fbpx

Billy Boy In Poison - Umbra

Billy Boy In Poison (BBiP) har efterhånden femten år på bagen, og det markerer bandet fra hovedstaden med udgivelse af deres tredje album, som har fået titlen "Umbra".
En af standardopgaverne ved alle anmeldelser her på siden er, at bestemme hvilken genre, den anmeldte udgivelse falder i. For denne udgivelse er opgaven ikke helt så enkel, for BBiP holder sig ikke strikt til en enkelt genre, men varierer deres udtryk, så de rammer lidt bredere. Kernen i numrene er Death Metal med en brølende/hvæsende vokal og godt med punch i handsken. Men nogle numre supplerer med let hakkende rytmer og melodiske elementer mere eller mindre vævet ind i helheden – om man vil kalde det Metalcore eller Melodisk Death Metal, må den enkelte gøre op med sig selv.
Et vigtigere spørgsmål end den eksakte genre er, hvordan de forskellige tilgange fungerer. Det afgøres af, hvordan mængden af melodi og punch er fordelt: Numre som ”Umbra” og ”Supremacy” vil uden tvivl tiltale mange, fordi de indeholder en del melodi. Personligt synes jeg, at det koster lidt på hårdheden, og er derfor mere til tracks som ”Kissed by the Sun” og ”The Ancient One”, der sigter mest mod power.
Hovedparten af albummet har et ben i begge lejre, hvilket giver bredde; at jeg gerne havde haft lidt mere fokus de hårde elementer, ændrer ikke på, at ”Umbra” byder på en solid og velproduceret omgang Metal, uanset hvad man så kalder genren.

Tracklist:
1. Lost It All
2. Blinded (feat. Scott Kennedy)
3. Umbra
4. Supremacy
5. White Hills (feat. Andreas Bjulver)
6. Before We Erase It
7. Kissed by the Sun
8. Black Sky
9. The Ancient One
10. Temptress
Samlet spilletid: 37:53

Læs mere...

Roselyn - Alive at Zero

Bandet Roselyn stammer fra Århus, og blev startet i 2012. I 2013 og 2014 udsendtes de to EP´er "My Surrender is a Victory" og "Heartmatter", men siden har der været stille på udgivelsesfronten. Det ændres der på nu, hvor bandets første album, "Alive at Zero" udsendes.
Albummet indeholder 12 numre, hvor århusianerne giver prøver på deres fortolkning af Metalcore. Den er grundlæggende tung og hård med markante anslag og en godt brølende frontmand i form af Ebbe Ryberg; alt samme godt funderet i den produktion, som Chris Kreutzfeldt har kreeret med vanligt sikker hånd.
Men musikken er andet en rå kraft, og der er blevet plads til melodiske passager i de fleste numre, enten som gennemgående elementer, eller i B-stykket. Mest markant i den sammenhæng er ”Strings / Prelude”, der med sine meget smukke og stemningsfyldte strygere fungerer som et flot oplæg til det efterfølgende ”My Feet Were Never Meant To Touch The Ground”.
Roselyn har dermed en udmærket balance mellem musikkens hårde og mindre voldsomme elementer, men der er også lagt fine detaljer ind flere steder: Små ting som lidt skæve guitarer i åbningsnummeret og ”For the War”, og den overraskende rytmeboks i ”Never Sleep Again” er med til at give numrene personlighed. Alligevel er det de passager med fremdrift og groove, der efterlader det stærkeste indtryk på albummet, og som jeg gerne havde haft lidt mere af.

Tracklist:
1. The Unwanted
2. Alive at Zero
3. Never Sleep Again
4. Grace and Fire
5. Iron Sharpens Iron
6. Strings / Prelude
7. My Feet Were Never Meant To Touch The Ground
8. Goodbye Dinosaur
9. For the War
10. Victimizer
11. Drowned in Violence and Swallowing Bullets
12. Calm the Storm
Samlet spilletid: 38:12

Læs mere...

Light The Torch - You Will Be The Death Of Me

“You Will Be The Death Of Me” er det andet album fra Light The Torch, siden de måtte skifte navn far The Devil You Know i 2017 for at undgå en kamp om rettighederne til dét navn. På det nye album har Howard Jones, Francesco Artusato og Ryan Wombacher fået Whitechapels Alex Rudinger med på trommer.
Der lægges udmærket fra land, for de 3 første numre kombinerer udmærkede guitarelementer med varierende mængder synthesizer og fornuftige melodier; helheden er på samme tid fængende og har kant. Alligevel er der ingen af de nævnte elementer, der kommer i nærheden af, at være albummets største aktiv. Dén titel snupper Jones nemt, for han er bare udstyret med en usædvanligt flot vokal; den har volumen og kraft, og kan både være blød og rund eller brølende rå.
Efter den fine start er det som om albummet falder lidt ned på hælene; melodierne er ikke helt så iørefaldende, og energien falder. Her er det kun ”Living With A Ghost” og ”Denying The Sin” der rammer niveauet fra starten af albummet. Til gengæld holder Jones fanen højt helt frem til slutnummeret, som er et cover af Terence Trent D’Arbys gamle hit ”Sign Your Name” – en udgave, hvor vokalen igen kommer til sin ret, og som efterlader mig med fornemmelsen af, at den havde fortjent bedre musik at lege med.

Tracklist:
1. More Than Dreaming
2. Let Me Fall Apart
3. End of the World
4. Wilting In The Light
5. Death Of Me
6. Living With A Ghost
7. Become the Martyr
8. Something Deep Inside
9. I Hate Myself
10. Denying The Sin
11. Come Back To The Quicksand
12. Sign Your Name
Samlet spilletid: 42:44

Læs mere...

Nothing Noble - Modern Dismay

Oprindeligt hed bandet Everything is Terrible, og udsendte under det navn EP’en "Life Is Garbage” og albummet ”Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse” i hhv. 2014 og 2015. Nu er de tilbage med nyt navn og et nyt album, som er produceret af Chris Kreutzfeldt.
Han har som vanligt skabt et lydbillede, som både giver musikken den nødvendige tyngde og samtidig er gennemsigtighed. Især tyngden kommer Nothing Noble til gode, for deres fortolkning af Metalcore fokuserer mere på de hårde end de melodiske sider af genren. Det fungerer fint, når de knaldhårde guitarhug får støtte fra en stærk keyboardmelodi, som det sker i titelnummeret. De fleste numre benytter sig af de samme elementer, hvor den voldsomt brølende vokal øger numrenes skarpe fremtræden.
Hårdheden har også en skyggeside, for i de fleste numre er de voldsomme sider så dominerende, at helheden fremstår lukket og uinteressant. Heldigvis forsøger Nothing Noble sig også med andre tilgange, som fungerer bedre: ”Torn Asunder”, hvor Kim Song Sternkopf fra MØL leverer en voldsom gæstevokal, er mere traditionel Melodisk Death Metal; udmærket uden at imponere. Det gør ”Carnation” til gengæld; nummeret er en tilbagelænet og vokser efter en stille start til en spændende blanding af Rock og Metal med progressive elementer. Desværre kommer de resterende tracks ikke i nærheden af samme niveau, hvilket får albummet til at fremstå en tand for langt.

Tracklist:
1. (of doom)
2. Modern Dismay
3. Bond of Blood (feat. Brendan Murphy)
4. Rotting Away
5. As Shadows Grow Long
6. Black Earth
7. Torn Asunder (feat. Kim Song Sternkopf)
8. Carnation
9. Eternal Change
10. Risen
11. Essence
12. A Breath of the Dirt
13. The Path to Peace
Samlet spilletid: 47:56

Læs mere...

Archon - Altiora

Hvis navnet Archon ikke lige siger dig noget, er det ikke underligt; bandet fra Århus er et nyt bekendtskab, og EPen ”Altiora” er deres første udgivelse. Ideen til Archon opstod, da guitaristen Jonas Larsen og trommeslageren Jeppe Bo Kibsgaard mødtes i 2018. Med tilgang af guitaristen Kresten Maigaard Axelsen og sangeren Sofus Nielsen er line-uppet komplet.
Åbningsnummeret ”Begin” giver et fint indblik i maskinrummet hos Archon: Her mødes man af tunge guitarer og ditto trommer, der har masser af power. Det samme gælder vokalen, uanset om den leveres i ren eller brølende udgave, og det hele har produceren Chris Kreutzfeldt placeret i et ret massivt lydbillede. Med fint placerede keyboards fremstår det hele som typisk moderne Metalcore.
Men i ”Purgatory” viser århusianerne, at de har et gear mere at køre i: Nummeret har en mere kompliceret struktur, men samtidig også mere power, og det rykker rigtig godt. Det samme gør ”Dark Grounds”, hvor Andreas Bjulver Paarup fra Cabal gæster. Ham gør Royal Deceits
Mathias Rønde Uldall-Jessen kunsten efter i ”Playing the Victim”, hvis uptempo passage kører rigtig godt. Alligevel er min favorit på EPen ”Gloom”; foruden at bygge på de samme elementer som de øvrige tracks har nummeret en lækker guitarmelodi, der lige giver prikken over i’et.
Selv om Archons musik følger den klassiske opskrift for Metalcore med både hårde og melodiske elementer, er der nogen tvivl om, at man satser mest på den hårde side. Det sikrer rigeligt med power, men indeholder risikoen for, at tingene bliver for lukkede. Men da det ikke sker på ”Altiora“, er det en udmærket start for Archon.

Tracklist:
1. Begin
2. Purgatory
3. Dark Grounds (feat. CABAL)
4. Gloom
5. Playing the Victim (feat. Royal Deceit)

Samlet spilletid: 20:20

Læs mere...

Disillusionist - Love And Anxiety

Bag de 6 numre på "Love And Anxiety” ligger en kærlighedshistorie, som indeholder dystre temaer som depression, dysfori og selvmord. Bag udgivelsen står den københavnske trio Disillusionist, som iflg. presseteksten vil tage lytteren med tilbage til 00’ernes sceamo.
Og det gør de også, for vokalen er hele vejen igennem heftigt skrigende på den forventede monotone facon. Når jeg skriver forventede er det fordi, at jeg lynhurtigt bliver træt af den stil, og derfor skal koncentrere mig for ikke at lade det gå ud over helheden. I tilfældet Disillusionist er opgaven ikke helt så svær, for det lykkes for bandet at skabe en vis balance i tingene ved at inkludere en masse melodiske elementer i numrene. Især guitaren lykkes rigtig godt med opgaven at holde de voldsomme vokale angreb fra livet; kun et par steder må den overgive sig, og så falder den samlede oplevelse med det samme i niveau.
Men at de også kan sætte tingene helt anderledes sammen, viser Disillusionist i det afsluttende ”Funeral Plans”: Selvom vokalen stadig er skrigende, vises der meget mere udtryk, og man mærker sangerens fortvivlelse. Samtidig er den ledsagende musik virkelig stærk, trods en ret sart grundstruktur, og nummeret er udgivelsens højdepunkt. Men også helheden fortjener ros, for selvom ikke alt fungerer lige godt, så slipper Disillusionist godt fra en vanskelig opgave.

Tracklist:
1.Sleeper
2.Shibuya
3.Dysphoria
4.Resented
5.Seclusion
6.Funeral Plans
Samlet spilletid: 19:01

Læs mere...

Ghost Iris - Comatose

Med ”Comatose” er Ghost Iris ude med deres fjerde album; et album, som de har arbejdet på det meste af de seneste to år. Bandet udtaler i den forbindelse, at albummet markerer en tilbagevenden til rødderne.
Efter en kort instrumental intro hamres der løs i ”desert dread”, hvor medlemmerne fra Hovedstaden får prominent besøg af Chimaira-sangeren Mark Hunter, der sætter et brølende aftryk på nummeret, der med tunge guitarer og et flot melodisk omkvæd byder velkommen til en stærk omgang Metalcore. Valget af Hunter er ikke tilfældigt, for når man hører albummet igennem, er det tydeligt, at netop Chimaira har været en inspirationskilde for Ghost Iris. Musikkens voldsomme side byder ind med tunge riffs, hvor der er den samme vægt på de tekniske aspekter. Resultatet er virkelig hårdtslående, og står i stærk kontrast til numrenes melodiske omkvæd. Her er der stor ros til sangeren Jesper Vicencio Gün, som leverer en meget varieret indsats; han nøjes ikke med at lave det klassiske skift mellem brølende og ren vokal, men får også udstyret begge hovedtyper med fine nuancer.
Nogle steder tipper balancen lidt for langt mod det mørke, så numrene bliver lidt for lukkede; heldigvis er det ikke en dominerende tendens. Det understreges i afslutteren ”power schism”, hvor Ghost Iris runder af med af vise, hvordan lys og mørke skal deles på den fede måde.

Tracklist:
01. (3815935)
02. desert dread feat. Mark Hunter (of Chimaira)
03. paper tiger
04. cult
05. former self
06. coda
07. ebb//flow
08. cold sweat
09. coma
10. power schism

Samlet spilletid: 36:42

Læs mere...

Daze of June - Tainted Blood

Daze of June debuterede i 2018 med albummet ”Heart of Silver”, og nu er bandet fra København klar med næste kapitel. Albummet har fået titlen ”Tainted Blood”, og er produceret af Henrik Udd.
Han har skabt en stor produktion, hvor lydbilledet indeholder mange lag og flere instrumenter, end man lægger mærke til ved første gennemlytning. Det giver musikken en stor tyngde, men gør den også meget massiv. Det passer i første omgang fint til musikken, for Daze of June spiller Metalcore med genrens typiske skift mellem hårdtslående rytmer og mere melodiske passager. Og selvfølgelig har vokalen også en dobbeltsidig natur, hvor der på den ene side synges rent, på den anden skriges og brøles aggressivt. Her er det imponerende, hvor uanstrengt der skiftes mellem de forskellige udtryk.
Fra start holdes der et højt energiniveau, og bandet klarer sig bedst, når tempoet er højt – det understreger åbningsnummeret. Til gengæld bliver de melodiske passager mere eller mindre løbet over ende, for melodierne er ikke stærke nok til, at de kan markere sig i den interne tvekamp. Det får numrene til at fremstå ret ens; en fornemmelse, som produktionen er med til at forstærke. Derfor er det positivt, når Daze of June prøver noget andet, som i “Hypnos” hvor Courtney LaPlante supplerer med vokal, eller ”Refuse the light”, som har en mere retlinet opbygning.

Tracklist:
1. New Beginnings
2. Four Knives
3. Hypnos (feat. Courtney LaPlante)
4. Son
5. Nyx
6. Refuse the light
7. Hiroshima (feat. Keisuke)
8. Black-Eyed
9. Birth of Memories
Samlet spilletid: 43:14

Læs mere...

Psy:code - Persona

Tre år er der gået, siden Psy:code udsendte albummet ”Mørke”, og nu er der igen nyt fra hovedstaden. Det er albummet ”Persona”, som er det fjerde i rækken; det er produceret af bandet selv, mens mix og mastering er lagt i hænderne på Tue Madsen.
Stilmæssigt fortsætter Psy:code deres egen fortolkning af Metalcore, der har en voldsomt skrigende vokal som galionsfigur, og i det hele taget slagside mod det voldsomme på bekostning af de melodiske elementer. De fleste numre er godt nok udstyret med et lydtæppe af keyboards, men derudover er der ikke så meget modspil til vokalen. Og når der endelig er, kommer den ikke helhjertet – det virker som om man er bange for at blive for bløde.
Som ved mine tidligere møder med Psy:code er det derfor de mere stille passager i f.eks. ”Simplified” og ”Keep on Pretending”, hvor tingene fungerer bedst for bandet; her er der balance i tingene.
Albummet indeholder også tre numre med danske tekster, men de får mest Psy:code til at fremstå som en heavy udgave af The Minds of 99, så den afstikker er ikke helt vellykket. Samme betegnelse må jeg desværre sætte på ”Persona” som helhed, for heller ikke denne gang formår bandet at overbevise mig – der er for få øjeblikke, hvor tingene matcher hinanden, og for mange, hvor de ikke gør.

Tracklist:
1. Collide
2. Deranged
3. Breathing Fire
4. Aldrig
5. Dark Days
6. Demons Guide My Way
7. Til Evig Tid
8. Simplified
9. Keep on Pretending
10. Black Souls
11. Perfect Imperfection
12. Samme Vej
Samlet spilletid: 45:30

Læs mere...

Irist - Order Of The Mind

Selvom Irist blev dannet i Atlanta, Georgia, stammer tre af bandets fem medlemmer fra Sydamerika. Og det var da også et andet band fra den verdensdel, nemlig Sepultura, der inspirerede Pablo Davila og Bruno Segovia til at starte deres eget band. ”Order Of The Mind” er deres første album, og kommer fem år efter bandets start.
Det virker som om den tid er gået med at ophobe vrede og energi, for der er godt nok knald på de ti numre! Og det er ikke fordi tempoet er vildt opskruet, for her befinder man sig i middelklassen. Men når det kommer til sangeren Rodrigo Carvalho, er det en anden sag: Han brøler og skriger sig igennem numrene med en enorm vrede – han lyder virkelig pissed off.
Det giver numrene en vis slagside, som man i større eller mindre grad forsøger at balancere via mere melodiske indslag. Oftest er det mindre, for egentlig melodisk bliver det kun i ”Severed” og ”Harvester”, hvor en ren vokal i stil med Fear Factory giver afveksling. I de resterende tracks bliver alle vokaler leveret brølende og råbende, så det er en bevidst drejning, man giver udtrykket. Hvis man kun søger power, er det en fin strategi, men for alle andre bliver det hurtigt monotont. Personligt håber jeg på mere bredde fra Irist, næste gang de giver livstegn.

Tracklist:
1. Eons
2. Burning Sage The Cleansing
3. Severed
4. Creation
5. Dead Prayers
6. Insurrection
7. Order of the Mind
8. Harvester
9. The Well
10. Nerve
Samlet spilletid: 40:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed