fbpx

Dark Millennium - Where Oceans Collide

Tyske Dark Millennium vakte opsigt med de to albums, de udsendte i begyndelsen af 1990’erne, men i 1993 gik man hver til sit. Det varede til 2016, hvor bandet genopstod med de originale medlemmer Christian Mertens (vokal), Hilton Theissen (guitar) og Michael Burmann (guitar) samt de to nye Gerold Kukulenz (bas) og Andre Schaltenberg (trommer).

På deres come back album serverer de fem en blanding af Death- og Thrash Metal, der både giver plads til groove og melodi. Især det groovy markeres stærkt i ”Lovers Die” og ”Nights, Eternal”, hvor de seje guitarer scorer point hos mig. Det samme gør de melodiske guitarer i ”Flesh Is Weak” og ”Diseases Decease”, men som de fleste andre tracks skæmmes disse af vokalen: Mertens halvt synger, halvt råber sig igennem teksterne, og det er ret irriterende at lytte til i længden. Desværre er der ikke så mange positive elementer, der trækker i den modsatte retning, for ud over de nævnte highlights, befinder numrene sig på det jævne; et par stykker er direkte kedelige.

Generelt finder jeg det interessant med gamle bands som genfinder spillelysten og vender tilbage til scenen, men desværre ender de ofte som for Dark Millennium: Materialet er ikke godt nok til at markere sig, og de tyske veteraner på sande, at der er sket meget på 25 år.

Tracklist:
1. Vampire's Empire
2. Lovers Die
3. Moving Light
4. Insubstantial
5. Nights, Eternal
6. Flesh Is Weak
7. The Lie Behind The Trust
8. Diseases Decease
9. Jessica's Grave
10. In Equilibrium
11. Across Oceans Of Souls
Samlet spilletid: 51:06

Læs mere...

The Heretic Order - Evil Rising

The Heretic Order er fra England, hvor de fire medlemmer fandt sammen om projektet i 2014. Bandet har fra starten satset på det teatralske med make-up og underholdende navne som Lord Ragnar, Rotted Skull, Count LaVey og Doctor Pain for at understrege teksternes indhold af horror og antireligiøse emner. Debutalbummet ” All Hail The Order” udkom i 2015, og følges nu op af ”Evil Rising”.

I pressematerialet beskrives stilen som Okkult/Klassisk Metal, og hvad det betyder, står hurtigt klart: Det okkulte henviser til tekster med religiøse referencer, hvor satan nævnes, mens musikken er så klassisk som den kan være: Traditionel Heavy Metal som den lød i sine unge dage. Især på guitarfronten giver det pluspoint, for numrene har generelt ret stærke riffs med fin tyngde og drive. Hertil bidrager Lord Ragnar med en vokal, som egentlig er udmærket, men som har en egenart: Ret ofte vrænger han fuldemandsagtigt, og sluger ordene – det er anderledes, men ikke fedt.

Blandingen af Heavy Metal, teatralsk optræden og sataniske tekster minder om Mercyful Fate, men her holder enhver lighed op: Hvor King Diamond & Co. stod for nyskabende og fængende musik leveret på en overbevisende måde, placerer englænderne sig på alle punkter et par niveauer lavere; guitararbejdet er generelt udmærket, men som helhed er ”Evil Rising” en lidt fesen affære, som jeg hurtigt glemmer.

Tracklist:
1. Prelude
2. Evil Rising
3. Unholy War
4. Hate Is Born
5. Omens
6. Mortification Of The Flesh
7. Under The Cross Of Pain
8. Straight Down (To Hell)
9. The Mask
10. The Forest Of The Impaled
11. The Scourge Of God
12. Visions
Samlet spilletid: 53:39

Læs mere...

Burden of Grief - Eye Of The Storm

Med en historie, der går tilbage til 1994, må Burden of Grief regned blandt de solidt etablerede bands på den tyske scene for Death- og Thrash Metal. Selv om bandet befinder sig tæt på 25 års jubilæum, er ”Eye Of The Storm” kun det syvende album, så man tager sig god tid; i dette tilfælde ligger der fire års arbejde bag udgivelsen.

Den tid har man brugt på at skrive og indspille elleve numre, hvor en kerne af Thrash Metal bliver suppleret med et skud Dødsmetal. Det hele bliver rundet af via melodiske guitarer, der skaber balance i tingene.

Man kunne frygte, at kombinationen ville fremstå uden hårdhed, men det sker heldigvis ikke. Det sikrer kombinationen af Mike Huhmanns fint brølende vokal og en produktion, der ikke drukner musikken i glasur, men i stedet lader den beholde kant. Og kant, det har numrene; i f.eks. ”Wolf Moon” er det melodiske koncentreret i omkvædet, mens versene indeholder meget lidt melodi. Det giver nummeret dynamik, og kædes fint sammen af guitarerne.

I det efterfølgende ”Killing Spree” drønes afsted i mere traditionel Thrash stil, igen med fint supplement af melodi.

De resterende numre byder på nogle af de samme ingredienser, blot med forskellig vægt og generelt udmærket niveau. Herfra stikker ”Maze Of Absurdity” ud som ekstra vellykket, og havde der været flere tracks af den kaliber, havde det rakt til fire stjerner.

Tracklist:
1. Inception (Intro)
2. Eye Of The Storm
3. The Angel
4. Broken
5. Wolf Moon
6. Killing Spree
7. Breathe One's Last
8. A Dying Breed
9. Maze Of Absurdity
10. Zero Gravity
11. The Funeral Cortege
Samlet spilletid: 42:56

Læs mere...

Theotoxin - Consilivm

Her er et band, som man ikke kan beskylde for at ligge på den lade side: Theotoxin blev dannet i foråret 2016, og udgav allerede deres debutalbum "Atramentvm” i starten af 2017. Det er i sig selv pænt hurtigt, men østrigerne imponerer igen ved at udsende album nummer to kun et år efter debut’en.

Med et pentagram og omvendte kors i logoet, og en forestående hængning af en nonne på albumcoveret er det ikke overraskende, at Theotoxin befinder sig på den sorte del af Metallandkortet. Det sættes der en tyk streg under i de to første numre, som afvikles i et vildt opskruet tempo; i sekvenserne med blastbeats har jeg næsten ondt af lilletrommen – damn, den får prygl!

Herefter følger et par numre i lavere tempo, hvor der lægges vægt på melodi og groove – også disse discipliner klares i fin stil. På resten af albummet vender Theotoxin tilbage til det aggressive, men de får også plads til nogle rolige afsnit. På den måde bliver albummet pænt varieret, så man ikke bliver træt af de voldsomme bølger af Metalangreb.

Teksterne er generelt på engelsk, kun et par steder afløses det af tysk. Men uanset sproget, så afleveres de på en vrængende facon. Til gengæld er vokalen fraværende i afslutningsnummeret, som på tilbagelænet facon afrunder et rigtig stærkt album.

Tracklist:
1. Deus Impostor
2. Yersinia Pestis
3. Hexenflug und Teufelspakt
4. Apokatastasis
5. Stillstand
6. Chant of Hybris
7. Somnus Profanus
8. Adoration of the Blight
9. Abgesang
Samlet spilletid: 41:07

Læs mere...

Abinchova - Weltenwanderer

Abinchova kommer fra Schweiz, hvor bandet blev dannet i 2009. Emnet for denne anmeldelse er bandets tredje album, som man har givet titlen ”Weltenwanderer”. Som det efterhånden sker for mange bands, har også Abinchova financieret deres udspil via en crowdfunding kampagne.

Musikalsk er det en melodisk variant af Dødsmetal, som står på programmet; der er udmærket power i guitarer og rytmesektion, og frontmanden Arnaud Hilfiker supplerer med en grumt brølende vokal. Energien får dog slebet de skarpeste kanter af via en blød produktion, ligesom melodiske guitarer trækker i retning af det pæne. Det samme gør Nora Lang; hun har en ren og klar stemme, som kører parløb med Hilfikers og skaber et klassisk grum vokal / ren vokal set-up. I tilgift spiller hun violin, hvilket giver numrene en fin stemning.

På papiret er der således basis for at skabe noget specielt, men det sker ikke rigtigt. I de fleste numre har man satset på det sikre, og det er ikke nok med den snert af Folk, som violinen bidrager med. Samtidig er der flere numre, hvor melodierne er uinteressante, det lægger en dæmper på oplevelsen. Titlerne har ellers referencer til middelalderens folklore, men det passer kun delvist til opsætningen, trods violinen. Her fungerer det bedre at gå all-in som f.eks. landsmændene fra Eluveitie - Abinchowa kommer lidt på mellemhånd med deres stil. Jeg ender med at konstatere, at Abinchowa ikke udnytter deres chancer fuldt ud, og så ender albummet som en mellemgod sag.

Tracklist:
01. Präludium
02. Weltenwanderer
03. Lichtfänger
04. Schatzhüter
05. Eulenmann
06. Gewässerdieb
07. Nachtlied
08. Gestaltenwandler
09. Liedermacher
10. Pestwind
11. Tannkönig
12. Adlermädchen
13. Sennenpuppe
Samlet spilletid: 52:31

Læs mere...

Headless Crown - Century Of Decay

Schweiziske Headless Crown debuterede i 2015 med albummet “Time For Revolution” – en tynd omgang Metal, som langt fra levede op til titlen. Nu forsøger bandet sig med noget så usædvanligt som et Heavy Metal konceptalbum; endda med et science fiction tema om en arbejder, som flygter fra sit meningsløse liv gennem sine drømme.

Som på debut’en spiller Headless Crown klassisk Heavy Metal, og det er stadig tydeligt, at de har lyttet meget til NWOBHM navne som Saxon og især Judas Priest, men de kopierer ikke bevidstløst. I stedet bringer de denne gang langt mere personlighed i numrene, og det løfter niveauet en del i forhold til debutskiven.

Det høres allerede i åbningsnummeret, hvor trommer og guitar lægger en glimrende bund for den fængende melodi, mens der er endnu mere klassisk Heavy Metal i ”Outermind Travel”. Men Headless Crown har et ekstra kvalitetsmæssigt gear, hvilket skinner igennem to steder: ”Grinder Of Souls er virkelig stærkt med et godt riff, mens ”The Eyes Of The Crow” er halvtung, mørk og sej.

Man mærker ikke meget til det konceptmæssige i albumkonceptet, men det betyder ikke noget; med ”Century Of Decay” har Headless Crown taget et skridt i den rigtige retning.

Tracklist:
1. Century Of Decay
2. Radiant In Grey
3. The Blackness
4. Grinder Of Souls
5. Listen
6. Plan 9
7. Outermind Travel
8. The End
9. The Eyes Of The Crow
10. The Manipulators Of Dreams
11. Degree Absolute
Samlet spilletid: 54:01

Læs mere...

Mystic Prophecy - Monuments Uncovered

Jeg ved ikke om det skyldes mangel på inspiration, en pludselig lyst til at skifte den vanlige Power Metal ud med noget helt andet, eller en glemt deadline overfor pladeselskabet, men fakta er, at tyske Mystic Prophecy på deres tiende studiealbum har valgt at lave coverversioner af numre fra meget forskellige steder på det musikalske verdenskort. Og som du nok har set på bedømmelsen, er jeg ikke ligefrem imponeret over resultatet… meget langt fra, endda.

Men lad mig starte med de mest positive nyheder: I numre som ”Shadow On The Wall” og ”Are You Gonna Go My Way”, hvor der i forvejen er markante guitarer, går det okay for tyskerne - R.D. Liapakis´ stærke vokal hjælper med til at holde et acceptabelt niveau.

Men hvorfor man har valgt at lave covers af numre som Elton Johns ”I'm Still Standing” og Supremes´ ”You Keep Me Hangin' On” er mig en gåde, specielt når alle numre spilles meget tæt på originalerne. Og når jeg hellere vil høre Donna Summers originale version af ”Hot Stuff” end Mystic Prophecy's metalliserede udgave, er det slemt – MEGET slemt!
Det absolutte lavpunkt når Mystic Prophecy alligevel i CCR´s ”Proud Mary” – først ved at vælge et nummer, som de fleste skolebands har på repertoiret, dernæst ved at lire det af så uinspireret, at resultatet kun lige akkurat slår de omtalte skoleelever …

Nej, udspillet her er virkelig en gang makværk – numrene virker tilfældigt udvalgt, og det eneste, Mystic Prophecy tilfører, er lidt Metal – ellers ligger deres udgaver tæt på de oprindelige versioner, og spilles uden antydning af personlighed eller gnist. ”Monuments Uncovered” er et kikset forsøg på at score nemme point, som fejler big time.

Tracklist:
1. You Keep Me Hangin' On
2. Hot Stuff
3. Shadow On The Wall
4. Are You Gonna Go My Way
5. I'm Still Standing
6. Because The Night
7. Space Lord
8. Get It On
9. Tokyo
10. Proud Mary
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Imperious - Tales Of Woe - The Journey Of Odysseus, Part II: From Hades To Ithaca

Titlen siger sådan set det hele; på deres tredje studiealbum tager tyske Imperious igen fat i sagnet om Odysseus, denne gang turen fra dødsriget og tilbage til hjemmet i Ithaca. Det hele fortælles fordelt over syv numre med spilletider, som spænder fra to til sytten minutter.
Selv om jeg angiver Black Metal som genre betyder det ikke, at albummet er en opvisning i high speed angreb på nervesystemet – selv om mange af de kendte elementer fra den Sorte Metal optræder på albummet, er de ikke alene. Tværtimod bringer Imperious mange akustiske instrumenter i spil, hvilket resulterer i en meget varieret performance.

Et godt eksempel er det instrumentale åbningsnummer, som lægger ud med akustisk guitar, inden de elektriske tager over. Det sker med flotte melodier, men også tungere anslag på strengene; udtrykket varierer temmelig meget. Det varierede udtryk kendetegner også de resterende numre; faktisk forstærkes tendensen via hårdere bidrag fra Metalsiden, orkestrale indslag og forskellige vokaler. Alle de nævnte elementer er i spil i ”The Isle Of The Solar God”, som bygger op til noget voldsomt, men også indeholder enormt flotte melodier.

Her har vi fat i albummets største styrke, for jeg er imponeret over måden er struktureret på: I stedet for at buldre løs med alt i spil, bygges numrene stille og roligt op, så der bestemt ikke mangler power – melodierne har mange steder en stor styrke. Det fungerer rigtig godt, og vidner om intelligent sangskrivning. Imperious kommer derfor fint om ved den klassiske fortælling om guder og helte – endda så godt, at det frister til at checke første del af rejsen ud.

Tracklist:
1. Of Casualties (And The Further Way)
2. Sirens
3. The Isle Of The Solar God
4. At The Shores Of Ithaca
5. Scorn
6. Bloodbound - The Bow Of Odysseus
7. At The Olive Tree
Samlet spilletid: 56:58

Læs mere...

Eternal Flight – Retrofuture

”Retrofuture” er mit første møde med franske Eternal Flight, selv om bandet har været aktivt siden 2001, og albummet er deres fjerde. Der er gået seks år siden seneste livstegn; en tid, som er brugt på at udskifte tre femtedele af besætningen.

Efter en kort instrumental intro sættes der en tyk streg under, at franskmændene bevæger sig på Power Metal scenen: ”Poison” rider på genrens typiske guitarriffs, som suppleres med poppede omkvæd. Disse leverer sangeren Gérard Fois med eftertryk, godt hjulpet på vej af high pitch power hvin. Eller med andre ord: En helt traditionel udgave af stilen.

På det punkt ligner de enkelte dele af albummet hinanden ret meget, så det er i detaljerne, man skal finde forskellene. Her er det tunge og lidt truende ”Machine God” blandt de bedste numre.

Desværre er der ikke mange tilsvarende tracks, for det kniber for Eternal Flight at strikke helstøbte numre sammen. Når guitarerne er skarpe som i ”Sinner”, trækkes det hele ned af et fladt omkvæd. På samme måde fungerer den flotte start på ”Routine Of Darkness” rigtig godt med sin smukke klavermelodi, men når resten af bandet sætter ind, drukner det hele i banaliteter.

Albummet er annonceret som Progressiv Power Metal, men en smule afvigelser fra fasttømrede opskrifter kan slet ikke retfærdiggøre Prog skiltet. Da den resterende Power Metal oveni købet er temmelig kedelig, ender mødet med Eternal Flight som en skuffelse.

Tracklist:
1. Ante-dote
2. Poison
3. The Journey
4. Retrofuture
5. Nightmare King II
6. Machine God
7. Routine Of Darkness
8. Sinner
9. Danger Calling
10. Succubus
11. Labyrinth
12. Pandora's Box
13. Angels Of Violence
Samlet spilletid: 60:08

Læs mere...

Grabak - Bloodline Divine

Endnu engang må jeg bøje hovedet og indrømme, at jeg ikke har fulgt helt med; selv om Grabak har eksisteret siden 1995, er det første gang jeg støder på det tyske band fra Leipzig. Det sker med udsendelse af deres sjette album, ”Bloodline Divine”.

Indholdet er Black Metal, som er komponeret helt traditionelt, så der eksperimenteres ikke med hverken symfoniske eller industrielle elementer. Det betyder også, at al instrumentering er helt efter bogen, og det samme gælder for vokalen. Lyder det kedeligt? Tja, lidt måske … men det er det ikke!

Trods de velkendte elementer er det nemlig lykkedes for bandet at skabe et yderst energisk album. Det starter ved sangeren Jan Klepel, som rasper og raller sig igennem numrene – her er der dømt kirkegårdsstemning. Og energien fortsætter i musikken, hvilket man kan overbevise sig om i ”Via Dolorosa” og ”S.T.U.K.A.”; begge steder er tempoet virkelig skruet op, men numrene leveres alligevel uden panik eller rysten på hænderne. At tingene også kan klares lidt mindre hektisk, illustrerer ”Seelensammler” – her bydes der i stedet på rigtig seje guitarer.

Det høje energiniveau klæder stilen, for selv om der ikke varieres meget i udtrykket, er det brutale i sig selv tiltalende. Det gør det også let at se gennem fingre med et par mindre spændende tracks – de er hurtigt glemt i den forcerede helhed.

Tracklist:
1. Post Lucis Natum (Intro)
2. Via Dolorosa
3. Sinnocence
4. Corpsebride
5. Oblivion
6. Seelensammler
7. Bloodline Divine
8. S.T.U.K.A.
9. Phoenix
10. Apostate
Samlet spilletid: 51:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed