Revolution Inc.

Switch to desktop Register Login


26 Aug

Hell's Domain

Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Det danske thrash band Hell's Domain udgiver mandag den 23. september deres selvbetitlet debut album igennem Punishment 18 Records. I den anledning har vi taget en snak med guitarist Bjørn Bihlet om det nye album og meget mere. Læs interviewet her

 

Revolution-Music: Hej. Til at starte med vil jeg gerne ønsker jer tillykke med det kommende debut album ”Hell's Domain”. Vil du starte med at introducere dig selv og hvilke rolle i bandet du har?

Svar: Jamen mange tak! Jeg hedder Bjørn, jeg spiller guitar i Hell’s Domain og er herudover den primære sangskriver sammen med vores sanger Alex.

 

Revolution-Music: Hvad er historien bag bandet? I er jo nogen gamle kendinger på den danske metal scene, hvordan fandt i alle sammen i Hell’s Domain?

Svar: Jamen, det startede egentlig lidt ved et tilfælde. En af mine bekendte, Martin Thim (Exmortem) sendte mig en email tilbage i 2007 med mp3er fra en af hans daværende kollegers thrash metal demo fra 1986. Jeg syntes det var skidefedt og spurgte lidt ind til hvad det var for noget. Det viste sig at være Lars’ (Hell’s Domain bassist) gamle band Crionic og vi begyndte at skrive lidt sammen efter det. Lars og jeg havde kendt hinanden meget perifært i 12-15 år da han bla. havde stået i en af byens pladebutikker, dengang det stadig var moderne at gå i sådan nogle, og langet heavy over disken til mig tilbage i starthalvfemserne.

Nå, men vi kom til at snakke og det startede egentlig med at vi ville prøve at genoplive Crionic bare for sjov og spille nogle af de gamle numre. Det ændrede sig dog hurtigt da vi i fællesskab begyndte at skrive nyt materiale og vi besluttede at lave et nyt band istedet med nye numre, nye ansigter osv. Anders Gyldenøhr var på daværende tidspunkt lige gået ud af Hatesphere så Lars slog på tråden til ham og spurgte om han ikke måtte sende ham noget af det vi arbejdede på. Anders var ret tilbageholdende og syntes ikke han havde tid osv, men ca 15min efter Lars havde skudt numrene afsted ringede Anders tilbage og var super klar. At spørge Alex om han havde lyst til at prøve kræfter med noget thrash var Anders’ idé. De havde spillet sammen i nogle år i hedengangne Grope og Anders havde en idé om at Alex stemme ville passe helt perfekt til vores musik og det fik han ret i. Jeg hørte selv Alex første indspilning på et af vores numre på en telefon under en ferie i Grækenland og var ved at gå på røven. Det var helt perfekt. Sidste brik i puslespillet var Andreas som joinede på guitar i 2011. Jeg har kendt andreas i 15 år og vi har spillet sammen i flere sammenhænge og vi havde egentlig snakket løst om at han skulle komme op og jamme med os når alting lige faldt på plads, men det var egentlig først da vores første rigtige koncert kom på plads i starten af 2012 at vi tog os sammen og for alvor begyndte at øve alle fem. Siden da er det gået slag i slag og inspirationen blomstrede og var svær at fornægte så pludselig havde vi numre til en hel plade.

 

Revolution-Music: Hvad er historien bag bandt navnet?

Svar: Helt basalt stod vi og skulle bruge et navn, så jeg satte mig ned og læste teksterne til Slayer’s “Hell Awaits” for at finde på noget og stødte på udtrykket i titelnummeret. Sådan! BUM!

 

Revolution-Music: Hvor lang tid tog det at lave dette udspil, var det hårdt at komme på nyt materiale eller kom det naturligt for jer?

Svar: Altså, det er gået utroligt nemt selvom det har taget længe. De første numre til skiven blev skrevet tilbage i 2007(der er sågar riffs tilbage fra 1994 på skiven) og det sidste vokal og lyrik blev færdigt i April 2013, så det er materiale der er skrevet over 6 år on and off. Men vi har alle sammen job, koner, kærester og børn eller fuldtidsstudier så vi har alle meget at se til. Målet var faktisk aldrig at lave en plade, men pludselig havde vi materiale nok som vi alle syntes var pissefedt og så lugtede de gamle køtere jo blod

 

Revolution-Music: I har indspillet med produceren Tue Madsen. Hvorfor falde valget på netop dette samarbejde? Og hvordan gik samarbejdet?

Svar: Tue er en god ven af os alle sammen og har spillet med Anders og Alex i forskellige bands tilbage i start-midt halvfemserne. Han har produceret plader for Exmortem som Andreas huserede i i mange år og lavet mix og mastering for flere bands jeg har være involveret i. Derudover ligger hans studie et stenkast fra os alle sammen, vi kender hans metoder og elsker hans tilgang til at producere … ja og så er han jo bare fandens dygtig og har en knastør humor! Selve indspilningen gik sgu nemt. Anders baskede sine trommer i kassen til de 11 numre på under 1½ dag i Antfarm. Derefter trackede vi selv guitar, bas og vokal i hjemmestudiet. Guitarerne blev så re-ampet i Tues studie hvor mix og mastering også blev gjort. Det har været en praktisk tilgang og meget bekvemt at kunne gøre det på vores egne præmisser.

 

Revolution-Music: I har allerede udgivet flere sange fra albummet, hvordan har responsen været hidtil fra både pressen og fans?

Svar: Responsen har været overordentlig positiv indtil videre så det er jo superfedt. Det gør det selvfølgelig endnu mere irriterende at skulle vente endnu en 1 måned til folk kan få fingrene i hele skiven, meeeen det går nu nok. Vi glæder os at spille skiven for folk og komme ud og give den gas live!

 

Revolution-Music: Albummet indeholder 11 sange, hvoraf den ene er en cover sang med titlen ”Sneaking Disease”, oprindelig skrevet og indspillet af det gamle danske thrash band Crionic, hvorfor har valgt at lave en cover version for netop denne sang og af dette band?

Svar: ‘Sneaking Disease’ nummeret var det første nummer jeg hørte i den infamøse email for 6 år siden og hele grundlaget for at Lars og jeg startede projektet op. Derudover er det skide skægt at spille og Crionic demoet fra dengang holder stadig den dag i dag, så kan vi skabe lidt opmærksomhed omkring det også er det jo fedt. Vi har derudover Crionics oprindelige sanger/leadguitarist Thomas til at spille soloen på vores version af nummeret hvor han prøver at genskabe hvad han spillede for 27 år siden, så det er også lidt sjovt!

 

Revolution-Music: Har i planer om at lave en musik video(er) til albummet og i så fald, kan i fortælle lidt om det? 

Svar: Der har været lidt snak om det, men ved ikke om det bliver til noget...

 

Revolution-Music: Artworket er lavet af Ed Repka, hvorfor netop det valg og var der en ide bag designet?

Svar: Det var faktisk vores pladeselskab Punishment 18 Records der foreslog at vi brugte ham. De ville selvfølgelig betale, så at få lov at arbejde sammen med en legende som ham, der har lavet så mange klassiske album covers var en no-brainer. Det grundlæggende tema bag pladetitlen, teksterne og derfor artworket handler om at være fanget i et levende helvede. Det være sig krig, misbrug, fængsel, psykiatrisk hospital eller depression eller whatever. At være fanget i en lortesituation man ikke kan se sig ud af og det var det oplæg vi gav Ed Repka. Han kom tilbage med en skitse baseret på vores oplæg og coveret endte mere eller mindre som vi havde forventet, dog med hans små personlige twists og vi er super begejstrede for resultatet.

 Hell's Domain - Artwork by Ed Repka

 

Revolution-Music: ”Hell's Domain” udgives igennem Punishment 18 Records, hvordan endte i her?

Svar: Da vi var mere eller mindre færdige med at tracke vokal og guitar + bas til de første 4 numre til skiven fik vi Tue Madsen til at lave en lynmix så vi havde et eller andet at shoppe rundt med. Vi havde slet ikke skænket pladeselskaber eller den slags en tanke men da vi så var midt i indspilningsprocessen måtte vi jo gøre et eller andet, så vi fik Tue til at lave et lynmix. Vi smed en 6-8 emails rundt med lidt info og et lytte link og fik derudover fat i Jakob Schultz som de fleste nok kender fra Invocator og Metalized magazine og spurgte om han ikke kunne stikke en finger i jorden ved nogen af sine kontakter. Der gik under 48 timer da første kontraktudkast fra Punishment 18 lå i vores mailbox og efter at have rettet lidt detaljer og formalia blev der skrevet under. De arbejder overordentligt professionelt og er personligt det bedste label jeg har haft erfaring med i min “karriere” indtil videre, så hatten af for dem.

 

Revolution-Music: Hvilken musik voksede i op med og hvilke musik hører i til hverdag nu, har i nogle bands i vil anbefale vores læsere at tjekke ud?

Svar: Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men jeg er vokset op som knægt med Queen, Black Sabbath,  Steppenwolf, Zeppelin og hvad jeg ellers kunne grave frem af min fatters pladesamling af rock. Senere blev det så Metallica der åbnede mine øjne for metalmusikken og så gik det slag i slag fra 90-91 og frem til den dag i dag. Har været metalhead i snart 25år og det stopper sgu aldrig. Jeg hører masser af musik, gammelt som nyt og synes stadig der kommer masser af fed, både thrash og death, metal ud den dag i dag.

PT. er Evile “Skull”, Dark Angel “Leave Scars”, Carcass “Symphonies...”, Frau Frau og Sacrificial “Forever Entangled” i heavy rotation. Lidt nyt, lidt klassikere og lidt blødt!

 

Revolution-Music: Har i nogen tour planer i support for albummet og i så fald er det noget i kan fortælle lidt om? 

Svar: Vi afholder releasefest hvor vi måske også stiller os op og spiller et par numre i ekstremt intime omgivelser d. 21 september på Escobar i Århus og så aflægger vi pumpehuset en visit i december. Derudover arbejdes der på lidt koncert halløj. Både i Dk men også i udlandet, men intet er skrevet under endnu så er nødt til at holde tæt indtil der er sikkerhed. Men vi glæder os da til at komme ud og fyre den af og få et par hyggebajere.

 

Revolution-Music: Hvad vil være den mest ultimative tour, festival eller koncert for jer at spille med på?

Svar: Den ultimative tour? Lige i dette sekund: Main support på Kreator/Overkill touren der ruller gennem USA her inden længe. I nightliner vel og mærke … ikke en skide van.

 

Revolution-Music: Hvad er det næste skridt for bandet?

Svar: At få pladen ud og skabe noget opmærksomhed omkring den. Den er produktet er 6 års arbejde og vi er alle utroligt stolte af resultatet og glæder os til at spille den for folk. Når pladen så er ude skal vi ud og spille nogen koncerter og vise folk at selvom 3/5 i bandet er 40+ kan man stadig sparke røv.

 

Revolution-Music: Der sker en masse ting på den danske metal scene for tiden, masser af mindre og større festivaler, en del udgivelser fra spændende danske opkommende bands. Hvordan ser i den danske scene for tiden? Nogen bands i mener man skal holde ekstra øje med?

Svar: Jeg var selv på Copenhell for første gang i år og var dybt imponeret over hvor fedt et arrangement det var. Det var utroligt professionelt afviklet og så er det jo en fornøjelse at være til festival. At der bliver satset stort på den måde når det kommer til metal er jo et skulderklap til alle os der har rendt til de små bitte koncerter og støttet op for at holde scenen i live selv i perioder hvor metal ikke har været så stort som i øjeblikket. Scenen er sgu sund og specielt på festival fronten med Copenhell, Royal Metal Fest,  Metal Magic og Ålborg Metal Festival! Den danske scene har ikke helt det momentum den havde i 2003-2006 hvor Hatesphere og Mnemic stormede frem og gjorde et stort stykke fodarbejde for at sætte dansk metal på verdenskortet, men der er stadig rigtig mange fede bands herhjemme både nye og gamle. Jeg er imponeret over at et band som Artillery stadig gider at spille i enhver lille flække i udkantsdanmark men jeg synes da det er fedt de gør det. Hatesphere kører jo ufortrøddent på og så er der også nyere bands som Battery, Impalers og Essence der gør en ihærdig indsats for thrash metallen som genre og det er også super.

 

Revolution-Music: Til sidst nogle nye nyheder i kan røbe?

Svar: Vores album udkommer på temmelig limiteret vinyl version i 250 eksemplarer, så hvis der er vinylnørder der synes det kunne være fed at have vores skive på Lp skal de nok have lidt fart på eller se om de kan få et eks til vores releaseparty d. 21 September på Escobar i Århus.

 

Revolution-Music: Det var alt vi havde for denne gang, har i noget at tilføje?

Svar: Tak for interviewet og interessen i Hell's Domain. Køb vores skive hvis i støder på den!!!

Følg os på www.hellsdomain.dk eller www.facebook.com/hellsdomain

 

Revolution-Music: Mange tak for interviewet, vi ønsker jer alt held og lykke i fremtiden og udgivelsen af albummet.

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Hell's Domain
  • Interview med: Bjørn Bihlet (Guitar)
  • Interview dato: Søndag, 25 august 2013
  • Samarbejdspartner: Hell's Domain
Senest ændret Mandag, 26 august 2013 16:09
Log venligst ind for at kommentare
  • Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer