fbpx

Devil Master - Satan Spits on Children of Light

Efter at have udgivet et par EP’er på egen hånd, kommer Devil Master nu med deres første album. Bandet stammer fra Philadelphia, Pennsylvania, har tre år på bagen og tæller hele seks medlemmer.

Flere af disse spiller sideløbende i Punk- og Hardcore bands, og det smitter af på stilen hos Devil Master. Numrene afvikles generelt i pænt tempo, og det punkede islæt giver en vis friskhed. Når jeg alligevel angiver Black Metal som genre, skyldes det sangeren Disembody, som brøler og skriger sig igennem numrene. Ganske vist er han trukket tilbage i mixet, men sammen med lejlighedsvise melodiske guitarer giver det en Sort stemning. Den understreger bandet i øvrigt med corpse paint hos flere af musikerne på de officielle fotos.

Amerikanerne har godt med energi i musikken, men de gør meget lidt for at variere deres udtryk igennem albummet, numrene flyder hurtigt sammen, hvis man som lytter ikke koncentrerer sig. Derfor er der ikke mange afvigelser, men det instrumentale ”Nuit” og ”Her Thirsty Whip” er værd at nævne – sidstnævnte hæver sig over de øvrige numre med en stærk guitarmelodi, som gør nummeret til albummets højdepunkt.

Dem er der desværre ikke mange af, for ”Satan Spits on Children of Light” er en rodet og ret ensformig affære, som ikke virker gennemarbejdet og derfor skuffer.

Tracklist:

1. Listen, Sweet Demons...
2. Nightmares in the Human Collapse
3. Black Flame Candle
4. Devil is Your Master
5. Christ's Last Hiss
6. Skeleton Hand
7. Nuit
8. Gaunt Immortality
9. Desperate Shadow
10. Her Thirsty Whip
11. Dance of Fullmoon Specter
12. Webs of Sorrow
13. XIII
Samlet spilletid: 36:52

Læs mere...

Rotting Christ - The Heretics

Pressematerialet udråber dette album til at være en ny begyndelse for Rotting Christ, men som altid, når der er tale om etablerede kunstnere (Rotting Christ har eksisteret i mere end 3 årtier) er jeg mere end skeptisk overfor den slags salgstaler – at det er svært at lære gamle hunde nye tricks er gælder (næsten) altid i Metal.

Og godt det samme, for grækerne fastholder deres grundlæggende stil og giver på ”The Heretics” prøver på den stil, der har holdt dem på banen i så mange år. Det betyder arrangementer med store kor, som ikke kun bruges til at forstørre lydbilledet, men mere tjener til at skabe en mørk stemning. Stemningen minder om kirkemusik og giver musikken en alvorlig tone, uafhængigt af dens hårdhed. De kirkelige referencer er ingen tilfældighed, for som albummets titel indikerer, er kirkens holdning til de ikke-troende et gennemgående tema. Det fremgår både af teksterne og de talte sekvenser, der introducerer flere numre; sidstnævnte præsenterer kort indholdet eller budskabet i det enkelte track, og virker ret intenst.

En anden styrke ved bandets musik er evnen til at inkludere melodier – ikke kun pakket ind i guitararbejdet som i den klassiske Black Metal, men også som rene melodiske indslag. Det står stærkt i ”Heaven & Hell & Fire” og “The New Messiah”, som begge er rigtige sejtrækkere.

Og når Sakis Tolis i slutnummeret ”The Raven” citerer Edgar Allan Poes klassiske værk af samme navn, markerer det afslutning af et rigtig godt album, hvor kun et par mindre stærke tracks koster de fem stjerner i bedømmelsen.

Tracklist:
1. In the name of God
2. Vetry Zlye (ВЕТРЫ ЗЛЫЕ)
3. Heaven & Hell & Fire
4. Hallowed be thy name
5. Dies Irae
6. I believe (ΠΙΣΤΕΥΩ)
7. Fire God and Fear
8. The Voice of the Universe
9. The New Messiah
10. The Raven
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Windswept - The Onlooker

Med to år og et enkelt album før dette er Windswept en ret ny affære, men folkene bag har en noget længere historie indenfor Metal. Hovedmanden Roman Sayenko er også primus motor i Ukraines mest kendte Black Metal band, Drudkh. Herfra har han også rekrutteret de to andre medlemmer, som kun nævnes ved deres forbogstav – hemmeligt og old school skal det være.

Det samme gælder musikken, for efter en kort intro med lyden af en spilledåse, kører Windswept løs med Black Metal helt efter tekstbøgerne: Højt tempo hele raden rundt, en vokal som skiftevis hvæser og brøler, og guitarer med den helt rigtige blanding af hårdhed og melodi. Det er helt traditionelt, men stilsikkert fremført.

Her ville jeg sikkert have fortsat med positive beskrivelser af indholdet, hvis ikke Windswept havde valgt at forsætte i den eksakt samme stil igennem de resterende numre. Afvigelserne fra nummer til nummer er små, og man ville ikke kunne klandre lyttere, som mener at have hørt det samme nummer flere gange – så tæt ligger tingene op ad hinanden.

Denne ensidige tilgang trækker selvfølgelig den samlede oplevelse i negativ retning, for det bliver hurtigt kedeligt at lægge øre til. At stilen fastholdes er der ikke noget i vejen med, men den udtalte mangel på fantasi og selvstændighed er skuffende.

Tracklist:
1. I’m Oldness and Oblivion (Intro)
2. Stargazer
3. A Gift to Feel Nostalgia
4. Disgusting Breed of Hagglers
5. Gustav Meyrink's Prague
6. Insomnia of the Old Men
7. Times of No Dreams & No Poets
8. Bookworm, Loser, Pauper
Samlet spilletid: 37:39

Læs mere...

Kaleikr - Heart Of Lead

”Heart Of Lead” er det første album fra det islandske band Kaleikr, og selvom navnet er nyt, så har musikerne en fælles forhistorie. Kaleikr er nemlig en videreførelse af bandet Draugsól, som nåede at udsende et enkelt album.

På ”Heart Of Lead” lægger bandet ud med en både intens, stemningsfyldt og energisk udgave af Black Metal; klaver og strygere sørger for en sørgmodig atmosfære, mens trommerne langsomt bygger op, inden det hele når sit klimaks i form af traditionel Sort Metal. Med en grum vokal i førertrøjen er resultatet ret voldsomt, men med en lyd som er ekstra tynd selv for Black Metal, bliver hårdheden barberet ned.

Denne åbning er lovende, og i de næste numre dukker flere af de samme grundsten op, desværre ikke med samme overbevisende resultat. Fra track til track sænkes niveauet gradvist, og fra midten af albummet er der ikke meget spænding tilbage – Her er det mest den papirtynde produktion, der vækker opsigt. Og de steder, hvor Kaleikr prøver noget anderledes, sker det med skæve indslag, som ikke ligefrem lyder godt.

I pressematerialet bliver der gjort et stort nummer ud af, at Kaleikr spiller islandsk Black Metal, men om albummets særkender skal tilskrives bandets personlige stil, eller om de er udtryk for sagaøens musikalske retning generelt, kan jeg ikke sige. Fakta er derimod, at denne debut byder på interessante elementer, men også at Kaleikr har ting som skal forbedres.

Tracklist:
1. Beheld at Sunrise
2. The Descent
3. Of Unbearable Longing
4. Internal Contradiction
5. Neurodelirium
6. Heart of Lead
7. Eternal Stalemate and a Never-Ending Sunset
Samlet spilletid: 46:00

Læs mere...

Morild - Så kom mørket...

Den danske Black Metal scene har i de senere år oplevet en meget positiv udvikling, hvor navne som Myrkur, Solbrud og Orm – bare for at nævne nogle – har udgivet spændende albums. Nu støder så et nyt navn i form af Morild, som med debutalbummet ”Så kom mørket…” tager prisen for den længste titel, idet den blot er en listning af de seks numre, som albummet indeholder. Indspilning, produktion og mix har bandet selv stået for.

Fra starten markerer Morild sig stærkt på det stemningsmæssige, for åbningsnummeret lyder nærmest som en salme … i hvert fald til der sættes ind med tung Metal og en skrigende vokal, som nok skal dele vandene. Uanset hvornår den optræder, skærer den igennem lydbilledet, men den er holdt så langt tilbage i produktionen, at den holdes i kort snor af musikken. Det fungerer specielt godt i ”I afgørende stunder”, hvor musikkens melodiske side er trukket frem, så kontrasten til vokalen øges – virkelig godt!

I det hele taget lykkes det at blande genrens traditionelle byggesten til musik, som forener brutalitet og melodi uden, at det personlige går tabt. Godt nok er det langt fra nyt at blande knaldhård Metal og melodiske elementer, det er nærmere en forudsætning for at være med i Sort Metal; alligevel skal Morild have ros for at blande tingene i det rette forhold og vide, hvornår der skal ske noget nyt i musikken. At mestre det, er nemlig langt fra en selvfølge i genren, hvilket gør denne debutskive rigtig stærk.

Tracklist:
1. Så kom mørket og tog mig på ordet
2. En sort sky af minder
3. I afgørende stunder
4. Frosset fast i mit indre
5. Jeg håber det forsvinder med lyset
6. At dø eller blive fri
Samlet spilletid: 42:37

Læs mere...

Downfall Of Gaia - Ethic Of Radical Finitude

Man kan ikke anklage Downfall Of Gaia (DoG) for at forhaste sig, når det gælder nye udgivelser; alene sangskrivningen til dette album strakte sig over seksten måneder. Det er grunden til, at ”Ethic Of Radical Finitude” kommer tre år efter bandets seneste udspil.

Åbningsnummeret er blot en stille instrumental indledning med strygere, så reelt er der kun fem numre på udgivelsen. Når spilletiden alligevel runder fyrre minutter skyldes det, at flere tracks er tæt på de ti minutters varighed. Det er lidt usædvanligt, for stilmæssigt holder DoG sig til Black Metal af den traditionelle slags. Og den mestrer de 100%, for der er den helt rigtige blanding af energi og melodi i guitararbejdet, mens trommerne hamrer løs i opskruet tempo. At vokalen skriger ret ukontrolleret, er en mindre skønhedsplet i det store billede.

Den udvidede spilletid bliver brugt til at give plads til mindre aggressive passager, ligesom der suppleres med kvindestemmer et par steder. Det er med til at give bredde og variation til det samlede billede.

Med ”Ethic Of Radical Finitude” viser Downfall Of Gaia, at man ikke behøver at være Michelinkok for at lave velsmagende mad, bare grundopskriften er i orden. Og det er den, for de fire medlemmer formår at balancere elementerne i den traditionelle Black Metal – mere skal der ikke til, for at få det bedste ud af det.

Tracklist:
1. Seduced By
2. The Grotesque Illusion of Being
3. We Pursue the Serpent of Time
4. Guided Through a Starless Night
5. As Our Bones Break to the Dance
6. Of Withering Violet Leaves
Samlet spilletid: 40:07

Læs mere...

Altarage - The Approaching Roar

Da jeg for to år siden anmeldte albummet ”Endinghent” fra spanske Altarage, måtte jeg konkludere, at bandets personlige, men ekstreme stil ikke var for det brede publikum. Om det stadig er tilfældet, giver det nye udspil, ”The Approaching Roar”, et bud på.
At svaret er et rungende JA, skal man ikke lytte længe for at konkludere – Altarage har på ingen måde sænket paraderne, snarere tværtimod. Det giver fra starten problemer med at rubricere indholdet: Når jeg angiver genren til at være en blanding af Death- og Black Metal, er det ikke forkert; begge dele findes i musikken. Men den indeholder også elementer af Sludge, men hvad skal jeg vælge? Jeg kunne også have valgt den nemme løsning og skrevet Ekstrem Metal, hvilket heller ikke er forkert, men som de andre bud ikke dækkende i sig selv; her skal der uddybes. Og alligevel må jeg starte i skuffen for klichéer, for den klassiske beskrivelse af musikken som ”En mur af Metal” har aldrig været mere spot-on, end den er her.

I de fleste numre afvikles musikken i højt tempo, men pga. en meget massiv lyd, hvor musikken og den growlende vokal fremstår som en enhed, får man fornemmelsen af noget massivt, som bevæger sig langsomt fremad. Der er ikke så meget som antydning af melodisk indhold, så musikken knuser alt på sin vej. En lille antydning af åbning høres i ”Urn”, men da nummeret starter med to et halvt minuts Drone anslag på en vildt forvrænget guitar, skifter Altarage bare til et andet ekstrem.

Man kan ikke sige at musikken er direkte dårlig, for i glimt er det ekstreme niveau ganske fascinerende. Men det kan ikke holde mig fanget ret lang tid ad gangen – nuancerne udviskes fuldstændigt, og det hele fremstår som en meget mørk tåge. Derfor er ”The Approaching Roar” ikke et album, jeg vender tilbage til.

Tracklist:
1. Sighting
2. Knowledge
3. Urn
4. Hieroglyphic Certainty
5. Cyclopean Clash
6. Inhabitant
7. Chaworos Sephelln
8. Werbuild
9. Engineer
Samlet spilletid: 42:32

Læs mere...

Imha Tarikat - Kara Ihlas

Imha Tarikat er en tyrkisk duo bestående af Ruhsuz Cellât (vokal og guitar) og Prowler (trommer). De bor i Tyskland, hvor de har skrevet kontrakt med Vendetta Records om udgivelse af deres første fuldlængde, ”Kara Ihlas”.

Når man hører om en duo, der spiller Black Metal, tænker man uvilkårligt på de bands i genren, der har den besætning. Men hvis maN tror, at Imha Tarikat følger blindt i fodsporene på disse, tager man fejl. Grundstammen i bandets musik er en punket omgang Thrash metal, som fyres af i højt tempo og med deraf følgende energiniveau – strengene bliver virkelig masseret, og trommerne straffet. I tilgift præsterer Cellât en meget råbende, og flere steder temmelig ukontrolleret vokal. Det giver numrene noget råt og upoleret, men bidrager ikke med ret meget bredde – numrene ligner hinanden meget, og den største ændring, man oplever, er, når der smides lidt tremoloanslag ind i guitararbejdet. Disse er den primære grund til, at stilen overhovedet kan rubriceres som Black Metal.

Normalt er det rart med bands, som ikke passer helt ind i de traditionelle skabeloner, det er med til at skabe dynamik og skubbe til grænserne for de forskellige genrer. Men i dette tilfælde hænger tingene ikke sammen for Imha Tarikat; jeg kan leve med deres valgt af et bevidst grimt udtryk, men ikke deres mangel på ideer.

 

Tracklist:

1: I-I: Çökmü Mühür (The broken Seal)

2: I-II: Akan Sır (The flowing Wisdom)

3: II-I: Omninihai Çözümü (Omni-Final Solution)

4: II-II: Katarsis Vaazı (Catharsis Sermon)

5: III-I: Å?afaksız Rüya (Dawnless Dream)

6: III-II: Kara Ihlas (Black Purity)

7: III-III: Imha Tarikatı (Sect of Destruction)

8: IV: Son Mistisizm (The last Mysticism)

Samlet spilletid: 41:52

Læs mere...

Sylvaine - Atoms Aligned, Coming Undone

Selvom navnet klinger fransk og albummet her er optaget i Frankrig med en lokal producer, kommer Sylvaine fra Norge. Hun udgav debutalbummet ”Silent Chamber, Noisy Heart” i 2014 og fulgte op med ”Wistful” to år senere. Nu kommer så det tredje album i form af ”Atoms Aligned, Coming Undone”. Her står hun selv for alle instrumenter og vokaler; kun få steder lader hun en af sessionmusikerne tage over.

Sylvaines musik befinder sig hovedsageligt i den mere afdæmpede ende af skalaen; der lægges hovedsageligt vægt på at skabe stemninger, som langsomt bygges op. Et væsentligt element her er vokalen, som ligger tilbagetrukket og med sin rene og fine karakter giver numrene et smukt bagtæppe. Kun i ”Worlds Collide” ligger Sylvaines stemme fremme i lydbilledet, hvilket giver en ekstra flot stemning.

Men bag den smukke facade lurer noget vildt og farligt, for flere steder skifter musikken karakter til egentlig Black Metal med højere tempo og markering af rytmerne. Samtidig skifter vokalen til vilde skrig og heftige brøl.

Brugen af disse elementer leder helt automatisk tankerne hen på Myrkur, som også håndterer disse kontraster i sin musik. Men hvor Myrkur ofte henter inspiration fra den nordiske Folkemusik, holder Sylvaine sig udelukkende til de samme typer af opbygning i sin musik. Resultatet er langt mindre varieret end hos hendes danske kollega; der skabes ikke nær så store kontraster, ligesom kvaliteten af melodierne også ligger noget efter Myrkurs. Alt dette betyder ikke, at Sylvaine har begået et dårligt album; hun befinder sig bare i en genre, som er domineret af stærkere kunstnere.

Tracklist:
1. Atoms Aligned, Coming Undone
2. Mørklagt
3. Abeyance
4. Worlds Collide
5. Severance
6. L'Appel du Vide
Samlet spilletid: 42:16

Læs mere...

Ophidian Forest - votIVe

En gammel talemåde siger, at den der lever skjult, lever godt. Det må siges at være gældende for Ophidian Forest, som har eksisteret i mere end ti år, og udgivet 2 splitalbums og tre selvstændige fuldlængder – uden, at jeg har hørt dem. Det har jeg til gengæld gjort med bandets fjerde studiealbum, ”votIVe” ; her er der tale om et konceptalbum, hvor hvert af de syv numre hylder en hedensk gud fra før kristendommen opstod. I numrenes opbygning og indhold går Ophidian Forest i to forskellige retninger: En, som er meget traditionel, og en, som er anderledes og mere personlig.

Den traditionelle stil baserer sig på ønsket om at opnå så råt og brutalt et udtryk som muligt, hvilket sker via vildt opskruet tempo og en vokal, der er så ekstrem, at den næsten er skræmmende. Stilen dukker op et par gange, men udfolder sig kun helt i ”Baduhenna” – her bliver elementerne kørt til grænsen, så nummeret fremstår som albummets suverænt mest aggressive. I de øvrige numre dominerer den mere personlige stil, hvor tilgangen er anderledes rolig; her er vokalen skarp uden at gå til ekstremer, og en udstrakt brug af synthesizer og klaver giver numrene en helt anden tone – selv når trommerne buldrer afsted, virker tangentinstrumenterne dæmpende.

Uanset stilen er lydbilledet rudimentært og meget groft tilhugget; det er helt i tråd med opfattelsen på mange andre Black Metal albums, så det er de selvstændige elementer, der hiver Ophidian Forest op over middel.

Tracklist:
01 Nerthus
02 Baduhenna
03 Sandraudiga
04 Vagdavercustis
05 Nehalennia
06 Viradectis
07 Hella
Samlet spilletid: 40:26

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed