fbpx

Set It Off - Duality

Set It Off - Duality

Wow! Det er længe siden jeg har set så pæne og polerede drenge, som dem der pryder coveret på dette album! I første omgang tænker jeg at det må være en fejl, at det her da umuligt kan have noget med rockmusik at gøre. Og det er nok heller ikke ligefrem rock ’n’ roll, det amerikanske band Set It Off oser af. Til gengæld oser de – og især forsanger Cody Carson – af teatralsk charme, med et fandenivoldsk glimt i øjet.

Og selvom det på nogle punkter ER meget pænt og lyder mere af pop end af punk, så rammer deres orkestrale og storladne facon noget i mit musicalelskende hjerte. Deres lyd får mig til at tænke på Panic! At the Disco fra deres spæde begyndelse og bands som Divided By Friday og Amely. De har en skæv, men ret cool lyd, og Carson’s ganske store stemme klæder det hele virkelig godt. ”Duality” er bandets andet fuldlængde album, og det har allerede høstet en del ros fra rockpresse i hjemlandet. Og det er som sagt en charmerende udgivelse, med 11 numre der har hver deres personlighed. Albummet åbner med ”The Haunting”, et nummer der lægger sig i den tungere ende, ligesom ”N.M.E.” og singleforløberen ”Why Worry.” Fælles for disse tre numre er den tydelige næsten big band agtige inspiration. For her er knald på et utal af forskellige instrumenter, og guitar, trommer og bas akkompagneres af blæsere og piano, her er stort kor og en stemning der lægger op til ”jazz hands” for alle pengene. Og jeg er solgt! Også numre som den mere straight forward poppede ”Ancient History” og ”Bleak December” fungerer rigtig godt. Nok er Set It Off’s lyriske univers temmelig banalt, men med enderim og syng-med-venlige omkvæd, rammer det trods alt plet. Titelnummeret er en sjov elektronisk inspireret sag, og selvom bandets ide var at hele albummets koncept skulle være dualitet, så er det altså mest her jeg rigtig lægger mærke til det. Albummet rundes af med en sang om ulykkelig kærlighed, ”Miss Mysterious”, der om noget viser at der bestemt også er en blød side af bandet. Hvis man – meget imod forventning – skulle være i tvivl. Men det er faktisk et rigtig flot lille nummer, bygget op omkring en fin pianomelodi, der bygger op til den helt store afslutning i klassisk musicalstil.

Set It Off ER pæne, og der er ikke en tone – eller et hovedhår – der sidder forkert, når de her drenge folder sig ud. Men for fanden, jeg må tage hatten af for deres originalitet, musikalitet og sangskrivning. Og mod til at mixe og matche, fra inspirationskilder som Earth, Wind & Fire, over Destiny’s Child til My Chemical Romance. ”Duality” er ikke en skive til de hårde drenge, men det er ikke desto mindre et rigtig fremragende pop rock udspil, der på alle måder er både melodiøst, pompøst og velspillet. Jeg bliver upopulær blandt de tunge metaldrenge jeg kender, når jeg smider 5 stjerner efter det her....men fuck it, jeg er vild med det!

Track list:

1. The Haunting
2. N.M.E
3. Forever Stuck In Our Youth
4. Why Worry
5. Ancient History
6. Bleak December
7. Duality
8. Wolf In Sheep’s Clothing feat. William Beckett
9. Tomorrow feat. Jason Lancaster
10. Bad Guy
11. Miss Mysterious
Samlet spilletid: 00:39:00

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.