fbpx

Aphyxion – Void

Det vakte en del opsigt da Aphyxion for mere end ti år siden trådte ind på den danske Metalscene; de meget unge knægte fra Ribe overraskede med usædvanlig musikalsk modenhed og kunnen. Siden er det blevet til flere albums og koncerter i både ind- og udland, og man må sige, at bandet er kommet langt. Hvor lang viser de på deres tredje fuldlængde, som kort og godt hedder ”Void”.

Her står det hurtigt klart, at Aphyxion også har udviklet sig stilmæssigt, for den Death Metal, der tidligere stod på programmet, er nu afløst af en mere kompleks stil, som bedst kan beskrives som Metalcore. For mange bands betyder blot det en kombination af brølende og rene vokaler tilsat ensformig Metal, men Aphyxion nøjes heldigvis ikke med standard opskriften. Vokalerne er som foreskrevet, men de ledsages af Metal, som varieres temmelig meget. Især rytmerne skifter, så det ligefremme kombineres med hakkende og ind imellem ret komplekse strukturer. Det illustreres godt i både “A Gap of Sky” og “Sedate Myself”, som begge har godt med energi og brøl, men også lige mangler det sidste for at imponere. Det kommer så i ”Happily Apathetic” og “Pain”, hvor usædvanligt flotte og fængende omkvæd lige sætter prikken over i´et. Dermed markerer de toppen på et album, hvor Aphyxion ikke kun viser mange facetter, men også modet til at udvikle sig.

Tracklist:
1. Fork Tongued
2. Sleepwalkers
3. Restless Nights
4. Crown of Thorns
5. Happily Apathetic
6. A Gap of Sky
7. Sedate Myself
8. Pain
9. No Man is an Island
10. Stronger in the End
11. Void
Samlet spilletid: 43:57

Læs mere...

Bring Me The Horizon - Amo

Kigger man på hvad der er blevet sagt og skrevet om Bring Me The Horizon (BMTH), har medlemmernes gøren og laden næsten været mere til debat end bandets musik, specielt i hjemlandet England. Faktum er, at bandets stilskifte mod det mere poppede har delt vandene. Hvor BMTH stilmæssigt befinder sig anno 2019, giver bandets sjette album, ”Amo”, svar på.

På flere områder kan jeg konstatere, at de holder kursen, for albummet byder på både Metal, Electro og Pop. De første to optræder sammen, og giver med tunge rytmer en masse power til ”Mantra”, ”Sugar Honey Ice & Tea” og ”Wonderful Life”. Sidstnævnte har Dani Filth som gæst, men skæmmes en smule af en uinteressant melodi.

Netop styrken i melodierne (eller rettere mangel på samme) er et minus ved ”Amo”. Det betyder mindre, at der er mange numre med meget elektronik og mere rolig tilgang; stilen er gennemført, og det hele er virkelig godt produceret. Når man skruer ned for hårdheden, skal man kompensere med noget andet, men her kniber det for BMTH. Det super-poppede ”Mother Tongue” udgør her et yderpunkt, men også andre tracks står svagt på det punkt.

Hvis man har Sheffield-bandets tidlige dage med Deathcore som reference, vil man ikke begejstres over ”Amo” – her er der for meget melodi, skønsang og elektroniske elementer til at matche det brutale udgangspunkt. Men hvis man er stået på BMTH-toget senere i karrieren, vil man påskønne bredden i et album, som måske er bandets mest poppede, men samtidig et gennemført og på mange måder meget modent udspil.

Tracklist:
1. I Apologise If You Feel Something
2. Mantra
3. Nihilist Blues" (featuring Grimes)
4. In the Dark
5. Wonderful Life" (featuring Dani Filth)
6. Ouch
7. Medicine
8. Sugar Honey Ice & Tea
9. Why You Gotta Kick Me When I'm Down?
10. Fresh Bruises
11. Mother Tongue
12. Heavy Metal (featuring Rahzel)
13. I Don't Know What to Say
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Unearth - Extinction(s)

Unearth kan konstatere, at det i år er 20 år siden, at bandet startede i Boston, Massachusetts. Det er pænt lang tid for et band, hvilket ofte resulterer i udskiftninger. Det gælder også her, men pudsigt nok er det kun gået ud over positionerne bas og trommer – de to guitarister Ken Susi og Buz McGrath samt sangeren Trevor Phipps har været med hele vejen.
Med en voldsomt og vredt brølende vokal fører Phipps an i et sandt bombardement af Metalcore, som fra starten virkelig har gang i den: ”Incinerate” sparker døren ind med et fedt drive og skarpe guitarer, ”Dust” følger op med skæve og tunge guitarer, ”Survivalist” har hakkende rytmer, mens ”Cultivation Of Infection” vender tilbage til udgangspunktets voldsomme energi. Et gennemgående træk er virkelig flotte guitarer, som med melodiske soli og hooks bringer balance i begivenhederne.

Efter denne meget effektive start er det desværre som om, at Unearth har tømt sækken med gode ideer. De efterfølgende numre mangler hverken power eller melodier, men de følger bare genrens grundopbygning uden ret meget personlighed. Kun i ”No Reprisal” lykkes det at skabe lidt afveksling, men det er ikke nok til at redde albummets anden halvdel fra at ende som en skuffelse. Derfor ender ”Extinction(s)” kun lidt over “OK”, selv om starten signalerede noget meget større.

Tracklist:
1. Incinerate
2. Dust
3. Survivalist
4. Cultivation Of Infection
5. The Hunt Begins
6. Hard Lined Downfall
7. King Of The Arctic
8. Sidewinder
9. No Reprisal
10. One With The Sun
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...

Monuments - Phronesis

Jeg er ikke tidligere stødt på Monuments, men det kan jeg så indhente nu, hvor deres nye album ”Phronesis” er på gaden. Det er bandets tredje, så de er forbi den svære toer, og pressetekstens omtale af bandets Progressive Metal øgede mine forventninger til musikken.

Stor var derfor min overraskelse, da musikken gik i gang: I stedet for Progressive toner i stil med Opeth eller Dream Theater, blev jeg mødt af Metalcore! Frontvokalen, som veksler mellem rå brølen og poleret skønsang, de flerstemmige kor – umiskendeligt Metalcore! Med tiden (læs: efter mere intens lytten) hører man en lille smule af de lovede tekniske elementer, men de er skubbet så langt i baggrunden, at de ikke markerer sig for alvor.

Ok, en ting er, at indholdet ikke svarer til beskrivelse – Hvis musikken så bare var spændende, men det er den ikke – især passagerne med ren vokal peger mere i retning af Pop end Metal. Melodierne er ikke særligt flotte, og intensiteten er hørt meget bedre før.
I sidste ende kan jeg ikke være andet end skuffet over mit første møde med Monuments; det her er stor ståhej for (næsten) ingenting. Man kan ikke tage fra musikerne, at de spiller udmærket, men den teknisk betonede overbygning, til sætter på Metalcore elementer bidrager med stort set ingenting – den tid i studiet kunne være brugt meget bedre.

Tracklist:
1. A.W.O.L
2. Hollow King
3. Vanta
4. Mirror Image
5. Ivory
6. Stygian Blue
7. Leviathan
8. Celeste
9. Jukai
10. The Watch
Samlet spilletid: 39:52

Læs mere...

Crossfaith - Pumpehuset, 05.10.18

Efter bandets mere end overbevisende optræden på Copenhell i sommers, var det næsten uundgåeligt, at de japanske electrometallere ville komme tilbage. Her er de så. Det er fredag, der er udsolgt, og det er tid til fest.

Crossfaith:
Det er sjovt at tænke på, at jeg så Crossfaith varme op for Skindred samme sted for fem år siden – men hvor Skindred stadig spiller for et halvt hus på den lille scene, er Crossfaith ovenpå og næsten som at være sild i en tønde. Det var måske forventet efter den positive modtagelse på Copenhell, men det føles alligevel voldsomt (på den gode måde), og det ligger ligesom i luften, at både band og publikum er enige om, at der i aften bliver skabt historie.

Lyder opskriften denne gang så ”bare” a la Copenhell, blot en anelse mere intenst, med længere spilletid og en anelse flere tilskuere? Klart ja, dernæst ja og så sandsynligvis ja – forskellene er derudover marginale. Det er af indlysende årsager først og fremmest lettere for Crossfaith at få aktiveret publikum, og dét gør de til fulde: der er alverdens pits, wall of deaths, fælleshop, SlipKnoT-manøvren, jublen og hujen på kommando – og det er kun fra publikums side, bandet står absolut ikke stille: når frontmand Kenta Koie først griber fat giver han ikke slip igen, nogensinde. Trommeslageren skal også roses (igen og igen) – på Copenhell strøg han direkte fra flyet og ind på scenen, denne gang spiller han kun med én hånd da den anden er skadet. Det er altså dedikation. Salens energi og fælles entusiasme bliver på trods af to opvarmningsbands og en times spilletid altså ikke mærkbart mindre som tiden forløber, selvom den bagerste halvdel af salen er fuldt ud tilfreds med blot at tylle bajere og kaste håndtegn. Især førstnævnte, hvor gulvet efter showet er decideret farligt at bevæge sig på.

Den længere spilletid udstiller så til gengæld bandets klare svaghed: musikken er bare ikke synderligt interessant i længere mængder. Det er for ensformigt og for anonymt. Det vil hele den forreste del af salen nu skide et stykke, og med rette, for der er fest deroppe og de tonser rundt. Men. Fordelen ved Copenhell-showet var dets intensitet, der kom fra den begrænsede scenetid på knap 35 minutter – det var så tilpas hurtigt overstået til, at det aldrig blev kedeligt. Crossfaith er, står det tydeligt efter denne gang, ikke helt der hvor de kan bære et headlinershow, ikke komplet i hvert fald. Det er stadig rigtig godt, det skal understreges, både lyd og lys kører i øvrigt som det skal – nu skal der bare nogle musikalske forbedringer til, især ift. dynamikken i de enkelte sange. Der er nogle enkelte skæringer der stikker ud, men det lader til at være de ældre sager... Det er jo ikke så heldigt. Alligevel har folk en grande fest hele vejen rundt omkring mig, og det er nok til at nyde det (næsten) hele vejen igennem. Lad os se hvordan de næste par albums bliver, og mon ikke Crossfaith med tiden får en fast plads på vores breddegrader. Det tror jeg.

Læs mere...

Horseman - Of Hope, Freedom And Future

Horseman stammer fra Gütersloh i det vestlige Tyskland, hvor bandet startede fem mand stærk i 2008. Et par år efter udkom debutskiven ”Centaurus”, som hurtigt fik følge af "Distortion Of Liberty”, men herefter har der været stille på albumfronten. Efter at have fået nye medlemmer i form af Gregor Panic (Guitar) og Christoph Brennecke (Bas), er tyskerne klar med deres tredje fuldlængde.

Jeg er ikke tidligere faldet over bandet, men det betyder mindre, for deres musik er nem at komme ind på livet af – her drejer det sig om energi. Den kommer fra en grundstamme af Thrash Metal, som afvikles i pænt tempo, og derfor i sig selv har fint med power. Den får tilført et ekstra skud fra sangeren Stefan Böhm, som i bedste Hardcorestil råber sig vredt igennem albummet. Kombinationen af de to ting er tolv numre, hvor de forskellige stilarter bølger frem og tilbage uden, at den ene eller den anden har overtaget.

Desværre sker det uden ret meget variation, for hverken vokal eller musik byder på ret mange nuancer; jeg kommer hurtigt til at opfatte rækken af numre som meget ens. I forbindelse med en koncert er resultatet måske tilstrækkeligt, men hjemme i stuen bliver jeg hurtig mæt af indholdet. Derfor er det primært via deres energiske elementer, at Horseman lige hiver et OK hjem herfra – albummet som sådan vil ikke efterlade noget varigt aftryk.

Tracklist:
1. Of Hope, Freedom And Future
2. A Thousand Wars
3. Hunters
4. See Me Hanging
5. The Monsters I Feed
6. Die Gedanken Sind Frei
7. Teach Them To Question
8. An Open Mind Breaks Down Walls
9. The Giant
10. Fools Keep Marching
11. The Final Dance
12. Shellshock
Samlet spilletid: 48:00

Læs mere...

Like A Storm - Catacombs

Min eneste tidligere møde med New Zealand-bandet Like A Storm var i 2015, da de udgav ”Awaken The Fire”; et mellemgodt Hardrock album, som gav bandet sit gennembrud. Nu skal de så vise, at de har mere at byde på, hvilket sker med "Catacombs”; albummet er indspillet i Las Vegas, men ligesom forgængeren produceret af bandet selv.

I de senere år har Like A Storm turneret verden rundt og spillet med forskellige navne, og det har åbenbart inspireret. Musikken på det nye album har bevæget sig væk fra den egentlige Hardrock, og viser tydeligt inspiration fra Metalcore og Nu Metal. Det kommer til udtryk i let hakkende rytmer, som sammen med synth effekter giver numrene kant, mens vokaler og melodier holder sig i den pæne ende af skalaen. Det fungerer udmærket i åbningsnumrene, hvor der også optræder didgeridoo. Det hører man også i titelnummeret, som med sin enkle startmelodi minder meget om Linkin Park.

De samme elementer genfindes i albummets øvrige numre, som ikke gør det store væsen af sig, de følger nogenlunde kendte veje, hvor kun tre numre skiller sig ud: ”Hole In My Heart” fremstår positivt med sine tungere rytmer og brølende vokal, mens ”Complicated” og ”Solitary” hurtigt bliver irriterende på grund af en lille autotune effekt, som man ødelægger vokalen med.

Like A Storm fortjener ros for at afprøve nye ideer, men desværre får de ikke nok ud af anstrengelserne; de lettilgængelige omkvæd skal nok skaffe bandet airplay i radioen, men samlet set er der ikke meget at komme efter.

Tracklist:
1. The Devil Inside
2. Out Of Control
3. Catacombs
4. Complicated (Stitches & Scars)
5. Solitary
6. The Bitterness
7. Until The Day I Die
8. Hole In My Heart
9. Bullet In The Head
10. These Are The Bridges You Burned Down
11. Pure Evil
Samlet spilletid: 48:19

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Crossfaith

CROSSFAITH_2Så bliver det heller ikke mere moderne. At blande elektronisk musik med metal er ikke nyt, bare tag Enter Shikari eller Horse The Band som eksempler: vidt forskellige, men med nogenlunde samme udgangspunkt. Og så er der Crossfaith, de skøre, festlige japanere. På trods af at bandets ene bil åbenbart ”nærmest eksploderede” på den tyske autobahn dagen forinden og trommeslageren først blev afvist at gå i land fra færgen, og derfor blev forsinket og først ankom til Copenhell for ni minutter siden – ja så er det ret ligegyldigt. Fem minutters forsinkelse, et proppet Pandæmonium, og derefter 35 minutters intensiv og nådesløs fest, her kommer vi.

Der er SMÆK på. En hård elektronisk intro overtages af cirkelpit og fælleshop indenfor tyve sekunder. Forsangeren og keyboardfyren er alle steder på én gang, hele bandet er storsmilende, fulde af energi og spilleglæde, hvilket i den grad smitter af på publikum. Ikke at vi behøver megen motivation: der er gang i den hos langt de fleste. Men motivation får vi nu alligevel og uafbrudt, for forsangeren er en energibombe af dimensioner (”kan jeg få et cirkelpit?! Kom nu, et til! Alle sammen hop! Lad mig se jeres hænder!!”). Det føles dog aldrig det mindste påtaget. Planlagt, helt sikkert, men ikke påtaget og det gælder også for resten af bandet der kan deres metalcore-moves fra a til z. F.eks. er førnævnte keyboardgut vild nok til uden problemer både at hoppe rundt mens han synger OG drikker Jægermeister i ”Jägerbomb”. Den ungdommelighed.

Og hvilket andet band kan ellers tage den udødelige Prodigy-basker i ”Omen” og lave et helt udmærket cover ud af – for så at afslutte den med en tøndebasker-solo, der har lige den rette længde (dvs. i den korte ende)? Jamen selvfølgelig. SlipKnoT-manøvren kunne man dog godt skille sig af med (også selvom den virker upåklageligt), og en anelse tydeligere lyd kunne godt ønskes, men med alt det soniske der foregår, er lydteknikeren tilgivet. Det bliver tilmed til 2 x wall of death i ”Leviathan”, og syv sange senere er den hjemme – mere spilletid er unødvendigt. Årets show på Copenhell, uden tvivl.

Sætliste:
1) – Xeno
2) – Monolith
3) – Freedom
4) – Jägerbomb
5) – Omen (The Prodigy cover)
6) – Countdown To Hell
7) – Leviathan
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Parkway Drive

PARKWAY DRIVE_3Hvem bedre til at åbne den store scene, og for manges vedkommende dermed hele festivalen, end (ex?) metalcore-giganterne i Parkway Drive? Jovist, man kunne da have ønsket sig et tidspunkt a la 2013, hvor de med stor succes lukkede og slukkede Hades-scenen om fredagen (ikke mindst når Avenged Sevenfold senere hen skulle vise sig at skuffe gevaldigt) – men en åbningsseance er også ganske glimrende. Om end en middelmådig start skal vi kun forbi ”Wishing Wells” og ”Prey” før helvedes porte for alvor åbner.

Herfra og de næste tre kvarters tid er der kæmpe og næsten uafbrudt fest i pitten, sommetider endda på tværs af scenen der ellers har et podie i midten. Bandet selv finder sig hurtigt til rette og spiller som de plejer overlegent, rutineret og med glæde – ikke mindst forsangeren ser ud til at have det fornøjeligt. Det smitter af: jeg mindes ikke at have set en større pit siden Lamb Of Gods legendariske fremtræden for seks år siden. Til gengæld skal der nævnes et problem der skulle vise sig at blive kontinuerligt igennem de næste tre dage: vinden. Lyden bliver simpelthen kastet rundt af den, og bevares, det er ikke fordi der er mange skjulte detaljer i Parkway Drives musik, men når lydbilledet er lidt ud over det hele, ja så lider det samlede indtryk.

Med ”Ire” og ”Reverence” er der blevet taget gevaldige skridt væk fra metalcoren og ikke overraskende er der i dag kun ganske få skæringer fra de andre skiver – så når de gamle bangere (”Idols And Anchors”, ”Karma” og ”Wild Eyes”) endelig kommer føles det som et kærkomment gensyn. Mange af bandets fans vil nok se sig selv stå af indenfor de næste år (hvis de ikke allerede har gjort det), for det går kun én vej. Ikke at de nye sange klarer sig dårligt, på ingen måde, faktisk står de af og til stærkere – selvom fællessangen har det med at overdøve dén holdning. 
Således går en time stærkt i surferdrenges selskab, og det ender i et solidt og gennemført show som altid, men den uknuselige sejr for år tilbage bliver dog ikke genskabt.

Sætliste:
1) – Wishing Wells
2) – Prey
3) – Vice Grip
4) – Dedicated
5) – Cemetery Bloom
6) – The Void
7) – Idols And Anchors
8) – Karma
9) – Absolute Power
10) – Wild Eyes
11) – Crushed
12) – Bottom Feeder

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed