fbpx

Abiotic - Symbiosis

Her er et band, som har vind i sejlene: Abiotic blev startet i 2010, og udgav året efter EPen ”A Universal Plague”. Mere skulle der ikke til for at skaffe en kontrakt med Metal Blade Records, som nu udsender albummet ”Symbiosis”. Unægtelig en karriere som sætter mine forventninger i vejret.
Der er heller ingen tvivl om, at musikerne i Abiotic kan deres kram, og ikke bare hver især har superb kontrol over instrumenterne, men som også formår at spille sammen under meget krævende forhold, for deres fortolkning af Death Metal følger nemlig kun delvist de gængse stier for genren. Således nøjes man ikke med en growlende vokal, men supplerer den med en hvæsende udgave, der skærer gennem mine trommehinder som en jedi-ridders lyssværd gennem stål. En meget energirig, men i længden enerverende oplevelse.
På den musikalske side mangler der heller ikke power, også her bliver der givet gas. I de første 2 numre giver forvrængede elementer og skarpt skårne rytmer det hele et snert af Industrial, men herefter er det Dødsmetallen, som tager over. Det sker bl.a. med vilde guitarløb, som i rasende tempo flyver og farer rundt i lydbilledet, og nærmest slynger sig om vokalerne. Det er teknisk meget flot lavet, men bliver meget hurtigt både forvirrende og irriterende. Her mangler jeg noget mere struktur i numrene, for som de fremtræder her, er der for meget kaos og for lidt fast grund under fødderne. Sjovt nok sluttes der af med en mere traditionel omgang Black/Death Metal, som langt overgår kvaliteten af de øvrige numre. Desværre er spilletiden kun et minut, så det kan ikke rette op på det generelle billede af kaos.

Tracklist:
1. Metamorphilia
2. Vermosapien
3. A Universal Plague
4. To Burgeon and Languish
5. Hegira
6. Conquest of Gliese
7. The Singe
8. Exitus
9. Facades
10. The Graze of Locusts

Samlet spilletid: 43:08

Læs mere...

Valkyrja - Contamination

"Contamination" er det andet album fra svenske Valkyrja, og deres første på Metal Blade. Bandet blev startet i 2004, og debuterede med "The Invocation Of Demise" i 2007. Efter planen skal denne titel genudgives senere på året, så man må sige, at pladeselskabet bakker op om bandet.
Det er der også god grund til, for Valkyrja spiller en udmærket omgang Black Metal. Specielt det egentlige åbningsnummer "Oceans To Dust" lægger virkelig fra land med power. Stilmæssigt minder nummeret om en ikke-symfonisk udgave af Dimmu Borgir, og er virkelig fedt.
Herefter falder niveauet lidt, og de resterende numre har ikke helt den samme klasse. De mangler ikke energi, men ligner hinanden en del. Sangeren A.L.s lettere skrigende og noget unuancerede vokal trækker helheden i samme retning.
De to guitarister, S.W. og A. Hed, markerer sig gennem hele albummet med super arbejde. De kombinerer hårde riffs med melodiske elementer, der smelter sammen til et hele. Også i de mindre markante numre som f.eks. "Laments Of The Destroyed" tilfører guitarerne passende melodier, der hæver kvaliteten hele vejen igennem. Det er i høj grad deres fortjeneste, at "Contamination" samlet set placerer sig over middel. Og så er det også værd at holde øje med debutalbummet, der som nævnt genudgives senere i år.

Tracklist:
01. Advent
02. Oceans To Dust
03. Catharsis (Contaminate The Earth)
04. Solstice In Withdrawal
05. Laments Of The Destroyed
06. Ambience Of The Dead
07. The Womb Of Disease
08. Welcoming Worms
09. A Cursed Seed In The World
10. The Adversarial Incentive Within All

Samlet spilletid: 56:42

Læs mere...

Valkyrja - The Invocation Of Demise

Dette debutalbum fra svenske Valkyrja udkom i oprindeligt 2007, 3 år efter bandet blev grundlagt. At det dukker op nu skyldes, at bandet barsler med et nyt album, hvilket pladeselskabet udnytter til at genudgive det første.
Albummet kunne være en glimrende følge-CD til "Den Sorte Metals ABC", hvis en sådan fandtes – "lige efter bogen" er nemlig en rammende beskrivelse af alle skivens elementer. Både A.L.'s raspende vokal, de lynhurtige blastbeats og de tilsvarende guitarer er som taget direkte fra andre albums i samme genre. Det hele omsættes til en stribe numre, som også ville passe ind hos f.eks. Limbonic Art: Black Metal hvor der er lagt mere vægt på kraft end melodi; "As Everything Rupt" og "Plague Death" illustrerer dette fint.
Men Valkyrja har mere at byde på, idet "The Invocation Of Demise" også indeholder et par instrumentalnumre, en tungere sag ("The Vigil") samt en mere kompleks komposition ("Sinister Obsession").
Man må derfor rose Valkyrja for en både velspillet og rimelig varieret tilgang til opgaven, men her holder de positive meldinger også op, for helheden lider af svær mangel på selvstændighed; resultatet kunne være frembragt af et hvilket som helst band. Det understreger, at det ikke er nok at spille efter bogen, man skal også tilføre noget personligt. Derfor er det kun den generelt gode fremdrift i numrene, der redder albummet fra at få smæk.

Tracklist:
1. Origin Reversed
2. As Everything Rupture
3. Plague Death
4. The Vigil
5. Twilight Revelation
6. On Stillborn Wings
7. Sinister Obsession
8. Purification And Demise
9. Frostland

Samlet spilletid: 43:52

Læs mere...

Winter Solstice - The Fall Of Rome

I starten kunne jeg ikke tage fat på denne plade, da sangerens skingre stemme ødelagde alt og fjernede fokus totalt fra musikken. Det tog et par "omgange" i ringen for mig at "komme ind" på denne udgivelse, men nu er den nedlagt. Stilen er Metal-Core som lige nu, er ligeså hypet som Nu-Metal var for 3 år siden.
Derfor kæmper de bands der udøver denne genre, om at have lige præcis DET udtryk der gør, at man skiller sig ud fra de andre, og at fansne køber deres plade.

I dette tilfælde er det udtryk den skingre og nærmest Deathmetal-agtige vokal.
Musikken er som skrevet, derudaf Metal-core og det er der såmænd ingen ben i.
Knægtene (Og jeg mener knægte, på deres billede ligner de nogen der ikke er en dag over 20!!) i Winter Solstice hylder deres gamle helte ved at lægge sig tæt op ad bands som Killswitch Engage, og God Forbid.
Måske spiller WS lidt langsommere end KE og måske er deres sange ikke ligeså velskrevne og veludførte, men de har jo heller ikke en allesteds nærværende Adam D. som jo er et helt ufatteligt musikalsk multi-talent.
En ting som WS dog har taget med fra KE, er de rolige akustiske passager som giver lidt adspredelse og åndehuller. Skæringen jeg her tænker på, er "The Fall of Rome" som er helt fantastisk stemningsfuld!

Disse amerikanere bliver produceret af svenskeren Andreas Magnusson, og han gør et okay job. Lyden er nærmest sådan lidt grumset, men jeg synes det klæder WS' musik, da de er lidt "hårdere i filten" end deres førnævnte stil-kumpaner. Produktion har jo meget at sige, og dette tilfælde tror jeg at den hjælper WS' udtryk. Hvis lyden havde været renere, havde skiven nok været en tam oplevelse, men det kommer jo an på hvad man vægter.

Ellers kan man til sidst sige, at pladen rykker pænt. Efter min ringe mening mangler WS lige de sidste meter i at toppe helt, men det er jo også kun deres anden plade, så der er tid endnu til at blive spillet ordentligt sammen.

Læs mere...

Whitechapel - This Is Exile

Whitechapel stammer fra Cleveland, Ohio, men er opkaldt efter det kvarter i London, hvor Jack The Ripper hærgede i 1888. Og sammenligningen med den gode (?) Hr. Ripper er ikke helt ved siden af; Whitechapel bringer også masser af død til deres omgivelser. Ikke i form af kvindemord og bestialske opsprætninger, men i stedet som gedigen, gennemført Death Metal.
Musikken indeholder alt, hvad genren foreskriver: Lige fra den dybe growl over guitarer, der skifter mellem højt og lavt tempo, til de voldsomt aggressive trommer er alt med. Og at der spilles sikkert hele vejen rundt, trækker bestemt ikke fra. Det gør numrenes kvalitet heller ikke, for samlet set er de 12 skæringer rigtig gode. Især synes jeg godt om, at guitarerne fylder meget i lydbilledet, og specielt at der er rigtig meget melodi i de forskellige guitarsoli. Ikke at vi dermed havner ovre i Melodød genren, men det giver variation og spænding i musikken. Og at bandet samtidig ikke er bange for at eksperimentere, viser de i afslutningsnummeret, hvor der pludselig er gjort plads til mere afdæmpede passager, uden at det virker forkert.
Med hele 3 guitarister i bandets line-up bør Whitechapel også være i stand til at levere et stabilt lydbillede i live-sammenhæng. Om det er tilfældet, kan man checke i november, hvor de kommer forbi Voxhall i Århus i forbindelse med "Never Say Die" touren.

Tracklist:
1 Father Of Lies
2 This Is Exile Download View
3 Possession
4 To All That Are Dead
5 Exalt
6 Somatically Incorrect
7 Death Becomes Him
8 Daemon (The Procreated)
9 Eternal Refuge
10 Of Legions
11 Messiahbolical

Samlet spilletid: 42:58

Læs mere...

White Skull - The Ring Of The Ancients

At "The Ring Of The Ancients" er Italienske White Skulls 7. album er for mig et ubegribeligt kapitel i sig selv, da de på ingen måde kan imponere mig. Ifølge infoen skulle dette udspil være baseret på historier om de gamle keltere. Samtidig skulle musikken være endnu tungere end før og skulle gå lige i hjerterne på verdens metal-hoveder, og ydermere cementere bandet på den Europæiske metal scene...ja ja, og jeg har fundet sand i Sahara!!

White Skulls musik er en omgang trivielt og intetsigende Heavy/Power Metal, som er hørt utallige gange før med nogle forudsigelige guitar riffs og omkvæd så man er ved at falde i søvn op til flere gange; absolut intet nyt under solen her! Samtidig er sangeren pænt irriterende, som nok er det største kritikpunkt. Måden han synger på uden charme og personlighed går mig virkelig på nerverne, som eksempelvis omkvædet i titelnummeret "The Ring Of The Ancients", hvor han nærmest bliver enerverende at høre på. Produktionen på pladen kunne også sagtens have været bedre, da jeg synes den mangler noget dybde og dynamik.

"The Ring Of The Ancients" må siges at være en temmelig skidt plade, og man anbefales på det kraftigste at gå langt uden om denne tørre kiks!!

Tracklist:
01. Ninth Night
02. Guardians
03. Head Hunters
04. The Ring Of The Ancients
05. Half moon Path
06. From The Mist
07. Ogam (Mystic Writings On The Stone)
08. After The Battle
09. King With The Silver Hand
10. Valhalla
11. Marching To Alesia
12. Tuatha De Danaan

Samlet spilletid: 57:31

Læs mere...

A Love Ends Suicide - In the Disaster

Ifølge den sparsomme info startede A Love Ends Suicide (ALES) med at spille Progressiv Rock/Metal og udgav deres selv-producerede ”04 EP” i det meste af USA og fik på den måde opbygget et fortræffeligt rygte på undergrundsscenen. I maj 2006 skrev bandet så officielt under på en deal med Metal Blade Records med stor hjælp fra Tim Lambesis fra As I Lay Dying, og i mellemtiden må ALES have fundet ud af at det måske ikke lige var Progressiv Rock/Metal der var deres niche, da musikken på ”In The Disaster” intet har med dette at gøre.

In-your-face Hardcore møder Iron Maiden-agtigt guitar arbejde skriver de på Metal Blade’s Website og til dels vil jeg give dem ret – guitar arbejdet er sgu fedt nok på denne skive men desværre holder musikken ikke helt. Stilen er Metalcore, hverken mere eller mindre og som sagt er der mange fede guitar riffs, tilsat de sædvanlige tunge rytmer i denne genre. Bandet udviser en fandenivolskhed som er meget typisk for Metalcore, men sangeren John Cairoli som tydeligt er inspireret af Hardcore scenen, er i mine øjne meget anstrengende at høre på i længden, kun afbrudt få gange af Emir Abdo på ren vokal som egentlig ikke synger særlig fedt. Samtidig kunne man også ønske at musikken var mere varieret.

Alt i alt er ”In The Disaster” en Metalcore skive på det jævne som egentlig ikke er decideret dårlig, men bandet vil få det svært imellem de mange bands som blomstrer op. På trods af det tror jeg nu nok, at hvis bandet formår at variere musikken og vokalen noget mere, ja så er alt jo muligt.

Tracklist:
01. Cold Summer
02. In The Disaster
03. Of Day Dream And Fantasy
04. Lets Spark To Fire
05. The Black Art
06. Romance Create Killers
07. Amadeus
08. Another Revolution
09. Dying To Be Beautiful
10. Skate Junction
11. Heroes Of Faith

Samlet spilletid: 39:11

Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...

3 - The Ghost You Gave To Me

Det er svært at forestille sig et kortere navn til et band end 3, måske er det derfor, at bandet fra Woodstock, NY indtil nu har bevæget sig under min musikmæssige radar. Der har ellers været livstegn nok fra de 4 musikere; flere albums og turneer med navne som Opeth, Dream Theater og Porcupine Tree vidner om stor aktivitet.

Sidstnævnte band har 3 spillet med flere gange, og der er da også mange lighedspunkter mellem de to bands musik. Lige som deres engelske kolleger spiller 3 tilbagelænet og lægger stor vægt på musikkens følsomme og mere afdæmpede sider. Det betyder ikke, at numrene mangler bid, for de er i konstant bevægelse, så der opstår en fornuftig dynamik. At det aldrig bliver aggressivt eller anmasende, trækker ikke oplevelsen i negativ retning. Især den superfølsomme start viser, at musikalsk styrke ikke nødvendigvis ligger i, hvor meget knald der er på guitar og trommer.
Til gengæld havde jeg gerne hørt et mere kontant lydbillede, for produktionen er meget blød og nærmest hyggelig. På albummets første halvdel har numrene tilstrækkelig styrke til at modstå denne afrunding af de musikalske kanter, men på anden halvdel går det galt: Numre som “Pretty” og "Afterglow” ender nærmest som irriterende Dansepop.

Selv om 3 søger at gøre tingene godt igen med rytmiske variationer i “It´s Alive” og ”Only Child”, minder "The Ghost You Gave To Me” om et salmiakbolche med et tykt lag sukker; inden jeg når ind til den egentlige substans, er jeg blevet træt af det. Derfor kommer albummet ikke til at afsætte noget varigt aftryk hos mig, trods mange gode detaljer.

Tracklist:
01. Sirenum Scopuli
02. React
03. Sparrow
04. High Times
05. Numbers
06. One With the Sun
07. The Ghost You Gave to Me
08. Pretty
09. Afterglow
10. It´s Alive
11. Only Child
12. The Barrier


Revolution Music vil gerne takke Metal Blade Records for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed