Revolution Inc.

Switch to desktop Register Login


03 Mar

Det er fredag aften og jeg er endnu engang på vej mod Pumpehuset. Denne gang er det for at overvære det norske band Skambankt. Det er endnu et tilfælde af et band jeg ikke har fået set, men som jeg opdagede for 5 – 6 år siden. For at komme i stemning har jeg lyttet til nogle af bandets sange de seneste par dage, heriblandt numre fra deres nyeste udspil.



Skambankt
Skambankt betyder noget i retning af at blive gennemtævet/smadret, og begyndte oprindeligt helt tilbage i 1994. De blev bedt om at træde til da et andet band havde aflyst deres optræden. På samme dag skrev de hele 9 sange og fremførte dem derefter. Det blev dog aldrig til mere end et par enkelte koncerter.

10 år senere mødtes de originale medlemmer af Skambankt så tilfældigt igen, og blev hurtigt enige om at genstarte bandet. Nogle af medlemmerne skiftede pladser i bandet, men ellers var alt ved det gamle – Skambankt har i deres levetid ikke udskiftet ét eneste medlem.
Samme år udkom det selvbetitlede debutalbum så, og senere er det blevet efterfulgt af 4 mere i form af ”Eliksir” fra 2007, ”Hardt Regn” fra 2009, ”Søvnløs” fra 2010 og senest ”Sirene” fra i år – hvilket er grunden til at Skambankt endnu engang er at finde på dansk jord.

Til min overraskelse befinder vi os i Pumpehusets store sal. Jeg havde ikke forventet at Skambankt var så populære, men salen er næsten 3/4 fyldt. Der hersker en god stemning, og der er højt humør – det er vel fredag.

Skambankt bruger et par sange på at spille sig varme, men derefter kører de derudaf – på godt og ondt. De spiller som de skal, og især i de ældre sange ser de ud til at give den lidt ekstra, men i størstedelen af den næste 1½ time er det ikke et særligt interessant show. Publikum er, på trods af det gode humør, ikke særligt feststemte – igen udover i de ældre sange, hvor der både klappes, danses og et par enkelte moshpits opstår såmænd også.

Det er ellers ikke det tekniske som fejler noget, for både lydkvaliteten og volumen er helt i orden – faktisk går alle instrumenterne klokkeklart igennem. Lysshowet er bemærkelsesværdigt, men til tider alt for aggressivt – de hastigt blinkende hvide lygter bliver især overbrugt.

Skambankts forsanger kommer igennem showet med enkelte kommentarer som gør det hele en anelse mere personligt, men det virker for indstuderet til virkelig at fange undertegnede. Det mest interessante ved aftenens koncert er, måske ironisk nok, da frontmanden fra Magtens Korridorer er med på et nummer – han gør et hæderligt stykke arbejde.

Der er ikke så meget andet at fortælle, for Skambankt holdt sig aftenen igennem til de mest simple virkemidler. Det er der som sådan heller intet i vejen med, men jeg savnede noget mere engagement fra begge parter – band og publikum. Men, når det så er sagt, så hyggede jeg mig og var fint underholdt, det blev bare aldrig til mere end det.

 

4/6 stjerner.

 

  • Skambankt_10
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Skambankt_4
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Skambankt_6
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder her!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Skambankt
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Fredag, 28 februar 2014
  • Koncert sted: Pumpehuset
  • By: København
  • Genre: Rock
Senest ændret Mandag, 03 marts 2014 14:31
Log venligst ind for at kommentare
  • Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer