fbpx

Black Veil Brides - Black Veil Brides

Black Veil Brides - Black Veil Brides

Mit kendskab til amerikanske Black Veil Brides er ikke imponerende. Jeg har lyttet til et par numre hist og her, men aldrig rigtig sat mig ind i deres musik. Ikke desto mindre har de eksisteret siden 2006, og de kigger forbi Amager Bio for at give koncert til foråret. Dette er deres fjerde album, og med sit post-apokalyptiske inspirerede album art, lægger det ved første øjekast op til en hård omgang.

Eller, så hårdt som det nu kan blive når man spiller rockmusik. Nok er det hardrock, men det er til tider mere melodisk og radiovenligt end det er hårdt. Om end der er læder og leggings og nitter og sortfarvet hår for alle pengene, befinder Black Veil Brides sig ikke i rockens allertungeste ende. Men de har til gengæld godt fat i deres sangskrivning, for der er unægtelig nogle super fede ørehængere og rigtig gode numre på det her album. Specielt åbningsnummeret ”Heart Of Fire” er jeg ret vild med. Det smager også en smule af noget oldschool rock, og det klæder virkelig nummeret rigtig godt. Også skæring nummer to ”Faithless” har et rigtig godt tempo og en fed energi. Den smukke unge mand i front hedder Andy Biersack, og på trods af at jeg ind imellem synes han lyder en smule som Chad Krueger fra Nickelback – undskyld! Det er muligvis den ultimative fornærmelse – så kan jeg faktisk godt lide hans stemme. Især på numre som ”Goodbye Agony” og ”Last Rites” har han en rigtig fed klang. Hans dybe røst klæder musikken fantastisk godt, dog synes jeg af og til der mangler lidt kraft bag hans vokal, og ind imellem lyder han ligefrem halvtræt. Resten af bandet spiller også utrolig fint. Alting lyder som det skal på pladen, og det ærgrer mig lidt, at det føles som om det hele ligesom har et ”lag” af pænhed over sig. Det er måske bare mig, men jeg mangler sgu lidt beskidt rockattitude og lidt mindre….fandenivoldskhed. Jo jo, der er lidt growl med her og der og lidt udmærkede guitarsoloer, men det er ikke voldsomt interessant eller sindsoprivende. Der er nogle super fede numre der klart fortjener et lyt, men alt i alt bliver det lidt for ensformigt og en smule kedeligt i mine ører.

Jeg har intet at sammenligne med, da jeg ikke har hørt andre fulde albums fra Black Veil Brides. Men jeg lander på en middelkarakter og synes det må være det, det kan blive til. Jeg mangler energi og attitude, jeg mangler nogle flere musikalske krumspring og lidt mindre radiovenlighed.

Track list:
1. Heart Of Fire
2. Faithless
3. Devil In The Mirror
4. Goodbye Agony
5. World Of Sacrifice
6. Last Rites
7. Stolen Omen
8. Walk Away
9. Drag Me To The Grave
10. The Shattered God
11. Crown Of Thorns
Samlet spilletid: 44:00

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.