Revolution Inc.

Switch to desktop Register Login

Sinistro - Semente

2016-07-31T14:00:00+02:00

Portugal er ikke det land i Europa, der oftest leverer anmeldelser til siden her. Men det sker, denne gang i form af det andet album fra Sinistro. Bandet debuterede med et selvbetitlet album i 2012, hvilket gav dem international opmærksomhed, bl.a fra Season of Mist, som udgiver den nye skive.

Efter et par takter af det første nummer står det klart, at Sinistro er godt navn til bandet; nummeret er indhyllet i en meget mørk stemning, samtidig er det rytmiske fundament præget af tunge rytmer. Oveni synger sangerinden Patrícia Andrade med en rolig stemmeføring, der er afdæmpet, men samtidig har et skær af mystik over sig; pressematerialets sammenligning med Lana Del Rey er ikke helt tosset.

I de følgende numre fortsætter den ledsagende musik med at slæbe sig sludge-agtigt fremad, den er tung uden at være afgrundsdyb. I det hele taget er det ikke ekstremerne, der præger portugisernes musikalske verden. Numrene bliver aldrig vilde eller rigtigt aggressive; det vildeste i dén retning er de skæve blæsere, der optræder et par gange. Manglen på ekstremer betyder ikke noget, så længe der er tunge elementer til at kompensere. Men i numrene omkring albummets midte mangler der noget, og så falder kvaliteten. Den vender heldigvis tilbage sammen med et tungt guitarriff i slutnummeret ”Fragmento”. Det understreger, at Sinistro fungerer bedst, når mørk stemning møder rigtig tunge rytmer.

Tracklist:
1. Partida
2. Estrada
3. Corpo Presente
4. Semente
5. Relíquia
6. A Visita
7. Fragmento
Samlet spilletid: 43:16

 

Udgivet i Album anmeldelser

En makker udenfor spurgte mig efterfølgende, om jeg fik set Trepaneringsritualen, og hvad det var for noget. Og udover at jeg skam fik det set, er den sgu svær. Jeg tror, min forklaring gik noget i stil med…:
“Jamenæhh… Det var bare én gut, der stod og råbte og skreg over så’n nogle dystre ambient-industrial-soundscapes. Han havde så en sæk over hovedet, som han så fjernede i tredje nummer… Og så havde han verdens mest fedtede og svedende hår indenunder, og én større dreadlock i nakken…”

Hvordan forklarer man, at sådan et koncept faktisk har været fedt, og at det faktisk har virket?

Trepaneringsritualen er både auditivt og visuelt en billedserie i galskab, mørke og isolation. Jeg er 100% overbevist om, at foretagendets eneste medlem har en eller anden form for samlet pakke af psykiske issues, der gør mine egne dæmoner til grin og kun holdes i ave ved at blive sublimeret gennem dette hans kreative outlet.

Af flere grunde kom jeg til at tænke på at være til koncert med Sunn0))), for både det dystre lydunivers, den nærmest ikke-eksisterende belysning og hovedmandens maskering er indikatorer i samme overordnede retning. - En retning der ganske bevidst skyr menneskelige forhold og værdier, og bevæger sig ned i underbevidstheden på et plaget, misantropisk individ hvor grænserne mellem godt og ondt somme tider overlapper og andre gange er helt opløst. Ligesom det gale individ selv søger at nedbryde en barriere, da han i sidste nummer forcerer scenekanten og skriger sin lede ud - og deler ud af sin aldeles frastødende kropslugt - blandt publikums forreste rækker.

Jeg tror faktisk, jeg forstår Trepaneringsritualen. Men frem for alt er det af flere grunde bare vigtigt, at det overhovedet eksisterer. Trepaneringsritualen giver RMF ’16 en mærkbart bredere profil; det skubber grænserne for, hvad man overhovedet kan rent kunstnerisk; og det holder, for så vidt jeg sætter mine penge, mindst ét menneske fra at begå en mere rædsom handling, end det er at lave en musikalsk ækvivalent til samme.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Last Leaf Down - Fake Lights

2015-03-04T14:00:00+01:00

Der er noget helt særligt ved kvartetten Last Leaf Down, der kommer fra Schweiz. Allerede på deres meget stemningsfulde, men også hemmelighedsfulde promobilleder kan jeg fornemme, at det her ikke er ”lige ud ad landevejen og nemt at gå til”-musik. Kvartetten betegner deres musikalske stil som ”shoegaze from the woods”. En genre de selv siger kræver tid og tålmodighed, for den skal vokse på en og lyttes til med fuld opmærksomhed.

Og deres debutalbum ”Fake Lights” er da heller ikke nogen let lille sag at sætte sig ned med. For det første har den en spilletid på knap en time, og for det andet er der utrolig mange facetter og niveauer i bandets univers. Og jo mere jeg lytter til det, jo mere tror jeg, at jeg hælder til at være ganske begejstret for det. Pladen åbner med en kort intro hvorefter den meget smukke ”In Dreams” langsomt folder sig ud. En rigtig fin og meget stemningsfuld åbner. Der er noget 80’er agtigt over den lyd Last Leaf Down frembringer, med hvad der lyder som ufatteligt få virkemidler. Og det er på samme tid simpelt og utrolig kompliceret. ”The Thought That I Saw You” er ligeledes en smuk lille sang, som jeg virkelig godt kan lide. En klar favorit er dog ”In These Waters”, der maler et næsten drømmeagtige billeder i mit hoved, og jeg kan næsten smage saltvand på min hud og høre bølgerne suse for mit indre øre. Benjamin Schenks vokal er både meget afdæmpet og har næsten et strejf af overlegenhed, som om han godt ved at han er fantastisk. Og samtidig gemmer der sig noget absolut inderligt og ydmygt i hans stemme, som jeg falder fuldstændigt for. På pladens sidste del, er det klart numre som ”An Endless Standoff” og ”Wish To Leave” der hiver det hele op for her sker der alligevel nogle små, men ret markante skift i musikken, som virkelig klæder den. Kunne jeg godt have tænkt mig lidt flere temposkift og lidt mere ”ud over kanten”-følelse? Ja, det kan jeg ikke lyve om. For det er til tider som om drengene sover en lille smule bag instrumenterne og det er synd, for jeg tror på ingen måde det er deres intention. Det er muligvis noget der vil komme med erfaringer, men i denne omgang bliver præstationen til 4 ½ stjerner fra mig.

”Fake Lights” er ikke nogen lettilgængelig plade. Den kræver en indsats fra sin lytter, ingen tvivl om det. Men tager man sig tid og oplever det fuldt ud, så åbner der sig et på alle måder betagende og dybt musikalsk univers for en. Til tider virker musikken mere introvert end hvad godt er, men jeg glæder mig rigtig meget til at holde øje med Last Leaf Down i fremtiden, for de har helt sikkert fat i noget unikt her.

Track list:
1. Refulgance (Intro)
2. In Dreams
3. The Thought That I Saw You
4. In These Waters
5. Inmost Life
6. Giant
7. Growing Fear
8. The Theme
9. An Endless Standoff
10. Truth Is A Liar
11. Wish To Leave
12. Born Dead
13. Fake Lights In The Sky
Samlet spilletid: 51:00

 

Udgivet i Album anmeldelser

Frozen Ocean - The Dyson Swarm

2014-04-26T12:00:00+02:00

Frozen Ocean er endnu et énmandsforetagende, som jeg formoder har en fortid i Black Metal; på hjemmesiden har hovedpersonen Vaarwel i hvert fald temmelig travlt med at distancere sig fra politik, religion … og Black Metal. Det forhindrer ikke pladeselskabet i at flette et lille ”Post Black Metal” ind i genrebetegnelse, som mere tjener til at lokke flere lyttere til end at beskrive albummets indhold.

“The Dyson Swarm” er nemlig en elektronisk sag, hvor kunstigt frembragte rytmer og et større arsenal af synthesizerlyde bliver brugt til at skabe en 49 minutter lang rejse ud i rummet. Rejsen starter i det indre, jordnære rum og fortsætter ud til kanten af det kendte univers; det er en tur uden de helt store udsving eller dramatiske begivenheder. Det hele er bygget op omkring forskellige klavermelodier, som langsomt udvikler sig og skiftes til at være i fokus. På den måde er der hele tiden en ret fast struktur i det hele, som ikke ender ude i det alt for spacy og drømmende. Alligevel bliver der plads til klangflader, men det kommer aldrig op på Jean Michel Jarre-niveau. Flere steder er der uddrag som minder mig om Moby, men kun meget kort tid ad gangen. Det skyldes ikke mindst, at der ikke optræder vokaler. Eller i det mindste ikke almindelige vokaler, for der er et par kortere sekvenser med messende sang; de er bare så ensformige og tilbagetrukne, at de lige så godt kunne være frembragt via tangenterne.

Turen ud i rummet er behagelig nok, men albummet bliver hurtigt til baggrundsmusik; på den front er "The Dyson Swarm” ikke værre end så mange andre elektroniske udgivelser – men heller ikke bedre.

Tracklist:
1. Syzygy
2. CE-4
3. Sloan Great Wall
4. SHGb02+14a
5. Exoplanet (HD 85512 b)
6. The Dyson Swarm
7. UDFj-39546284
Samlet spilletid: 49:29

Udgivet i Album anmeldelser

Doyle Airence - Monolith

2013-11-12T11:00:00+01:00

Kort efter at dette album blev annonceret, blev det trukket tilbage igen pga. uoverensstemmelser omkring rettigheder og lignende juridiske spørgsmål. Men nu, med en del forsinkelse og nyt bandnavn, kommer det altså ud alligevel. Således er ”Monolith” første udgivelse fra bandet, der nu kalder sig Doyle Airence. Nogen vil måske huske dem blot som Doyle. De har et debutalbum og en anmelderrost EP i bagkataloget, samt en masse liveerfaring, da de har varmet op for promenente navne som Between The Buried And Me og Deftones.  De er Franske, og det er godt nok længe siden jeg har hørt noget som helst med oprindelse i det franske.

Doyle Airence spiller meget stemningsfuld hardcore, med tydelig inspiration fra et af deres egne yndlingsbands A Perfect Circle. Jeg kan i hvertfald godt fornemme, hvordan de meget melodiske og velspillede undertoner er blevet til. Der er ingen tvivl om at de ikke bare lyder som endnu et hardcore/screamo band. Der er noget mere dybde i deres musik, og de spiller rigtig godt. Dog flyder numrene en lille smule for meget sammen til tider – hvilket jeg synes sker lidt for ofte i netop denne genre - men der er skam rigtig mange fede skæringer på ”Monolith.” Numre som ”Friendly Fire” og ”The Great Collapse” fra første halvdel af albumme er super fede med masser af knald på og samtidig ret melodiske og flotte. Jeg er helt vild med den instrumentale intermission ”Effort.Accumulation.Revelation”; hold fast et flot stykke musik! Der er så meget følelse i de knap 3 minutter nummeret kører, at jeg næsten får gåsehud. ”Liquid Skies” er et mere stille nummer med masser af nerve og lidt ren sang, der giver den et anderledes udtryk. På sidste halvdel af albummet er det klart skæring nummer 9 ”Stonefields”, der er det bedste. Igen er der masser af god melodi og stemning.

Der er rigtig meget godt ved den her skive, men vi kommer desværre ikke udenom at det alligevel bliver en smule ensformigt og til tider lidt kedeligt. Jeg smider 4½ stjerner afsted efter Doyle Airence og deres rigtig fine hardcore, der har en snert af noget ”artsy feel” over sig. Hvilket kun gør det mere interessant. Deres rødvin er tvivlsom – i hvertfald hvis man spørger mig – men Frankrig kan altså godt producere dygtige musikere, og hvis man i forvejen elsker bands som The Dillinger Escape Plan, Norma Jean eller The Chariot, så bør man gøre sig selv den tjeneste at få fat i ”Monolith” meget snart!

                            

 

Track list:

1. 03.11.11

2. Painting With Lights

3. Friendly Fire

4. The Great Collapse

5. Effort.Accumulation.Revelation

6. Left Unsaid

7. Liquid Skies

8. Distruction.Discovery.Meditation

9. Stonefields

10. We Were Kids

11. Collisions

Samlet spilletid: 42:00

Udgivet i Album anmeldelser

GOG - Ironworks

2013-09-16T11:00:00+02:00

Et énmandsband som udsendes via Season of Mist – er det ikke ensbetydende med Black Metal? Som hovedregel jo, men GOG er undtagelsen, der bekræfter reglen. Bandets eneste medlem er Michael Bjella, som kommer fra Arizona, og livet under ørkensolen har ikke præget ham i retning af Sort Metal. I stedet har han med ”Ironworks” søgt at gengive livet for de mange arbejdere, som sled og slæbte i metalindustrien under den industrielle revolution. Derfor består albummet primært af maskinelle lyde samt metallisk hamren og banken. Til gengæld er der meget lidt egentlig musik på albummet; ud over lidt guitar og ditto klaver til at binde tingene sammen med, er der ikke noget som trænger igennem lydtapetet.

Derfor er de enkelte numre meget monotone, hvilket sikkert er tilsigtet, men ikke særligt interessant. Kun i ”A Promised Eternity Fulfilled With Cancer” opstår antydning af spænding via kontrasten mellem klaver og maskiner.

Formålet med albummet bliver opfyldt på udmærket vis, for når man lytter til ”Ironworks” er det ikke svært at forestille sig larmende maskiner og hårdt arbejdende mennesker. Til gengæld har værket mere karakter af et lydspor til en undervisningsfilm end et egentligt album, og selv om Bjella formår at få sin lydcollage til at hænge sammen på en ganske overbevisende måde, er underholdningsniveauet meget lavt – hvis ikke jeg havde fået det til anmeldelse, ville jeg ikke bruge tid på ”Ironworks”.

Tracklist:

1. 1870-1906

2. Tasks Which Destroy Body And Soul

3. God Says To Love You In Chains

4. A Promised Eternity Fulfilled With Cancer

5. Into Her, She Carved The Word Empty

6. I Draw My Strength From You

Samlet spilletid: 42:43

Udgivet i Album anmeldelser

Kave - Dismal Radiance

2013-10-12T11:00:00+02:00

Kave er et hollandsk enmandsprojekt, som startede tilbage i 2005. Efter indspilning af et par demo’er begyndte han sidste år at arbejde mere seriøst med musikken. Det er der nu kommet et album ud af, som det italienske selskab Eibon Records udgiver.
Musikken må siges at være meget anderledes end det, vi normalt anmelder her på siden. Alle numre (jeg mener virkelig ALLE) består udelukkende af meget stille keyboardklange, som fra starten må være tænkt som baggrundsmusik; de musikalske udsving er så få og små, at det hele flyder sammen. Flere steder er man i tvivl om nummeret er slut, eller Kave bare tager sig en slapper …

Hvis et enkelt eller to af numrene havde været med på en skive med brutal Death – eller Black Metal, havde det fungeret fint – så havde kontrasten været stor, og Kave kunne give lytteren en lille musikalsk oase af ro. Men når man gennemlytter ”Dismal Radiance” er kontrasterne ikke-eksisterende, og i stedet for at skabe ro flyder numrene sammen til en omgang lyde, som ikke fænger overhovedet. Det eneste positive ved skiven er, at stemningen er en smule mørk, men det er langt fra nok til at fylde mere end 3 kvarters spilletid med indhold.

Tracklist:
1. Tombs Of The Black Sand
2. Corridors Under The Sea
3. Vault Of Mysticism And Desolation
4. Dark Monoliths Rising
5. Encompassing Emptiness
6. Bleak Phantasm
7. Dismal Radiance
8. Laatste Schemering

Samlet spilletid: 48:55

Udgivet i Album anmeldelser

Spektr - Cypher

2013-05-27T10:00:00+02:00

Hvis du søger vise ord om danske SPEkTR med Manoj Ramdas fra The Raveonettes og Sort Sol i front, er det ikke her du skal lede! Hvis du derimod søger vise ord - eller i hvert fald blot ord (!) - om de larmende franskmænd kl.K. og Hth, der går under samme navn, kan du godt indstille eftersøgningen.

Den franske duo med de - for mig - uforståelige navne er på banen med album nummer tre, "Cypher", og selv om de på ingen måder OVERHOVEDET minder om Ramdas og co., så har de dén ting tilfælles med danskerne, at deres musik er svært definérbart.

Spektr gør sig i et musikalsk miskmask af ambient, black metal og industrial med stort set al fokus rettet mod effekter og instrumenter. Vokalen er nærmest ikke-eksisterende, men brugen af samples forekommer i ny og næ. Blandingen af lige præcis disse stilarter er hørt før. Norske Mysticum betrådte som ét af de første - hvis ikke dét første - band(s) for 20 år siden, og ligeledes norske DHG og Thorns har i forskellige grader valgt samme vej. Ja, selv mægtige Satyricon legede med stilarten på den kaotiske og kolde "Rebel Extravaganza" fra 1999.

Personligt er jeg ovenud begejstret for lige netop "Rebel Extravaganza", men jeg må indrømme jeg har lidt svært ved at greje "Cypher". Der er dog også verdener til forskel når man sætter Spektr op mod Satyricon, selvom man isoleret set koncentrerer sig om "Rebel Extravaganza". "Cypher" er også atmosfærisk, kold og modbydelig ond, ja, men albummet fejler på den vedvarende intensitet og stemning, eller mangel på samme.

"Cypher" har som udgangspunkt forudsætningerne for at skille sig ud fra mængden, og Spektr er et overvejende interessant bekendtskab, men overbevist er jeg altså ikke.

Tracklist:

1. Hermetism

2. Teratology

3. The Singularity

4. Solitude

5. Antimatter

6. Solve Et Coagula

7. Cypher

8. Decorporation

9. Le Vitriol Du Philosophe

Samlet spilletid: 45:59

Udgivet i Album anmeldelser

Yayla - Nihaihayat

2013-05-18T10:00:00+02:00

Black Metal fra Tyrkiet?!

Jamen, ok!

Yayla er et enmandsprojekt, der eftersigende gør sig indenfor den ambiente og til tider støjende gren af black metallen. Det første der møder mine ører er da også et nogenlunde indbydende lydlandskab, hvor man næsten kan mærke roen sænke sig. Dette bliver dog hurtigt afløst af den støjende del, og her står jeg altså af. Numrene er tudse-lange, og indeholder hvad der ligner maksimum 3 forskellige riffs pr. sang. Det bliver sgu en anelse (to say the least) kedeligt at høre på i længden, og den diskante og meget rumklangsagtige produktion kombineret med nogle helt ufatteligt ringe programmerede trommer gør altså, at Yayla lider en fæl og krank skæbne i min anmelderstak. Jeg mener, kan man programmere trommer til at være utighte? Og hvorfor ikke lige skære bare 5-7 minutter af numrene, så man ikke sidder med den der følelse af at være taget i røven samlebånds-style?

Hvis jeg skal opsummere meget kynisk, så er der godt og vel 10 minutters nogenlunde brugbar musik på ”Nihaihayat”, og det er første og sidste nummer. Resten er en frygtelig omgang larm, der garanteret med fordel kan bruges til at lokke vigtige informationer ud af diverse spioner. Det er i hvert fald noget migrænefremkaldende bras i mine ører!!

 

Tracklist:

01: Integumental Grasp

02: Through the Sigil of Hate

03: Immortalizing the Nine

04: Disguises of Evil

05: In Senility

 

Total Spilletid: 51:41 Minutter

Udgivet i Album anmeldelser

Horseback & Locrian - New Dominions

2013-02-12T01:00:00+01:00

Horseback & Locrian er ikke ét band, som jeg først troede. Det er derimod to bands, der begge er meget respekterede og velrenommerede indenfor hvert deres felt af musik. Feltet vi bevæger os i er ikke rigtigt metal. Det er atmosfærisk og messende drone/ambient med store og gentagende lydflader, der nærmest luller lytteren ind i et kæmpe og tætpakket slør af…. KEDSOMHED!!
For helvede altså! Jeg forstår ikke denne slags musik, og der ville garanteret findes et par af mine anmelderkollege,r der ville kunne få mere ud af “New Dominions”, end jeg kunne. I mine ører er det baggrundsstøj. Baggrundsstøj with a vengeance. Altså baggrundsstøj, der kun er ude på at gøre livet og tilværelsen sur for dem, der lytter. Det er ikke nødvendigvist talentløst, men på en eller anden måde er det simpelthen for intetsigende til min smag. I mit hoved er ”New Dominions” 41:15 minutter jeg har spildt (flere gange), og dem får jeg ikke igen! Det lyder vel mest af alt som soundtracket til et LSD og valium-trip for nedrullede gardiner og hele pivtøjet.
Det der nok skræmmer mig mest ved det her er, at de to bands in question faktisk er noget nær bannerførere indenfor genren… Så vil jeg sgu nødigt høre de ringe bands, for det her kan jeg bare ikke forlige mig med. Jeg anerkender deres indflydelse på genren og det faktum, at folk gider lytte til dem… Bare jeg kan blive fri!

Tracklist:
01: The Gift
02: Our Epitaph
03: Oblivion Eaters
04: In the Absence of Light
05: The Gift – Remix by James Plotkin

Total Spilletid: 41:45 Minutter
 

Udgivet i Album anmeldelser
Side 1 ud af 2