fbpx

Winterhorde - Nebula

Jeg blev mildest talt overrasket, da jeg opdagede, at dette band kommer fra Israel. Ikke fordi der skulle være noget i vejen med musik derfra – jeg havde bare ikke forventet, at et land hvor religion er så vigtigt ville frembringe et black metal band.
Men black metal spiller de, og har gjort det siden 1999, hvor de startede under navnet Autumn Palace. Efter et par (nærmest obligatoriske) ændringer i besætningen, var Winterhorde en realitet i 2002. Nebula er bandets albumdebut, som kom på gaden i oktober 2006.

Tilbage til musikken. Winterhorde spiller, som nævnt, black metal; mere nøjagtigt af den skandinaviske slags: med stemningsfuldt keyboard, dyster vokal og masser af blastbeats. Men heldigvis har Winterhorde mere at byde på end disse standardingredienser. De holder sig ikke krampagtigt til den slagne vej, men blander både rene death metal elementer og progressive ting i den sorte grundsubstans. Flere steder suppleres også med kvindelig skønsang, som bidrager til stemningen.

Vigtigere er det dog, at Winterhorde har skrevet en stribe solide numre; med flotte melodistykker og lækre detaljer. I tilgift er det hele godt produceret, med et stort og åbent lydbillede.

Alt i alt er Winterhorde et rigtig positivt bekendtskab, som i mine øjne er en klar berigelse af genren. "Nebula" er et meget varieret album, som også vil tiltale andre end gamle black metal fans.

Tracklist:
01: Nebula: The Ultimate Redemption (prologue)
02: The Fall of Angelic Dominion
03: The Earth is an Altar
04: Propaganda (intermezzo)
05: Hate Parade
06: I am Sin
07: An Ode to Man
08: Snowfall
09: Post Apocalypse Morning (Epilogue)
10: War of One

Samlet spilletid: 45:08

Læs mere...

Weapon - From the Devil´s Tomb

Som så mange andre bands i Black Metal genren dyrker Weapon også det mystiske og skjulte - og så smider man jo ikke om sig med informationer. Jeg har dog fået opsnuset at de 4 medlemmer Vetis Monarch (vokal og guitar), Apostle VIII (guitar), Kha Tumos (bas) og The Disciple (trommer) har udsendt et album før dette.
Manglende info forhindrer heldigvis ikke Weapon i at spille rigtig sej Black Metal, for "From the Devil´s tomb" må siges at være et rigtig godt album.
Hovedparten af numrene er sammensat ret traditionelt med blastbeats og guitarer, som veksler mellem det vilde og det melodiske. Som det hører sig til, er tempoet temmelig højt, så det er ikke energi, der mangler. I "Furor Divinus" minder stilen lidt om Nile pga. de specielle omkvæd, men eller er udtrykket ret traditionelt. Til gengæld sætter Weapon deres eget præg på tingene i åbningsnummeret, hvor den raspende vokal veksler med musikken, så nummeret kommer til at bevæge sig fremad i stød; det giver en sej virkning.
Hele vejen igennem hersker der en mørk stemning, som Weapon opbygger via forskellige virkemidler: talte sekvenser, CoF-agtige Goth-stemninger og messende kor vidner om en pænt stor bredde på denne front.
Det underbygger det gode indtryk, som albummet efterlader, for selv om det ikke viser så meget nyt, er der tale om rigtig godt håndværk, som de 4 musikere bestemt ikke behøver at gemme sig for.

Tracklist:
1. From The Devil´s Tomb
2. Vested in Surplice, and Violet Stole
3. Furor Divinus
4. Vortex - 11724
5. LEFTHANDPATHYOGA
6. The Inner Wolf
7. Sardonyx
8. Trishul
9. Towards The Uncreated

Samlet spilletid: 54:20

Læs mere...

Way to End - Desecrated Internal Journey

Med en klichefyldt titel som "Desecrated Internal Journey, og et bandmedlem med det mundrette navn Hzxllprkwx, kan der vist ikke komme nogen ubehagelige overraskelser i forhold til, hvilken stil franske Way to End udøver. Stilen er overvejende midtempo black metal med enkelte akustiske og blastede udfald. Når Way to End ikke for alvor folder sig ud, er der sådan set ikke noget særligt spændende at komme efter, men når de fire franskbrød skruer op for charmen, er der dog noget helt sindssygt spændende over Way to End's tilgang til musikken. Ofte lyder det som om de tre strengeinstrumenter spiller hver deres eget riff i et kort stykke tid, for herefter at forsones i skønt, skønt kakofonisk og dissonant kaos. Det er selvsagt lidt rodet at høre på i starten, og ærlig talt er det ikke altid lige vellykket. Men når det lykkes, så lykkes det fandme i stor stil! Jeg kunne dog godt have tænkt mig et album med en lidt længere spilletid end de små 40 minutter, pladen varer. Jeg synes måske, at nogle af numrene ikke får lov til at folde sig helt ud, og sidder med en lille narrefisse-fornmmelse i kroppen. Den fjollede intro gør heller ikke meget for at vække lytternes opmærksomhed, men når alt det er sagt, har Way to End trods alt fat i noget af det rigtige.
Når det nu er en eller anden afart af black metal, vi her har med at gøre, skal produktionen helt traditionelt være noget ulden og anti-klinisk, og det er også tilfældet her. Desværre kan man sige, for en del af detaljerne i de forskellige kompositioner går tabt i mudderhelvedet, og ligeledes kan man ikke altid høre sangeren, der ligger alt for langt tilbage i det samlede lydbillede.
Way to End er vel at kalde eksperimental black metal, og til trods for auditive mangler, og mangler i tighthed, er Way to End er ret godt alternativ til ordinær black metal... Ja, ordinær musik i det hele taget.

Tracklist:
01: Facing the Abyss
02: A Step Into the Void
03: At the Threshold
04: The Worm
05: Unconscious Evocation of a Neverending Search
06: The Sore of Creation
07: No Dreams

Total Spilletid: 38:13 Minutter

Læs mere...

War From A Harlots Mouth - MMX

Den første gang jeg nogensinde hørte noget med det her band, var det samtidig med at Myspace virkelig sprang frem. Ligesom andre bands (Job for a cowboy) var de en del af Myspace-revolutionen, der sprang i luften og gjorde dette site til den habile musiktjeneste, det er i dag. Jeg faldt over dem ved et tilfælde, men elskede deres musik. Det var smadret, det var råt, det var teknisk, og så var det pisse sjovt. Jazz, math og en masse core.

Bandet stammer fra Berlin og består af fem medlemmer. Der har været lidt udskiftninger, men den mest markante må være vokalskiftet. I 2007, da de udgav Transmetropolitan, gik deres forsanger og blev erstattet af The Oceans vokalist. Jeg har ikke hørt deres album fra 2009, " In Shoals", som jo må være det album, der skiller vandene. Så derfor glædede jeg mig til at høre dette album..

Desværre blev jeg faktisk slemt skuffet. Ingen tvivl om at de kan spille musik og at de gør det skide godt, men det der gjorde WFAHM til dem, de var, var den leg der opstod imellem den meget specielle vokal og den meget specifikke musik. Hele det samarbejde var skyld i, at de lavede et skide godt bånd kaldet "Falling Upstairs" og deres pragtalbum "Transmetropolitan". Med den nye vokalist virker det, som om den musikalske kant er forsvundet. Jo, der bruges stadigvæk nogle samples og der er lidt jazz at spore engang imellem, men slet ikke på samme måde som før. Det virker, som om den mørke avantgarde-fornemmelse for jazz mere har fået overtaget og dermed skabt noget utroligt dystert mathcore.

Rent produktionsmæssigt fejler albummet intet. Lyden er i top, og du har et klart billede af alle instrumenter. Vokalen er fremme i billedet, men ikke så meget at det stjæler opmærksomheden. WFAHM spiller stadigvæk mathcore, men denne gang er der et klart dystert træk at fornemme. Der dukker stadigvæk noget meget sjældent jazz op, men denne gang er det mere mørkt, mere avantgarde.

Nårh ja... Og så surfede jeg lige nettet igennem for at finde andre anmeldelser og generelle informationer omkring denne udgivelse. Og der er åbenbart en dyb fascination af, at WFAHM har valgt at bruge en 8-strenget guitar på denne udgivelse.. Det kan godt være, at jeg lytter til musik på en anden måde, men det faktum gør intet for mig. Musikken bliver ikke bedre, dårligere eller anderledes.

Der skal sikkert nok være et publikum til det, og hvis du vil have en anderledes musikalsk mathcore oplevelse, så skal du helt sikkert høre det her album. Men som old school fan af WFAHM, så kan jeg ikke give albummet mere end tre stjerner. Det forbyder min indre WFAHM fan mig.

Tracklist:
1. Insomnia
2. To Age And Obsolete
3. The Increased Sensation Of Dullness
4. Sleep Is The Brother Of Death
5. The Polyglutamine Pact
6. Cancer Man
7. C.G.B. Spender
8. Sugarcoat
9. Spineless
10. Recluse MMX
11. Inferno III/IV

Samlet spilletid: 32.27

Læs mere...

Zardens - Breeding the Dark

Zardens er en belgisk trio der, som landets traditioner går, gør sig I den mørke vare. Her er dog hverken tale om chokolade eller øl. Zardens smider nemlig om sig med sort metal, og "Breeding the Dark" er bandets første forsøg på at gøre sig bemærket. Pladen udgives på det belgiske selskab Ultimhate Records, som efterhånden har hentet dig et imponerende kartotek af bands. Både ind- og udenrigs.
Når jeg nu har med en black metal-skive at gøre, skal der ærlig talt meget til, før jeg går i gulvet. Jeg er ikke super stor fan af den der helt generiske og typiske black metal. Der må gerne være småting der gør, at de udskiller sig fra hoben af andre bands. Dette gør Zardens absolut ikke! Bevares, så er der lidt thrash-elementer hist og her, men samlet set må Zardens lide den tort, at fremstå ganske ordinære i min bog. Nu kommer det sjove så: Jeg er faktisk ret godt underholdt i de tre kvarter, hvor de tre belgiere spyr om sig med eder og forbandelser. Altså, underholdt... Ikke begejstret eller imponeret. Blot underholdt. Men set i lyset af min historie med "almindeligt" black metal, er det jo ikke helt skidt.
Numre som "The Last Curse", "The Howling Shadows" og lukkeren "Where Eagles Fly" vil sandsynligvis nok kunne få folk til at vippe med tæerne, men omvendt skal man ikke forvente at den dybe tallerken bliver genopfundet.
Kort sagt, er Zardens godkendt... Og lidt til.

Tracklist:
01: The Coming Doom
02: The Last Curse
03: The Undead
04: The Crown of Darkness
05: The Howling Shadows
06: The Nightspirit
07: The Dissenter
08: Where Eagles Fly

Total Spilletid: 46:36 Minutter

Revolution Music vil gerne takke Ultimhate Records for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed