fbpx

Graveyard - Innocence & Decadence Fremhævet

Graveyard - Innocence & Decadence

I tidens løb er der kommet meget god musik fra Göteborg, men noget af det bedste må uden tvivl være Graveyard. Når Graveyard udgiver en ny plade, plejer det at være garant for god, støvet hardrock med tydelige 70’erreferencer. Selvom der er gået tre år, siden der sidst var nyt fra dem, er alt ved det gamle. Næsten. For der er kommet en ny bassist, efter Rikard Edlund forlod bandet – men Trusl Mörck udfylder den plads til UG. Så selvom der er små forandringer, er det stadig det Gravyard, vi kender – også selvom de hele tiden forsøger at udvide og udvikle deres lydunivers (men det vender jeg tilbage til).

Albummet lægger ud med et nummer, der lyder umiskendeligt som Graveyard, og det bliver lige krydret med en lækker bassolo fra kirkegårdens nyeste beboer. Så blev han lige præsenteret fornuftigt.

The Apple and The Tree lægger ud med en tekstlinie, der understreger bandets hang til fede hooklines og morsomme tekstsammensætninger; “I remember the days I don’t recall” … hvem gør ikke det? Det hele er krydret med Graveyards typiske lyd fra de støvede guitarer og tilbagelænede trommer – og det fungerer helt, som det skal.

Lyduniverset fortætter på pladens første ballade, hvor det svært ikke at se vindhekse og kaktusser for sig, når Exit 97 flyder ud ad højttalerne som en gammel, godt lagret årgangswhisky og sender tankerne i retning af Fleetwod Mac.

Graveyards tydelige referencer til særligt 70’erne bliver for alvor tydelige på Can’t Walk Out, hvor Joakim Nilsson går i Jim Morrisons fodspor, når nummeret klinger ud i den helt syrede retning – og selvom det en mand med imponerende musikalske meritter, han forsøger at efterfølge, gør han det aldeles fremragende; Nilssons vokal er ganske enkelt eminent.

Vokalen egner sig bestemt også til balladerne, og er der noget, Graveyard kan, så er det at skrive en vellydende ballade. Det beviser de endnu en gang med Too Much Is Not Enough, hvor et kvindeligt gospelkor blander sig med hammondorgel og bluesguitar på allerfineste vis.

Til gengæld er der fuld knald på From A Hole In The Wall, hvor Graveyard viser sig fra deres hidtil hurtigste side – og de har bestemt ikke været bange for at eksperimentere med genrerne her; efter et lille break i det ellers rigeligt rockede nummer slår de pludselig over i black-metal; med blast beats og, tremologuitar og hele molevitten (growl undtaget). Men Graveyard kan bære sådan en overraskelse – og det passer på forunderlig vis fantastisk godt ind i nummeret.

Derudover er der ikke så mange overraskelser, men et nummer som Hard Headed kan fremhæves for den skramlede start, ligesom Far to Close fortjener lidt omtale – om ikke for andet, så for titlen.

Men en god plade skal som bekendt have en slutning (og det skal en anmeldelse jo også), så derfor slutter Graveyard passende med balladen Stay for a Song – og når niveauet er så højt, som det er på denne plade, vil jeg hjertens gerne blive hængende til endnu en sang.

Trackliste:
1. Magnetic Shunk
2. The Apple and the Tree
3. Exit 97
4. Never Theirs to Sell
5. Can’t Walk Out
6. Too Much Is Not Enough
7. From a Hole in the Wall
8. Cause & Defect
9. Hard Headed
10. Far Too Close
11. Stay for a Song
Total spilletid: 42:44


Yderligere information

  • Band/Kunstner: Graveyard
  • Album titel: Innocence & Decadence
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Pladeselskab: Nuclear Blast Records
  • Samarbejdspartner: Nuclear Blast Records
  • Genre: Psykedelisk Rock, Rock, Stoner Rock, Heavy

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.