fbpx

Heilung - Futha

Det dansk-norsk-tyske band Heilung vakte betydelig opsigt med debutalbummet ”Ofnir”; bandets specielle fortolkning af Folk med referencer til fortidens stammeritualer ligger nogenlunde så langt væk, man kan komme fra de metalalbums, jeg normalt anmelder her på siden. Nu er Heilung klar med deres andet studiealbum, som har fået titlen "Futha” efter inskriptioner på fund fra vikingetiden. Ifølge presseteksten er betydningen en reference til de kvindelige kønsorganer, og Heilung har bevidst søgt et mere feminint udtryk end på forgængeren. Hmm, godt så.

Det kan umiddelbart være svært at høre, for det er igen messende vokaler og stampende rytmer, der møder lytteren. Samtidig består rygraden i de fleste numre er gentagelser; enten af sekvenser af lyde (”Hamrer Hippyer”), eller flerstemmig sang (”Othan”), som så repeteres med en nærmest hypnotisk stemning til følge. Ved at variere tempoet og intonationen opbygges en intens stemning, så referencen til stammeritualer igen er passende.

Når man har fået styr på disse hårde og i grunden maskuline elementer, bliver det tydeligere, at der er flere feminine bidrag i musikken. De kommer alle fra Maria Franz, hvis klare og fine vokal bringer det kvindelige i spil. Men det er under pres, for albummet indeholder også lyde af kamp og stemningsfulde, talte sekvenser med herrevokal.

Heilung befinder sig stadig langt udenfor min normale musikradar, men ”Futha” fremstår mere modent og mere gennemført end sin forgænger, men frem for alt bedre afbalanceret. Det belønner jeg med tre stjerner og en opfordring til at give albummet en chance – men gør det med åbent sind!

Tracklist:
1. Galgaldr
2. Norupo
3. Othan
4. Traust
5. Vapnatak
6. Svanrand
7. Elivagar
8. Elddansurin
9. Hamrer Hippyer
Samlet spilletid: 1:13:34

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Myrkur - Juniper

Med sine hidtidige albums har Myrkur placeret sig solidt på Black Metal scenen med en blanding af Sort Metal og nordisk Folkemusik, og selv om hun deler vandene, er hun i mine øjne noget af det mest spændende og personlige, der har ramt genren i mange, mange år. Så da EP’en ”Juniper” blev annonceret som optakt til hendes Europaturne i december måned, var jeg mere end klar til at anmelde.
Allerede inden jeg havde hørt en tone, blev jeg skuffet; EP’en indeholder kun to numre – det er ikke mange år siden, at den slags udgivelser blev betegnet ”en single”. Nå, skuffelsen blev hurtigt glemt, efter at have hørt titelnummeret. ”Juniper” er en halvtung sag, som ikke er egentlig Black Metal, men mere Dark. Stemningen er flot og mørk, ikke mindst pga. brugen af strygere, og det skaber en flot modpol til Myrkurs enormt flotte og rene stemme. Det hele kulminerer i omkvædet, hvor tunge guitarer nærmest tvinger mine nakkemuskler til at bevæge sig – alt i alt et virkelig vellykket nummer.
I udgivelsens andet track giver Myrkur sin fortolkning af ”Bonden og Kragen”, som er en dansk folkesang fra 1600 tallet – unægtelig meget langt fra titelnummerets stil. Sangen er spartansk arrangeret; her er der kun en guitar som akkompagnement til vokalen. Det bringer Myrkurs klokkeklare stemme i fokus, og den er som vanligt imponerende ren.
Ud fra deres kvaliteter burde de to numre have haft en højere karakter, men jeg kan ikke se bort fra, at det er lidt snyd at markedsføre en single som EP. Jeg nøjes derfor med at konstatere, at Myrkur stadig laver spændende musik og ser frem til udgivelser med flere numre.

Tracklist:
01: Juniper
02: Bonden og Kragen
Samlet spilletid: 6:13

Læs mere...

Heilung - Ofnir

Egentlig burde jeg ikke anmelde dette album, for oprindeligt udsendte Heilung det selv i 2015. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmet har bandet skrevet kontrakt med Season of Mist, som nu udsender ”Ofnir”, dernæst så jeg tilfældigt et liveclip på Youtube, hvor bandets specielle stil vakte min interesse.

Det skyldes bl.a. at Heilung ikke spiller musik i gængs forstand; her skal man ikke lede efter omkvæd eller A og B stykker. I stedet har de enkelte numre nærmere karakter af stammeritualer, hvor der via taktfaste råb og messen skabes fornemmelsen af, at man som lytter befinder sig midt i begivenhederne – dette introduceres allerede i åbningsnummeret ”Alfadhirhaiti”, og dukker op igen i nogle af de efterfølgende numre.

Et andet gennemgående træk er brugen af stampende rytmer, som repeteres på en nærmest hypnotisk facon, det giver en Drone-agtig stemning i numrene, specielt når der blandes elektroniske lyde mellem trommerne, eller vokalen forvrænges som i ”In Maidjan”. Samtidig er indeholder vokalerne sjældent egentlig sang; de er nærmere tale, som fremføres på fremmedartede sprog – om disse er egentlige sprog eller andets egne opfindelser, tør jeg ikke gætte på. Resultatet er, at vokalerne flyder sammen med den ledsagende musik, og distancerer sig fra traditionel musik.
Selv om der bruges forskellige instrumenteringer under opbygning i de enkelte numre, kommer disse til at fremstå temmelig ens – og så er 70 minutters spilletid en udfordring. Heldigvis brydes monotonien når sangerinden Maria Franz kommer på banen. Hendes sang i ”Fylgija Ear” tilfører melodi, som hæver nummerets kvalitet. Det samme sker i ”Krigsgaldr”, som er albummets ubestridte højdepunkt: Her passer alle Heilungs elementer perfekt sammen. I de resterende numre mangler der desværre det sidste for at fastholde min interesse, så selv om ”Ofnir” er en anderledes og selvstændig udgivelse, rammer den mig ikke.

Tracklist:
1. Alfadhirhaiti
2. Krigsgaldr
3. Hakkerskaldyr
4. Schlammschlacht
5. Carpathian Forest
6. Fylgija Ear
7. Futhorck
8. In Maidjan
9. Afhomon
Samlet spilletid: 71:52

Læs mere...

Myrkur - Mareridt

Der har fra starten været en stor hype omkring Amalie Bruuns soloprojekt Myrkur; en hype som ikke er blevet mindre med tiden. Nu er Myrkur klar med det andet studiealbum, som naturligt er ventet med spænding, ikke mindst af undertegnede; jeg har fra starten været imponeret af Myrkurs meget personlige stil, som blander Black Metal og Folkemusik på en helt speciel facon.

Åbningsnummeret er på overfladen stille og roligt, men der ligger konstant en undertone af noget farligt og truende i musikken. Det hele bryder løs i det efterfølgende ”Måneblôt”, hvor vokalen skriger vildt og voldsomt, mens musikken er en fremragende gang Black Metal. Nummeret er første single fra albummet; et godt valg, for med elementer af Folkemusik mod slut favner nummeret Myrkurs univers.

De resterende numre betjener sig af de samme elementer, bare i forskellig grad: ”The Serpent” er tung Metal, som med Bruuns vokal får en speciel stemning. Helt anderledes er den traditionelle Folkevise ”De Tre Piker”; her er vokalen så ren og klar, at tankerne falder på Sissel Kyrkjebø; sammen med den sparsomme instrumentering skabes en stemning, der minder mig om Clannad – det er imponerende! Endelig viser ”Ulvinde” Bruuns flair for at blande tingene; nummeret byder både på dyrisk hvæsen, flotte kor og en glimrende melodi.

Med albummets virkelig flotte stemninger, den skarpe Metal og de eminente vokaler fortsætter Myrkur sin unikke stil, endda i en finpudset udgave. Det gør ”Mareridt” til Myrkurs hidtil bedste udgivelse, som fuldt ud retfærdiggør hypen.

Tracklist:
1. Mareridt
2. Måneblôt
3. The Serpent
4. Crown
5. Elleskudt
6. De Tre Piker
7. Funeral (featuring Chelsea Wolfe)
8. Ulvinde
9. Gladiatrix
10. Kætteren
11. Børnehjem
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...

Cnoc An Tursa - The Forty Five

Navnet Cnoc An Tursa er gælisk, og betyder noget i retning af ”højen med den opretstående sten”. At man har valgt netop dette navn passer fint ind i bandets ønske om at kombinere traditionelle skotske melodier og ditto lyrik med moderne Metal.

”The Forty Five”, som er bandets andet album, lægger ud med episke melodier og nydelige folkemelodier uden indhold af Metal. Det virker næsten som om, at bandet vil sikre sig, at lytteren forstår deres musikalske rødder inden der tilsættes andre ingredienser. Uanset baggrunden, så fungerer musikken godt; under hver gennemlytning har jeg en film med storslået og rå natur kørende på den indre biograf.

Brugen af fløjter er behersket, men den er alligevel tilstrækkelig til, at musikken får et umiskendeligt britisk Folk-præg. Samtidig kører der tunge Metal-rytmer i baggrunden, som sikrer pondus og energi. Og skulle det ikke være nok, leverer guitaristen Alan Buchan en brølende vokal, der har power nok til at sætte tingene på plads. Hvis man stadig savner energi, skal man hen til ”Sound The Pibroch”, som eksploderer i voldsom Metal, men bibeholder de fine melodier fra de resterende numre. Det efterfølgende ”Fuigheall” følger trop med mere af samme skuffe, bare lige for at markere.

Kombinationen af Folkemusik og Metal er ikke helt nem at få til at fungere; ofte passer balancen ikke, så det ene af elementerne får overtaget. På dét punkt klarer skotterne sig virkelig godt, for ”The Forty Five” holder hele tiden gang i begge dele på en overbevisende måde, hvilket gør albummet virkelig godt.

Tracklist:
1. Will Ye No Come Back Again
2. The Yellow Locks Of Charlie
3. The Standard on the Braes o' Mar
4. Wha Wadna Fecht For Charlie
5. Flora Macdonald
6. Sound The Pibroch
7. Fuigheall
8. The Last of the Stuarts
Samlet spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Myrkur - Mausoleum

Sidste år leverede Amalie Bruun alias Myrkur en af de største overraskelser Indenfor den Sorte Metal med det meget personlige album “M”. Nu følger ”Mausoleum”, som kun delvist indeholder nyt: To af de ni numre er nye, resten har tidligere været udsendt. Til gengæld er arrangementerne nye, for albummet er rent akustisk, ligesom Bruun bakkes op af Det Norske Jentekor. Norge har også indflydelse på albummets titel, idet alt er optaget i Emanuel Vigeland Mausoleum i Oslo.

Stedet har en speciel akustik, som skaber specielle stemninger, og det passer helt perfekt til de akustiske udgaver. Myrkurs musik er i forvejen præget af markante vokalarrangementer, men kun akkompagneret af en smule guitar og lidt klaver er det hele nærmet ren a cappella. I kombination med pigekoret giver det numrene et boost, som forstærker melodiernes rene og nærmest nøgne sarthed – det er meget smukt. De to nye numre ”Den lille piges død” og Bathorys ”Song to Hall Up High” glider let og elegant ind i stilen fra de øvrige skæringer.

Der er dog en alvorlig mangel, for ved kun at inkludere den svævende del af Myrkurs musik, fortælles mindre end den halve historie; uden de sorte metalliske elementer er der absolut ingen dynamik, ingen eksplosioner. Tilbage er kun sarte kvindestemmer, og de er virkelig smukke, og fremhæver på bedste vis melodiernes skønhed og styrke.

Det er 3 stjerner værd, men kan ikke dække over, at udgivelsen her IKKE er for metalfans – hvis man forventer Myrkurs normale power, bliver man skuffet. Til gengæld har kvaliteten af både vokaler og melodier potentiale til, at ”Mausoleum” vil tiltale musikfans langt fra Myrkurs normale målgruppe.

Tracklist:

1.     Vølvens spådom                      

2.     Jeg er guden, I er tjenerne                 

3.     Skøgen skulle dø                    

4.     Byssan lull                    

5.     Den lille piges død                  

6.     Frosne vind                   

7.     Onde Børn                    

8.     Song to Hall Up High (Bathory cover)                      

9.     Dybt i skoven

Samlet spilletid: 27:23

Læs mere...

Stöj Snak - ScreamerSongwriter

Da jeg tidligere på året anmeldte EP’en ”Happitalism”, besluttede jeg mig for også at anmelde bandets første album, som var annonceret på dét tidspunkt. Nu er ”ScreamerSongwriter” så på gaden, og igen er det med Niels H. Sørensen som den centrale og altoverskyggende aktør. For mig er det interessant at høre, om han kan det høje niveau fra EP’en på et helt album.

To af numrene fra ”Happitalism” genfindes på den nye udgivelse, og de passer perfekt ind i helheden. Stilmæssigt fortsætter Stöj Snak med at blande Rock, Folk og Country til en frisk og spændende akustisk blanding. Resultatet er frisk countrystemning i ”Fuck!”, Rockabilly stil i ”Laughter Brings People Together But No One Wants To Fuck The Funny Guy” og en afdæmpet, men alt andet end søvndyssende godnat sang i ”Lullaby”. Det hele bliver tunet af vokalen, som er ren og klar, men ofte balancerer på kanten af det skrigende.

Titlen ”ScreamerSongwriter” er derfor en meget præcis beskrivelse af Stöj Snaks stil, for hvor musikken følger kendte veje for songwriterstilen, er vokalen langt mere skarp end man er vant til på dé musikalske kanter. Netop heri ligger en stor del af numrenes spænding, for den er med til at holde numrene friske. At det i sidste ende ikke rækker til helt samme bedømmelse som jeg gav den foregående udgivelse, er en detalje; debutalbummet har rigeligt med gode melodier til at få thumbs up herfra.

Tracklist:
1.Prelude
2.Fuck!
3.Laughter Brings People Together But No One Wants To Fuck The Funny Guy
4.Parental Disclaimer
5.Spoiler Alert
6.ScreamerSongwriter
7.Lullaby
8.Privacy Is a Crime
9.Old Friends and Irish Coffee
10.Hu-Men
11.White Male Middle-Class Blues
12.Ronkedor
Samlet spilletid: 40:28

 

Læs mere...

Stöj Snak - Happitalism

Jeg var aldrig stødt på navnet Stöj Snak før denne EP, men via lidt research fandt jeg ud af, at det er et band med Niels Højgaard Sørensen som central figur. Mange ville nok betragte ”Happitalism” som et solo projekt, for selv om der er bidrag fra en håndfuld andre musikere, står der Sørensen på langt det meste: Ved siden af at synge og spille alle strengeinstrumenter, har han også stået for produktion og mix … og skrevet alle numrene, forstås.

Og det han har skrevet ligger temmelig langt fra det, vi normalt anmelder her på siden; ingen dobbeltpedaler, ingen tremologuitarer, ingen growl. I stedet indeholder EP’en 5 numre sammensat af elementer fra Bluegrass, Country og Folk. Det hele er holdt akustisk, men det betyder ikke stilstand; både ”Privacy Is a Crime” og ”CopyWrong” holdes i pænt tempo. De er lige så gennemførte som den tilbagelænede cowboystemning i ”Old Friends and Irish Coffee”.

Numrene er stilsikre, og har en meget sympatisk ”Feel good”-feeling, som genfindes i teksterne. At vokalen et par gange presses til grænsen, virker ikke forkert, men tilfører i stedet et skud friskhed til numrene.

”Happitalism” er en positiv lille sag, som efterlader mig i rigtig godt humør; de 5 numre er både velskrevne- og spillede, og musikken flyder meget naturligt. Det tegner rigtig godt for debutskiven “Screamersongwriter”, som efter planen kommer på gaden i starten af juni.

Tracklist:
1. Privacy Is a Crime
2. Old Friends and Irish Coffee
3. TNT-Rex
4. CopyWrong
5. Happitalism
Samlet spilletid: 15:44

 

Læs mere...

Russkaja - Peace, Love & Russian Roll

Trods det russisk klingende navn hører bandet her hjemme i Østrig, og så vidt jeg kan læse i det sparsomme pressemateriale, er ”Peace, Love & Russian Roll” deres første skive. Hvis det står til mig, må den også gerne blive deres eneste, men mere herom senere. Russkaja består af 7 musikere, så de har mulighed for at supplere den traditionelle instrumentering for et Rockband med violin og blæsere.

Albummets cover kunne indikere et indhold af syret retro, men det er ikke tilfældet. Russkaja spiller Partyrock, som de supplerer med elementer af Folkemusik; stedvis minder resultatet om det, man hører fra Pagan bands, som f.eks Finntroll. Men så hører sammenligningerne også op, for der er en høj grad af fis og ballade over det hele, og der er ingen tvivl om, at man har lyttet til nogle andre finner, nemlig Leningrad Cowboys. Østrigerne laver ikke kopiudgaver som disse, men de har heller ikke det samme overskud og den charme, som veteranerne har.

Sangeren har en kraftig russisk accent på sit engelsk, men om den er ægte eller bare en gimmick, vides ikke. Jeg tror det sidste, for han lyder mest af alt som en russisk skurk i en Hollywood film. Han får selskab af en del reggae rytmer, og masser af blæsere – trompeter og tuba. Men det rykker ikke, det er fladt og fænger ikke - der skal virkelig store mængder vodka til, før det her bliver en fest!

Er det så bedre med spanske tekster og ditto stemning? Nej, slet ikke – heller ikke hvis de går Madness i bedene og smider Ska-rytmer ind i spillet. ”Lovegorod” lyder rigtig meget som Zididada – det fortæller noget om niveauet … bedre bliver det ikke i ”Parachute”, som bare er en pladret omgang Pop.

Nummeret ”You Are The Revolution” får mig til at understrege, at det er Russkaja ikke – det er et party eksperiment, der falder pladask på gulvet – bandet har slet ikke formatet til at få noget ud af konceptet, og resultatet er tyndbenet og helt igennem pivringe.

Tracklist:
1. Rock'n Roll Today
2. Slap Your Face
3. Hometown Polka
4. There Was A Time
5. El Pueblo Unido
6. Lovegorod
7. Parachute
8. Let's Die Together
9. Salty Rain
10. You Are The Revolution
11. Radio Song
12. Peace, Love And Russian Roll
Samlet spilletid: 43:52

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed