hængende på stativer, et kæmpe ”THE GREAT WAR” skilt i baggrunden og selvfølgelig storskærm kørende med tematiske videoer, når der ellers ikke filmes på bandet. Og så ild, til tider lidt for rigeligt af det.

Og nu skal jeg love for der er blevet proppet, fra ende til anden. Derfor kan man også allerede nu undre sig over Sabatons valg af sange: de næste otte er alle fra de to seneste plader. Det vil altid være at strække den med mange nye numre i streg, men det her er bare åndssvagt – Sabatons sidste gode album var trods alt ”Heroes” fra 2014, og der skal vi altså helt hen til ”Night Witches”, aftenens 10. sang, før vi får noget derfra. ”82 All The Way” rocker en anelse tungere end de andre, ”The Red Baron” får også de fleste med og lidt inden har ”The Attack of the Dead Men” givet både en mindre historielektion samt indhyllet scenen i grøn giftgas-lignende lys – og ja, sådanne visuelle effekter kan stjæle ens opmærksomhed i et vist tidsrum, men så heller ikke for evigt. Det er helt tydeligt der kunne være markant mere engagement fra publikums side såfremt man spicede det op med lidt ældre materiale. I det mindste både lyder og ser det godt ud, på den måde er rammerne som de skal være.

Halvvejs inde kan man dog helt nøgternt konstatere det indlysende: Sabaton er set bedre. Det handler ikke kun om valget af sange, men i høj grad om bandets egen indsats. Frontmanden har aldrig haft den store stemme, men til gengæld rigeligt med karisma og tydelig interesse i at give tilskuerne noget for pengene – det er ikke for sjov jeg har kaldt dem verdens gladeste metalband i fortiden. Det skal retfærdigvis nævnes at det tekniske sidder som det skal og der er stadig både små fortællinger, store smil og i det hele taget publikumskontakt over flere omgange. Bundniveauet er på den måde tilstrækkeligt, men så er hans stemme så til gengæld også både svag hvis ikke decideret forpustet til tider, og ligeledes gør resten af gruppen hvad de skal, men de er også set i mere hopla tidligere. Publikum er ellers klar, men så er vi tilbage ved valget af skæringer som den afgørende stopklods.

”Night Witches” markerer imidlertid lidt af et vendepunkt. Herefter kommer Apocalyptica nemlig på scenen og agerer støtte i de næste fem sange – og det starter faktisk rigtig, rigtig godt. ”Angels Calling” er blevet fundet frem fra gemmerne, hvor det altså er 11 år siden den sidst er hørt live. Her bliver det symfoniske og bombastiske forenet helt perfekt, så man nok aldrig herfra kan høre den originale uden at føle man savner noget. Et klart højdepunkt. ”Fields of Verdun” gør derimod ikke det store og i ”The Price of a Mile” er det søvndyssende at være vidne til. Det er hermed første gang jeg står og keder mig til en Sabaton-koncert. De sidste to skæringer inden ekstranumrene løfter dog igen midlertidigt engagementet, så da de svenske udgaver af ”The Lion From the North” og ”Carolus Rex” brager igennem er det svært at stå stille. Det er bare gode sange.

”Primo Victoria” ankommer til den første rigtige hoppefest og for første (og eneste) gang er alle i sync. Det er til gengæld ikke her vi siger tak for nu, nej, i stedet får vi en triade af hits. Først endnu en svensk udgave af ”A Lifetime of War”, der ellers er en af Sabatons lavtempo sange, men det virker stik imod forventet enormt godt. Og da ”Swedish Pagans” ankommer efter bandet kortvarigt lever op til sjov og løjer, hvor forsangeren bl.a. når at spille lidt ubehjælpsom guitar på ”Breaking The Law”, ja så er vi på endnu et højdepunkt. Et af de få. Men det bliver heldigvis til ét mere i form af ”To Hell and Back” der får de fleste til at både hoppe og skråle med. Så er vi også i mål.

Overordnet har Sabaton prøvet at indrette hele touren, alle de enkelte aftener, efter ét koncept: 1. verdenskrig. Det er tydeligt med overvægten af nye sange, men også at flere af de ældre rent tematisk omhandler det samme. Jeg ser hvad de har gået efter, og forsøget skal roses – det helt afgørende problem er bare... at de nye sange er hamrende uinteressante. Det er den samme skabelon genbrugt i en uendelighed og det lyder umiskendeligt som noget der er hørt bedre før (og det er det også). Hvis man på den måde skal udfordre sit publikum, så er det afgørende at ens materiale kan bære det. Sabatons nye album lyder præcist som forventet, ergo er det svært at holde omtrent halvdelen af en koncert op på det – både fordi flere ikke kender det, men vigtigere fordi det ikke gør noget nyt. Og hvorfor så det frem for det man kender? De gamle sange fungerer derimod overordnet godt, så med det + enkelte højdepunkter – omtrent halvdelen af numrene, ja så ender vi på lidt over middel. Det næste album bedes tage flere chancer, ellers stagnerer Sabaton indenfor de næste fem år. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Great War
3) – The Attack of the Dead Men
4) – Seven Pillars of Wisdom
5) – The Lost Battalion
6) – The Red Baron
7) – The Last Stand
8) – 82nd All The Way
9) – Bismarck
10) – Night Witches
11) – Angels Calling m. Apocalyptica
12) – Fields of Verdun m. Apocalyptica
13) – The Price of a Mile m. Apocalyptica
14) – Dominium Maris Baltici / The Lion From the North (svensk udgave) m. Apocalyptica
15) – Carolus Rex (svensk udgave) m. Apocalyptica
Encore:
16) – Primo Victoria
17) – A Lifetime of War (svensk udgave)
18) – Swedish Pagans
19) – To Hell and Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Royal Deceit - Animus

Skanderborg er hjemby for Royal Deceit, som blev dannet i 2014. Siden har bandet to gange været forbi hos Tue Madsen for at indspille en EP, ligesom det er blevet til en del live-optrædener. Men dén ballast er bandet nu klar til deres første album, som de kalder ”Animus”.
Albummet indeholder 11 numre med moderne Metalcore med en opbygning lige efter manualen: På den ene side er der Metal med skarpe riffs og let hakkende rytmer, og på den anden side melodiske elementer: En stærk, ren frontvokal og flotte omkvæd; alt fremført med overbevisning. Denne beskrivelse dækker hovedparten af Metalcore bands, og det ville række til en middel karakter og et ”lidt mere personlighed, tak!” herfra.
Heldigvis er der et ekstra lag eller to i numrene, som hæver dem godt over gennemsnittet. Der startes hårdt, som for lige at markere sig, men efter et par numre melder de melodiske sider sig på banen. Og det er primært her, Royal Deceit scorer point, for melodierne i numre som ”Bite the Curb”, ”Chasing Ghosts” og ”Pariah” sidder næsten uafrysteligt i skabet. Det er meget flot, og matcher de skarpe rytmer i musikken. At produktionen er til den bløde side gør, at specielt guitarerne får lidt mindre plads end jeg kunne ønske mig. I det store billede betyder det dog mindre, og det ændrer ikke på, at Royal Deceit er kommet rigtig godt i gang med ”Animus”.

Tracklist:
1. History Repeats
2. End of Days
3. Bite the Curb
4. Just Business
5. Elitist
6. Chasing Ghosts
7. Pariah
8. Backstabber
9. Hang Them High
10. Oceans of Black
11. Echoes of Hate
Samlet spilletid: 37:51

Læs mere...

Novelists FR - C'est La Vie

Novelists FR er fra Paris, og blev startet tilbage i 2013. Året efter udkom den første EP, og i 2015 var det tid for det første album, ”Souvenirs”, som blev efterfulgt af ”Noir” to år senere. Nu er franskmændene så klar med ”C'est La Vie”, som udsendes på Arising Empire, der er Nuclear Blast Records’ sublabel for bl.a. Metalcore.
Teknisk set kan betegnelsen Metalcore forsvares i beskrivelsen af albummet, for numrene indeholder de genretypiske skift mellem rene vokaler og brølende udgaver. Når det er sagt, så fylder de melodiske sider af sagen langt det meste af spilletiden, og efterlader klart det kraftigste aftryk hos mig. I numre som ”Somebody Else”, ”Deep Blue” og ”Rain” dominerer det melodiske næsten totalt, men får også en snert af progressivt via lækre guitarløb i baggrunden. Albummets melodiske yderpunkt er balladen ”C'est La Vie”, hvor en kvindelig vokal gør nummeret til en duet, men hvor musikken ikke er egentlig Metal, men tilbagelænet Rock.
Novelists FR har også en hårdere side, som kigger frem i det Nu Metal inspirerede ”Lilly”, men bryder igennem i ”Modern Slave” og ”Kings Of Ignorance”. Her er tempoet øget, og de hakkende rytmer giver sammen med en noget mere fremtrædende brølevokal en direkte aggressiv stemning. Den øger selvfølgelig skarpheden, men det er ikke nok til, at den samlede balance forrykker sig: ”C’est La Vie” er et udspil i den blødere ende af skalaen, som trods flere udmærkede tiltag ikke formår at blive rigtigt spændende.

Tracklist:
1. Somebody Else
2. Deep Blue
3. Lilly
4. Modern Slave
5. C'est La Vie
6. Head Rush
7. Kings Of Ignorance
8. Rain
9. Human Condition
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Auralist - Between The Devil And The Sea

Auralist er et nyt navn på den danske Metal scene, og for godt et år siden udsendte de fem medlemmer deres første livstegn i form af singlen ”Empire”. Nu er bandet fra København så klar med deres debutalbum, som er produceret, mikset og mastered af Chris Kreutzfeldt.og det har han gjort godt, for produktionen har både power til de hårde sektioner og fin gennemsigtighed, når det melodiske er i centrum.
Og der er behov for begge dele, for Auralist disker op med ti numre, som alle står i den typiske Metalcores tegn. Derfor er der både tunge passager, hvor instrumenterne prygles nådesløst og sangeren Nico Hansen bidrager med brøl og skrig, og melodiske afsnit, hvor musikken tones ned, og vokalen byder på ren sang. Her står det hurtigt klart, at de stille sider fungerer bedst for københavnerne, simpelthen fordi musikken får mere bredde, så der bliver plads til både keyboards og en lækker basgang, som det sker i åbningsnummeret.
De hårde passager lever helt op til betegnelsen, for når Auralist giver den gas, mangler der ikke power – især når den kombineres med et godt drive, rykker det godt. Desværre sker det kun overbevisende i ”Eye of The Storm”, for i de resterende tracks har tingene det med at blive anonyme, flere steder endda på kanten af det ensformige. Derfor efterlader Auralist et billede af et band, som stadig har noget at arbejde med, men også noget at bygge på.

Tracklist:
1. FAILED STATE
2. DIGITAL MISERY
3. EMERALD
4. THE LIVES WE LIVE
5. EYE OF THE STORM
6. INNER HELL
7. RAMA
8. BETWEEN THE DEVIL AND THE SEA
9. DEADWEIGHT
10. MOTHER MOON
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...

Killswitch Engage - Amager Bio, 02.11.19

Hvad er nu det, et headlinershow med Killswitch Engage? Ja minsandten – udover et enkelt supportgig for Iron Maiden sidste sommer har bandet ikke været forbi siden 2013, der i øvrigt var samme sted. I mellemtiden har de amerikanske core-sværvægtere udgivet to albums; ”Incarnate” fra 2016 og så ”Atonement” fra i år. Begge ganske tilforladelige plader der dog ikke for alvor rykker bandet i nogen nævneværdig ny eller interessant retning – men på den anden side ved vi godt at langt de fleste kommer for de gamle hits alligevel, så det kan være så meget. Killswitch Engage har for mit vedkommende aldrig skuffet og jeg er ganske spændt efter næsten 6½ år siden sidst.

Killswitch Engage:
Man får dog også lov til at vente på hovedretten. Værende en weekend skubbes hovednavnet helt til klokken 23, så med et næsten udsolgt bio fyldt med mange midaldrende og.. skal vi sige velpolstrerede mænd, ja så bliver det på ganske lidt fri plads hurtigt varmt og ikke mindst bedugget (senere hen vil det ikke være ved siden af at sige, at gulvet flyder i øl). Det er lørdag, og det kan mærkes. Så efter de to opvarmningsbands har gearet de mange glade gæster godt op er der ikke meget der kan gå galt da Killswitch Engage træder på scenen.

Og at åbne med tre nyere sange er, om end typisk, noget der godt kan lægge låg på en hurtigstarterfest – men ikke denne gang. Publikum er i et sublimt humør og det kan både ses, høres og ikke mindst mærkes, især såfremt man befinder sig i pitten der fra vel allerede sang nummer to er åbnet og derfra ikke lukker før koncerten slutter. At der ellers er et forbud mod crowdsurfing gør sjovt nok ikke at folk afholder sig fra det – hvornår det nogensinde har gjort det har jeg stadig til gode at se. Og da først de ældre skæringer dukker op hist og pist, ja så stiger energien tilsvarende.

Jesse Leach har efterhånden bragt de fleste onde tunger til ophør. Det er selvfølgelig en smagssag om man er på team Leach eller team Howard, men manden har i dén grad udviklet sig siden de spæde dage. Intet sted gør det sig mere tydeligt end i ”My Last Serenade”, aftenens eneste indslag fra den nu 17 år gamle skive ”Alive Or Just Breathing”. Hvor den originale version ganske vist er udmærket er det bare så tydeligt hvor markant mere selvsikker Leach er nu, hvor meget mere kraft han kan mønstre. Og det er både i den rene vokal og i hans growls, skrig og råb – samt i ”Howards” sange, der tæller 7 ud af 17 skæringer – det betyder derfor selvsagt noget om han kan bære dem.

Men det kan han. Og dertil er manden også en fin showman. Det er dog mest i samspillet med guitaristen Adam Dutkiewicz, i dag iklædt shorts og knæbind, hvor det virkelig spiller. Med nu syv år til at finpudse jokes, punchlines og anekdoter udgør de en sjov duo, der af og til nærmer sig det platte – også i aften, med alt fra ”det er en god dag at blive fuld” (siger du det???) og ”kan Jesse mon huske teksten til [indsæt selv sang]???”. Her er de andre tre i bandet mere anonyme. Velspillende, men det er altså kun Leach og Dutkiewicz der gør noget ud af deres optræden. Sådan har det dog været i mindst 10 år, så på den måde er tingene ved det gamle og det velkendte. Men i den mere kritiske ende køres der for alles vedkommende helt tydeligt på rutinen. Igen er det teknisk i skabet, og slet ikke kedeligt, men rutine er det nu engang.

Heldigvis medfølger så en ret god lyd: især bassen kan mærkes, men hvorfor den voldsomme volumen? Hvorfor det lige skal være så højt kan jeg ikke helt greje, for det gør ikke noget godt, snarere tværtimod. De indvendinger bliver dog af mindre betydning når hits som f.eks. ”This Fire” og ”Rose of Sharyn” dukker op. Og i balladen ”Always” virker det til gengæld positivt, for her kan man virkelig mærke nogle følelser, både fra band og publikum. Faktisk virker hele balladen enormt godt, både som afbræk og ”optakt” til sidste del af koncerten – her hvor tingene virkelig peaker.
Og her vil jeg gerne lige indskyde en ting: man kan altid diskutere sætlisten. Jeg ville personligt gerne have hørt mere fra 2013’s ”Disarm The Descent”, der for mig klart står som bandets bedste album de sidste tretten år – og hvor var ”The Arms Of Sorrow”?! – og sådan kan man blive ved. Men når de sidste 20-25 minutter både inkluderer ”My Curse”, ”This Is Absolution”, ”The End of Heartache” OG muligvis det bedste metal-til-metal cover ”Holy Diver”, jamen så kan man jo ikke tillade sig at klage. Det kan man bare ikke.

Og selvom man kan indvende at 1 time og 10 minutter ikke er længe (og det er det sådan set ikke), så taler de hårde facts for sig selv: 17 sange bliver det til, og det er med både fjol og gøgl fra Leach og Dutkiewicz – og som førnævnt er syv af numrene tilmed fra Howards tid. Så i hverken antal eller perioder kan man påstå der mangler noget. Og det gør der heller ikke helt overordnet. Udover lidt volumen-problemer og lidt for meget rutine har jeg ikke været inde på andre negative indvendinger, og helt ærligt er der heller ikke rigtigt nogen. Og selvom Killswitch Engage kørte på rutinen var publikum i total hopla hele vejen, så det udligner mere eller mindre hinanden. Nej, den manglende ekstase bunder i noget mere grundlæggende som basalt set kan koges ned til, at Killswitch Engage er et glimrende band, men ikke et fantastisk et. Dertil er musikken for ensformig, for lige-ud-af-landevejen præget. En god+ koncert var det dog, og jeg klager ikke: det er godt vi har bands der kan leve op til forventningerne hver gang. For det kan de.

Sætliste:
1) – Unleashed
2) – Hate By Design
3) – The Crownless King
4) – My Last Serenade
5) – This Fire
6) – Reckoning
7) – I Am Broken Too
8) – Rose Of Sharyn
9) – Ravenous
10) – In Due Time
11) – The Signal Fire
12) – Always
13) – My Curse
14) – This Is Absolution
15) – The End Of Heartache
16) – Strenght Of The Mind
17) – Holy Diver (Dio cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_6
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_3
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_7
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Ivy Crown - Echo

Ivy Crown er et nyt navn, og så alligevel ikke; bandet har eksisteret som Taras, men da musikken bevægede væk fra den oprindelige stil, valgte man at skifte navn. Hvordan den nye stil lyder, afsløres på bandets debutalbum ”Echo”, som er indspillet i Badcat Studio og produceret af Chris Kreutzfeldt.

Bandets gamle stil kender jeg ikke, men under det nye navn er det melodisk Metal med markerede anslag på strengene og keyboards, der er på programmet. Generelt er musikken lidt nedtonet og ikke-aggressiv, men har alligevel okay energi. Frontvokalen er gennemgående pæn og ren, men viser også evnen til at brøle. Det sidste sker dog for sjældent, så her kunne jeg tænke mig lidt mere vildskab. Den kommer kun rigtigt når Ivy Crown får hjælp udefra: Det sker i ”Lonesome And Cold”, ”That´s what you do” og ”Bad Dream”, hvor hhv. Kim Song Sternkopf (MØL), Jesper Gün (Ghost Iris) og Kadeem France (Loathe) supplerer vokalen. Det skaber ikke bare fine stemmemæssige kontraster, men trækker også musikken op, så de nævnte tracks er albummets hårdeste. Alligevel skal albummets bedste nummer findes blandt de melodiske, for ”Not who we are” er med sine meget stærke melodier min personlige favorit på et album, som savner lidt kant, men alligevel viser et udmærket potentiale.

Tracklist:
1. Lonesome And Cold ft. Kim Song Sternkopf
2. Run
3. It’s a Hell
4. That_s what you do ft. Jesper Gün
5. Our Worst Days
6. Bad Dream ft. Kadeem France
7. Not who we are
8. Forgotten me
9. Rising
Samlet spilletid: 32:48

Læs mere...

Aviana - Epicenter

Göteborg i Sverige er hjemsted for Aviana, og herfra markerede de sig første gang i 2017, hvor debutalbummet ”Polarize” blev udgivet. Nu er de fem svenskere tilbage med album nummer to, der samtidig giver debut til frontmanden Joel Holmqvist, som erstattede Marcus Vik sidste år.

Albummet er udgivet på Nuclear Blast Records’ sublabel Arising Empire, og så er det ikke overraskende at det er Metalcore, der møder lytteren efter at have trykket Play. Genren afvikler svenskerne helt efter manualen, så melodiske afsnit med ren vokal og fine kor battler med mere hårdtslående dele, hvor der er mere knald på instrumenterne, og vokalen brøler igennem.

Jeg ved ikke, om det er Göteborgs historiske forkærlighed for melodisk Metal, der smitter af, men det er de melodiske passager, der står stærkest på albummet. Her synger Holmqvist solidt, og når materialet tillader det, får han skabt nogle udmærkede stemninger. Desværre bliver han ofte ladt i stikken fordi materialet ikke har tilstrækkelige kvaliteter til, at de bliver mindeværdige.

Her kunne de hårde passager redde dagen med en hjælpende hånd, men det lykkes ikke rigtigt. Godt nok er der fint med power i sagerne, men rigtig godt bliver det aldrig. Et eller andet sted minder det om når man forsøger at redde en kedelig gryderet ved at hælde Tabasco i – det bliver godt nok stærkere, men er stadig mindst lige så uinteressant som før. ”Epicenter” er derfor et udspil, som hurtigt vil være glemt, i hvert fald hos mig.

Tracklist:
1. My Worst Enemy
2. Red Sky
3. Altitude Sickness
4. Erased
5. Heavy Feather
6. Look Away
7. Celosia
8. Frail
9. Melancholia
10. Hidden
11. Ikigai
12. More Than A Name
Samlet spilletid: 46:09

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed