fbpx

VLE, The - The Book of Illusions, Chapter III

Sidste og afgørende kapitel i ”Book of Illusions” trilogien.
Som tidligere skrevet, er der ingen af de 3, der minder særligt om hinanden, udover, at de alle lægger ud med skæringen ”Kano”.
Jeg vil sige, at dette 3. kapitel er det af de 3, der minder mest om et selvstændigt album, om end 1’eren var mest komplet.
3’eren har nogle klare forcer i forhold til de 2 andre, men den har desværre også nogle fæle kiks, som gør, at den taber terræn til dens 2 forgængere.

VLE formår stadig, på stort set alle tracks, at tryllebinde lytteren, med sit lydlandskab som oftest kan sammenlignes med en tur gennem den egyptiske ørken.

Skiven lægger som sagt ud med ”Kano” og fortsætter over i noget akustisk og meget melodisk. 3. skæring starter blidt ud, men forvandles til en hæslig øre-bæ, med skinger blackmetal stemme og meget forvrænget guitar.
”Ancient Song Set Ablaze” triller rundt om sig selv en million gange, og det er lige før man som lytter er helt væk, men så kommer der virkelig et guldkorn i form af ”Diana’s Rebirth”, og skiven holder faktisk vand resten af tiden ud.

Som skrevet i alle 3 anmeldelser af The VLE, er kodeordene i hans selskab ”Tålmodighed og Åbent Sind”!

Som sagt, er der noget for enhver smag, og det er jo fedt, man bare kan springe det man ikke gider over.

Personligt glæder jeg mig til at høre hans nye fuldlængde skive.

Tracklist:
01: Kano
02: The Arrival
03: Crimson
04: … of Wood and Water
05: Ancient Song Set Ablaze
06: Diana’s Rebirth
07: Now You Cry
08: Fornever
09: The Surest Path
10: I Will Return… 822



Læs mere...

Vesania - God The Lux

Vesania fra Polen starter, i den grad, lige på og hårdt med første skæring ’Rest In Pain’ på denne anden fuldlængde skive 'God The Lux', og for satan da der er skrald på. Masser af grindcore trommer og -passager (ne – ne – ne) samt dommedags keyboard-flader, som får det hele til at lyde som om, verden er ved sin ende. Hovedkomponist, bassist og sanger Orion (fra Behemoth) lyder som syv onde år i helvede gennem samtlige skæringer. ’Pestilence on you!’ spytter Orion i anden linie af ’Rest In Pain’, og derfra er det klart, at lyrikken gennem denne time og seks minutters über-røvfuld står på væmmelse og foragt for alt menneskelig eksistens. Vreden fortsætter i samme hæsblæsende tempo på ’Post Human Kind’, som må siges, efter mange gennemlytninger, at være undertegnedes favorit. Det ene onde guitar riff flænser det næste, og det hele harmoniserer rigtig lækkert med trigge-pedalerne, som styres af trommeslageren Daray (fra Vader), som må siges at levere et helvedes godt stykke arbejde på ’God The Lux’.

På ’Lumen Clamosum’ får de i forvejen afstraffede trommehinder lov til at hvile sig en stund, da denne syrede sang mest består af keyboard og underlige samples, som for alvor luller lytteren ind i en dejlig, uhyggelig stemning. Versania formår gennem disse ting at skabe en rigtig fed og uvis atmosfære. Selvfølgelig viser det sig blot at være stilhed før stormen, og vi bliver da også snart atter slagtet af ond, ond metal lidt efter denne skæring.

Er du til symfonisk blackmetal, er Vesania med ’God The Lux’ bestemt et køb værd og burde tjekkes ud. Mit eget kendskab til symfonisk blackmetal går desværre ikke så fandens langt tilbage, at jeg vil vove at kalde Versanias anden fuldlængde videre nyskabende eller original. Men for helvede det virker sgu for mig. Jeg gi’r skiven en tur til i min stakkels cd-afspiller, mens jeg brænder mine møbler og ta’r noget lig-sminke på… Kom nu, vær nu lidt glade – hæhæ, det’ jo snart jul.


Læs mere...

Acherontas - Vamachara

Bandet her har sikkert mange egenskaber, men hvis man skal dømme ud fra den medfølgende pressetekst, er ydmyghed er ikke en af dem. Acherontas ser nemlig sig selv som det endelige svar for Black Metal fans, men kun for dem som ser rigtigt .... Var det ikke samme argument, som blev brugt i Kejserens Nye Klæder?
Lige så klassisk som ovennævnte eventyr er Acherontas´ stil, for bandet angriber genren på en ret så old school måde: guitarerne dominerer begivenhederne i et lydbillede, hvor trommerne er skubbet i baggrunden, og hvor det eneste modspil kommer fra vokalen. Den leveres af bandets mastermind, V.P Acherontas, og er udmærket uden at imponere. Det samme gælder for numrene generelt, for meget mere end gennemsnitlig kvalitet er der ikke at finde der. Lidt ros skal der dog lyde for at inkludere de ret personlige instrumentalnumre ”Abraxas” og "Ohm Krim Kali”, selv om sidstnævnte er lidt uinteressant og bliver anstrengende i længden.
I min verden indeholder hverken Acherontas som band eller “Vamachara” som album kvaliteter, der på nogen måde retfærdiggør udtalelsen om endeligt svar – men om det bare skyldes, at jeg ikke har evnerne til at set det, kan checkes på bandets Myspace side. Personligt har jeg det udmærket i rollen som den lille dreng, der råber ”…de har jo ikke noget på”.

Tracklist:
1. Opening the Eye of the Storm
2. Blood Current Illumination
3. Abraxas
4. Vamachara
5. Ohm Krim Kali
6. Beyond the Mazeways to Ophidian Gnosis
7. Drakonian Womb

Samlet spilletid: 45:22

Læs mere...

Absu - Absu

Jeg er ikke tidligere stødt på Absu, så da jeg fik dette selvbetitlede album i hænderne, antog jeg, at der var tale om en debut. Det er dog langt fra tilfældet, for bandet har eksisteret siden 1991,og via 5 albums skabt sig en fremtrædende position i den amerikanske Black Metal undergrund.
”Absu” kunne nu godt have været en debut, for dens tempo og energi har den friskhed, man ofte finder hos yngre bands; der åbnes virkelig for sluserne. Brutal Black Metal drevet frem af hamrende trommer og fræsende guitarer fylder albummet, og når man lægger den let raspende vokal oveni, er helheden rundet godt af.
I en del af numrene forsøger Absu sig med mange temaskift; en tilgang som kan tilføre musikken spænding, men her gør det den i stedet unødigt knudret og distanceret. Så er der anderledes punch i ”13 Globes” og “Sceptre Command”, som er mere direkte, og minder lidt om Limbonic Art. Disse numre er albummets højdepunkter, både mht. kvalitet og selvstændighed.
Begge dele mangler for ofte i de resterende numre, og for jeg ved ikke hvilken gang kan jeg konstatere, at mere selvkritik ved udvælgelse af numre havde givet et bedre album. Hvis ”Absu” havde været en debut, kunne jeg se gennem fingre med dens svagheder, men et band med så meget erfaring skal bare kunne skrue et bedre album sammen, end tilfældet er her. Mit første møde med Absu ender derfor som noget af en skuffelse.

Tracklist: 1. Between the Absu of Eridu and Erech
2. Night Fire Canonization
3. Amy
4. Nunbarshegunu
5. 13 Globes
6. ... Of the Dead Who Never Rest in Their Tombs Are the Attendance of Familiar Spirits ... Including: A.) Diversified Signs Inscribed; B.) Our Earth of Black; C.) Voor
7. Magic(k) Square Cipher
8. In the Name of Auebothiabathabaithobeuee
9. Girra's Temple
10. Those of the Void Will Re-Enter
11. Sceptre Command
12. Ye Uttuku Spells
13. Twix Yesterday, the Day and the Morrow

Samlet spilletid: 53:40

Læs mere...

Aborym - Generator

Det italienske Black metal band Aborym har udgivet deres 4. album ”Generator” på det franske pladeselskab Season of Mist og her byder de, som på deres tidligere albums, på noget som man med god vilje kunne kalde Elektro Black Metal.
Til min overraskelse er det et ret godt album med et nogenlunde varieret black metal lydbillede, visse steder tilsat munkekor, hvilket giver en god dyster effekt. Produktionen er helt i top og trommerne spilles effektivt af den tidligere Emperor trommeslager Bård G. Eithun ”Faust”. Hele produktionen er godt nok blødet op, med efter mine mening, alt for meget keyboard, så lyden bliver meget pompøs eller om man vil poppet og syntetisk.
Vokalen er old school black metal og byder som sådan ikke på noget nyt, men de bruger en hel masse elementer fra elektro bands og på den måde skaber deres helt egen stil inden for black metal uden at gå på kompromis med genren. Generelt har Aborym svært ved at leve op til andre black metal bands som Dimmu Borgir, Mayhem og Emperor, men ”Generator” er ikke noget dårligt album og vil helt sikkert kunne tilfredsstille black metal fans samtidig med at albummet kan nå et bredere publikum, med deres mere cyber heavy metal elementer.

Læs mere...

Abhor - Ab Luna Lucenti, Ab Noctua Protecti

Med en historie, der går tilbage til 1995, må Abhor med rette kaldes et gammelt navn på den italienske scene. Bandet har åbenbart taget konsekvensen af, at det igennem årene har det været svært at fastholde folk på positionerne keyboard og trommer, så den faste besætning idag kun tæller guitar, bas og vokal.
Som mange andre bands i den Sorte genre holder Abhor fast i, at deres musik skal forene det melodiske med det rå og uvenlige. Som så mange gange før bliver det til en opdeling, hvor man på den brutale side har vokal, trommer og de elektriske instrumenter, som man søger at give en modvægt i form af akustiske instrumenter. I dette tilfælde er vokalen en rigtig gravkammerrøst, som næsten får det til at løbe koldt ned ad ryggen – det er ret fedt. Til gengæld formår den traditionelle musik ikke at sætte sig i respekt, for man har valgt at mixe guitar og trommer meget langt tilbage i det meget støjfyldte lydbillede. Produktionen er simpelthen så ringe (man kan også kalde den mangelfuld eller True Black), at det går ud over musikken. Det hele er så mudret, at man skal koncentrere sig om bare at placere de enkelte elementer korrekt i forhold til hinanden. Det er i sig selv irriterende, men værre er, at mixningen af guitar og trommer gør, at musikken mister ethvert tilløb til dynamik. Derfor er det kun de stille passager med violin og klaver, der træder klart frem. Sammen med vokalen giver det en udmærket stemning, men det er ikke nok. Der sker simpelthen for lidt til, at denne udgivelse kan frembringe nogen form for entusiasme hos mig; Abhor har skudt sig selv i foden i bestræbelserne på at fremstå så ægte BLACK som muligt.

 

Tracklist:
1. Golden Path
2. Hearing Without Fear
3. Echoes of Desperation and Hate
4. Paranormal Mantric Experience III - Ostium
5. Scent of Sulphur
6. De Vermiis Mysteriis
7. Seven Magic
8. Wind Between Fingers
9. Aura Ignis Aqua Tellus

Samlet spilletid: 46:59

Læs mere...

Valkyrja - Contamination

"Contamination" er det andet album fra svenske Valkyrja, og deres første på Metal Blade. Bandet blev startet i 2004, og debuterede med "The Invocation Of Demise" i 2007. Efter planen skal denne titel genudgives senere på året, så man må sige, at pladeselskabet bakker op om bandet.
Det er der også god grund til, for Valkyrja spiller en udmærket omgang Black Metal. Specielt det egentlige åbningsnummer "Oceans To Dust" lægger virkelig fra land med power. Stilmæssigt minder nummeret om en ikke-symfonisk udgave af Dimmu Borgir, og er virkelig fedt.
Herefter falder niveauet lidt, og de resterende numre har ikke helt den samme klasse. De mangler ikke energi, men ligner hinanden en del. Sangeren A.L.s lettere skrigende og noget unuancerede vokal trækker helheden i samme retning.
De to guitarister, S.W. og A. Hed, markerer sig gennem hele albummet med super arbejde. De kombinerer hårde riffs med melodiske elementer, der smelter sammen til et hele. Også i de mindre markante numre som f.eks. "Laments Of The Destroyed" tilfører guitarerne passende melodier, der hæver kvaliteten hele vejen igennem. Det er i høj grad deres fortjeneste, at "Contamination" samlet set placerer sig over middel. Og så er det også værd at holde øje med debutalbummet, der som nævnt genudgives senere i år.

Tracklist:
01. Advent
02. Oceans To Dust
03. Catharsis (Contaminate The Earth)
04. Solstice In Withdrawal
05. Laments Of The Destroyed
06. Ambience Of The Dead
07. The Womb Of Disease
08. Welcoming Worms
09. A Cursed Seed In The World
10. The Adversarial Incentive Within All

Samlet spilletid: 56:42

Læs mere...

Valkyrja - The Invocation Of Demise

Dette debutalbum fra svenske Valkyrja udkom i oprindeligt 2007, 3 år efter bandet blev grundlagt. At det dukker op nu skyldes, at bandet barsler med et nyt album, hvilket pladeselskabet udnytter til at genudgive det første.
Albummet kunne være en glimrende følge-CD til "Den Sorte Metals ABC", hvis en sådan fandtes – "lige efter bogen" er nemlig en rammende beskrivelse af alle skivens elementer. Både A.L.'s raspende vokal, de lynhurtige blastbeats og de tilsvarende guitarer er som taget direkte fra andre albums i samme genre. Det hele omsættes til en stribe numre, som også ville passe ind hos f.eks. Limbonic Art: Black Metal hvor der er lagt mere vægt på kraft end melodi; "As Everything Rupt" og "Plague Death" illustrerer dette fint.
Men Valkyrja har mere at byde på, idet "The Invocation Of Demise" også indeholder et par instrumentalnumre, en tungere sag ("The Vigil") samt en mere kompleks komposition ("Sinister Obsession").
Man må derfor rose Valkyrja for en både velspillet og rimelig varieret tilgang til opgaven, men her holder de positive meldinger også op, for helheden lider af svær mangel på selvstændighed; resultatet kunne være frembragt af et hvilket som helst band. Det understreger, at det ikke er nok at spille efter bogen, man skal også tilføre noget personligt. Derfor er det kun den generelt gode fremdrift i numrene, der redder albummet fra at få smæk.

Tracklist:
1. Origin Reversed
2. As Everything Rupture
3. Plague Death
4. The Vigil
5. Twilight Revelation
6. On Stillborn Wings
7. Sinister Obsession
8. Purification And Demise
9. Frostland

Samlet spilletid: 43:52

Læs mere...

Vacantfield - Iteration

Vacantfield kommer fra Grækenland og blev dannet helt tilbage i 2001. Det betyder jo, at bandet har brugt et helt årti på at sende deres første EP på gaden med 3 numre på, og man skulle jo mene, at materialet på EP'en derfor ville sparke røv, men desværre er det nu ikke helt den oplevelse, jeg får efter at have hørt den igennem flere gange.
EP'en har titlen " Iteration ", og den er faktisk temmelig svær at beskrive. For dog er stilen black metal, dels grundet vokalen og den lidt beskidte guitar, men alligevel får jeg ikke den mørke oplevelse af skiven, og til tider kommer der for meget synthesizer ind over, som ødelægger stemningen. Og for lige at vende tilbage til vokalen, så er der da mange gode passager med den grumme stemme, men pludselig skiftes der helt over i en korsang, som virker helt fejlplaceret. Min personlige holdning til det, jeg har hørt igennem de 20 minutter, som dette første udspil fra Vacantfield er på, er, at hvis korsang og synthesizer udgik, ville skiven være af en helt anden kvalitet inden for black metal. Jeg håber, at dette er et slags eksperiment, som får bandet til at finde den rigtige opskrift fremover.
Når jeg hører " Broken Shaped Atom ", som det første nummer på skiven, bliver jeg efterladt i et rod af lyde, og er dybt forvirret. Heldigvis da " Worms Of Sulphur " begynder, falder der lidt mere ro på, og jeg genkender black metal lyden flere gange i dette nummer. Og da det sidste nummer " White Knuckled Cosmos " når sin ende, føler jeg, at Vacantfield har gearet lidt ned på sin kreativitet, og dermed slutter skiven og min lidt underlige anmeldelse.

Trackliste:
1. Broken Shaped Atom
2. Worms Of Sulphur
3. White Knuckled Cosmos

Samlet spilletid: 20:53

Læs mere...

Woe - Quietly, Undramatically

På Woes debutalbum stod Chris Grigg selv for alle instrumenter og vokaler, men på denne opfølger er besætningen udvidet til et helt band, som foruden Grigg tæller guitar, bas og trommer.
Selv om bandet stammer fra Guds eget land (også kandt som USA), proklamerer de i indlægget til skiven, at de spiller "Satanic black Metal". Det skaber forventning om masser af blastbeats og andre standardelementer fra den Sorte Metal, men disse bliver kun delvist indfriet. På den første håndfuld numre blandes der nemlig kraftigt op med elementer fra Thrash og mere traditionel Heavy Metal. Det kunne lyde som en stærk blanding, men desværre er resultatet meget rodet; numrene mangler fokus, og kan slet ikke overbevise.
Indtrykket forværres af Griggs vokal, som overhovedet ikke passer til stilen. Den er hverken rå, ond eller dæmonisk – bare irriterende med sin skrigende og råbende stil, der hører hjemme i en genre, som ender på "core".
I de to sidste numre lægges der mere vægt på traditionel Black Metal, og selv om der stadig rodes en del, er der passager, som fungerer udmærket. Indholdet af disse sekvenser burde der have været meget mere af på albummet!
Det er tydeligt, at Woe gerne vil gøre deres musik rå, brutal og uimødekommende, og det lykkes også. Desværre sker det ikke på den fede måde, for bandet har simpelthen ikke klasse nok til at overbevise. Derfor kan man se titlen som en beskrivelse af den måde, hvorpå de forsvinder ud af mit system.

Tracklist:
1. No Solitude
2. The Road From Recovery
3. Quietly, Undramatically
4. A Treatise On Control
5. Without Logic
6. Full Circle
7. Hatred is Our Heart

Samlet spilletid: 43:10

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed