fbpx

Mystic Prophecy - Monuments Uncovered

Jeg ved ikke om det skyldes mangel på inspiration, en pludselig lyst til at skifte den vanlige Power Metal ud med noget helt andet, eller en glemt deadline overfor pladeselskabet, men fakta er, at tyske Mystic Prophecy på deres tiende studiealbum har valgt at lave coverversioner af numre fra meget forskellige steder på det musikalske verdenskort. Og som du nok har set på bedømmelsen, er jeg ikke ligefrem imponeret over resultatet… meget langt fra, endda.

Men lad mig starte med de mest positive nyheder: I numre som ”Shadow On The Wall” og ”Are You Gonna Go My Way”, hvor der i forvejen er markante guitarer, går det okay for tyskerne - R.D. Liapakis´ stærke vokal hjælper med til at holde et acceptabelt niveau.

Men hvorfor man har valgt at lave covers af numre som Elton Johns ”I'm Still Standing” og Supremes´ ”You Keep Me Hangin' On” er mig en gåde, specielt når alle numre spilles meget tæt på originalerne. Og når jeg hellere vil høre Donna Summers originale version af ”Hot Stuff” end Mystic Prophecy's metalliserede udgave, er det slemt – MEGET slemt!
Det absolutte lavpunkt når Mystic Prophecy alligevel i CCR´s ”Proud Mary” – først ved at vælge et nummer, som de fleste skolebands har på repertoiret, dernæst ved at lire det af så uinspireret, at resultatet kun lige akkurat slår de omtalte skoleelever …

Nej, udspillet her er virkelig en gang makværk – numrene virker tilfældigt udvalgt, og det eneste, Mystic Prophecy tilfører, er lidt Metal – ellers ligger deres udgaver tæt på de oprindelige versioner, og spilles uden antydning af personlighed eller gnist. ”Monuments Uncovered” er et kikset forsøg på at score nemme point, som fejler big time.

Tracklist:
1. You Keep Me Hangin' On
2. Hot Stuff
3. Shadow On The Wall
4. Are You Gonna Go My Way
5. I'm Still Standing
6. Because The Night
7. Space Lord
8. Get It On
9. Tokyo
10. Proud Mary
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Imperious - Tales Of Woe - The Journey Of Odysseus, Part II: From Hades To Ithaca

Titlen siger sådan set det hele; på deres tredje studiealbum tager tyske Imperious igen fat i sagnet om Odysseus, denne gang turen fra dødsriget og tilbage til hjemmet i Ithaca. Det hele fortælles fordelt over syv numre med spilletider, som spænder fra to til sytten minutter.
Selv om jeg angiver Black Metal som genre betyder det ikke, at albummet er en opvisning i high speed angreb på nervesystemet – selv om mange af de kendte elementer fra den Sorte Metal optræder på albummet, er de ikke alene. Tværtimod bringer Imperious mange akustiske instrumenter i spil, hvilket resulterer i en meget varieret performance.

Et godt eksempel er det instrumentale åbningsnummer, som lægger ud med akustisk guitar, inden de elektriske tager over. Det sker med flotte melodier, men også tungere anslag på strengene; udtrykket varierer temmelig meget. Det varierede udtryk kendetegner også de resterende numre; faktisk forstærkes tendensen via hårdere bidrag fra Metalsiden, orkestrale indslag og forskellige vokaler. Alle de nævnte elementer er i spil i ”The Isle Of The Solar God”, som bygger op til noget voldsomt, men også indeholder enormt flotte melodier.

Her har vi fat i albummets største styrke, for jeg er imponeret over måden er struktureret på: I stedet for at buldre løs med alt i spil, bygges numrene stille og roligt op, så der bestemt ikke mangler power – melodierne har mange steder en stor styrke. Det fungerer rigtig godt, og vidner om intelligent sangskrivning. Imperious kommer derfor fint om ved den klassiske fortælling om guder og helte – endda så godt, at det frister til at checke første del af rejsen ud.

Tracklist:
1. Of Casualties (And The Further Way)
2. Sirens
3. The Isle Of The Solar God
4. At The Shores Of Ithaca
5. Scorn
6. Bloodbound - The Bow Of Odysseus
7. At The Olive Tree
Samlet spilletid: 56:58

Læs mere...

Eternal Flight – Retrofuture

”Retrofuture” er mit første møde med franske Eternal Flight, selv om bandet har været aktivt siden 2001, og albummet er deres fjerde. Der er gået seks år siden seneste livstegn; en tid, som er brugt på at udskifte tre femtedele af besætningen.

Efter en kort instrumental intro sættes der en tyk streg under, at franskmændene bevæger sig på Power Metal scenen: ”Poison” rider på genrens typiske guitarriffs, som suppleres med poppede omkvæd. Disse leverer sangeren Gérard Fois med eftertryk, godt hjulpet på vej af high pitch power hvin. Eller med andre ord: En helt traditionel udgave af stilen.

På det punkt ligner de enkelte dele af albummet hinanden ret meget, så det er i detaljerne, man skal finde forskellene. Her er det tunge og lidt truende ”Machine God” blandt de bedste numre.

Desværre er der ikke mange tilsvarende tracks, for det kniber for Eternal Flight at strikke helstøbte numre sammen. Når guitarerne er skarpe som i ”Sinner”, trækkes det hele ned af et fladt omkvæd. På samme måde fungerer den flotte start på ”Routine Of Darkness” rigtig godt med sin smukke klavermelodi, men når resten af bandet sætter ind, drukner det hele i banaliteter.

Albummet er annonceret som Progressiv Power Metal, men en smule afvigelser fra fasttømrede opskrifter kan slet ikke retfærdiggøre Prog skiltet. Da den resterende Power Metal oveni købet er temmelig kedelig, ender mødet med Eternal Flight som en skuffelse.

Tracklist:
1. Ante-dote
2. Poison
3. The Journey
4. Retrofuture
5. Nightmare King II
6. Machine God
7. Routine Of Darkness
8. Sinner
9. Danger Calling
10. Succubus
11. Labyrinth
12. Pandora's Box
13. Angels Of Violence
Samlet spilletid: 60:08

Læs mere...

Grabak - Bloodline Divine

Endnu engang må jeg bøje hovedet og indrømme, at jeg ikke har fulgt helt med; selv om Grabak har eksisteret siden 1995, er det første gang jeg støder på det tyske band fra Leipzig. Det sker med udsendelse af deres sjette album, ”Bloodline Divine”.

Indholdet er Black Metal, som er komponeret helt traditionelt, så der eksperimenteres ikke med hverken symfoniske eller industrielle elementer. Det betyder også, at al instrumentering er helt efter bogen, og det samme gælder for vokalen. Lyder det kedeligt? Tja, lidt måske … men det er det ikke!

Trods de velkendte elementer er det nemlig lykkedes for bandet at skabe et yderst energisk album. Det starter ved sangeren Jan Klepel, som rasper og raller sig igennem numrene – her er der dømt kirkegårdsstemning. Og energien fortsætter i musikken, hvilket man kan overbevise sig om i ”Via Dolorosa” og ”S.T.U.K.A.”; begge steder er tempoet virkelig skruet op, men numrene leveres alligevel uden panik eller rysten på hænderne. At tingene også kan klares lidt mindre hektisk, illustrerer ”Seelensammler” – her bydes der i stedet på rigtig seje guitarer.

Det høje energiniveau klæder stilen, for selv om der ikke varieres meget i udtrykket, er det brutale i sig selv tiltalende. Det gør det også let at se gennem fingre med et par mindre spændende tracks – de er hurtigt glemt i den forcerede helhed.

Tracklist:
1. Post Lucis Natum (Intro)
2. Via Dolorosa
3. Sinnocence
4. Corpsebride
5. Oblivion
6. Seelensammler
7. Bloodline Divine
8. S.T.U.K.A.
9. Phoenix
10. Apostate
Samlet spilletid: 51:24

Læs mere...

Victorius - Heart Of The Phoenix

Det fjerde album fra det Tyske Power Metal stjerneskud Victorius er på gaden. Et band som meget passende har været på Tour med blandt andre Freedom Call og Van Canto. Meget lovende ord i presse-infoen. Nu skal det det lige siges, at det er mit første møde med bandets toner, men at kalde dem ”stjerneskud” er måske lige at tage munden for fuld.
 
Der lægges ud med nummeret ”Shadowwarriors” hvor der er godt gang i dobbeltpedalerne, som er en god indledning på pladen. ”Hero” fortsætter stilen, og bibeholder den gode melodi. Der er masser af lækkert guitar-lir i form af fede soloer, melodiske løb og temaer. Dette er det generelle billede pladen igennem, og det er i og for sig ganske udmærket, men personligt mangler jeg lidt mere kant. Ligeledes er numrene meget enslydende, og når pladen er lyttet til ende sidder man med den dér fornemmelse af, at absolut ingen numre skiller sig ud. Vokalen er alt for pæn, ja faktisk så pæn, at jeg i starten var i tvivl om det var en mand der sang. Samtidig synges der stort set ens i den samme oktav hele pladen igennem uden den store variation, hvilket gør det hele lidt kedeligt. 
 
Jeg kan ikke undgå at referere lidt til Dragonforce, eller Freedom Call, da de minder lidt om dem – bare i en noget light udgave, da de på ingen måde når eksempelvis Dragonforce til sokkeholderne. Så selvom det hele er velspillet og velproduceret, bliver det hele bare for forudsigeligt, poleret og uoriginalt til at det overhovedet for mig op af stolen, og karakteren skal ses i lyset af, at de trods alt spiller pisse fedt, men udover det er der ikke meget at komme efter.
  
Tracklist:
1. Shadowwarriors 
2. Hero 
3. End Of The Rainbow 
4. Die By My Sword 
5. Sons Of Orion 
6. Heart Of The Phoenix 
7. Empire Of The Dragonking 
8. Hammer Of Justice 
9. Beyond The Iron Sky 
10. Virus 
11. A Million Lightyears
Samlet spilletid: 45:26
 
Læs mere...

Bitterfeldt - Götzen.Dämmerung

Bitterfeldt er et fælles projekt for duoen Micha og Sascha, hvor de forsøger at udleve deres billede af musik, som handler om livets mørke sider med ydre og indre dæmoner. Hjulpet af en række studiemusikere har de to nu indspillet deres første album.

Hvis man skal gøre det enkelt, kan indholdet opfattes som sammensat af kun to hovedelementer: Tyngde og stemning. Tyngden leveres primært af guitarerne, som med gedigne hug i strengene sørger for noget tungt; de er ikke ekstreme, men tilstrækkelige til, at retfærdiggøre betegnelsen Doom. Det stemningsmæssige betjener sig af noget flere bidragydere, og optager også langt mere af spilletiden. Her er det klaver og keyboard, der ledsager Michas rene vokal, men flere steder træder Sascha til med didgeridoo. Den bruges sparsomt, men når det sker, er den markant og giver helheden en dyster tone. Alle tekster er på tysk, hvilket ikke påvirker numrene synderligt, hverken i positiv eller negativ retning.

Det bringer os tilbage til fordelingen af tyngde og stemning, for i de tunge passager virker musikken interessant og skarp – til gengæld sker det for lidt. I de passager, hvor stemningerne er i fokus, her holder Bitterfeldt musikken helt stille. Det giver flere steder en meget effektiv nærhed, som giver en vis intensitet. Til gengæld er der lange dele af albummet, hvor der sker for lidt – her har jeg svært ved at få øje på det mørke, der var grundlaget for projektet. Derfor ender bedømmelsen i midterfeltet trods enkelte gode ideer og en flot produktion.

Tracklist:
1. Nordlicht
2. Arktus
3. EinesTages
4. Anatole
5. Zauberland
6. Mesembria
7. Fiebertraum
8. Dysis
9. Unendlich
10. Epilog: art.zero
Samlet spilletid: 52:45

Læs mere...

Stormage - Dead Of Night

”Dead of Night” er det tredje album fra tyske Stormage, og ender en tiårig tavshed fra bandet. At der er gået hele ti år mellem det andet og tredje album skyldes, at medlemmerne har haft en periode, hvor de koncentrerede sig om andre musikalske projekter. Nu er fokus tilbage på Stormage, som imponerende nok har eksisteret i næsten 15 år med samme besætning.

De har dermed haft god tid til at forfine deres musikalske retning, som forener Power Metal med traditionel Heavy Metal – det kan være svært at skelne de to fra hinanden. Nevermind, hos Stormage har man sammensat de bedste elementer fra begge lejre til et helhed, som rammer bredt. Det siger næsten sig selv, at der er mange melodiske passager i numrene; her er det heldigvis guitarerne der står for de fængende melodier. Med heldigvis mener jeg, at man ikke har valgt at sovse det hele ind i keyboards. På plussiden tæller også de glimrende riffs, der giver kant til numre som ”Instinct To Defend” og ”Faithless God”. I den modsatte ende af skalaen trækker ”Prime of life” nedad; nummeret er en intetsigende ballade på kanten af det kvalmende.

Mellem disse yderpunkter ligger de resterende numre som materiale taget direkte fra Power metallen grundbog, heldigvis uden at bliver overdrevent teatralsk. Men da der ikke er mange personlige øjeblikke, kan det ikke trække albummet op, så det ender midt i feltet.

Tracklist:
1. Instinct To Defend
2. Anguish Of Mind
3. Heretic Enemy
4. Prime Of Life
5. Faithless God
6. In The Line Of Fire
7. Drag You To Hell
8. Victims Eyes
9. The Deadly Blow
10. Borne The Agony
Samlet spilletid: 51:15

Læs mere...

Stormhammer - Welcome To The End

I mere end tyve år har Stormhammer slået et slag for Power Metal og vist, at München er andet end oktoberfest og lederhosen. Bandets sjette fuldlængde er deres andet på Massacre Records, men min debut med sydtyskerne.

Den udviklede sig positivt, for Stormhammers store erfaring skinner tydeligt igennem, her er der et sikkert greb om stilens elementer på en personlig måde. Her lægger man først mærke til de meget fængende omkvæd, som gør det let at komme ind på livet af albummet. Samtidig undgår sangeren Jürgen Dachl at forvilde sig i de højfrekvente stemmelejer, man ofte udsættes for i Power Metal; han synger bare rent og kraftigt – hverken mere eller mindre. Desuden er produktionen ikke unødigt poleret, så musikken beholder sin metalliske kant. Her er det dejligt, at både guitarer og trommer ligger så langt fremme i lydbilledet, at de kan markere sig i stedet for at blive gemt bag blødgørende keyboards.

Derfor er det en fornøjelse at lægge øre til numre som ”Northman”, ”Welcome To The End” og ”Watchmen” fordi melodi og Metal optræder ligeværdigt. Så gør det mindre, at ”The Law” og “Road To Heaven” hælder mod det teatralske og selvhøjtidelige, for det sker indenfor genrens normale rammer.

Som før nævnt har mit møde med Stormhammer været en positiv oplevelse, så jeg håber ikke, at vi skal lægge for meget i titlen – tyskerne har stadig noget at byde på.

Tracklist:
1. The Beginning Of The End
2. Northman
3. Welcome To The End
4. The Heritage
5. Secret
6. The Law
7. Watchmen
8. Road To Heaven
9. My Dark Side
10. Into The Night
11. Spirit Of The Night
12. Soul Temptation
13. The Awakening
14. Black Dragon
Samlet spilletid: 64:54

 

Læs mere...

Akoma - Revangels

Danmarks førende Symfoniske Metal band Akoma er på gaden med deres debut album ”Revangels”. Bandet har eksisteret siden 2004, og har 3 EP'er i bagkataloget: ”Angels Of Revenge” (2005 – EP), ”Lost Forest” (2007 - Promo EP) samt ”The Other Side” (2012 – EP). Bandet skulle ifølge pressen med de to seneste EP'er have gjort sig fortjent til at sammenligne sig med bands som; Nightwish, Xandria and Within Temptation. Dette er mit første møde bandets musik, så det skulle blive interessant at se hvad Akoma havde at byde på.
 
Musikken indeholder bestemt gode takter med hårde og tunge riffs, bombastiske, atmosfæriske og episke temaer samt de symfoniske indslag som klæder musikken godt, så der er lidt af det hele. Numre som ”Enticing Desire”, ”Revangels” og ”Change Of Propensity” må være de bedste eksempler herpå. I samme moment bør man heller ikke glemme den glimrende og meget smukke ballade ”Humanity”. Soprano vokalen bliver leveret smukt og overbevisende af Tanya Bell, men har desværre en tendens til at blive lidt for sukkersød, og det ville klæde musikken gevaldigt med en mandlig mørkere vokal/growl hist og her som kontrast til den meget sukkersøde vokal, ligesom eksempelvis Epica gør brug af, men det er selvfølgelig en smagssag.
 
Generelt er ”Revangels” en ganske godkendt debut fra et meget lovende band, hvor det hele virker meget afbalanceret, uden at det bliver for højtideligt og højtravende. Hvis man absolut skal sammenligne med nogen, er der dog et  stykke vej op til Within Temptation’s (anno ”Silent Force”) niveau, hvor jeg syntes de var bedst. Men musikken er bestemt ikke dårlig, og er man til bands som Within Temptation, Nightwish, Leaves’ Eyes og Epica, bør man give Akoma et lyt.
 
Tracklist:
1. Enticing Desire
2. Revangels (Feat. Liv Kristine) 
3. Change Of Propensity 
4. Mesopotamia 
5. Hands Of Greed 
6. Vira 
7. Humanity 
8. Heartless Deceiver 
9. Bittersweet Memories (Bonus Track)
Samlet spilletid: 45:40
 
Læs mere...

Warpath - Bullets For A Desert Session

Warpath blev dannet i 1991, og frem til bandets opløsning i 1998 udgav kvartetten fra Hamborg 4 albums. I 2015 fik sangeren Dirk "Dicker" Weiß lyst til at starte igen; han fandt 3 nye musikere, og resultatet af deres fælles anstrengelser foreligger nu i form af albummet ”Bullets For A Desert Session”, som er udkommet på Massacre Records.

Folkene herfra har udråbt Warpath til at være Thrash legender, så ud fra bandets alder havde jeg ventet en old school udgave af genren, men det er ikke hvad albummet byder på. Godt nok er der uptempo numre som ”Unseen Enemy” og ”No One Can Kill Us”, men den første er forceret og lidt rodet, og den anden er mere Hardcore end Thrash.

At beskrive de resterende numre som noget, der afvikles i mere roligt tempo, ville være en underdrivelse. I realiteten slæber de sig afsted, men det sker ikke på den fede måde. Det hele virker bare småsløvt, og det virker ikke som om Warpath har investeret særlig meget hjerteblod i projektet. Selv hovedmanden Weiß har svært ved at udstråle engagement, og så begynder det at blive svært at se meningen med dette come back: Albummet er hverken engageret eller engagerende, så hvis der skulle sidde gamle fans med forventninger et sted, kan de kun være skuffede.

Tracklist:
1. Reborn
2. I Don't Care
3. Believe
4. When War Begins
5. Unseen Enemy
6. No One Can Kill Us
7. Crossing
8. Offensive Behaviour (Born To Be Real)
9. God Is Dead
10. No More Time To Bleed (Thrashunion)
11. The Liar Knows The Truth
12. Bullets For A Desert Session
Samlet spilletid: 59:48

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed