fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Evereve - Tried & Failed

Det tyske band Evereve har eksisteret i over 10 år og udgav deres første album ”Seasons” i 1997 på Nuclear Blast - de har senere skiftet pladeselskab til Massacre Records. ”Tried & Failed” er Evereve's 6. fuldlængde album, som også denne gang er produceret af Gerhard Magin (Theatre of Tragedy, Totenmond, Crematory…). I løbet af bandets levetid har de turneret i Europa og USA flere gange med over 500 gigs og festivaler.

Musikalsk hører Evereve hjemme i genren avantgarde, elektro gotisk rock med støj inspireret guitar. Lydmæssigt er der en ok lyd bortset fra en noget generende highhat der ligger og rasler i den ene side af lydbilledet.

Jeg skal med det samme sige at deres musik ikke siger mig ret meget, hvilket gør at min bedømmelse af albummet ikke er helt objektiv. Der er ikke meget metal over denne udgivelse, men mere støj rock, hvor sangeren ikke synger 100 % rent hele vejen, hvilket jeg undrer mig lidt over.

Numrene er gennemgående lidt kedelige, lettere depressive og uinspirerende. For at fremhæve noget af det positive der trods alt er på ”Tried & Failed” skal det siges at der undervejs er passager der er meget stemningsfulde. Men mit bedste bud er at fanatiske tilhængere af gothic metal skulle checke albummet ud, det kunne jo være…


Revolution Music vil gerne takke Intromental Management for tilsending af dette album.

Læs mere...

Wizard - ...Of Wariwulfs And Bluotvarwes

2 år er der gået, siden de tyske Power Metal-drenge fra Wizard prøvede kræfter med tordenguden Thor, men på det nye album er der temamæssigt bladret kraftigt i kalenderen – her er man sprunget frem til middelalderen.
Rent musikalsk har det dog ikke betydet nogen forskel, for Wizard spiller stadig en stil, som både kan kaldes Power- og Heavy Metal, det afhænger af den enkeltes humør. Der lægges ud i pænt tempo, og numrene mangler hverken gode melodier eller knald på guitarerne. Især "Wariwulf" og "Sign of the Cross" skal fremhæves i denne sammenhæng.
Ved overgang til albummets anden halvdel falder tempoet, og der er et par ligegyldige numre, så man kunne frygte samme gummiarm, som forgængeren "Thor" lider af, men det sker heldigvis ikke. Wizard får hevet tingene i land med et par uptempo Heavy Metal numre mod slutningen.
I forhold til forgængeren har bandet måske ikke forbedret sig så meget, hvis man alene betragter de bedste numre på albummet – til gengæld holder numrene denne gang generelt et højere niveau. At de helt slemme svipsere denne gang glimrer ved deres fravær, gør "...Of Wariwulfs" til et noget stærkere album, som fortjener 3 stjerner – det er ikke prangende, men okay og godkendt.

Tracklist:
1. ... of wariwulfs and bluotvarwes
2. undead insanity
3. taste of fear
4. wariwulf
5. messenger of death
6. sign of the cross
7. fair maiden mine
8. heart eater
9. hagr
10. bletzer
11. hagen von stein

Samlet spilletid: 47:16

Læs mere...

Wizard - Thor

Det er ikke første gang, at Wizard tager fat i den nordiske gudeverden; i 2003 var det overguden Odin, der var genstand for et album, denne gang er det hans krigsminister, tordenguden Thor, der står for tur.
I teksterne genfortælles nogle af gudernes eventyr fra mytologien, selvfølgelig med Thor som det naturlige midtpunkt. Åbningsnummeret har både tempo og bid, så man næsten kan se den iltre kraftkarl for sig. Og det fortsætter med glimrende Power Metal, hvor melodierne er supergode, og guitarerne har masser af kraft – her spænder Thor musklerne, og i det stille men teatralske "Serpents Venom" puster han sig op for at møde sine fjender. Toppen kommer i "Resurrection", hvis Industrial-inspirerede start er så stærk, at man klart ser guden svinge hammeren Mjølner og drøne hen over himlen i sin vogn trukket af gedebukke.
Men så sker der noget; som ramt af en forbandelse mister musikken herefter sit drive, og det hele falder helt sammen som en drukken kriger.
"I am Thor"- omkvædet i "The Visitor" er alt andet end overbevisende, og Thor virker pludselig kraftesløs. Efter de næste par numre, som er intetsigende, gaber han, strækker sig og lægger sig. Efter den patetiske "Stolen Hammer", hvis tekst passer dårligt til melodien, falder han i en dyb søvn, som ved albummets afslutning er gået over i en højlydt snorken. Efter en glimrende start ender albummet derfor som en ligegyldig affære, som hverken er en gud værdig, eller værd at bruge lyttetid på.
At tyske bands kan håndtere vikingetiden på en overbevisende måde, har Rebellion vist med deres trilogi om emnet, og hvis man er til en musikalsk rejse i nordisk mytologi, er der meget mere guld at finde for enden af dén regnbue. Hvis vikingernes kræfter svarede til den power, som "Thor" indeholder, ville deres tordengud være en svagelig fyr, og ingen ville skrive musik om deres bedrifter 1000 år senere.

Tracklist:
1. Utgard (False Games)
2. Midgards Guardian
3. Asgard
4. Serpents Venom
5. Resurrection
6. The Visitor
7. What Would You Do?
8. Utgard (The Beginning)
9. Stolen Hammer
10. Lightning
11. Pounding in the Night

Samlet spilletid: 49:24

Læs mere...

Winter's Verge - Tales of Tragedy

Winter's Verge markerer en debut for mig; de er det første band fra Cypern, som har fundet vej til min anmelderstak. Bandet blev startet i 2003 og debuterede i 2008 med albummet "Eternal Damnation". Derefter rendte man ind i diverse problemer med besætningen, men de er nu løst, og et nyt album er klar.
Musikken er traditionel Power Metal præget af både guitar og keyboards, og med George Charalambous´ vokal som markant element. Han synger kraftfuldt og rent, men behersker også genrens traditionelle høje hvin. Teksterne er ret naive, men okay; det er nok de færreste, der forventer højkultur i forbindelse med Metal tekster.
Vokalerne er generelt meget flotte, og sammen med de glimrende guitarparter giver de numrene et både flot og energisk udtryk. Især "Old man´s wish" og "Reflections of the past" står stærkt, men desværre ret alene; flere af de andre numre er uinspirerede og meget klichétunge. En udmærket variant udgør "The captains log", hvor elementer af Folk giver variation.
På trods af albummets mangler kan den tragedie, der omtales i albumtitlen, ikke overføres til indholdet; uden at imponere må det generelle niveau betegnes som i orden – Winters Verge får vist, at Cypern også kan levere fin Metal.

Tracklist:
1. World of lies
2. Old mans wish
3. I swear revenge
4. For those who are gone
5. The captains log
6. Envy
7. Dark entries
8. Madness once called love
9. Tomorrows dawn
10. Reflections of the past
11. Curse of time

Samlet spilletid: 53:22

Læs mere...

Winterborn - Farewell To Saints

Med det navn er det ikke overraskende, at bandet her stammer fra Finland. Winterborn har eksisteret i 5 år, og dette er deres andet album. Bandet har været ramt af en del udskiftninger efter "Cold Reality" fra 2006, men holder ved stilen fra dét album.
Og det er den melodiske del af Metal-paletten, vi har fat i her. På godt og ondt følger de fleste af numrene kendte temaer i både opbygning og udførelse. Mindre godt bliver det, når Winterborn ikke formår at tilføje noget selvstændigt. Det gør f.eks. "Seven Deadly Sins" til en ret så kedelig affære.
Ballader må ikke mangle, og "Farewell To Saints" indeholder hele 2 styk. Hvor "Overture 1939" holder sig i skindet, ender "Emptiness Inside" i det patetiske, ikke mindst pga.Teemu Koskelas vokal. Den hører ellers til de positive elementer på albummet, for disse findes heldigvis også.
Generelt gør de to guitarister en rigtig go' figur, både i indbyrdes samspil og hver for sig. Det viser de i "Nightfall Symphony" og "Last Man Standing", som tilsammen udgør albummets højdepunkt. Her frigør finnerne sig fra genremæssig vanetænkning, og introducerer nogle kantede riffs, som også kunne bruges i forbindelse med progressiv Metal. Det giver musikken en ekstra dimension, som Winterborn meget gerne må gøre mere brug af.

Tracklist:
1. Black Rain
2. Chaos Dwells Within
3. Seven Deadly Sins
4. Overture 1939
5. The Winter War
6. The Land of the Free
7. Emptiness Inside
8. Nightfall Symphony
9. Last Man Standing
10. Another World

Samlet spilletid: 55:36

Læs mere...

Wind Wraith - The Fortune Teller's Gaze

Da Wind Wraith blev dannet i august 2000 af Patrick Blair, var det med den tanke at bringe heavymetal'en og guitarsoloerne tilbage i den rå form. Og det vil jeg påstå er lykkedes ganske godt.
Allerede fra det første nummer "War In The Sun", kan man høre den tydelige inspiration fra bands som Iron Maiden og Metallica. Specielt på vocalfronten er der en inspiration fra Iron Maiden; Scott Olivias (som tidligere har været en del af Inner Strength) stemme ligger meget tæt på Bruce Dickinsons. Også på guitarsiden er der blevet skelet til Iron Maiden, for Wind Wraith benytter sig også af tre guitarer; Brian Fingerhut som leadguitarist og Patrick Blair og Diana Dellasala på rythmguitar. Dette resulterer flere gange i nogle fede trestemmige riffs og double leads, f.eks. på "Dragon Riders", der starter med et riff, der efterhånden bliver trestemmigt. Naturligvis bakket kraftigt op af både Brian Hobbie på bas, og Rob Maresa på nogle trommer.

Numre der især kan fremhæves på denne plade, er de førnævnte "Dragon Riders" og "War In The Sun", der begge er nogle fede speedmetal numre, der minder en om de store navne fra 80'erne som de også ser op til. Men det er ikke kun hurtige metalnumre de leverer; på pladen er der skam også plads til balladen "Watching Over Me", der med nogle tunge trommer og en guitar med mutede strenge fremhæver Scott Olivias flotte vocal.

Det er alt i alt en meget god og gennemarbejdet plade, også på mixerområdet er der gjort et godt stykke arbejde, men det er ikke en revolutionerende plade. Tværtimod, den er rent faktisk temmelig retro-agtig, men det gør bestemt ingenting; vi er jo nogle der rent faktisk savner lyden fra 80'erne – og lad det være det eneste der er savnet fra det årti!

Men det er da bestemten plade jeg vil anbefale til tilhængere af rigtig heavymetal. Jeg tror det vil være en god investering at købe denne plade d. 28/6, for jeg tror bestemt ikke det er det sidste vi har hørt fra Wind Wraith.

Læs mere...

We are the Damned - Holy Beast

Musikstilen på pladen er en blanding af hardcore/punk/Crust/Metal. Der er hardcorens fart samtidig med, at det har punk attituden. Riffs'ene bæres meget crustagtigt i deres opbyning og udførelse. Metal elementerne dukker op i små brudstykker, forskellige steder i musikken. Vokalen ender tit med at være meget metal præget, men andre gange er den væsentligt mere hardcore punket. Lykkedes det dem så at levere en udmærket vare? Tja, både og.

Produktionen fejler i hvert fald intet. Alting står krystalklart og hele lydbilledet er modtageligt. Men samtidig bliver det en af deres akilleshæle.. Når man baserer sin musik på det, jeg vil kalde "Crust riffs", så skal der altså være en beskidt lyd. Det giver i hvert fald en mærkelig ambivalens, at de to ting ikke er der samtidigt. Så man kan vel argumentere for, at det bliver lidt for klinisk.

For selvom jeg er vild med albummet og deres stil, så har jeg meget svært ved at kende forskel på numrene. Ikke at der ikke er alsidighed, men musikken mangler den sidste lille "niche", der gør, at musikken opnår det niveau, hvor musikken markerer sig så kraftigt, at det er umuligt ikke at kunne kende forskel. Det skyldes dog hverken musik eller produktion. Det skyldes bare at genren er mig uvant. Jeg tror til gengæld, at fans af genren ville falde pladask for dette band.

Det er også derfor ,jeg har givet dem 4 ud af 6. Det er et alsidigt album, som garanteret vil tiltale ligeså mange, som det vil frastøde, men jeg vil anbefale de fleste metal elskere at stikke hovedet forbi albummet.

Tracklist:
01. The Anti-Doctrine (2:22)
02. Serpent (3:35)
03. Throne Of Lies (2:54)
04. Devorador Dos Mortos (3:13)
05. Christian Orgy (2:05)
06. Diogo Alves 1841 (3:47)
07. Atrocity Idol (2:45)
08. Summon The Black Earth (2:51)
09. Viral Oration (3:29)
10. The Glorious Grisly (2:51)
11. Vengeance Havoc (3:16)
12. Raping The Law Of The Land (3:40)
13. Lucifer VIP (Chapter II) (9:21)
14. Neo Pigs (Digipak Bonus Track) (4:09)

Læs mere...

Zombie Inc - A Dreadful Decease

"When there's no more room in hell, the death will walk the earth". Hvis du ikke ved, hvor det citat kommer fra, kan du skride ad helvede til. Hvis du ved hvor den kommer fra, men fejlagtigt tror at den er fra 2004-udgaven instrueret af Zack Snyder, så kommer jeg over om et par minutter med en dvd og et bat, og så sætter vi os ned og snakker om tingene. Hvis du bare gerne vil videre i teksten og høre, hvad jeg har at sige om Zombie Inc´s nye plade, så er du kommet det rigtige sted hen. Det er på tide at få de bedste Michael-moves på og samtidig mumle "Braaaaains", COZ THIS IS THRILLER!
Dog ikke, men det bliver på alle mulige måder zombie-relateret, for Zombie Inc fra Østrig har med deres første udspil sat en stor fed streg under, at de er inkarnerede zombie-freaks, og ikke på den der lidt nuttede, latterlige måde som Hammerfall forsøger at sælge som den nye stil, næh du, de her gutter præsterer at komme med et album på 10 numre, hvor der ikke bliver sunget om andet end de levende døde. Jeg troede, at jeg var en zombie-freak, men jeg må se mig slået.
"A Dreadful Decease" tordner afsted med hårde, brutale numre, der på mange måder er et nik til den svenske scene. For ved første gennemlytning forventede jeg sådan set, at de her gutter var fra Sverige og ikke fra Østrig, og endnu mindre regnede jeg med, at de kom fra så prominente bands som Lufthrasyr og Belphegor, og det virkede slet ikke, som om her var tale om black metal-musikere der forsøgte noget nyt. Pladen er i sig selv fee nok. Der masser af solid tråd med tyk, fed lyd og en jordnærhed, som er til at tage og føle på. Især et nummer som "Grim Brutality" er værd at fremhæve, fordi det her virker, som om de er gået efter en fed, groovy lyd uden at gå fuldstændig over i den anden grøft, og det fungerer pisse godt. Det lyder som et svensker band, og det er noget der falder i god jord hos undertegnede. Der er ikke så meget andet at sige om pladen, numrene er sådan lidt so so, nogle klart bedre end andre, men når det er godt, så er det virkelig godt, og bundniveauet for Zombie Inc ligger rimelig højt, så der er noget for andre bands at leve op til. Jeg ved dog ikke umiddelbart, om der er så meget fremtid i kun at synge om zombier, men lige nu er det the shit og så skal vi da have lov at have det lidt sjovt. 5 flade herfra! Pisse fedt, men ikke et mesterværk.

Tracklist:
1. The Chaosbreed
2. Deadtribe Sinister
3. Challenge Of The Undead
4. Horde Unleashed
5. We Must Eat!
6. Bloodrain Overdose
7. Grim Brutality
8. Horror Fills This Hollow Earth
9. A Dreadful Decease
10. Planet Zombie

Samlet spilletid 40:39

Læs mere...

Zero Degree - Surreal World

Fra Tyskland, som de fleste vist har et lidt ambivalent forhold til. Der er power metal i verdens klasse og verdens største metal festival, og nå ja så er der sauer kraut og de der krige der, men det er alt sammen fortid, for nu skal vi samles om ilden og høre morfar her fortælle om et helt nyt band, der kun er 6 år gammelt og som netop nu har udgivet, eller det vil sige i 2010 udgav, deres første skive. Hvorfor den først landede på mit bord for et godt stykke tid siden er mig en gåde, men nu er vi altså i gang med anmeldelse,n så spær øjnene op og følg mig, mens jeg ransager min sjæl for at finde svaret på et eneste spørgsmål: Er Zero Degree relevante i dagens musik scene?
Tyskerne spiller melodisk dødsmetal a la In Flames og Dark Tranquility, faktisk så meget a la, at man godt kan blive i tvivl om hvorvidt de selv har skrevet musikken. Fra de meget melodiske passager til trommerne til vokalen lyder det hele som en blanding af ældre In Flames (anno Whoracle) og Dark Tranquility (anno Haven og en smule Projector). Det er egentlig ikke fordi det gør så meget, at de forsøger sig med den stil, men det virker en smule trægt og kedeligt at sidde og genlytte de her riffs, man har hørt så mange gange før; eneste forskel er at de her er præsenteret i nyere produktion og lettere omarrangeret.
Zero Degree spiller godt. Det er ikke amatør teater fra Avedøre det her, det er smukt pakket ind i en skøn produktion, og deres tekniske formåen er helt i top. En sang som Tomorrow Never Dies udviser stort talent, men også en skam at det så er et talent for at skrive In Flames sange. Måske var det lige hvad verdenen havde behov for, et nyt In Flames der kunne finde ud af at skrive som svenskerne gjorde i deres storhedstid. Jeg hører konstant sange som Jotun, Moonshield og sågar nyere In Flames ting for mit indre øre, når jeg sidder og lytter til pladen og det er sku lidt en skam, når de her gutter sagtens kunne skabe deres egen stil.
Så tilbage til spørgsmålet: Er Zero Degree et relevant band i nutidens musik? Er det nødvendigt at søge tilbage til the good old days og genopfriske hvordan de rigtig gode bands lød dengang, når nu de originale veteraner er faldet af på den? Det syntes jeg bestemt, og jeg vil kvittere med 4 stjerner for et job well done, men jeg kunne godt tænke mig at høre noget lidt mere originalt fra drengene, så det ikke bare virker som et par gutter, der virkelig godt kan lide In Flames og derfor spiller den musik, de havde håbet deres guder ville spille i dag. Det er fedt, men der er ikke noget nyt ved det, og jeg kan forestille mig at det godt kan gå hen og blive kedeligt. Nu vil jeg sætte Whoracle på og så i øvrigt drikke noget kaffe. Sjovt at høre et bud på hvordan In Flames havde lydt, nu hvis de ikke havde ændret sig, men desværre var det ikke hvad vi fik!

Numre
1. The Door to the Unknown
2. Tomorrow Dies Today
3. Frozen Alive
4. The Storm and the Silence
5. Grapes of Wrath
6. Whispering Age
7. Virus
8. Disease
9. Surreal World
10. Where Angels Die
11. The Fog

Samlet Spilletid 50:33

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed