Den sidste uge - og så er den plade færdig…
November 9th, 2008
Så er jeg tilbage - undskyld forsinkelsen… det er nu en uges tid siden, vi forlod studiet, og den er blevet brugt til bl.a. foto-shoots i iskoldt vejr på Aarhus havn, bajer- og shots-hygge til Vader show på Train i Aarhus samt et skønt røvsparkende show på Aalborg Metal Festival her i fredags… fandme fedt at komme ud og spille igen - selvom det kun er halvanden måned siden sidst, så er dette tidsrum blevet brugt til alt andet end at øve sæt op, så vi skulle lige vækkes til live igen… og det blev vi så - så det baskede!!! Tak til publikum deroppe, og tak til alle vennerne vi mødte før og efter!
Anyway, tilbage til det, det handler om. Efter vi startede med mixingen sidste mandag, gik det stærkt. Vi havde det første mix med hjemme og lytte til, og vi havde hver især lidt rettelser, vi gerne ville have med - ikke de store rettelser, men mere lidt niveauting i soloer og meloting hist og her. Jeg tror, vi allerede ret tidligt var enige om, at pladen lød rimelig meget, som den skulle. Tue var også mere end tilfreds, så der var ikke så meget i det store lydbillede, som vi ville rette. I og med vi havde været så hurtige til at indspille, havde vi faktisk to dage, hvor vi ikke helt vidste, hvad vi skulle lave… det må kaldes luksusproblemer
Som jeg nævnte i sidste blog, så ventede vi på keyboard-stuff fra Tommy Hansen, Jailhouse Studios i Horsens, og de kom her onsdag, inden vi var færdige. Især Tommys bidrag til vores instrumentale nummer gav et kæmpe løft - rent helvedes flammer!!!! Så dette nummer er kommet en pæn vej, siden de første spinkle forsøg i øvelokalet…
Fredag var sidste mixe-dag - hvis vi da ikke igen har lidt flere ændringer - og vi manglede praktisk talt kun at lave rækkefølgen. Det er jo ikke ligegyldigt, hvordan man lægger numrene på en plade. Man kan være nok så glad for dem alle, men de vokser og kommer bedst til udtryk, hvis de har de rette numre både før og efter sig. Så efter et par forsøg er vi ret sikre på, at vi har fundet den bedste rækkefølge. 10 numre er det blevet til i denne omgang, og det er HateSphere, som I næsten kender dem
Vi er ovenud tilfredse med pladen, og vi føler, vi har gjort vores bedste for at få lukket munden på de værste kritikere… så nu kommer forberedelserne til selve udgivelsen - og det kommer forhåbenligt ikke til at gå stille for sig!! En video skal indspilles og interviews skal køres i stilling… og vi skal have vores dertil indrettede ud på Europas landeveje igen… for helvede det bliver fedt!!!
Så selvom jeg savner flødebollerne og de fede parykker i studiet - så er det en kæmpe fornøjelse at være færdig med pladen. Tak til Jacob, Lou Lou og Tue i Antfarm - og tak til jer for at læse med.
Vi ses på landevejene… og i pladebutikkerne
Heavy
Pepe

































