Roskilde Festival 2010

Jeg er blevet bedt om at skrive om mit overordnede indtryk af festivalen. Men også samtidigt gøre det til en overordnet anmeldelse. Mere konkret; min egen oplevelse af dette års Roskilde Festival.
Hvor skal man begynde?

Jeg elsker Roskilde. Alt ved det. Orange Feeling. Varme øl. Telte. Pavilloner. Men mest af alt alle de forskellige indtryk og mennesker man oplever igennem en hel uge hvor alt er tilladt og intet er forkert eller for grænseoverskridende. Musikken er kun halvdelen af det. I år havde Roskilde formået at samle et stærkt lineup af alt fra polioramte afrikanere i kørestole til danskekære Nephew og Kashmir. For mit eget vedkommende kunne jeg godt have tænkt mig noget mere metal, men navne som f.eks. Meshuggah, Killswitch Engage og Nile var gode plastre. Min egen top oplevelse var dog australske Pendulum, som spiller alt imellem Drum & Bass, Electro, Metal, HipHop og Reggae. En propfyldt Arena kunne sætte sin finger på at dette var Roskildes største koncertoplevelse – og en mine bedste oplevelser i de 4 år jeg har gået til koncerter.

Så, hvordan var det? Det mit 4. år, og jeg bliver ved med at komme tilbage indtil jeg er 60. Det er simpelthen årets bedste uge. Om du er sort, hvid, socialist, liberal, metaller, hiphopper… Det er lige meget. På Roskilde går det hele op i en hel enhed, og jeg kan tænke tilbage på utrolig mange gode minder og nye venskaber jeg har gjort mig.
Tak Roskilde, for endnu et uforglemmeligt år. Må du altid leve videre og aldrig dø.
5/6 stjerner for et næsten perfekt år med kun få irritationsmomenter som f.eks. dankortautomater der aldrig virkede, badesøen der lukkede og mindre vandboder end sidste år.

Koncert: Pavement

Scene: Arena

Dato/Tid: Søndag, 4. juli – 20:30

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 4½

Anmeldelse:
Det sidste band jeg skulle anmelde var netop genopstandne amerikanske indie/alternative rockband Pavement. Arena var godt fyldt med folk, på trods af at det var sidste dag og aftentide. Bandet gik dog på scenen og gav den fuld gas. Man kunne frygte hvordan bands genopstår uden energi og glæden ved det, men Pavement var langt fra den kasse. Varen blev leveret.

Igennem koncerten formåede Pavement at beholde den høje energi og gode kontakt til publikum. Desværre må jeg også konstatere at folk var trætte og mærkede efter 8 dages musik og druk, og dertil faldt bandets forsøg på kontakt også sommetider hårdt til jorden. Men det ændrer ikke på at Pavement gjorde det rigtig godt og viste at de er tilbage – intet pis. Jeg glæder mig til at se dem en anden gang.

Koncert: Them Crooked Vultures

Scene: Orange

Dato/Tid: Fredag, 3. juli – 22:30

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 5

Anmeldelse:
Årets mest positive overraskelse kom fra supergruppen Them Crooked Vultures. Sammensat af Dave Grohl (Nirvana/Foo Fighters) på trommer, forsanger Josh Homme (Kyuss/Queens Of The Stone Age) og bassist Jon Paul Jones (Led Zeppelin). De 3 musikere i sig selv er nok til at være interessant for alle der lytter til rockmusik, og vi blev bestemt ikke skuffede.

Klokken var 22:30 og det var stadig forholdsvist lyst da scenen gik op i lys lue. Der var rigtig mange mennesker på pladsen og forventningerne synes man nærmest at kunne mærke udover hele pladsen. ”Hvordan klarer de den med kun 1 album?”. Men i løbet af den næste 1½ time fik vi næsten hele albummet. Nogle af dem var bare sange fra ende til anden, men flere gang blev der improviseret og jammet for vildt på scenen. Og det lød fantastisk! Det var ikke kedeligt, men nærværende, teknisk overlegent og imponerende at lægge øre til.

Samtidigt skal man rose bandet for den energi og nerve de udstrålede. Især Dave Grohl tæskede sine tønder igennem og det i sig selv var en fornøjelse uden lige. Hvis der skal lyde et kritikpunkt, så er det at lyden sommetider var en smule ustabil – og at der lige til sidst gik en smule tomgang i al den leg. Samtidigt virker det som et underligt stunt at lade som om man slutter af med en smuk klaverpassage – men for derefter så at gå på scenen til et hårdtslående nummer mere. Det virkede malplaceret og ugennemtænkt. Men det er ikke nok til at give mindre. Fantastisk koncert og dygtige musikere. Kom snart tilbage!

Koncert: Alice In Chains

Scene: Orange

Dato/Tid: Fredag, 3. juli – 19:30

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 3½

Anmeldelse:
Et af Roskilde Festivals hovednavne i år var Alice In Chains. Et af de 4 store grungebands (Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam de 3 andre) havde fundet vej til Danmark. Alice In Chains tidligere forsanger, Layne Staley, døde i år 2002. Som erstatning havde de hentet William DuVall ind i 2005 og udgivet Black Gives Way To Blue i 2009. Nu stod de så her, på Roskilde Festival. Og de var ikke alene. Men et problem var tiden for deres koncert. Kun 1 time efter Dizzy Mizz Lizzy gik af scenen, var det tid til deres optræden. Og det medførte at mange først kom i løbet af koncerten.

Grunge rock er en stenet affære. Personligt lå jeg ned det meste af tiden og lyttede. Lyden var acceptabel, dog sommetider ustabil. Men overordnet var det behageligt at høre på. William DuVall henvendte sig primært til de forreste pits og ikke så meget til resten af pladsen. Det var dog en glæde at høre hans stemme – for han kan altså synge!

Men desværre syntes jeg koncerten gik alt for meget i ring. Der var mange kendte sange, men de blev spillet så langsomt at det var til at falde i søvn af. Desværre, for der er virkelig kvalitet i det de laver. Men jeg følte hurtigt at jeg kom til at kede mig, og mange omkring mig virkede også til at blive direkte døsige af det. Grunge rock er en stenet affære. Men dette kunne sagtens have været mere interessant, nærværende og med kontakt til publikum. Mest af alt virkede personalet uoplagt og ikke interesserede – udover forsangeren, som især kom igennem med en hyldest til den tidligere forsanger, hvor han ikke selv kunne holde tårerne tilbage. Det var rørende ægte, men ikke nok til at ændre på det overordnede indtryk.

Koncert: Dizzy Mizz Lizzy

Scene: Orange

Dato/Tid: Fredag, 3. juli – 17:00

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 4

Anmeldelse:
Et af de mest ventede navne på årets festival må med rette siges at være Dizzy Mizz Lizzy. Den midlertidigt gendannede gruppe har haft intet andet end udsolgte shows rundt omkring i Danmark og ellers booket sig ind på alle tænkelige festivaler. Selvfølgelig inkluderede dette også Roskilde – og pladsen foran Orange var proppet til bristepunktet. Nostalgien var i højsædet.

Og da Tim Christensen selvsikkert spankulerede ind på scenen var det som dengang – de gode gamle tider hvor Dizzy Mizz Lizzy også optrådte på Orange Scene. Godt nok med længere hår og et mindre publikum. Men spilleglæden var der. Stemningen var med garanti den samme. Det var nostalgi vi kom for at få, og jeg er sikker på at alle de fra dengang fik hvad de kom efter.
I hvert fald var det mange af de gode gamle hits vi fik serveret.

Men var der så noget som ikke fungerede? Ja, og derfor har jeg valgt kun at give 4. Dizzy Mizz Lizzy er et band som har en massiv fanbase overalt i Danmark. Og det er også fed rock. Men mere end det, er det heller ikke. Og koncerten bar især præg af at publikum ikke behøvede et band som lagde særlig meget energi eller sjæl i deres musik. Og for de som ikke har dyrket musikken, faldt det også til jorden. Ikke engang et fedt trick som fladskærme i sort/hvidt kunne ændre på dette. Vi fik hvad vi kom for, men heller ikke mere.

Koncert: Circle

Scene: Pavilion

Dato/Tid: Fredag, 2. juli – 15:00

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 3

Anmeldelse:
Årets underligste oplevelse var med de finske Circle. Beskrevet som ”Genrefornægtende heavymetal” var det umuligt at forudse hvad man gik ind til. Heller ikke mange havde valgt at finde ned til Pavilionen fredag eftermiddag. Der var nok andre, mere kendte navne, ude på de andre scener. Selv satte jeg mig til rette med en veninde og så blev lyset tændt.

De første tanker gik på at medlemmerne af bandet, først og fremmest, så vidt forskellige ud. Den tykke bassist, den ene guitarist med langt hår og slankt ansigt. Men mest af alt forsangeren… Hvad var det han havde på hovedet? En eller anden mærkelig ting – også ellers i en skinnende sølvdragt. Okay, så er vi noget så langt. Men de toner som kunne høres, var endnu mere mærkelig. Der var diverse genrer repræsenteret. Men også Disneyagtige lyde fik sneget sig ind – og ellers brugt og misbrugt i en ubeskrivelig og hele tiden ændrende substans af… Absolut tilfældige ting. Growls og skrig indfandt sig også – men mest af alt blev der slet ikke sunget. Bare snakket.

Aldrig i mit liv har jeg hørt noget så mærkværdigt og så fjernt fra hvad jeg kender. Det føltes som et makabert teaterstykke/musical, hvor nye indtryk konstant overtog det forrige, og bragte oplevelsen forud. Men det lød ikke godt. Publikum udvandrede i stor stil, men alligevel blev en mængde tilbage helt til slut. Og jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke kan give nogen god eller dårlig karakter. 3 er midt imellem, og denne oplevelse er en jeg aldrig glemmer, men heller ikke noget jeg kan forklare yderligere.

Koncert: Sólstafir

Scene: Pavilion

Dato/Tid: Torsdag, 1. juli – 20:30

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 3

Anmeldelse:
Mens Sick Of It All lagde publikum ned med deres 80’ Hardcore, var der også et andet metalband på Pavilion. Dette var islandske Sólstafir. I beskrivelsen lyder det som følgende: ”Symfonisk, frysende post-metal”. Beskrivelsen var helt korrekt. Sólstafir er post-metal, men også meget andet. Det er næsten umuligt at beskrive hvorledes musikken er opbygget, for der er så mange ting indover – og dertil en masse jeg slet ikke kan sætte ord på. Men prøv at forestil dig at beskrive Islands kolde snelandskaber. Selvfølgelig tilsat en kølig rock’n’roll attitude og et nærmest satanisk udtryk.

Så hvordan er det at lytte til? Først og fremmest, så passer musikken slet ikke ind i Roskildes stemning og ånd. Dertil skal lyde at når det er sommer og varmt vejr, så er det svært at forstå nogle der skriger så det mest af alt virker som om det kun er i november måned man kan høre musikken – samtidigt med at den store depression hærger udenfor. Musikken er grå, kold og trist. Og desværre også meget enslydende, så det blev aldrig interessant at lytte til.

Dog skal jeg rose bandet, for de kan sagtens finde ud af at spille live. Lyden var godt tilrettelagt og det var nemt at høre instrumenterne adskille sig fra hinanden. Men med overordnede beskrivelsen af musikken, var det svært at tage bandets arrogance seriøst. De virkede helt utrolig overbeviste om at de var seje og noget alle bør høre. Dette faldt heller i god jord, da flere forlod koncerten end hvad der kom til. En blandet affære. Måske de ville passe bedre ind i mere intime rammer, og med et koldere klima.

Koncert: Paramore

Scene: Arena

Dato/Tid: Torsdag, 1. juli – 18:00

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 4½

Anmeldelse:
Jeg løb ind mod festivalpladsen! Hegnet er åbnet og endelig begynder de 4 dage med musik på alle scener. Arena skulle åbnes en time efter hegnets åbning af pop/punk/emo bandet Paramore. Efter kun at have spillet 2 koncerter i Danmark nogensinde, var det vildt at de skulle kunne fylde Arena. Men ingen tvivl – publikum var mødt talstærkt op. Både emotøser i sort tøj med deres kærester, såvel som thrashmetallere i læderjakker og store overarme.

Bandet gik en for en ind på scenen til noget baggrundsmusik. Til sidst kom forsanger Haley Williams ind og så eksploderede den forreste pit hvor jeg stod. Allerede fra første nummer var det tydeligt at publikum ville bære denne koncert fremad helt til enden. Paramore hoppede rundt og slog sig godt løs – men den rigtige udløsning kom fra publikum selv. Bare det at se bandet optræde live var nok.

Men Paramore skal bestemt også have ros! Der var god stemning og positive ansigter at spore over det hele. Ja, selv Haley virkede også overrasket ved den overvældende modtagelse. Der blev ikke sagt meget, men det behøvede der heller ikke. Som afslutning valgte Paramore at invitere en pige, fra publikum, Signe, på scenen som fik lov at synge deres ubetinget største hit ”Misery Business”. Det gjorde hun helt vildt godt! Ingen nervøsitet, men ren energi. Hun headbanger satme bedre end jeg gør! Opmærksomheden gik fra Paramore til Signes optræden, i hvert fald for en kort stund.
Det eneste som forhindrede en højere karakterer var lyden på især den ene guitar og en for lav vokal. Ærgerligt, men til at regne med når det er første koncert.

Koncert: Ghost Soceity

Scene: Pavilion Junior

Dato/Tid: Tirsdag, 29. juni – 21:00

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 3

Anmeldelse:
Sidste band i opvarmningsdagene, for mit vedkommende, var gruppen Ghost Society. Det består af b.la. medlemmer fra Blue Foundation og People Press Play. Især Blue Foundation er efterhånden godt kendt i Danmark. Derfor var det med nogle forventninger at jeg gik hen imod det begrænsede festivalområde. Da jeg nåede derhen kunne jeg se at mange også havde fundet derhen.

Koncerten skulle dog vise sig at blive en blandet affære. Publikums velvilje bar oplevelsen et langt stykke, men Ghost Society lod ikke selv til at vide hvad de lavede. Indtrykket var rodet. Nogle gange stod det klart at de spillede godt og kom ud over scenekanten, men andre gange virkede det alt for indadvendt og mystisk til at nogle – udover bandet – oplevede noget.

Lyden skal især også kritiseres. Jeg ved ikke hvordan det kunne være så slemt, men det ødelagde en stor del. Det var ærgerligt at de ca. 50 minutter ikke gav et indtryk af at Ghost Society gad spille. Eller ville ud med noget. Tynd suppedas, som publikum primært hev i land.

Koncert: New Keepers Of The Water Towers

Scene: Pavilion Junior

Dato/Tid: Tirsdag, 29. juni – 16:30

Anmelder: Gabriel Thordahl-Jensen

Karakter: 4

Anmeldelse:
En af mine største overraskelser skulle vise sig at tilfalde de svenske tung-rockere i det ret uforståelige navn; New Keepers Of The Water Towers. I løbet af de seneste par måneder har de været rundt og spille i flere dele af Sjælland og har dermed fået opbygget nogle relationer. Et pænt antal mennesker var mødt hen af eftermiddagen.

New Keepers Of The Water Towers spiller I den ekstremt tunge ende af rockmusikken – og gerne med en hel del inspiration fra metallens guitarpassager og dybe trommer. Det man kunne opleve var en hyldest til den gamle rock’n’roll attitude – bare langt hårdere. Der var stadig badass over måden at stå og spille på, men dette foregik tæt på absurd langsomt.
Publikum tog vel imod denne udladning og var ikke bleg for at vise djævlehorn ind i mellem de få pauser. Numrene var vel i gennemsnit på 5 – 6 minutter. Den samlede spilletid var på godt 50 minutter.

Kritikken består i at selvom det var en fornøjelse at dykke dybt ned og blive hængende, så var det også samtidigt for statisk. New Keepers Of The Water Towers næste opgave bliver i at præsentere et liveshow, som formår at fastholde ligeledes det tunge udtryk, men også give plads til mere underholdning.